Du er her: 

”Himlen er det, verden ligger nede i bunden af” – om himlen og jorden og Kristi himmelfarts betydning

Prædiken til Kristi Himmelfarts dag, Trinitatis Kirke 2019

I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Sådan lyder som bekendt den allerførste sætning i Bibelen. Jeg tror ikke forfatteren, hvem det end har været, bare har skrevet sætningen og tænkt: Så, nu er jeg da i gang. Jeg tror han har villet sige noget som var fuldstændig afgørende for at forstå hvad mennesket og livet og hele tilværelsen er for noget.

Himlen og jorden er der før end os. Vi er skabt til at leve på jorden og under himlen.

Helt konkret vi befinder os på muld- eller sand- eller klippegrund. Tyngdekraften sørger for at vi ikke stiger til vejrs og forsvinder i det blå.

Og samtidig har vi det uendelige himmelrum over os som vi kan se op i, og om natten når stjernerne lyser, fortabe os i.

Men himlen og jorden bliver samtidig billeder eller symboler for noget meget omfattende og eksistentielt afgørende i vores liv.

Jorden - som et udtryk for det nære og håndgribelige, det som giver os fodfæste. Det er her jeg skal virke og være og tage imod og fryde mig over hver eneste dag. Jeg skal være hos mit medmenneske, dér hvor der er brug for mig. Jeg skal arbejde for føden og for et bedre liv. Jeg er bundet til jorden – det kan og skal jeg ikke flygte fra.

Og himlen – ikke kun som det vi ser over os, men det at himmelrummet løfter sig over os, uendeligt, uden grænse, et udtryk for skaberværkets vidde og højde, et dyb vi kan se ind og fortabe os i, en verden vi ikke kan gribe om og fatte, og alligevel et sted vi kan føle os hjemme i og være i med vores længsel.

Himlen og jorden – man kan mærke både det der trækker os nedad og opad på samme tid.

Hvem har ikke prøvet en sommerdag på ryggen i det høje græs at se op i det uendelige himmelrum. Græsset som kildrer mod huden, fornemmes blot som en diset nærhed. Vi hører måske insekternes summen, men kun som en mindelse om, at vi stadig er på jorden. For med blikket er vi oppe i himlens dyb. Helt derude, hvor der er svimlende og bundløst. Eller vi følger skyernes bevægelser og gradvise forvandling. Vi er deroppe og hernede på samme tid. Vi svæver, og samtidig mærker vi hvordan vi ligger med ryggen godt og solidt plantet på den faste jord. Vi befinder såvel i himlen som på jorden.

Eller som en mand drømmer det i en af Peter Seebergs bøger. Han ligger også i det høje sommergræs og ser solen lyse ind i en insektvinge. Og så siger han: ”Himlen er det, verden ligger nede i bunden af”.

Det er en spøjs, men vidunderlig lille formulering som viser at himmel og jord i en vis forstand ikke kan skilles – de hører med til samme verden. Her på jorden lever vi på himlens bund.

At himlen er over os, betyder at der er mere at sige, der lys i vente, der er en kalden på mig – et andet sted fra, en sandhed som alt i tilværelsen åbner sig imod, en opfyldelse jeg længes efter, men endnu ikke forstår.

Hvis himlen ikke var der, ville jeg gå til i mine egne cirkler, i det nære og fortrolige liv. Himlen åbner horisonten og viser hvad vi er skabt til, og det er mere end at være optaget af sig selv og de andre og pligtskyldigt gøre det vi skal. Uden himlen ville vi menneskeligt set sygne hen. Jakob Knudsen har en vidunderlig beskrivelse af hvad himlen gør ved os:

”Man ligger i sin seng og føler sig udelukket fra alt, indestængt, fængslet i denne snævre stue. Så beder man én, som er til stede, om at trække gardinet til side. Og udenfor står det blå uendelige himmeldyb, hvis lysbølger har ingen strandbred, men skyller ind over alt, hvor rummet er åbent, ind i hjertet, hvis det står åbent, og tager med sig tilbage i dybet al indestængt længsel, forener alt det syge enkelte med det evige hele.”

I begyndelsen var himlen og jorden. Det er ikke tilfældige kulisser. Men både himlen og jorden angiver hvor vi som mennesker hører hjemme og skal leve vores liv.

Himlen over os, det at tilværelsen åbner mod noget vi ikke ved, dybet, sandheden, det er dér vi finder Gud. Ikke ét sted, naturligvis. Men Gud er i himlen som er alle steder, over os alle. Himlen som er uden grænse, i det fjerne og samtidig helt tæt på. Himlen som jeg ånder ind i mig, og som spejler sig i mig og i mine øjne sejler ind i min bevidsthed, i mit sind. Himlen er både det derude og en tilstand inde i mig. Himlen er Guds sted. Og jeg kan derfor stole på at Gud er i det svimlende dyb - over mig og i mig – og i den fremtid som åbner sig, og som jeg endnu ikke ved noget om.

Kristi Himmelfartsdag forlader Jesus disciplene for at være hos Gud. Det betyder at han ikke mere kan lokaliseres og iagttages eet sted, for han er nu som himlen alle steder, i det fjerne som opfyldelsen af vores længslers mål , og tættere på os end vi aner og ved. Han er i os og omkring os. Og sidder nu ved Guds højre hånd.

Hvad betyder det? Det betyder at nu er det igennem ham Gud virker og er til stede i vores liv. Højre hånd – det er i den hånd vores styrke er, det er i den vi kæmper og skaber liv og udøver magt. Men når Jesus sidder ved denne hånd, er det hans barmhjertighed vi møder – og ikke en udslettende dom. Jesus kæmper for os, men i en kærlighed som tror og håber og udholder alt. Ja han giver os i troen himmelske kræfter her i vores jordiske liv. Sådan som evangelisten Markus beskriver det. Med Jesus som himlen i os vil vi kunne lægge hænder på de syge, så de bliver raske. Vi vil kunne modstå og fordrive det onde. Og om vi så indtager dødbringende gifte og lader slanger krybe på os, vil det ikke kunne skade os.

Jeg er vist ikke den eneste der spekuleret over hvad Markus mon har tænkt sig – som om vi som en anden gøgler eller fakir skulle friste skæbnen og demonstrere at vi var i stand til overleve hvad som helst. Jeg vælger i hvert fald at tage det som billeder af hvad de første kristne ville komme ud for – en ondskab uden lige, en dødbringende tortur, men med Kristus i sig ville det afgørende i dem, troen, kærligheden, aldrig kunne slås ihjel.

Kristi Himmelfart, at Jesus nu er hos Gud, det betyder at hans himmelske nærvær og styrke har fået en kosmisk eller universel dimension. Han er i alt, virker i alt, og engang skal vi inde i dybet, i himlen, forløses og frelses i ham.

Han kom for at opsøge og frelse det fortabte. Han tog himlen med sig ned til jorden, for at vi ikke skal blive overladt til os selv, men vide at himlen begynder lige her. Himlen er ikke kun det som er deroppe, men det som verden ligger nede i bunden af. ”Jorden løftet er mod Himlen, Himlen sænket er mod jord”, synger vi i Grundtvigs salme.

Og Ingemann digter på samme måde om himlens betydning. Sansende, drømmende, malende.

Ingemann er optaget af det åbne kosmiske himmelrum der hvælver sig som evig kirke over os, og vi befinder os i templets krog hvor Guds grønne jord skjuler sig som et blad i skoven.

Og han dvæler ved lyset, det himmelske lys i alle dets nuancer. Solen som spreder guld på sky, og som kalder lys og liv og lyst frem i både store og små. Som vi sang til at begynde med. Ja ”i hvert solglimt, Gud er nær” synger vi i ”Lysets engel går med glans”. Lyset kommer fra det fjerne, fra Paradisets kyst, og det rører ved dig, favner dig og åbner vejen til Paradis, ind i Gud, lige her.

Også skyerne fascinerer ham. Ingemann har ligesom Goethe forlæst sig på den engelske naturforsker og meteorolog Luke Howards værker om skyhimlen. Howard kategoriserer de forskellige skyformationer og betragter dem som sjælebilleder. Og Ingemann skriver om Howard og tager skyerne med ind i sin digtning, ligesom de danske guldmalere lader sig inspirere af Ingemann og Howard og maler skyer i alle mulige formationer og farver som aldrig nogensinde før.

Ingemanns aftensalme: ”Der står et slot i vesterled” er i sig selv et maleri. Skyformationerne mod vest, bliver i lysende gyldne farver fra den nedgående sol til et himmelsk slot. Det er hvad der venter os engang.

Ingemann har noteret sig, at der i Apostlenes gerninger, i den første læsning vi hørte, ikke bare står at Jesus bliver taget op i himlen, men ”en sky tager ham bort fra deres øjne”. Han er i skyen, fysisk til stede i den vandige fortætning som skyerne danner på grænsen mellem himmel og jord. Og han er i alle de billeder og forestillinger himlen og dens skylandskaber vækker i os. Det er svært at sige hvad der er virkelighed i dette her. Himmelrummet over os, solen og himlens skyer, billeder som vi ser for os, længslen, som stræber mod et himmelsk hjem, et forklaringssted i lyset fra Gud engang.

Man må bare sige at i salmernes billedsprog, og i den metaforik som beretningen om Kristi Himmelfart bygger på, der er det ikke til at skelne det ene fra det andet. Men der møder os en forunderlig nuanceret poetisk beskrevet erfaring af at Gud med Kristus ved sin højre hånd er nærværende i vores liv, levende, virksom men ubegribelig og skjult. Og vi befinder os lige her på himlens bund.

Salmer: 749 261 441 // 257 259 775

Del dette: