Du er her: 

At elske hver tone. Om åndens bevægelser

Prædiken til pinsedag - Trinitatis kirke 2019 Opførelse af Arvo Pärt: Berlinermesse

Der er for mig at se ikke noget så opløftende og medrivende som at synge ”I al sin glans nu stråler solen” til gudstjenesten pinsedag. For det er virkelig en salme som griber fat og puster liv i os, så vi vågner op og ser og mærker hvilken paradisisk sommer vi befinder os i lige nu.

Vi synger om det der sker derude, om solen som stråler blidt ned over os ovenpå den drømmende sommernat, og vi synger om den himmelske brise som gennemlufter det soloplyste løv, og mens vi synger sker det samme i os, det ånder himmelsk i os, sindet åbner sig, og hjertet gløder og smiler, og vi bliver selv til små sole som danser i lyset af den store sol - ”som sole vi går op og ned i den enbårnes herlighed”, synger vi til sidst.

Pinse er i Grundtvigs salme at nyt liv åndes ind i det gamle. Og vi kaldes ud i lyset, ud af os selv, vi vender os ikke indad, men ud imod det liv som venter os – som er fyldt af ånd, ”fra Paradis opladt på ny”. I Rungs melodi til salmen …… kan man ligefrem høre bevægelsen som løfter os og sender os ud.

Så er det unægtelig en helt anden pinsestemning og bevægelse som finder sted i Arvo Pärts musik. Der kaldes vi ikke ud til den verden som omgiver os. Men vi inviteres ind i en verden som er skjult. Det er en bevægelse som fører os ind i et dyb, og som forbinder den enkelte med det evige eller Gud. Det viser sig i de ofte meget langsomme tempi - og den i første sats vi hørte, Veni Sancte Spiritus, Helligåndssatsen, ved at der under hele forløbet er et orgelpunkt, en meget dyb tone, et e, som man ind i mellem måske glemmer eller næsten ikke hører, men det er der, dybt nede under musikken og stemmerne som kalder på helligånden, der er der en evig forbindelse mellem os og Gud.

Så man kan sige at selv om der er rytmiske gentagelser og tid som forløber i Pärts musik, så sætter han på en måde også tiden i stå. I hvert fald træder vi ud af det liv og den historie vi befinder os i, ud af det flow og den foretagsomhed som kendetegner tiden, for at finde ind til kilden, til stilheden, til det indre rum i Gud hvor livet kan begynde at strømme på ny.

Helt modsat Grundtvig og Rung som sender os ud i det foretagsomme liv der kalder på vores nærvær og handlekraft.

Så hvor åndens bevægelse hos Grundtvig er bølgende, horisontal - ånden strømmer og pulserer livsaligt igennem vores liv, igennem naturen og historien - , så er den hos Pärt nærmere vertikal, en indre relation, en dybderesonans, en puls som forbinder os med Gud, en musik som cirkulerer tidløst om sig selv.

F.eks. i Credo-satsen som vi lige har hørt. Melodien bevæger sig og står alligevel stille, den vender og drejer sig i rytmiske skift om sig selv. Man kan derfor sige, at hvor Credo som tekst er en bekendelse til den treenige Gud, Fader, Søn og Ånd, så er musikken det evigt levende forhold i mellem dem, en indre-trinitarisk cirkulation. Et guddommeligt liv vi som lyttere inviteres ind i og optages i.

Det er altså ikke, og det er det i øvrigt ikke i Pärts musik, det personlige liv det handler om, vores følelser eller hvem vi er. Pärt vil derimod gerne lade os møde noget objektivt, en verden der har det evige i sig og hviler i sig selv.

Det fandt han i den meget gamle musik, renæssancemusikken og ikke mindst i den gregorianske sang, som han siger altid er skrevet med evigheden for øje. Ja Gud var dengang centrum i den musikalske ånden, siger han. Musikken var fyldt af Gud ånd på en måde som vi slet ikke kender det i dag.

Men det er dette møde med en helt anden, åndfuld verden, med Gud, som Pärt gerne selv vil etablere i sin musik. Derfor lyder den på én gang som noget der er fremmed for os, og som noget vi kender, og på én gang som kommer den et fjernt sted fra og helt tæt på os så den rører vores hjerte.

Ligesom kirkeklokker der ringer. De høres i det fjerne, men har et utydeligt gennem århundreder overleveret budskab til os når de fylder vores sind med deres overjordiske klang.

Man kan høre meget af Pärts musik, også Berlinermessen, som en slags klokkeklang. Han kalder det for det smukke ord tintinnabuli – som er afledt af det latinske ord for klokker.

To eller tre toner forbindes i en treklang. Man kan selvfølgelig sige at det bare er en måde at komponere på, en musikalsk teknik, men Pärt vil samtidig selv sige at det er en kosmisk hemmelighed han har med at gøre, et møde mellem himmel og jord.

I to toner som klinger samtidig, er der en enorm enkelhed og enorm intensitet, ånd og støv, Gud og menneske i en himmelsk samklang, som hvis vi er åbne nok, kan finde ind i os, finde et resonansrum i os, men! det lader sig kun gøre hvis vi renser sindet og skærer alt det overflødige væk, alt det som forvirrer og forstyrrer os i vores liv.

Han kalder derfor også tintinnabuli, klokkerne i musikken, for en flugt ind i det frivillige armod. Ja han ser sin musik som en askese, svarende til at ørkenfædrene efterlod deres rigdom og gik ud i ensomheden og kun tog de allermest nødvendige ting med sig.

Jamen er det så ikke en musik der fremfor alt afsondrer os fra den verden vi lever i? Det kan man sige. Men målet er jo i musikken, i det vi erfarer, at finde ind til en ny enkelhed eller klarhed, en stilhed, som vi i en alt for larmende har mistet sansen for.

Vi bevæger os altså ikke væk fra den verden vi lever i, for vi genfinder den i en ny opmærksomhed.

Arvo Pärt har i flere sammenhænge fortalt om en lille episode, som hjalp ham til at forstå hvad musikken gør og handler om. Han stod og ventede på bussen og frøs, mens en gadefejer holdt fortovet rent og kroppen varm gennem sit arbejde. De faldt i snak og Pärt spurgte om hans mening: ”Hvordan bør en komponist skrive sin musik?” Gadefejeren måbede, sikken et spørgsmål, men svarede: ”Jeg tror man må elske hver tone!” Pärt var forbløffet – ”Elske hver tone”. Gadefejeren havde med de tre ord formuleret hvad Pärt mange år havde forsøgt i sine kompositioner. At lade hver tone blive hørt, at dvæle ved den og omfatte den med kærlighed, og altså vække en ny opmærksomhed.

Han skriver selv senere i en optegnelse: ”Hvad en tone eller et ord koster? Tusinder af dem der flyder ind i vores ører har sløvet vores modtagelighed. Vær nøje opmærksom på hver eneste tone, ord, handling.”

Det er faktisk ganske tæt på det vi hørte Jesus sige i Johannesevangeliet: ”Den der elsker mig, vil holde fast ved mit ord”. Kærligheden er afgørende. At elske Jesus, er at tage hans ord til sig, opholde sig ved dem, lad dem leve i os. Og lige sådan med tonerne, at elske dem som de lyder hver især. Ganske som Gud utrætteligt elsker hver eneste af os.

Derfor kan man også sige at det at lytte til musikken, Pärts musik, i virkeligheden er det samme som at åbne sig for og indgå i en kærlighedsrelation. At elske hver tone, at kalde på Guds kærlighed og lade sig opbygge og forny i den. En kærlighed som i hjertet giver os en fred, som er af en anden verden, end den vi kender, og samtidig er det den fred som skal frelse os og den verden vi befinder os.

Som I kan høre: Det er netop det Jesus i evangeliet taler om: ”Fred efterlader jeg jer. Min fred giver jeg jer. Men jeg giver jer ikke som verden giver. Frygtløst, uforsagt skal jeres hjerte være.”

Sådan er det altså for mig at se tydeligt at Pärts musik giver os en ny forståelse af hvad det er Helligånden gør og dermed en ny tilgang til det som evangeliet til pinsedag handler om.

Vi er vant til at Grundtvigs vidunderlige salmer præger en pinsegudstjenesten. Salmer der som Guds ånd vækker os og løfter os og sender os ud i denne verden til virksomhed og liv. Som det sker i ”I al sin glans”. Eller i den salme vi skal synge til sidst: ”Du, som går ud fra den levende Gud”.

Der betyder musikken sandelig også noget. ”Tonerne dybe i gry og kvæld røre selv hjertet så hårdt som fjeld”, synger vi. Ligesom naturen vækker os til undren og dåd. ”Lifligheds magt gøre dorskhed opvakt”.

Men det er alligevel noget andet. I Pärts musik befrier helligånden os fra verden i dens larmende mangfoldighed, for at vi i en fred som ikke er af denne verden, kan opbygges på ny, og med denne indre ro i os - med opmærksomhed og nærvær - elske det vi ser.

Til sidst. Arvo Pärts Berlinermesse blev uropført i Berlin af det danske kor Theatre of Voices Kristi Himmelfartsdag 1990. Det er nu egentlig en pinsemesse. Som den store helligåndsbøn, Veni Sancte Spiritus, viser.

Men forsommeren 1990 i Berlin! Kun et halvt år efter murens fald. En befolkning som i mange år har været adskilt, skal nu finde sammen og finde sig selv. Jeg ved faktisk ikke om Berlinermessen blev komponeret før eller efter Die Wende, før eller efter muren mellem øst og vest blev brudt ned. Det har været deromkring. Og så kan man næsten ikke andet end at overveje hvilket budskab Pärt vil sende til den nye storby, det forenede Berlin.

Han kunne i sin pinsekomposition have prist mangfoldigheden. Virvaret. Den nye pulserende energi. Pinseunderet kunne sagtens handle om det. Om mure som falder, mennesker og kulturer som mødes og forenes. Den nyvundne frihed.

Men han gør noget andet. Han vender tilbage til den gamle liturgi. Han siger: Det er ikke nok at være åben og imødekommende og tro på fremtiden og markedskræfternes frie spil. For der er noget vi skal have med os. Der er en dybde som de gamle besad, og som vi skal finde ind til på ny. Der er en stilhed vi må med bære os, hvis vi ikke skal gå til grunde i en verden af støj. Der er en kilde som ikke må tørre ud. Et mørke i os som ikke kan undvære lyset fra Gud.

Altså alt det han i den smukke sats Veni Sancte Spiritus beder Helligånden om.

Kom Helligånd, den bedste trøster, sjælens søde gæst: I arbejdet: hvile. I heden: den rette temperatur. I gråden: Trøst. Opfyld hjertets inderste i dine troende. Uden dig er der tomhed i os. Vand det som er udtørret. Helbred det som er såret. Bøj det som er hårdt. Varm det som er koldt. Giv varig glæde. Giv frelse til sidst.

Det er bøn for os alle. En bøn om overlevelse, en bøn for vores sjæl, en bøn for alle os som lever i byer, København eller Berlin, en bøn om det vi ikke kan være foruden i denne verdens accelererende liv. Amen.

Salmer: 290 283 // 315 289 v.5 291

Erik Høegh-Andersen

Del dette: