Du er her: 

Kaldelser

Prædiken til 5. søndag efter trinitatis, Trinitatis Kirke 2019

Jeg vil gerne begynde med et digt. Det hedder ”Morgen” og er skrevet af Ole Wivel.

Uden morgensol
og før dén
når flade skyer over hele himlen
rødmer i fralandsvind
er døgntimen død,
lyset, kulden, alt er øde.
Men gul sol
som splintrer i havet
og fuglesangens pludselige vellyd
kalder mig ud
af forstemtheds fravær.

…….

Uden hver morgen genskabt
er du en tom skal,
en sten der ruller
slebet forgæves i årtusinders
sydende skum.
Men jordens drejning,
tyngdekraften,
den uforklarlige logik
i hvert strå, hver strube
kalder dig ved navn, råber
dig ud af din sten.

Sådan digter Ole Wivel om det vidunderlige og uforklarlige som hver morgen møder os og kalder os ud af os selv. Alt det uden hvilket vores liv ville være forstenet og dødt.

Ja mennesket, eksistensen ville være som en sten der er blevet slebet forgæves igennem årtusinders sydende skum. Hvis ikke det var for alt det der kalder på os, alt, lige fra den gule sol som splintrer i havet, til den syngende fugl til den elskendes øjne til de morgenglade børn – som også er med i et vers. Ja forgæves ville vores liv også være hvis vi ikke hørte råbet, hvis vi slet ikke ænsede alt det der kalder os ud af vort forstenede selv. Forgæves hvis ikke vi lod os genskabe, vække, blive levende på ny.

Vi er vel alle i perioder som sten der bare ruller og ruller i strandkanten. Altid det samme. En evig trummerum. Der sker måske nok nogle ting. Vi skubbes hen ad havbunden eller ligger og soler os imellem de andre sten. Men vi ænser ingenting.

Og så er det alligevel sådan at hele universet, med jordens særegne drejning, tyngdekraften, det spirende græs og den syngende fugl er indrettet på at blive opfattet af os. På at kalde os ud af vores sten.

”Ild, vand, luft, sand, sol og stjerne, hver en kerne, hver en dråbe, Herrens herlighed udråbe” – sådan sang vi i Brorson salme til at begynde med.

Sådan råbes der. Sådan kaldes der på os hver morgen vi står op.

Digtet vi hørte, hedder ”Morgen”, men det kunne også have heddet ”Kaldelse”. For det er det det handler om, det der sker. Vi kaldes lykkeligvis ud af os selv.

Selv om – ordet kaldelse opfatter vi vel ellers som et specifikt religiøst begreb som der hører ganske særlige oplevelser til det ikke er os alle forundt.

Sådan som profeten Esajas kan fortælle om sin kaldelse til profet. Om hvordan han i et fantastisk himmelsk syn ser Gud sidde ophøjet på en trone med et slæb der fylder hele templet.

Og omkring ham står serafer, engle med seks vinger hver. (I ser to af seraferne med seks røde vinger fremvist på altertavlen). De råber så hele huset ryster og fyldes med røg: ”Hellig, hellig, hellig er Herren, hele jorden er fuld af hans herlighed”.

Måske råber de så højt fordi Esajas ellers er døv og blind som en sten. Men nu hører han det og bliver forfærdet: ”Det er ude med mig”, siger han, ” for jeg er en mand med urene læber” – og dvs. jeg er slet ikke værdig til at være så tæt på Gud.

Og da er det at en af seraferne med et stykke gloende kul taget fra alteret, dvs. det har guddommelig glød og kraft i sig, flyver hen til Esajas og berører hans mund med det: ”Nu har dette rørt dine læber, din skyld er fjernet og din synd er sonet”.

Hvorpå Esajas tager den opgave på sig at være Guds sendebud eller tjener.

Det er voldsomt at møde Gud. Svimlende. Og det er altid sådan at den udvalgte tænker: Hvorfor netop mig? Jeg er jo ikke renfærdig, jeg har urene læber, siger Esajas. Eller Peter der står med de fulde fiskenet og ikke kan forstå noget som helst, som siger: ”Gå bort fra mig, Herre, jeg er en syndig mand”.

Erkendelsen af at jeg er en synder og altså ikke Vor Herre, endsige et menneske som har gjort sig fortjent til hans gunst, hører altid med som en genuin bestanddel af den religiøse erfaring som en kaldelse er.

Jeg har gennem årene både læst og gennem mennesker jeg har mødt, hørt om flere særlige religiøse oplevelser der har haft karakter af en kaldelse.

Og selv om oplevelserne er forskellige, og menneskene selvsagt også, så er der i dem alle en stærk undren over at netop jeg er blevet udvalgt til dette her.

Den religiøse erfaring kommer således altid bag på os, den er ikke et resultat af en forberedelse, og spørgsmålet: Hvorfor netop mig? går igen og igen.

Ledsaget af betragtninger som: Jeg er jo sådan en synder!; jeg er jo ikke noget særligt, jeg dur ikke til noget, eller hvad der nu bliver sagt.

Og så er der i erfaringen også altid en opgave, en fordring, et kald. Det er aldrig bare en oplevelse for oplevelsens skyld. Aldrig bare som et narkotisk trip med al den behagelighed der er i det. Og slet ikke noget man kan gå og prale af.

Oplevelsen af Guds nærvær, af Guds tale, er altid forbundet med at der bliver sat en anden dagsorden, at verden bliver større end den var. Der er noget som er vigtigt, der er noget man skal. Mens mange af de smålige hensyn og bekymringer man har haft, forsvinder eller mister i værdi.

Det er ikke altid der er en bestemt opgave man pålægges, det er vist nok sjældent, men fordringen er der, livet har fået en anden drejning, en alvor og en lethed det ikke før har haft.

Og det er det der står tilbage - sammen med en oplevelse af taknemmelighed, også selv om det ikke kun er en gave, for det man skal til, kan være en byrde, være uoverskueligt og svært.

Kaldelser findes. Også særlige kaldelser. Jeg vil i hvert fald ikke betvivle dem. Selv om man ikke kan komme bag om dem og føre bevis.

Men det tager for mig at se ikke væk at livet i sig selv er et kald. Ja hver morgen jeg står op, er jeg omgivet af et helligt nærvær.

”Ild, vand, luft, sand, sol og stjerne, hver enkerne, hver en dråbe, Herrens herlighed udråbe”.

Jeg kaldes ud af min skal for at kunne se og være med i alt dette.

Hvert menneske er et kald. Hver en opgave som skal gøres.

Jeg kan i mange dage være som den rullende sten der hverken hører eller ser.

Men jeg kan også når skallen brydes og forsteningen smuldrer og mine sanser vækkes, opleve hvor vidunderligt og stort det er at være til. Det kan være svimlende, næsten skræmmende.

Og så ved jeg at selv om der er meget jeg ikke dur til, så har tilværelsen, så har Gud noget for med mig. Så er der noget jeg skal være på højde med. Noget jeg skal turde begive mig ud i. Der er en fylde af liv som kalder mig ud af min sten.

Hvad jeg vil sige med dette her, er altså at der ikke er så stor en forskel mellem de kaldelser vi alle kan erfare, og den særlige kaldelse et fåtal af os udsættes for.

Hvad jeg vil sige, er at det er det vi er skabt til, at blive kaldt ud af os selv. Eksistens eller at eksistere betyder netop: at træde ud af sig selv. Gør vi ikke det, er vi som døde forsteninger slebet forgæves igennem årtusinder.

Hvad jeg vil sige, er at kaldelse i allerhøjeste grad også er noget som finder sted i vores daglige liv.

Sådan som vi også hører om det, når evangelisten Lukas fortæller om Peters kaldelse ude på Genesaret sø.

Det er en hverdagssituation vi hører om. Peter og hans folk er fiskere. Det er ren rutine for dem at tage ud med bådene og kaste garnene ud.

Nu sidder de på bredden, mismodige, fordi en hel nats arbejde har været spildt. Det er naturligvis ikke første gang i deres liv, det er sket, men det kan alligevel godt tage modet fra dem. Et stort slid og ingen resultater.

Og så er det en mand på bredden, altså Jesus – som Peter måske tidligere har talt med, måske ikke – siger til ham: ”Læg ud på dybet og kast jeres garn ud til fangst”.

Man kan forestille sig hvordan alting vender sig i Peter. ”Læg ud på dybet ..” Efter en nats forgæves slid ved Peter jo bedre end nogen at det er nytteløst hvad manden på bredden vil have ham til at gøre: at fiske ved højlys dag når det er om natten fiskene findes. Så Peter svarer så høfligt han kan: ”Mester vi har slidt hele natten og ingenting fået”, men tilføjer så til trods for nattens forgæves anstrengelser: ”men på dit ord vil jeg kaste garnene ud”. Og de fyldes som vi hørte det, så de er lige ved at briste.

Fortællingen handler jo om noget vi i vores almindelige daglige liv meget godt kender til. Det kan være et menneske som arbejder og pukler og anstrenger sig, men glæden ved arbejdet og de gode resultater indfinder sig ikke. Det er nyttesløst at blive ved, synes han.

Eller det kan være to mennesker der synes at deres samliv er blevet tomt og meningsløst. De har forsøgt igennem måneder og år, men nu har de ikke længere tiltro til sig selv eller hinanden. Det fører ikke til noget at blive ved.

Men så en dag, uforklarligt - ved en tilskyndelse af en art, ved nogle ord som er blevet sagt, eller hvordan det nu sker – forsøger de alligevel. De slipper tøjret, lægger ud på det dybe, nærmer sig hinanden, og så viser det sig stik imod deres forventninger at glæden stadig kan hentes ind i deres liv, ja de oplever en dybde og et nærvær på en anderledes måde end de har oplevet det før.

Det ville være mærkeligt om den oplevelse ikke blev siddende i dem.

Det ville være mærkeligt om de tænkte: ja der var vi heldige, men det varer ikke ved, for i morgen eller om 14 dage er vi tilbage i den sædvanlige triste og meningsforladte gænge igen.

Det ville være mærkeligt om ikke de tænkte: det er altså større og dybere end vi troede, det vi er sammen om – det må vi tage alvorligt.

En sådan oplevelse er der også en kaldelse i. Et kald til et nyt og større liv. Et kald til at lægge ud på det dybe, selv om vi ikke tør og er blevet skuffet før. Et kald til at leve, selv om vi ind i mellem synes det er forgæves.

Af kaldelser er der mange slags. Men de har, for nu at opsummere, alle det i sig at det er dybt og svimlende det liv vi har med at gøre. Alle dette at himlen rører ved mit jordiske liv. Og at jeg slet ikke er værdig til eller har gjort mig fortjent til at opleve noget så overvældende og stort. Oplevelsen afføder derfor også en ydmyg taknemmelighed og så en stærk bevidsthed om at nu har mit liv fået en ny drejning – nu er der noget jeg skal.

Hvilke særlige opgaver vi måske kaldes til, må vi hver især vurdere. Men vi kaldes. Hver dag vi står op, kaldes vi – ud af os selv, ud af vores forstemthed, ud af vores forstenede liv, ud i det mirakuløse, levende og svimlende liv mellem de andre. Amen.

Salmer: 16 9 v.1-3(solosang) Herre, vi tror at i alt hvad du skabte // 147 422 726 v. 1-2 & 7-8

Erik Høegh-Andersen

Del dette: