Du er her: 

Gudsformørkelse

Prædiken til påskedag, Trinitatis Kirke 2019 Kantategudstjeneste BWV 6, Bleib bei uns

Påskedag er en lang dag – fra den tidlige morgenstund hvor kvinderne begiver sig ud til Jesu grav og finder den tom, til de to disciple langt senere hen imod aften fortvivlede og rådvilde vandrer mod Emmaus.

Påskedag har derfor også et helt register af følelser i sig. Fra morgenens gravfærd i sorg og hengivenhed, til den rådvildhed og det kaos det afføder, at Jesu legeme ikke er i graven. To lysende mænd, altså engle, viser sig ganske vist for de sørgende kvinder, og spørger dem hvorfor de leder efter den levende blandt de døde? Jesus er opstået, siger de, som han har sagt! Men det er alt for overvældende, ikke til at tro, disciplene regner det for løs kvindesnak, ind til Peter løber ud til graven og konstaterer at kun linnedklædet ligger tilbage i den tomme grav. Som dagen går bliver rådvildhed til forundring, og måske også til øjeblikke af eufori og jublende glæde over at noget så ufatteligt er sket.

Og så alligevel - de forstår det ikke. Hvor er Jesus når han ikke er i graven? Hvad betyder det? Har de så ikke for evigt mistet ham og dermed hele den verden af lys og kærlighed han lod dem leve i?

Sådan vandrer de to disciple op ad dagen mod byen Emmaus. De er rystede, desillusionerede, de kan slet ikke finde rede i det kaos af vidunderlige og frygtelige øjeblikke, de har gennemlevet fra de mødte Jesus til de sidste grufulde dage i Jerusalem, og så nu beskeden om at han ikke er i sin grav.

En fremmed slår følge med dem og spørger hvad det er de drøfter med hinanden. De fortæller ham det hele, det er godt få lov tale til at tale ud om alt det som de slet ikke kan finde rede i. Og da den fremmede tager ordet og taler med om hvad meningen mon kan være, begynder det småt at dæmre for dem. At Kristus ifølge skrifterne måtte lide for at opstå i herlighed. Han måtte dø for at leve evigt. De lytter, det betyder noget det her, der er noget som åbner sig for dem – de forstår det ikke helt, men det brænder i deres hjerte.

Og da de når frem til Emmaus, og den fremmede tilkendegiver at han gerne vil videre, ved de at det må ikke ske. Det er ved at blive mørkt og uden ham vil de være prisgivet al den angst og rådvildhed og modløshed som sidder i dem. Uden denne fremmede vil hele den solbeskinnede verden de sammen med Jesus har vandret i, fortone sig og forsvinde i mørket.

Ved de at det er Jesus som taler til dem igennem den fremmede? Ifølge Lukasevangeliet forstår de det først, da de ved aftensmåltidet sidder til bords med ham. Men her i skumringen hvor skyggerne indfinder sig, og mørket lægger sig omkring dem, er det alligevel altafgørende at han bliver hos dem.

Det er denne ængstelige og vemodige aftenstemning Bachs kantate ”Bleib bei uns” bringer til udtryk. Det er altså ikke en kantate som gennemspiller et begivenhedsforløb eller hele påskens drama. Kun dette kredser den om: Vi befinder os i mørket, og en verden af lys er ved at forsvinde for os, derfor beder vi til Gud eller til Jesus selv, om at måtte bevare i os alt det han stod for, hans lysende ord.

Den vemodige eller sørgmodige tone kunne I høre i kantatens indledende korsats. Blandt andet fremkaldt af en nedadgående bevægelse i melodien som er i mol. Og hvis nogen af jer, som ikke på forhånd kender kantaten, syntes korsatsen ”Bleib bei uns” lød bekendt, så er det måske fordi den minder om og giver samme fornemmelse som nogle af satserne i Johannespassionen der blev opført her for to uger siden. Passionerne handler om de sidste pinefulde dage i Jesu liv, om den sorg det er at skulle miste ham, og om den fred og forløsning, det er at han har givet sit liv hen for os. Men nu er vi efter påske, efter opstandelsen. Og sorgen er der stadig.

Den sørgmodige stemning, vemodet, ængstelsen rammer for mig at se netop de tanker og følelser vi står tilbage med, når vi har sagt farvel til en af vores kære.

Først har der måske været en svær og pinefuld afskedstid inden døden indfandt sig.

Derefter chokket, fortvivlelsen, at indse det ufattelige, at den elskede ikke er der mere.

Og så begravelsen der jo ofte er som slags opstandelse. Alle de varme følelser, så meget der bliver sagt: Tænk at han/at hun har betydet så meget. Tænk alle disse lysende dage, alt det vi lært, alt det vi har fået med os.

Og så måske allerede om aftenen, men ellers de næste dage, en vemodig eftertænksomhed, en stille sorg, en ængstelse i os for hvordan det skal gå – og vi spørger os selv: Kan vi overhovedet bevare det os i, lyset, varmen, humoren, nærværet? Hvordan holder vi fast i det som ikke må dø?

Det er denne atmosfære af sorgfuld glæde, taknemmelig bevidsthed om det vigtige i livet og angsten for at miste det, som griber os i ”Bleib bei uns”. Og så er det alligevel i korsatsens midterafsnit som om de syngende eller sørgende tager sig sammen og fremviser ny energi, men de vender snart tilbage til den smukke, sørgmodige bøn inde fra mørket. Sådan som det er når vi er i sorg.

Sorgen forbinder vi måske med et menneske vi har mistet. Men sorgen i Bachs kantate handler selvfølgelig fremfor alt om det at vi er ved at miste selve lyset, det guddommelige nærvær, Jesus, hans liv og hans ord. Mørket er eksistentielt. Det er et mørke som har lagt sig imellem Gud og os.

I virkeligheden er det jo en erfaring som er karakteristisk for vores tid. Nogle vil da også mene at Bach er en af de kunstnere som meget tidligt indvarsler det moderne. For nok kan han komponere jublende opstandelsesmusik, som vi hørte det helt til at begynde med i ”Erschallet, ihr Himmel, erfreue dich, Erde”, men han har altså en særlig sans for det menneske, som ikke mere har en umiddelbar adgang til den guddommelige virkelighed. Det menneske som er fortabt i sig selv, som længes efter lys og klarhed, men befinder sig i mørke.

Jeg tror der er noget her som særlig taler til os. For er det ikke vilkår for os - som de mennesker vi nu er i dag - at vi befinder i et mørke hvor den guddommelige virkelighed skjuler sig for os? Nogle kan måske tale om Gud som en indlysende, levende og nærværende virkelighed. Nogle kan endda fortælle om religiøse åbenbaringer de har haft. Men det er ikke mange. Vi oplever snarere at der er et slør eller måske der mørkt imellem Gud og os. Er Gud der så?

En ny undersøgelse som jeg så i Kristeligt Dagblad i går, viser faktisk at kun 43 % af Folkekirkens medlemmer svarer ja på spørgsmålet: Tror du på Gud? Mens 29 % svarer nej og næsten ligeså mange ikke ved hvad de skal svare. Men hvad ligger der i de svar?

Jeg har gennem årene mødt mange som ikke bare har vist stor interesse for kristendom, men som også tilbagevendende har siddet på kirkebænken til gudstjenester og koncerter – eller bare for sig selv - , og sagt at det for dem er noget af det vigtigste og mest opbyggelige i deres liv. Men på spørgsmålet om de tror på Gud – der ville de svare: det ved jeg ikke, eller nej, det kan jeg ikke. Jeg længes, jeg kan ikke undvære skønheden og den eksistentielle dybde i musikken og salmerne og Bibelen ord, men Gud som en indlysende eller levende virkelighed, eller det evige liv som en tilværelse der venter mig engang, det har jeg ikke siddende i mig som vished eller tro.

Jeg tror vi her befinder os i et grænseland, hvor mange gerne vil være og se sig selv, men de kan altså ikke fuldtonende og af hjertet sige at de tror.

Hvad skal man kalde det? Måske gudsformørkelse. Den jødiske forfatter og filosof Martin Buber skrev i begyndelsen af 1950erne en bog med den titel. Gudsformørkelse – det er en skæbne som hviler over det moderne menneske, mener han. At Gud ikke mere er der som en lysende midte, som orienteringspunkt i vores liv. Gud er, siger han, i vores tid blevet borte. Vi kan ganske vist godt tale om Gud, gøre os tanker om Gud, men Gud, som en virkelighed i vores liv, Gud, som et DU, vi står overfor, og som taler til os og lyser for os – i den forstand er Gud forsvundet for os.

Og resultatet er at vi vandrer hvileløst hid og did, og ikke ved hvor vi skal hen, og hvad vi lever for.

Gudsmørkelse – ordet er jo inspireret af fænomenet solformørkelse og tilgivekendegiver dermed at det ikke er sådan at Gud så slet ikke er der. Der har bare for en tid lagt sig en hindring imellem Gud og os, ligesom månen i ganske bestemte positioner kan hindre solens lys i at nå frem til os. Og hindringen ja det er ifølge Buber tingsliggørelsen og videnskabeliggørelsen i vores tid – det at vi tænker igennem naturvidenskaberne. Hindringen – det er bevidsthedens tyranni. Men ligesom en solformørkelse er forbigående, sådan vil gudsformørkelsen måske også vise sig at være det – engang, siger han til sidst i bogen, vil menneskeheden måske vågne og se! gudslyset er brudt igennem, og vi finder på ny ind til en intuitiv vished om Gud.

Men lige nu kan vi ikke andet end at bede til og kalde på det DU vi ikke kan få øje på i vores liv. Vi må kalde på Gud fra vores mørke.

Og det er jo lige netop det vi gør i Bachs kantate. Og i øvrigt i mange af vores salmer. Vi synger til Gud om at lyse for os og over os som solen over de sørgende kvinder påskemorgen. Vi synger og beder om at Kristus må stråle ind i sjæl og sans, ind i vores kolde og mørke sind.

I kan senere slå efter i salmen: Vægter, vil det mørke rige ej bortvige – som er fyldt af denne metaforik. I sidste vers synger man:

Øjne fuld af længsels lue
dig at skue
giv os, milde frelsermand!
Den er hårdt med blindhed slagen,
som om dagen
lyset ikke finde kan.

Det er en erfaring som måske er moderne – eller også er den netop et vilkår til enhver tid – at vi kristeligt set er som blinde der ikke kan se lyset der omgiver os. De to disciple kunne heller ikke fastholde synet af den opstandne, da Jesus i et ganske kort øjeblik åbenbarede sig for dem. Men nu vidste de at selv om de ikke kunne udpege Kristus, så var han hos dem, skjult i det menneskelige. Ja måske forstod de nu på en dybere måde end før, at Jesus måtte forlade dem og dø for at opstå ind i Guds evighed – for som Gud at være hos os alle til evig tid.

Han er ikke i graven, han er hos os, men er os så nær at vi netop ikke kan sanse det. Han er som den opstandne i os og under os og omkring os.

Han er ilten der nærer livsgløden og håbet i os – så det brænder i hjertet. Og han er lyset der får mørket i os til at vige, så vi har den tro at der stadig er mere at se.

Og så alligevel måske er det ikke sådan vi erfarer at det er. Men så må vi netop vende os mod Kristus og bede: Bliv hos os. Vær hos os i mørket som et levende DU. Amen.

Salmer: 224 218 // 245 236 241

Erik Høegh-Andersen

Del dette: