Du er her: 

Hyrder

Prædiken til 2. søndag efter påske, Trinitatis Kirke 2019

Vi mennesker er altid forviklet med hinanden. Vi er afhængige af hinanden og holder selv altid noget af det andet menneskes liv i vores hånd, som K. E. Løgstrup har sagt det engang. Det kan betyde meget eller lidt, siger han: det kan bare være en forbigående stemning, en oplagthed man får til at visne, eller som man vækker. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte om den andens liv lykkes eller ej.

Sådan er vi afhængige, udleverede til hinanden, til at nogen tager vare på os. Og sådan, kan man også sige, er vi hyrder for hinanden, hvad enten vi vil det eller ej. Gode hyrder eller dårlige.

Forfatteren Peter Seeberg opholdt sig i et par måneder i 1970 i Provence, i et område hvor han kunne iagttage store flokke af får og omkringvandrende hyrder som tog sig af dem. Han skrev derfor meget nærliggende en roman med titlen ”Hyrder”. Men sådan at hyrderne blev et levende symbol for det moderne velfærdssamfund vi lever i, hvor vi på så mange måder tager vare på hinandens liv.

Vi giver hjælp, og vi tager imod hjælp, ”det er ikke til at afgøre hvem der er hjælpeløs, og hvem der hjælper”, hedder det. Først når katastrofen sker, bliver det klart hvordan rollerne er fordelt.

Det sker for hovedpersonen, socialrådgiveren Leo Gray, som kommer ud for en voldsom bilulykke. Han overlever, men har mistet sproget og er blevet lam i hele underkroppen. En række kvinder træder nu hjælpende til og bliver på hver deres måde hyrder i Leo Grays liv. Han som før, også i sit professionelle virke, havde været hyrde for andre.

Men det er som Viola, Leos samleverske gennem 15 år, siger det til en veninde, ”en vanskelig kunst at betyde noget for hinanden på den rigtige måde”.

Leo har, mens han ligger i koma, flere drømme. Blandt andet én hvor han selv er et får. Et bortkommet får – som længes. Han længes efter at blive fundet. Han ser for sig at en fløjtespillende kvinde sætter sig ved hans side. Hun er i drømmen den gode hyrde, hyrden som kender ham og elsker ham.

Uden for drømmen bliver Viola hans hyrde. Deres forhold er ellers for længst udbrændt, og lykken har de mistet. Hver for sig har de oplevet lykkelige forelskede øjeblikke med andre, men de ved at lykken er svigefuld, og de er blevet sammen.

Og nu tager Viola på sig at være hyrde for Leo. Hun er nøgtern og foregøgler ikke at hun elsker ham inderligt igen. Men hun bliver hos ham, fordi de to nu engang er blevet filtret ind i hinanden liv, og fordi han har brug for det.

Hun siger til Leo: ”Der er en god skæbne og en dårlig skæbne. Det er den dårlige skæbne jeg vil tage. Ikke for din skyld, Leo. Det er ikke for at være god. Jeg synes blot det må være sådan”.

Viola er, som man kan høre, et ordentligt menneske. Hun tager den dårlige skæbne på sig uden at spille helgen eller martyr af den grund. For det kan næsten være det værste når man er sat helt ud af spillet som Leo er det, at man så også bliver et offer for de andres godhed. Og man skal være taknemmelig, sådan som de ofrer sig.

Viola siger: Sådan må det være. Det er ikke kærlighed, ikke godhed, det er bare sådan det må være når situationen nu er som den er.

Og sådan er det jo i virkeligheden også vi som samfund forholder os og siger. Sådan må det være. Vi har indrettet et samfund med masser af hyrdefunktioner. Vi har hele plejesektoren og hele det sociale system - hvor intentionen jo er at her skal der være nogle professionelle som kan passe på os og tage vare på os når vi selv og vores nærmeste ikke længere kan.

Jeg mener virkelig ikke man kan værdsætte nok at vi lever i et samfund hvor det er sådan. At vi kan regne med at der er nogen der tager sig af os. At vi ikke er afhængige af at vores nærmeste skal ofre arbejde og al deres tid på at tage sig af os når vi bliver gamle og eller rammes af sygdom. At vi ikke i alt skal være afhængige af deres godhed.

Jeg mener virkelig vi kan være taknemmelige for at leve i et samfund med en organiseret professionel omsorg. Jeg har som præst haft min regelmæssige gang på flere plejehjem, bl.a. på en demensafdeling hvor der sidder mennesker som har mistet sprog og hukommelse, med den angst og frustration og ensomhed som følger med. Hvad kunne jeg komme med. Jeg kunne synge med beboerne og bede Fadervor, men ellers var almindelig kommunikation næsten umulig. Det var ikke helt let. Men der var et personale som fuldstændig vidste hvad det handlede om. Som kendte deres beboere. Som sad og holdt dem i hånden og var der med et nærvær og en indlevelse og ro uden lige. Og jeg tænkte altid: Hvor er det godt at sådan nogle steder findes, og at der er mennesker som tager sådan et svært omsorgsarbejde på sig.

Men godhed, kærlighed, det er der ikke nødvendigvis tale om. Det er professionel og engageret omsorg. Og når de 7-8 timer er gået, så er der vagtskifte, og det ene hold går hjem, mens nye kommer til. Sådan må det være. Og sådan er det med os alle: Sygeplejersker, læger, hjemmehjælpere, socialrådgivere, pædagoger og lærere, præster og psykologer, vi er alle professionelle hyrder, ansat på daglejerbasis. Det kræver engagement og nærvær og at man giver af sig selv – når man altså er der!

Forhåbentlig lader vi ikke fårene i stikken som de daglejere Jesus taler om. Men vi går fra og til, og det er ikke alt eller intet for os. Derfor kan man heller ikke tale om ”professionel kærlighed”. Der findes professionel omsorg, men ikke kærlighed. Kærligheden kan ikke dels op i vagtskifter og hertil og ikke længere. Kærligheden er at dette menneske er jeg der for – uanset hvad.

Selv om kærligheden kan jo selvfølgelig også ind i mellem være der i vores tillærte og betænksomme omsorg. Kærligheden lister sig heldigvis ind. Men – det må samtidig siges - det er ikke altid det bedste, ikke altid hensigtsmæssigt, når kærligheden tager over på bekostning af den besindige omsorg.

Vi kender vist alle eksempler på mennesker der har engageret sig vildt og inderligt i deres professionelle hyrdegerning – og samtidig på det grusomste har svigtet deres nærmeste.

Eller eksempler på at et menneske i sin hjælp, omsorg, kærlighed har givet modtageren, fåret om man vil, forventninger om en opfyldelse, en kærlighed man alligevel ikke kan stå inde for og give.

Det er som Viola sagde ” en vanskelig kunst at betyde noget for hinanden på den rigtige måde”. Og selv om man må skelne mellem omsorg og kærlighed, så forskyder de sig også ind i hinanden, så man ikke altid sige kan hvornår det ene hører op og det andet begynder.

Der findes altså en omsorg, en varme og en opmærksomhed fra mange daglejeres side som er guld værd. Alligevel skal vi ikke bilde os ind at vi ad den vej kan få dækket vores dybeste behov: At være elsket. Og vide sig omsluttet af en kærlighed og en omsorg som overvinder al vores ensomhed og forladthed.

Den må vi søge og finde et andet sted. Hos vores nærmeste. Og hos mennesker der i kærlighed finder os. Og ikke vil andet end at være der - for mig.

Det er et under hver gang den kærlighed erfares og finder sted. Det er det der opbygger os indefra og giver os håb. Det er det der redder os fra bare at være et menneske blandt alle de andre, fra at være én nogen tager sig, til at være den uundværlige, den der ved sig elsket og kendt sådan jeg er.

Og hvad så hvis vi ikke har nogen der elsker os og kender som det menneske vi er? Så må vi stole på at Gud igennem Jesus er der som den der elsker os og kender os som vi er. Jesus er, hørte vi, den gode hyrde som aldrig vil forlade os og lade os stikken. Jesus satte sit liv til for fårene. Han gik i døden for os. Han satte al Guds magt ind på at redde os fra ulvens ondskab og dødens tomhed og mørke. Han vil som hyrden føre os til uudtømmelig glæde og evigheds liv.

Og da skal der, det er visionen, blive én hjord og én hyrde. Da skal Gud blive alt i os alle, og da skal al ensomhed og forladthed forsvinde i Kristi kærlighed.

Det var godt vi til sidst fik kristendommen med, er der måske nogen der tænker. Men til det vil jeg sige: Det er alt sammen kristendom. Menneskers omsorg og kærlighed - og Guds.

For det første- og jeg resumerer:

Det hører med til vores skabthed, til at være menneske, at vi er forviklet med hinanden, udleveret til hinanden, og at vi derfor også bliver til hyrder for hinanden. Der er et ansvar forbundet med at være Guds menneske. Vi er tjenere. Der er opgaver vi skal tage os af. Med eller uden kærlighed. Og i vores samfund klarer vi det bedst ved at fordele og professionalisere de store opgaver - som at tage sig af de syge. Selv om – stadig har vi alle et gudgivet ansvar for hinanden.

For det andet:

Det hører også med til at være menneske at der er nedlagt en længsel i os efter kærlighed. Efter at være den elskede og selv at elske sig ind i livet, ind i den anden. Den som ikke kan elske, uden betingelser, finder ikke ind til gåden, til sandheden vi er skabt til at leve i. ”At elske, thi deri er livet”, det handler kristendom i høj grad om.

Og så for det tredje:

Kærligheden er der før end os. Gud er kærlighed og elsker os fra først til sidst. Som den gode hyrde følger han os og kæmper for os på al vores vej. I Guds kærlighed får vi styrke selv at kæmpe for hinanden, og i den kan vi finde hvile når vi bekymrer os og ved at vi ikke slår til.

Ansvaret, omsorgen, længslen efter kærlighed, Gud som giver os sig selv og følger os på vores vej, kærligheden som forener os og forløser os – det hører alt sammen med til livet imellem Gud og os. Det er alt sammen nedlagt i os, pålagt os, givet os af kærlighed - fordi vi er Guds.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var og er og bliver, én sand Treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, så nu og i al evighed. Amen.

Lad os alle bede:

Gode Gud, du som er kærlighed, først og sidst,

tak fordi du som den gode hyrde kom til jorden

for at følge os og tage dig af os.

Vi ved at du altid vil kæmpe for os og hellere stikker armen i ulvens gab end overlader os til ondskabens grådige hug.

Når vi er ensomme og forladte, så mind os om, at du kender os og aldrig ser den anden vej.

Lær os at lytte til din stemme, giv os styrke og mod til at gå ad dine veje, og fantasi og indlevelsesevne til at gøre det der er brug for i vores fælles liv.

Og hjælp os til holde ud og være trofaste, når mørket buldrer og ulvene hyler, og vi får lyst til at stikke af.

Gud, vi siger dig tak for al den kærlighed vi har fået – uden hvilken vi aldrig ville være blevet dem vi er. Ligesom vi siger tak for al den kompetente omsorg og pleje vi har mødt. Og for gode undervisere som havde noget på hjerte.

Tak for at vi i dag kan leve i et land med frihed, fordi der under besættelsen var mennesker som med livet som indsats kæmpede for vores land og imod det menneskesyn som nazismen repræsenterede.

Lær os at sætte pris på og selv at stå vagt om den frihed som anerkender ethvert menneske som uendelig dyrebart, og som kun findes i et fællesskab hvor der plads til os alle.

Lad aldrig denne frihed blive kvalt i ligegyldighed og kynisme eller had.

Vær hos vor dronning Margrethe den 2., hos regering og folkering, og giv alle magtudøvere og alle som skal træffe beslutninger kærlighedens visdom og dømmekraft.

Vi beder dig for alle dem som står vort hjerte nær,

Hvad enten de er iblandt os eller langt herfra.

Vær hos – og bruge gerne os til at være hos - den ensomme og den sørgende, hos den lidende og den fortvivlede som ikke kan finde mening i sit liv. Vær hos de mennesker som må kæmpe i eller udsættes for krigens gru, vær med din nærhed i både torturkamre og flygtningelejre og kommandorum.

Vær hos os her i vores kirke. Lad os aldrig tvivle om at vi hører til hos dig. Vi er dine, ligesom de andre, ligesom den fremmede er det. Vi lever af og i din kærlighed i liv og i død.

Salmer: 736 414 200 // 664 168 234

Erik Høegh-Andersen

Del dette: