Du er her: 

Det daglige brød og livets brød

Prædiken til midfaste søndag, Trinitatis Kirke 2020

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

"Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: "Rabbi, hvornår er du kommet hertil?" Jesus svarede dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på." Så sagde de til ham: "Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?" Jesus svarede dem: "Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt."

Da sagde de til ham: "Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: 'Brød fra himlen gav han dem at spise.' " Jesus sagde så til dem: "Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: "Herre, giv os altid det brød!" Jesus sagde til dem: "Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Joh. 6,24-35

Der er i dag midfaste søndag, fastetidens midte. Man kan sige at fasten er en øvelse i enkelhed og koncentration. Det overflødige skal skæres væk. Vi skal ned til det virkelige. Det basale. Det vi ikke kan være foruden. Til det daglige brød.

Cecil Bødker skrev engang et digt som for så vidt godt kunne være et fastedigt: ”Giv os i dag brødet. Vi glemmer brødet for dynger af pålæg og tilmad. Fordi vi lever i overflod, glemmer vi hvad liv er. Tag alting fra os, men giv os brød i den elfte time time. Livets brød.”

Sådan er fasten en besindelse på det elementære i livet, det vi når alt andet er skåret væk, lever af. Brød og vand, solen og den friske luft, andre mennesker, kærlighed, miraklet at noget er til.

Corona-epidemien og alle de foranstaltninger som følger med, oplever vi naturligvis som et forstyrrende indbrud i vores liv. Men på mange måder understøttes fastens sigte af de begrænsninger vi pålægges. Vi kan ikke mere begive os ud i det offentlige rum og møde hinanden. Der er lukket i biograferne, på teatrene, museerne og i koncertsalene. Kirkerne er lukket, sportshallerne er lukket, og restauranter, caféer og barer. Og der er i den nærmeste fremtid ingen fester som venter - hvor vi mødes med familie og venner fra nær og fjern og spiser og synger og somme tider danser sammen. Vi kan ikke engang rejse væk - hvilket måske ikke gør så meget, for i alle de lande som omgiver os, er det sociale og kulturelle liv også sat i stå.

Altså vi må finde livet, det virkelige liv, her hvor vi er. Meget af det vi sætter pris på og drømmer om, kan vi ikke. Men vi skal øve os i at se det store i det små og forstå at less is more. Vi skal træne vores opmærksomhedsevne som med tiden er blevet sløv og distræt - af for mange projekter og gøremål og af underholdning og forbrug. Vi skal mærke og se det underfulde liv vi ellers overser og har mistet sansen for.

Det giver både fastetiden og corona-restriktionerne os en særlig mulighed for.

At se fx de første anemoner i skovbunden. Nedenunder det gamle henvisnede liv, under de brune raslende blade, er de ved at bryde frem. De hvide eller de gule eller de blå.

Den svenske digter Tomas Tranströmer har skrevet et vidunderligt digt om de blå anemoner. ”Blåsipporna” hedder det på svensk.

”At fortrylles – intet er enklere. Det er et af jordens og forårets ældste tricks: de blå anemoner. De er på en måde uventede. De skyder op af den brune fjorgamle raslen på oversete steder hvor blikket ellers aldrig standser op. De brænder og svæver, ja netop svæver, og det skyldes farven. Den dér ivrige violblå farve vejer ingenting mere. Her er ekstase, men lavt til loftet. ”Karriere” – uvedkommende! ”Magt” og ”publicity” – lattervækkende!”

Tranströmer ser nu for sig hvordan de oppe i Nineve, eksemplet på den globale, glinsende storby, har arrangeret en stor spektakulær modtagelse med masser af mennesker og bang og tjuhej og højt til loftet. Men skriver han, ”– over alle isserne hang krystallysekronerne som gribbe af glas. I stedet for sådan en overdekoreret og larmende blindgyde åbner de blå anemoner til den virkelige fest, som er dødstille.”

Det er hvad foråret og fasten – understøttet af corona-krisens forbud – kan føre os ind til eller ned til: Den virkelige fest. Underet. De blå anemoner – eller hvad det nu er vi længe ikke har kunnet se, men nu ser.

Der er fester med munterhed og glæde og nærvær jeg i hvert fald længes efter og glæder mig til at blive inviteret til igen. Men der er også en fest i det stille liv, neden under kulturen, forbruget, underholdningen, som kalder på at blive opdaget og set. Og der er neden under pålægget og alt det vi fylder vores liv med, et brød vi skal smage. Et liv som er helt enkelt og virkeligt som vi skal mærke i os. Det daglige brød eller livets brød.

Det er faktisk i Johannesevangeliet, i prædiketeksten, ikke helt det samme. Det daglige brød – det er det vi lever af fra dag til dag. Brødet som mætter os for en tid, og som vi ikke kan være foruden. Det er mannaen som Gud sendte israelitterne i ørkenen da de sultede. Hver morgen de stod op, lå der som morgendug i ørkenen rigeligt med manna de kunne spise. Men selv om mannaen var gudgiven og kom fra himlen, kunne den ikke holde sig mere end en enkelt dag. Det fortælles i 2. Mosebog at nogle af israelitterne ville sikre sig og indsamlede forråd, men mannaen var allerede næste dag fordærvet og fyldt med maddiker.

Det daglige brød er livsnødvendigt, men forgængeligt. Det mugner hvis vi rager til os og gemmer det til senere hen.

Derfor er det måske heller ikke en tilfældighed at brød rimer på død. Det gør det på dansk, på tysk og på engelsk. Ja religionshistorikeren Hans Jørgen Lundager Jensen har sagt at sagligt set har brød og død med hinanden at gøre på alle sprog. Brødet repræsenterer det korte liv. Og i det gamle Israel var det også til strækkeligt. Det var underfuldt at være til – fra dag til dag.

Men når Jesus taler om mad, i Johannesevangeliet og i det hele taget i Det ny Testamente, så taler han om den himmelske føde som giver næring til evigt liv. Den føde vores sjæl skal næres af på sin vej til Gud.

Han klandrer således folkeskaren for at opsøge ham alene, fordi han i ørkenen gav dem brød at spise så de blev mætte. ”Arbejd ikke for den mad som forgår, men for den mad som består til evigt liv”, siger han. Det er denne føde han, menneskesønnen, er kommet for at bringe. ”JEG ER livets brød”, siger han, ”den der kommer til mig skal ikke sulte, og den der tror på mig, skal aldrig tørste.”

Det daglige brød og livets brød. Begge dele skal vi have sans for. Sans for alt det vi lever og opretholdes af i vores daglige liv. Brødet, vandet, lyset, solens lys og lyset i de andres øjne, venskab og nærvær. Det at der er en verden som kalder på mig og vil mig noget. Alt det der velsigner mig og overøser mig med tilværelsens skønhed og godhed. Alt lige fra de blå anemoner der svæver og lyser ind i mig til den gode ven jeg møder på gaden, og som smiler og vinker og til andre tider, uden corona, ville have givet mig et knus.

Og så er der livets brød. Det at Jesus har givet os sig selv i en kærlighed som aldrig skal forgå. Det at vi skrøbelige og forgængelige som vi er, kan stole på at Jesus vil blive ved med at nære vores sjæl. Livets brød det er Guds ord til os. Ord som vi skal lytte til og tage til os. Så de kan fordøjes og omsættes i os og forvandle vores sind.

Hvor finder vi de ord? Det gør vi i salmebogen eller Bibelen fx , men jo også i den gode litteratur. Læs og lad ordet tale til dig som Guds ord, så det kan give dig indre styrke og håb.

Og læg så din bekymring og frygt over til Gud, i forvisning at han vil drage omsorg for dig og svare dig som det tjener dig bedst.

Og glæd dig endelig til du igen ved gudstjenesten kan tage imod Ordet i nadverens brød og vin. Det er så enkelt som det kan blive. Et lille brød, men med evig betydning i. Kristus døde for at opstå som evighedsliv i os. Han er livets brød som giver næring til sjælen på dens vej imod Gud.

Må fastetiden blive en tid hvor du besinder dig på det basale og elementære. Både det vi lever og opretholdes af fra dag til dag, og det som styrker os i troen på kærlighedens evige liv. Det daglige brød og livets brød. Amen.

Erik Høegh-Andersen.

Del dette: