Du er her: 

Bøn og politik

Prædiken til 5. søndag efter påske, Trinitatis kirke 2019

Prædiken til 5. søndag efter påske, Trinitatis kirke 2019

Bøn og politik

Vores liv er altid foreløbigt. Vi er altid på vej. Det fuldendte findes ikke – ikke endnu. Det kan vi kun håbe på - i troen på at Gud skal være alt i os alle engang.

Indtil da kæmper vi med snæversyn og magelighed, smålighed og grådighed, forfængelighed og egoisme – og det er en kamp som jo finder sted såvel i os selv som i de helt store sammenhænge i den internationale politiske verden.

Det gælder over alt at livet ikke bare er som det skal være. Det er ufærdigt. Johannes Værge, der for årtier tilbage var studenterpræst her i Trinitatis kirke, har for nylig skrevet en bog om kristendommen som han kalder for ”Det ufærdige menneske og Gud”.

Det er en god titel. Han bruger ordet ufærdig hvor man måske i klassisk kristendom ville bruge ordet synd. Han giver eksempler på at forestillingen om at mennesket er en synder, kan sætte sig i os som en destruktiv fornemmelse af at vi er værdiløse, og at vi ingenting kan. Han vil derfor hellere tale om at vi er ufærdige skabninger. På vej imod et billede, et liv, som er helt.

Jeg er måske ikke helt med på at afskaffe syndsbegrebet. Men jeg synes det er rigtigt at se livet som en proces. Som en forandrings- og forvandlingsproces. Og at kristendom handler om Guds vilje til at en heling eller frelsende forvandling finder sted.

Forvandlingen, helingen sker fordi Gud vil - af nåde. Men det sker i os og ikke uden os. Det sker når vi samarbejder eller spiller med. Når vi sætter os selv på spil. Det sker i det som for mig at se må være denne dags to temaer: Bøn og politik.

Bøn som er et tema givet af læsningen vi hørte – som handlede om bøn i Jesu navn. Og politik, som det at vi forholder os til og gør noget i den verden vi lever i, et tema som man for mig at se ikke kan tale uden om når der i dag er valg til Europa-parlamentet.

Men bøn og politik – de fleste vil nok sige at det er da to helt forskellige størrelser. Ja at der er en verden til forskel. Forstået sådan at bøn er et inderligt og indadvendt ritual hvor vi bestræber os på at finde ind til en stilhed eller fred som ikke har med den ydre verden at gøre. Mens politik jo i høj grad er en udadvendt bestræbelse hvor vi forholder os til og påvirker verden udenfor os selv.

Der tydelige forskelle naturligvis. Men bøn og politik handler alligevel på hver deres måde om at engagere sig i og bekymre sig om verdens ve og vel. Når vi beder, og når vi agerer politisk, så er det fordi vi mener der er noget der ikke er som det skal være. Vi har et ønske i os om at en forandring finder sted. Ja vi nægter at acceptere at verden bare går sin egen skæve eller onde gang.

Lad os tage bønnen først. Hvad sker der når vi beder? Der sker i første gang omgang det at vi besinder på det vigtige. Der er jo så meget der bekymrer os, og meget vi godt kunne tænke os. Men når det kommer til stykket, hvad er det så vi virkelig håber på?

Bøn er en proces hvor noget finder sted i os. Overfladiske ønsker, indgroede vaner, antagelser vi har taget for givet, alt det kan vi i bønnen vriste os fri af for at nå frem til det som er større og vigtigere end vi tænkte til at begynde med. Ja måske finder vi slet ikke en løsning eller et svar. Men bønnen leder os frem til en ny åbenhed, til spørgsmål vi ikke har stillet før.

Vi hørte ganske vist i evangeliet, at ”Beder I Faderen om noget i mit navn”, altså Jesu navn, ”skal han give jer det”. Men det betyder jo ikke at vi får nøjagtig det svar eller den gave vi forventer. Det er jo grunden til at vi beder, at vi ikke på forhånd ved hvad der er bedst for os selv. Svaret, overvejelsen, erfaringen vi når frem til, kan være af en helt anderledes karakter end vi havde tænkt os. Ligesom den gode samtale kan føre os uforudsete steder hen.

Det kan være vi når frem til en erkendelse af at det vi anså for et problem i vores omgivelser, har med os selv at gøre. Og det kan være vi bliver bevidste om at hvis vi virkelig ønsker en forandring, så kan vi ikke bare blive siddende, så må vi råbe op og involvere os og være med til at gøre det der skal til – dvs. ikke bare afgive vores stemme, men også mere end det. Og så er vi ovre i det område vi plejer at kalde politik.

Bøn er en indre proces, naturligvis. Vi samler os, vi kalder noget frem i lyset. Famler os frem, finder nye ord. Vi gør det tydeligt for os selv hvad vores liv, ja hvad det hele i virkeligheden handler om. Men det er ikke en proces som fører os væk fra den verden vi lever i. Vi beder om Guds hjælp til at være i den, ligesom vi i forbønnen beder Gud om at give kræfter og klarhed i tanken til alle andre der kæmper for og kæmper med det dyrebare liv.

Hvad er forskellen så imellem bøn og politik – når nu de begge udspringer af et engagement i den dyrebare, men ufærdige verden vi lever i?

Måske vi kan inddrage den sommerlige vækst-metaforik som præger flere af salmerne i dag. Og sige at politik handler om at give de bedste rammer og muligheder for vores liv. Politikeren som jo handler på et folkeligt mandat, er som gartneren der giver gode vækstbetingelser, og som kultiverer blomsterbedet så der plads og lys nok til alle.

Bøn til Gud handler derimod om at vi som blomsterne må få den nødvendige næring, sol og regn og jordens energi, dvs. åndskraft, det der skal til for vi kan udvikle os fra spire til blomst - fra det vi er, til det Gud har tænkt os som. ”Giv os kraft og livsens saft, lad os al din Himmel-gave overflødig have!” – lyder det i en af salmerne.

Ja i bønnen sker der som hos planterne en metamorfose, skriver D. G. Monrad i sin bog ”Bønnens verden”. ”Med vor egen vilje går vi ind i bønnen, og med Guds vilje går ud”, siger han. Egenviljen skal transformeres, så vi lever for andet og mere end os selv.

Så hvor politik handler om at yde retfærdighed og udarbejde langsigtede planer som giver muligheder for liv og vækst, handler bøn først og fremmest om selve væksten, om den indre forvandling som skal til – i den enkelte og i os alle.

Hvilket faktisk også blev tydeligt på klimamarchen i går.

Som dels var rettet mod politikerne: Gør nu det der skal til, træf de beslutninger som er nødvendige, for at verden ikke bliver et kaos eller helvede for vores børn og børne- og oldebørn om 50 eller 100 år. Det var budskabet.

Og dels jo var en opfordring til besindelse, til at vi alle finder ind til et liv og en adfærd som kloden kan holde til.

Det kan gøres på mange måder, men vi kommer nok ikke uden om i vores storforbrugende del af verden, at der er privilegier vi må opgive, og at det er en ikke helt let omstillings- eller forvandlings-proces vi har foran os.

Meteorologen Jesper Theilgaard der stod for en af talerne ved klimamarchen, gentog flere gange at alt det som skulle gøres, det kunne kun lade sig gøre, hvis vi var indstillet på det. Altså med tre ord: ”Hvis vi vil!”. Det er herinde (i hjertet eller viljen) det afgørende sker. Nye opfindelser, forskning og ny teknologi er selvfølgelig afgørende, men uden en ny måde at nærme sig verden på, være i den, tage vare på den, vil vi formodentlig ikke kunne overgive kloden til vores efterkommere med en skønhed de kan værdsætte, ressourcer de kan leve af, og livsmuligheder for mennesker og dyr.

Vi kan ikke andet end at bede om Guds hjælp til at denne indre besindelse og forvandling kan finde sted.

Så bøn og politik hører sammen.

Bøn – at samle sig om det vigtige. At overgive sig selv og sit liv til det som er større end mig og os. At lade sig fylde og forvandle af det som kommer fra Gud.

Og politik - som det at vide, oplyst af Guds ånd, at der er en opgave som skal gøres. Der er noget vi skal tale om og kæmpe for. Der er et dyrebart liv som vi alle ansvar for at værne om.

Det kan gøres på mange måder naturligvis. Og vi kan i forhold til klimaet være uenige i de rette prioriteringer. Men vi kan ikke bare lukke øjnene og sætte os tilbage som om det ikke vedrører os.

Så: ”Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere”, sådan siger apostlen Jakob i sit brev i en læsning som faktisk hører denne søndag til. Jeg tog da jeg lagde gudstjenesten til rette, i stedet den gammeltestamentlige læsning om patriarken Jakob der kæmper i vadestedet, som jeg mange gange har prædiket over.

Men lyt nu i stedet til Jakobsbrevet: ”Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Den der kun hører og ingenting gør, er som en mand der ser på sig selv i et spejl. Han betragter nok sit ansigt, sig selv, men så snart han går videre har han glemt, hvordan han så ud. Men den som fordyber sig i Gud, i frihedens fuldkomne lov og lever i den, han er ikke en glemsom hører, men en gerningens gører – han skal være salig ved det han gør.”

Så tæt en sammenhæng er der mellem ord og gerning, bøn og politik. Uden en sammenhæng - ved bøn uden handling og handling uden lyttende opmærksomhed, uden bøn, bedrager vi os selv! Amen.

Salmer: 722 305 674 v.1, 2 og 7 // 312 474 725

Erik Høegh-Andersen

Del dette: