Du er her: 

Barmhjertighed

Prædiken til 4. søndag efter trinitatis 2019

Der er flere meget anskuelige og aldeles groteske billeder i evangeliet vi har hørt. Der er lignelsen om splinten og bjælken - som Jesus ikke fortæller med en splint i øjet, men med masser af glimt i øjet. Man ser det for sig: En mand som med lup og pincet leder efter splinten i den andens øje, men bjælken som sidder i hans eget øje, ser han ikke. Han ænser kun den djævelske splint som skal væk, men han opdager ikke at det er hans egen dømmetrang, hans eget syn på virkeligheden som er forvrænget. Han mener at han har fundet sandheden, men i virkeligheden er han blind.

Og så er vi ved det andet groteske billede. Kan en blind lede en blind? spørger Jesus. Vil de så ikke begge falde i grøften? Også det ser man for sig. To blinde eller flere på vej mod afgrunden.

Pieter Brueghel den ældre har malet det billede. Seks blinde mænd er på vej igennem landskabet. Den som er foran rækker sin stav til den der bag ham, så de følger hinanden. De to forreste snubler og falder ned i en grøft. Alle vil de falde derned. Alt imens deres blik er rettet mod Guds himmel. Som om de har fundet den evige sandhed i det fjerne, men her i denne verden falder de ned i en afgrund og tager hinanden med i faldet.

Bagerst i billedet er der en kirke. Er de mon på vej væk fra den guddommelig vejledning i kirken? Eller er de tværtimod blevet vildledt af præsternes forkyndelse, af deres afsporede udlægning af Guds ord? Det giver billedet ikke noget svar på. Men det er sikkert at Brueghel ikke har malet sit billede for bare at vise en sjov anskueliggørelse af Jesu ord: Kan en blind lede en blind? Der er en stærk kritik i hans billede: Af et samfund og kultur som er vej mod afgrunden – de forreste eller fremmeste ser ikke virkeligheden som den er, de er på vej ud over kanten, og de tager de andre som ser op til dem, med i faldet.

Hvordan bliver man seende? Hvordan ser man de veje som fører til frihed og liv, så vi undgår det totale fald? Det gør man ikke, siger lignelsen, ved anstrenge sig for at se tydeligere, og lede efter de små forhindringer på vejen, eller de fejl som møder os i de andre. Tværtimod: Det er netop det der gør os blinde. Når vi tænker: Dér er miséren, dér er det som ødelægger vores land, vores tro, vores liv. Så bliver vi netop som manden der leder efter splinten i sin brors øje, men ikke ænser bjælken i sit eget.

Læsningen fra Lukasevangeliet som vi hørte, kommer fra det afsnit som man plejer at kalde for sletteprædikenen. Det er en parallel til bjergprædikenen hos Mattæus. Hos Lukas – og endda endnu mere end hos Mathæus – handler denne prædiken om at tage imod de andre, de fremmede, de udstødte, fjenderne, alle dem som vi ikke på forhånd kender og har etableret gode relationer til.

Her er intet forbehold. Elsk jeres fjender, velsign dem der forbander jer, siger Jesus både hos Mathæus og Lukas. Og videre: Gør godt og lån jeres rigdom ud til mennesker, også selv om I ikke regner med at få noget igen.

Der er altså ikke en opfordring til at vi først lige ser de andre an. Tværtimod. Vi opfordres at til at tage imod, give af vort eget og se hvem vi får til bords. Det sker med ordene vi hørte: ”Vær barmhjertige, som jeres himmelske fader er barmhjertig. Døm ikke, så I ikke selv skal dømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. For det mål I måler med, skal I selv få tilmålt med?”

Barmhjertighed er altså modsætningen til at ende som den blinde der falder i grøften? Barmhjertigheden finder vejen til livet og gør os seende. Men hvordan?

Vi må finde ind til hvad der egentlig ligger i ordet. Ofte tænker vi vel på ordet barmhjertighed som noget der indfinder sig efter en proces hvor vi tager imod hinanden på trods og på ny. Vi viser overbærenhed og slår en streg over det skete og lader nåde gå for ret.

Men barmhjertighed er her hos Lukas ikke bare noget som kan genoprette et liv hvor vi har svigtet eller forbrudt os mod hinanden, det er i barmhjertigheden livet begynder.

Barmhjertigheden er en gave, en atmosfære, en tilstand, vi får lov at træde ind i. Det hebræiske ord som ligger til grund, hesed, udtrykker et overskud af liv, noget som går ud over hvad man efter god skik og ret kan forvente. Altså en overstrømmende nåde, en godhed eller gavmildhed som kommer fra Gud, og som vi altid kan øse af. En gavmildhed eller barmhjertighed som spørger ikke efter hvem vi er, eller hvad vi har gjort – men vi inviteres indenfor og får lov til at være med, til at give og tage imod, uanset hvilken baggrund og hvilke kvalifikationer vi har.

Skal man finde et godt ord som udtrykker meningen eller stemningen, kunne det være: Velkommen! Altså: Velkommen. Træd indenfor, tag plads. Lad mig høre hvem du er.

Da den tysk-jødiske tænker Hannah Arendt i 1968 var inviteret til USA for modtage en prisoverrækkelse som var en stor anerkendelse af hendes forfatterskab, så sagde hun i sin takketale: ”Hvis det er godt at blive anerkendt, er det dog bedre at blive budt velkommen, netop fordi dette hverken er noget man kan optjene eller gøre sig fortjent til.”

Anerkendelsen beror nemlig på en vurdering. Et menneske har præsteret noget eller står for noget som det er værd at anerkende. Men den slags påskønnelser affærdiger Jesus i virkeligheden i den passage fra sletteprædikenen som går forud for ordene om være barmhjertig som vores himmelske far. Hvis I kun gør godt imod dem der gør godt imod jer, hvad tak fortjener I for det, spørger han.

Barmhjertighed udspringer derimod ikke af en vurdering af om det nu betaler sig, om modtageren har gjort sig fortjent til opmærksomheden, eller om det omvendt er synd for vedkommende. Barmhjertighed går forud for den slags overvejelser. Det er en velkomst, hvor vi siger: Det er godt du er her.

Hannah Arendt havde selv oplevet at måtte flygte fra sit hjemland 35 år tidligere. Men hun appellerer ikke til forståelse for eller en anerkendelse af hendes og andre jøders liv. Hun appellerer til det der går forud, og som nogle flygtninge jo også oplevede, det grundmenneskelige: at blive budt velkommen som den man nu er.

Hvordan er det så vi byder velkommen her i vores land, i vores kultur? Tja, man kommer vist ikke uden om at vi opstiller det ene kriterium efter det andet, for at flygtninge eller indvandrere overhovedet får lov til at være her. Der er vist ikke mange som føler sig velkommen. Nu kan der være flere gode grunde til at vi på den måde må regulere adgangen til vores land. Politisk kan man diskutere frem og tilbage hvad der er det rigtige at gøre. Hvem skal have lov til at bosætte sig eller for en periode opholde sig her? Og på hvilke betingelser? Det er ikke nemt at lægge det rigtige snit.

Men hvis man ser bort fra ankomstreglerne, er der så nogen som udstråler: Du er velkommen. Godt du er her. Fortæl mig hvem du er?

Jeg tror de fleste af os er bedst til at vise at vi har rigeligt i os selv. Vi behøver ingen andre. Dels har vi hver vores fortravlede liv, dels har vi alle vores venner som i status og holdninger sikkert ligner os selv, dels har vi i os en sfære af privathed som viser at der virkelig skal noget særligt til for at vi deler ud af os selv og med oprigtig nysgerrighed tager andre ind.

Jeg føler mig i hvert fald anfægtet af evangeliet: Vær barmhjertige, sig velkommen, som jeres himmelske far.

Der er selvfølgelig nogen som vil sige at bjergprædikenens eller hos Lukas sletteprædikenens etiske idealer ikke er af denne verden. Jeg tror bare det mere er et spørgsmål om bekvemmelighed, måske handler det også om angst, og så kultur.

Min yngste søn har inden for de sidste år rejst alene rundt dels i Balkanlandene, især i Albanien, og dels på nogle Stillehavsøer, det man kalder for Fransk Polynesien. Han kan fortælle om en helt anden kultur for at byde indenfor. Så man sidder til bords som de andre i familien. Deler hvad man nu har. Og oplever en hjertelighed, en nysgerrighed, som giver anledning til at man både lytter og fortæller hvem man er.

Det sker selvfølgelig også imellem os. Det sker, synes jeg, når vi har vores fællesmiddage i sognehuset. Men oftest er der sandelig strenge kriterier for hvem vi ofrer tid på og taler med. Vi anerkender, godtager og ser hinanden an – det kan man gøre på afstand. Det er velkomsten, den åbne dør, både i konkret og billedlig forstand som mangler. Og det gør at mange sikkert vil opleve os danskere som meget lidt generøse – lukkede om os selv. Og det gør også at vi forbliver i vores egen lille verden, uden den rigdom og forstyrrelse et menneske vi ikke på forhånd kender, kan komme med.

Giv og der skal gives jer! Et godt presset, rystet, topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål I måler med, skal I selv få til målt med, siger Jesus.

Der er, hvis evangeliet har ret, noget vi går glip af når vi bare passer på os selv. Der er noget vi aldrig kommer til at erfare. Noget vi ikke får at se. Vi er forhåbentlig velkommen hos dem vi kender og de hos os. Men det bliver en lille verden vi installerer os i – i forhold den atmosfære af velkomst og generøsitet Jesus inviterer os ind i og gerne ser os i.

Og måske ender vi som de blinde. Måske ser vi kun en verden som truer og en masse vi skal passe på. Måske går vores liv op i at lede efter fejl. Måske ender vi med at dele hinanden op i nogen som går an og andre som bare ikke passer til vores mål. Måske bliver bristen hos de andre til et altoverskyggende problem. Måske ender vi med at mistænkeliggøre og vende os mod det menneske som bare åbner døren og tager imod. Måske ænser vi slet ikke bjælken som gør at vi intet kan se.

Forhåbentlig er det ikke sådan det går. Hvorfor skulle det det? Evangeliet viser os en anden vej som begynder lige her. Guds rige begynder lige her. Når et menneske siger velkommen og byder den anden ind. Når vi ikke først skal dømme og se hinanden an. Men vi giver og tager imod. Og er spændt på hvad et andet menneske lader mig høre og se. Måske meget mere end jeg lige havde gjort mig tanker og forestillinger om.

Amen

Salmer: 291 500 276 // 695 493 v. 5-7 752

Erik Høegh-Andersen

Del dette: