Du er her: 

I Åndens virke opdaterer kristendommen sig selv

Prædiken til 4. søndag efter påske, Trinitatis Kirke 2019

Vi er for tiden vidne til en ihærdig kampagne fra ateistiske sammenslutninger som prøver at godtgøre hvor fordummende det er at tro. Hvordan kan man leve sit liv ud fra overvejelser og livsregler som blevet formuleret for flere tusind år siden? Hvordan kan vi tro at et historisk menneske, som vi tilmed ikke ved ret meget sikkert om, kan have en evig betydning og være afgørende for os? Hvordan kan vi tro på en Gud? Det er da at fraskrive sig egen tænkeevne og fornuft.

I en nylig udgiven debatbog med titlen ”Du er jo ateist” opsummeres synspunktet på denne måde: ”Religion var menneskehedens første forsøg på videnskab, på medicin, pædagogik, psykologi, politik, filosofi og historiefortælling. Vi har siden opdateret og opgraderet vores evner udi alle disse discipliner. Det hele er blevet markant bedre, rent ud sagt. Så skal vi ikke rette vores opmærksomhed mod opdateringerne?”

Hvilke opdateringer? For det ser ud som disse ateister i en blind tro overgiver sig til naturvidenskaben i dens mest reduktionistiske og åndløse form. Her er det kun fysik og kemi som tæller, end ikke følelser som glæde, kærlighed, sorg har betydning som andet end kemiske processer. Det er da at korsfæste sit intellekt. Virkeligt tænksomme naturvidenskabsfolk vil aldrig gå med til at deres videnskab kan indfange eksistensens dybde og betydning og være en forklaring på alt.

Men når det er sagt, så er det notorisk forkert at beskylde kristendommen for at være en uforanderlig, arkaisk opfattelse af tilværelsen som vi naturligvis hvis vi tænker os om, for længst har forladt. Kristendommen har netop indbygget i sig at den til stadighed i en vedvarende proces må opdatere og opgradere sig selv – for nu at bruge de samme ord som i citatet fra bogen.

Der er netop ikke tale om at vi som kristne mennesker skal holde os til en ydre struktur, Moselovens bud fx, som uforanderligt står hugget i sten. Og der er heller ikke tale om at vi har en guru, død eller levende, som vi hele tiden skal konsultere for at finde ud af vores liv. Det er lige præcis pointen i en tekst som den vi lige har hørt: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort”, siger Jesus til disciplene. ”For går jeg ikke bort, vil Talsmanden, ånden, ikke komme til jer”.

Hvis Jesus nemlig blev ved med at være der, så ville han skygge for det liv som disciplene og vi nu selv skal leve og finde os til rette i.

At leve som et kristent menneske er altså ikke i alt at have sine øjne fikseret på Jesus, men det er med hans ånd og nærvær i sig at forholde sig til den tid og situation vi befinder os i.

Og det er slet ikke at prisgive sit intellekt, men at stille det i tjeneste for det liv og den verden Gud har givet os at tage os af.

I den forstand er der i kristendommen en enorm tiltro til mennesket. Vi har ikke en ydre autoritet eller livsvejleder, vi kan klamre os til. For det er i os, i vores myndige og ansvarlige omgang med hinanden og verden, det afgørende sker. Så hvor loven engang var, hvor Jesus som historisk person engang levede og var, der skal vi nu med al vores skønsomhed og tankekraft, og med fantasi og nærvær, tage vare på det dyre-bare liv. Det gælder selvfølgelig både det nære liv, vi deler med hinanden, og det liv som har med hele klodens tilstand at gøre.

Det er altså ikke sådan at Guds ånd, Talsmanden, overhaler eller tilsidesætter vores bevidsthed eller ånd. Det er en samvirken. Ånden har sin forankring og impuls fra Gud. ”Hvad Faderen har, er mit, og ånden tager af mit for at forkynde for jer,” siger Jesus. Men vi kan nu engang ikke destillere spiritussen, Guds ånd, ud af vores bevidsthed og sige hvad der kommer fra Gud og hvad der kommer os. Ånden kan anspore os, indgive os drømme og håb, vise os der er mere at se end vi først troede, åbne for større horisonter, give os en fornemmelse af hvad der er sandhed i, men det sker altid i os, i et samspil med den bevidsthed og situationsfornemmelse, og med den vilje og skønsomhed vi har.

At være et kristent menneske – det er altså altid med Guds ånd i sig at være på højde med og være aktør i den tid og verden vi lever i. Opdateringen hører med.

Men det betyder ikke, at så kan ånd være hvad som helst, og slet ikke at vi blindt følger den tidsånd som huserer i vores tid.

Der er tværtimod en række kriterier for åndens liv. I læsningen fra Johannesevangeliet, nævnes der i hvert fald fire.

For det første og vigtigst: Ånd har med sandhed at gøre. Sandhedens ånd skal vejlede jer i hele sandheden, siger Jesus. Det er måske ikke lige noget for vor tids relativister, hvor sandheden er en kulturel konstruktion, eller noget vi hver især føler og har.

Og det bliver kun værre:

For det andet: Ånd har med syndsbevidsthed at gøre.

For det tredje: Ånd handler om retfærdighed.

For det fjerde: Ånden vil fortælle os om dom.

Jeg vil gerne sige noget om hvad der ligger i disse kriterier.

Sandheden først. Findes den? Sandheden med stort S? Ja de nyvakte, fundamentalistiske ateister har selvfølgelig fundet sandheden. Der er ingen dybere betydning med vores liv – andet end måske en neodarwinistisk tro på at det gælder om at overleve – også på bekostning af de andre.

Men ellers vil de fleste nu nok sige at sandheden er noget ret privat: Der er både en sandhed for dig og for mig! mener vi. Og vores mavefornemmelse er det der tydeligst indikerer hvad der er rigtigt og føles sandt.

Men for nu at stille det skarpt op, så vil jeg sige: Der er ingen ånd uden sandhed. Uden noget som er sandhed for os alle.

Bo Hakon Jørgensen, tidl. universitetslektor i dansk litteratur, er inde på det i en artikel. Han forsøger i artiklen at forklare sine studerende hvad ånd er for noget. Han når langt omkring, men skriver bl.a.

”Hvad er det der gør at man må betegne en person eller et selskab som åndløst? Det kan være en meget vidende person, og tilmed en meget veltalende person (”åndfuld” ville nogen måske sige?), men en person som finder at alt er lige godt.”

”Jeg mangler”, siger han, det absolutte i ham eller hende, det hvorved noget bliver vigtigere end andet og får betydning i vedkommendes eget liv.”

Og så fortsætter han:

”Men ikke bare visheden om det større, savner jeg, men også usikkerheden på hvori det store består, hvortil personen tror at finde sig relateret. Når et menneske har ånd, har det begge dele: både en forestilling om det absolutte og en tvivl om hvori det består.” Og med det absolutte mener han ”noget større, vi kan ane med vores bevidsthed, men ikke omfatte og til fulde forstå.”

Jeg vil kalde det for sandhed. Der er noget sandt, absolut vi er fælles om. I den gode samtale, i den åndelige samtale, er der noget vi sammen skal finde ind til og blive klogere på. Noget fællesmenneskeligt, en dybde, vi måske slet ikke har øje for.

Det er ikke nok at sige: ”Du tænker dit, og jeg tænker mit”. Eller: ”Enhver er salig i sin tro”. Det er ikke bare for mageligt og for uambitiøst. Det er at give op over for det sande og absolutte der kalder på os. Og er jo oftest et udtryk for at vi helst ikke vil forandre os.

Sandheden findes. Men vi bliver aldrig færdige med at søge efter den. Og den som aldrig tvivler og ved det hele, er havnet det forkerte sted. Eller som Friedrich Schiller skrev i et brev til Goethe: Følg den mand, der søger sandheden, men flygt fra ham, der har fundet den.

At være et kristent menneske, at vandre i ånden, det er at være på vej og ydmygt og tænksomt at lytte til hvad der er sandhed i. Det er at vide at der altid er mere vi skal erfare og se.

Og så hører - ifølge evangeliet - syndsbevidstheden med til et liv med ånd. Syndsbevidstheden som af mange ateister bliver fremhævet som det mørkeste og mest forkvaklende i det kristne menneskes liv. Jeg mener omvendt at det er en befriende og opbyggelig indsigt at vi syndere. Det handler ikke i første omgang om at der er ting vi ikke må eller regler vi har brudt.

Men om at vi dybest aldrig er det sted hvor vi skal være. Vi er ikke bare i harmoni med kosmos. Vi indgår i den herlighed Gud har skabt – men vi er også på afstand af den. Vi er skabt af Gud, skabt til Gud, men vi er ikke i Gud. I stedet for at leve i hengivelse og tro, er vi fanget af os selv. Vi vender det gode til fordel for os. Vi lever på bekostning af hinanden. Vi er aldeles skrøbelige, ufuldkomne, selviske – og alligevel er vi skabt til kærlighed, til Gud.

Ånd det er både at have sans for det store vi kommer af og er skabt til, og sans for det som begrænser os, det som gør at vi ydmygt må indse, at vi ikke er fuldkomne, ikke guder. Vi længes, men vi har ikke fundet den sandhed vi skal erfare engang.

Denne dobbelthed er for mig at se realistisk og opbyggelig på samme tid.

Og så har ånd, siger Jesus, med retfærdighed at gøre. Ikke den retfærdighed at det går os efter fortjeneste. Men retfærdighed som den rette færd. At vandre ad de veje som Jesus gik. Jesus er, som vi hørte i læsningen, gået til Faderen - vi ser ham ikke mere. Så nu skal vi, her hvor vi befinder os, følge hans veje, den rette færd. Veje som altid går hen til de andre, hen til den udsatte og fordømte som ingen vil være ved.

At talsmanden vil overbevise os om den rette færd, det betyder at ånd ikke bare får lov til at være en dybsindighed og noget som finder sted i vores bevidsthed eller tanke, ånd er at sætte i værk, at bevæge sig, at gøre det nødvendige vi skal.

Og så vil ånden endelig fortælle os om dommen. Men vel at mærke ikke dommen som noget vi selvretfærdigt kan håbe på – eller som vi frygtsomt må grue for. Og slet ikke dom som noget vi kan slå andre i hovedet med. For dommen er afsagt. Ondskaben har i sidste ende tabt, verdens fyrste er dømt. Vi skal derfor ikke bekymre os om hvordan det vil gå os. Vor Herre har allerede banet en vej for os. En vej hvor vi sammen tænksomt skal lytte os ind til hvad der er sandhed og ret. En vej hvor Gud vil bruge os, så ufuldkomne som vi er.

Ånden sætter os fri vi af alle selvoptagede bekymringer. Fri til at leve for andre og gøre det nødvendige til enhver tid.

Salmer: 721 493 v. 5-7 441 // 294 289 318

Del dette: