Du er her: 

Er der nogen? En prædiken om kosmisk resonans

Prædiken til 2. søndag efter trinitatis, Trinitatis Kirke 2019 Kantategudstjeneste – opførelse af BWV 117,1 og 6, Sei Lob und Ehr den Höchsten Gud; BWV 76,2-7, Die Himmel erzählen die Ehre Gottes; BWV 194, 9-12, Hocherwünschtes Freudensfest

Er der nogen? Sådan lyder titlen på en bog jeg faldt over forleden, som omhandler dialogen mellem teologi og naturvidenskab. Altså en bog om hvordan man i henholdsvis den kristne tro og i naturvidenskaben opfatter forholdet mellem mennesket og det omgivende univers.

Er der nogen? Det spørgsmål kan man næsten ikke lade være med at stille når man står ude under stjernehimlen med det uendelige himmelrum over sig. Er der nogen som vil os noget? Er der en guddommelig magt som henvender sig til os i det vi ser? Er der et budskab vi skal lytte til og lære at dechifrere? Eller er universet tavst – sådan at det ikke giver nogen mening fra sig, mens det er overladt til os selv at finde mening i vores liv.

Hele den kristne tradition som vi møder i Bibelen, i salmerne, i liturgien og musikken er ikke tvivl. Universet taler til os. Eller Gud taler til os igennem det vi møder og ser. Det er altså ikke kun i Bibelen vi møder Guds ord. For Gud taler til os såvel i det allernæreste og som i det himmelsk fjerne. ”Vores hus, hjem, mark, have og alt er fuld af Bibel”, siger Martin Luther, ”eftersom Gud gennem sit underfulde værk banker på vore øjne, rører ved vores sanser og lyser os lige ind i hjertet”. Og ligesådan når vi ser ud og ser op, så er, siger Luther, ”sol og måne, himmel og jord, Peter og Paulus, du og jeg …… alle er vi Guds ord, ligesom små bogstaver sammenlignet med hele skaberværket”.

Universet taler, naturen taler, og vi er som bogstaver i det guddommelige alfabet skabt til at tale med. Ja mere end det. Universet ikke bare taler, det synger, siger alle de store, gamle teologer fra Augustin til Luther – mens salmedigterne Brorson og Grundtvig selvfølgelig stemmer i. Og vi mennesker er, tilføjer Augustin, at forstå som Guds instrumenter, skabt til at spille eller synge med på den himmelske musik.

Så universet er ikke tavst. Det taler, det synger, det kalder på os og inviterer os til at være med i den guddommelige fest. Alt det som jo er beskrevet så fint af den ukendte digter til Bachs kantate 76, Die Himmel erzählen die Ehre Gottes”, hvor vi hørte tenoren recitere:

”Natur og nåde taler til alle mennesker:
Alt dette har Gud jo gjort,
at himlene drejer,
og ånd og legeme bevæger sig.
Gud selv har bøjet sig ned til jer
og råber gennem budbringere uden tal:
Rejs jer, kom til mit kærlighedsmåltid.”

Bach er selv en af disse budbringere som med sin musik vil vække os, kalde på os, bøje sig ind i mod os, så musikken når ind til hjertet og klinger i os, og vi stemmer i og tager imod invitationen fra Vor Herre.

Men spørgsmålet ”Er der nogen?” er jo ikke kun et spørgsmål vi kan stille til rummet eller naturen derude. Det er også det spørgsmål Gud kan stille os når han ser hvor døve og uopmærksomme vi er. For her spiller hele det himmelske orkester, og solen og månen og naturen kalder på os, mens vi kun er optaget af os selv. Vi ænser det ikke. Er der mon nogen - som lytter og tager imod?

Som bassen i kantaten efterfølgende spørger eller konstaterer: Hvem hører efter? Den største hob vender sig til andre guder. Den ældste afgud, vores egenlyst, behersker vores bryst. Dvs. vi er opfyldt af os selv. Der er ikke noget der klinger i os. Ingen resonans. Er vi der overhovedet?

En fest, også den himmelske fest, kræver deltagere eller gæster. Ellers er der ligesom ingen fest. En samtale kræver at der nogen som lytter og svarer og tænker med. Musik kræver at der er tilhørere som åbner hjertet som et klangrum så tonerne ikke dør, men får nyt liv i os.

Hvis man som de gamle teologer kan tale om at universet synger, så kan man også som filosoffen og sociologen Hartmut Rosa gør det, tale om en kosmisk resonans. Vi er siger han, skabt som resonante væsner, åbne for at det der møder os, kan klinge i os, så vi føler os inddraget og føler os hjemme i et liv som er større end os selv.

Vi men polstrer os til, og vi farer vild - i os selv og den verden vi lever i - så tonerne ikke når ind til os, og livsfølesen, resonansen, den eksistentielle sitren som er så afgørende, dør i os. Og vi lever jo nok, men uden det register af følelser og klange som vi forbinder med et virkeligt liv, med en lykkelig bevidsthed om at være til.

Det er det skisma såvel evangeliet som Bachs kantate handler om. Om at Gud på alle måder inviterer os, taler til os, lader universet synge sig ind i os, Gud der er så tæt på os som lyset der levendegør og opfrisker luften omkring os, og som vi alligevel vender os væk fra i vores formørkede liv.

Hvad er det der går galt? Hvad er det vi undskylder os med? I Jesu lignelse har én købt en mark han må se til, en anden skal ud prøve sine nye okser, mens en tredje lige er blevet gift og gerne vil være sammen med sin kone. Men det er jo alt sammen kun undskyldninger. Og hvis festen ikke er et bestemt sted vi skal begive os hen til, men er en indbydelse til glæde og nærvær lige her hvor vi er, så kan man vel sagtens se for sig en mand som synger af fryd mens han arbejder i sin have eller mark, og en bonde som lader sig fylde af lærkens himmelske sang mens han lader okserne pløje marken, ligesom to elskende vel mere nogen vil kunne opleve den eksistentielle sitren og hjertelige resonans som vi længes efter at erfare i vores liv.

Hvad er det så som går galt? Hvorfor bliver vi ikke indfanget og mærker resonansen, hvorfor undskylder vi os?

Sociologen Harmut Rosa giver os i sin bog der handler om resonans i alle livsforhold, nogle eksempler eller bud.

Først fortæller han om Gustav og Vincent.

De har meldt sig til en maler-konkurrence. Efter to uger vil et værk med et selvvalgt motiv blive bedømt af en jury. Gustav tager opgaven meget alvorligt. Han ved hvad en maler optimalt set har brug for. Han sørger for et godt staffeli og den rigtige belysning, og derefter anskaffer han sig det bedste lærred, et arsenal af pensler til både de fine streger og de grove strøg, og endelig de dybeste, klare farver så det er muligt for ham at få alle nuancer frem. Han repeterer de vigtigste male-teknikker og går på jagt efter det helt rigtige motiv. Hvad føler han for? Hvad rammer tidens nerve uden at det er plat? Men da han endelig skal til at male, går solen ned over de sidste dage inden fristen løber ud.

Anderledes med Vincent. Han river et stykke papir ud af sin tegneblok, henter sine vandfarver, spidser sin blyant, lytter til sin yndlingsmusik og begynder at male – uden en klar forestilling om hvad det er han maler, men han i gang, på vej, noget nyt og overraskende viser sig for ham på lærredet.

Hvem vinder så konkurrencen? Det ved vi selvfølgelig ikke. Men der er noget der tyder på at Gustav er så ressourceorienteret, ja så fikseret på alt det som skal være i orden, at han aldrig rigtig når frem til et kunstværk eller til det det drejer sig om. Livet er for ham - som for så mange - blevet et projekt eller en to-do-liste som skal være gennemført til punkt og prikke, før han kan sige: nu er jeg der, nu er jeg lykkelig, nu kan jeg gøre det som det handler om.

Næsten som i lignelsen – først må man se til sin mark, sine okser, sin kone, så kan det være man er klar til fest – og det viser sig at være for sent.

Det næste eksempel Hartmut Rosa giver, drejer sig om to kvinder, Anna og Hannah.

Kl. er 7, og Anna sidder ved morgenmaden sammen med sin mand og sine halvvoksne børn. De stråler, børnene, og hun stråler tilbage. Åh Gud tænker hun, hvor jeg elsker det at vi nu sidder her inden vi skal ud til hver vores dag.

Kl 8 er Anna på vej til arbejde. Solen ler fra himlen, hun nyder varmen og strækker sig behageligt. Hun glæder sig til at møde sine kolleger. Der er noget hun skal fortælle dem. Og hun elsker at være på arbejde og sammen med de andre løse dagens opgaver.

Og så kl. 18 er hun i sportshallen. Det er dejligt at kunne bevæge sig – hun holder af både det legende og æstetiske og selve kampen med dens overraskelser når spiller hun volleyball med sit hold.

Men for Hannah er det på een gang den samme og en helt anderledes dag.

KL. 7 – hun sidder ved morgenbordet med sin mand og sine halvvoksne børn. De ser ikke rigtig på hinanden, stemningen er træt og mismodig. Hvad gør jeg egentlig her? tænker Hannah. Hvad forbinder mig dem, bortset fra at jeg knokler for at de kan få mad bordet?

Kl. 8.00 er hun på vej, solen skinner – øv, tænker hun, nu skal jeg sidde indendørs en hel dag, samtidig med at hun er bange for at solen skal skolde hende. Mismodigt tænker hun på sit arbejde, på kollegerne, de samme kunstige smil, de samme bemærkninger, endeløse timer.

Og så kl. 18 i sportshallen. Hannah spørger sig selv sig hvad hun gør dér. Selvfølgelig har hun brug for motion, men hun gider ikke og synes ikke det er sjovt. Og medspillerne taler hun alligevel ikke med.

Forskellen mellem dem er tydelig og måske også for banal. For er det ikke bare sådan at Anna har et lyst sind, og det har Hannah ikke. Eller vi tænker det moralsk: Hannah må tage sig sammen og tage ja-hatten på, så går det nok. Men det stikker dybere. Det handler om vores relation til verden og os selv.

Anna elsker sit liv, sine omgivelser, sin familie og sine kolleger. Hun føler hun når dem, og de når hende. Der opstår med Rosas nøgleord: resonans, hendes relationer til andre mennesker, ja også til naturen, musikken, og de udfordringer hun møder, er fulde af liv. Det har alt sammen en betydning i sig selv.

Mens Hannah omvendt arbejder for at tjene penge, hun har brug for sin familie for ikke at være alene, og hun spiller volleyball for at holde sig slank. Hun føler dybest set at hun ikke hører til i denne verden, og vel også at hun ikke slår til i denne verden, mens Anna dag for dag bekræftes i at dette liv møder hende med så meget godt at det vil hun aldrig kunne blive færdig med.

Men står man så alligevel ikke tilbage med at nogen er inde og nogen ude, nogen er i stand til elske og gribe muligheden, i stand til at give sig selv og blive en del af den store musik, mens andre aldrig bliver berørt, og de føler sig malplaceret, magtesløse, udenfor? Er det ikke sådan i lignelsen - de først inviterede åbner aldrig døren ind til den virkelige fest? Og er det ikke også sådan hos Rosa - når Hannah nu ikke har den kærlighed og lyttende åbenhed der skal til? Måske.

Men der står også mere i Biblen – om Gud som rejser os når vi ikke kan. Og vi hører mere hos Bach. Fx den fuldstændig vidunderlige dialog mellem bas og sopran vi skal lytte til om lidt. Der synger bassen om det svage jeg som oplever at der er en uovervindelig afstand til verden og til Gud. Sopranen synger derimod at for Gud er der muligheder vi ikke ser. For Guds kraft vil vise sin styrke i den svage. Og han vil selv opbygge det sted hvor vi ser ham i herlighed.

Og så synger de begge, sopran og bas, om Guds bolig som både er i vort hjerte og her i dette hus, i kirken, hvor vi er til gudstjeneste sammen. Her hvor vi skal smage Vor Herres venlighed og berede os på den hellige fryd. Her hvor musikken klinger, og vi i salmerne synger med. Her hvor Gud bøjer sig ned og taler til os, for at vi skal svare med os selv. Her hvor Gud bevæger os indefra, så hjertet åbner sig, og vi mærker verden og Gud i den.

Nu skal vi høre de sidste satser af Bachs kantate 194, ”Hocherwünschtes Freudensfest” – den højtønskede glædesfest.

Salmer: 403 385 Herre, vi tror at i alt hvad du skabte (Kirkesangbogen nr. 967) 303 v. 5-6 5

Erik Høegh-Andersen

Del dette: