Du er her: 

Forræderen

Prædiken til skærtorsdag, Trinitatis Kirke 2019

Skærtorsdag aften er en meget sammensat og skæbnesvanger aften. Med lys og mørke, glæde og sorg, fællesskab og ensomhed, troskab og svigt, kærlighed og forræderi. Det er påskefejring og afskedstime i eet. Det er vennernes sammenhold som ender i splittelse og forræderi. Det er Jesus og Judas som sidder over for hinanden, og som begge gør det de skal. Og det er alle os der samles omkring nadverbordet, som er med i det der sker.

Jesus er hovedpersonen, naturligvis, men imellem ham og os sidder Judas som en modpol til Jesus, eller som en modspiller, en uundværlig aktør i det guddommelige spil.

Judas som vi altid har været hurtige til at lægge afstand til. Vi ser ham som forræderen, og når man gør det, så holder man sig selv udenfor. Så har man lokaliseret ondskaben og gjort sig fri af det onde.

Sådan kommer Judas til at stå som en repræsentant for alt det vi ikke vil være ved. Han er syndebukken. Uden ham, ville det ikke være gået så galt, tænker vi. Og hvis man læser eller lytter lidt for hurtigt til evangelisternes beretninger, så kan man godt sidde tilbage med den opfattelse, at Jesus, den gode, var offer for de onde, for en sammensværgelse mellem de onde jøder og så denne Judas som selv var jøde - som disciplene jo i øvrigt alle var.

Vi ved faktisk utrolig lidt om Judas Iskariot, som han hedder – ud over at han var en af Jesu disciple og formodentlig kom fra byen Kariot. Men når vi på den måde omtaler og tænker på et menneske i bestemt form, som forræderen, som man op igennem historien har gjort, så ved man mærkelig nok en hel masse om vedkommende. Judas som sikkert har haft en svag karakter – Johannes, som er den af evangelisterne der er mest efter ham, skriver at han var en uhæderlig kasserer. Så han har nok taget af kassen, forestiller vi os. Gemen og pengegrisk har han i hvert fald været. Eller vi forestiller os ham som en politisk entusiast eller en religiøs fantast som er blevet ond af skuffelse, fordi Jesus ikke ville være som han drømte om. I hvert fald mener vi at vide at Judas var svigefuld og falsk - eftersom han forrådte Jesus med et kys (det kys vender vi tilbage til). Og i gættespillet Trivial Pursuit får vi tilmed at vide at Judas var rødhåret, sådan som han i øvrigt er afbilledet på flere kalkmalerier - og så kender vi jo typen.

Forræderen - det er ham vi ikke kan identificere os med. Ligesom jøden har været det – igen denne bestemte for form. Op igennem historien har man gang på gang brugt Judas til at tegne et billede hvem den pengegriske og ondsindede jøde er. Og desværre ser vi også i dag denne bestemte form brugt - blandt andet når nogle af mine skarpsindige kolleger taler om muslimen som, det ved vi jo, altid ser ned og vil skjule sig og ikke møde os andre ansigt til ansigt – til forskel fra hvordan vi kristne er.

Denne kategorisering af mennesker, denne bestemte form, er dødsens farlig. Det fører til en reduktion af hvem det andet menneske er. Det fører til en afstandtagen og fralæggelse af samhørighed og ansvar. ”Det er ikke mig!” tænker vi. Og det fører næsten uundgåeligt til en dæmonisering af det menneske vi taler om.

Jamen er det ikke det som evangelisterne gør? Er det ikke allerede dem som gør Judas til syndebuk? Nej, jeg mener ikke det forholder sig sådan. Jo hos Johannes måske. Men ikke

her i Mattæusevangeliet og ikke hos Markus og Lukas. Der bliver det tværtimod tydeligt at Judas er som de andre. Eller som os.

Jesus siger ganske vist at det var bedre om det menneske aldrig var blevet født – hvilket er forståeligt når man tager Judas’ senere fortvivlelse og skæbne i betragtning.

Men disciplenes reaktion da Jesus siger at én af dem vil forråde ham, viser klart at det kunne have været enhver af dem. Der står at de blev meget bedrøvede, og at de begyndte én efter én at spørge ham: ”Det er vel ikke mig, Herre?”. De vidste det altså ikke. Ansigt til ansigt med Jesus som i sandhed kendte dem, viser de at det kunne have været dem.

Judas er altså ikke én som skiller sig ud. Judas repræsenterer tværtimod forræderen i dem alle. Han er hverken mere eller mindre ond end dem. Hvis betingelserne er til stede kan vi alle forråde kærligheden, forråde det gode liv, ligesom han.

Derfor er det også bemærkelsesværdigt at vi altid har været hurtige til at lægge afstand til Judas. Mens vi forholder os helt anderledes til disciplen Peter. Som jo ligesom de andre disciple flygter samme aften, og som tre gange fornægter Jesus og bander på at han aldrig har kendt ham. Peter som har så meget i sin mund, men ingen vilje når det kommer til stykket. Han bralrer op, han sørger for sig selv, han svigter hver gang det brænder på.

Hvorfor finder vi at han er så menneskelig, så sympatisk, ja han er som os, mens Judas, forræderen, vil vi for alt i verden ikke identificere os med? Peter - den udadvendte, den ekspressive indtil det naragtige, den uvederhæftige, ham forstår vi, mens Judas den indadvendte, måske forbitrede, måske forhærdede, vil vi ikke være ved.

Sagen er vel at de i lige høj grad, men på hver deres måde, svigter eller forråder Jesus og det de har mødt i ham. Ja ingen af disciplene holdes fri, de flygter alle, og forræderiet kunne være begået af enhver af dem.

Så det afgørende er ikke om vi ligner Peter eller Judas. Det afgørende er at hvad de rummer i sig, har vi også i os. De er et spejl for os, de repræsenterer os.

Og samme aften ender deres vej i mørket, hvor Peter bitterligt græder, mens Judas – og her er selvfølgelig en forskel – går ud og hænger sig selv.

Indtil det sidste er Judas således den konsekvente modspiller til Jesus. Han gør hvad han skal, for at Jesus kan dø for dem alle. Han dør i ensomhed i mørket, uden at nogen vil vide af ham, ligesom Jesus dør i det fuldstændige mørke over Golgata, uden at der er nogen, bortset fra en enkelt forbryder ved hans side, som vil kendes ved ham.

Jesus og Judas, jo mere man læser sig ind i evangeliernes beretninger om de sidste dage, jo tydeligere bliver det hvor tæt forbundne de to er. To skæbner som vikler sig ind i hinanden og som gensidigt betinger hinanden, to livsopgaver som mødes i en guddommelig plan. Judas’ opgave er at forråde, at bringe Jesus i døden, for at Jesus i sin død kan give sig selv til os og være livet for os, når vores veje ender i mørke og død.

Judas og Jesus er som to fortrolige der hver især er på det rene med hvad der er ved at ske. Ganske vist siger Judas ligesom de andre ved bordet: ”Rabbi, det er vel ikke mig?” Men da han senere samme aften ankommer sammen med tempelpolitiet til Getsemane have, ved de begge hvad de er i færd med at gøre. Judas kysser Jesus som et tegn på deres indbyrdes fortrolighed, deres venskab, det er et tegn på hengivenhed og forræderi på samme tid. Der er ingen svig i det, ingen falskhed. Og Jesus svarer: ”Min ven, nu har du gjort dit!”. Altså ingen afstand, ingen forbandelse, men Judas har som hans ven taget en opgave på sig, en skæbne som er tung og grum.

Så for nu opsummere:

I forhold til Judas som forræderen, det helt igennem gemene og onde menneske, vi og mange op igennem historien har set for os, så må man sige efter læsning i evangelierne, at det billede passer ikke. Judas er som os. Eller som der står flere gange i Getsemane-afsnittet: ”Judas, en af de tolv!” Han skiller sig ikke ud, men er som de andre

Og for det andet – vi ved faktisk næsten intet om Judas. Kun det bliver tydeligt at han og Jesus i evangelierne er indforståede og på det tætteste forviklet med hinanden. De har hver deres rolle i det guddommelige spil.

Det er et forhold som den israelske forfatter Amos Oz som døde lige før nytår, bygger videre på i sin sidste roman med titlen ”Judas”. Her er Judas udsendt som spion af præsteskabet i Jerusalem for at hente viden om denne fantast, Jesus fra Nazareth, og hans tilhængere. Judas tager opgaven på sig, han bliver en del af inderkredsen, en af de tolv. Ja en nær ven af Jesus.

Og så sker en overraskende drejning. For Jesu personlighed, den varme, medrivende kærlighed, han udstråler og spreder omkring sig, …. den skarpe skønhed i hans lignelser og trolddomskraften i det storslåede budskab han forkynder, det forvandler den nøgterne og skeptiske mand fra Kariot til en trofast tilhænger. Judas bliver nazaræerens bedste og mest hengivne discipel, lader Amos Oz sin hovedperson i romanen fortælle.

Ja hvad mere er: Judas bliver det første menneske der af hele sit hjerte tror på Jesu guddommelighed, og på at hele verden skal frelses gennem ham. Det vil kun kunne ske ved et mirakel. Judas ser for sig at Jesus drager til Jerusalem og går i døden for sin sag, ja han må lade sig korsfæste mens alle ser på ham. Og så – stige levende ned fra korset og stille sig sund og rask foran det på sine ben. Præster og jævne mennesker, romere og hellenister, farisæere og saddukæere, samaritanere og rige og fattige, hundredtusindvis af pilgrimme, som kommer til Jerusalem fra hele landet og fra nabolandene for at fejre påske, alle vil de falde ned på knæ og kysse støvet for hans fødder. Og så vil himmeriget på Jord begynde.

Men Jesus tøver med at lytte til Judas’ råd. For tvivlen nager ham. Er han virkelig den mand? Måske kommer han til kort? Er det virkelig hvad hans far i himlen har tænkt?

Judas helmer ikke: ”Du er den mand” siger han. ”Du er frelseren, Guds Søn. Du er Gud. Det er dit himmelske opdrag. Den dag du bliver korsfæstet og stiger ned fra korset, bliver hele verden frelst.”

Judas Iskariot påtager sig at organisere hele korsfæstelsen og lave de nødvendige aftaler med romerne og det jødiske præsteskab. Han tror på sit projekt, på den guddommelige mening i det. Selv da Jesus kæmper med døden under de forfærdeligste pinsler på korset, mens blodet flyder fra hans sår og fluerne sværmer omkring dem, holder han ikke et øjeblik op med at tro. Han tænker: Nu er det lige før. Nu rejser den korsfæstede Gud sig, river naglerne løs og stiger ned fra korset og siger til hele folket: Elsk hinanden.

Alt imens Jesus selv tvivler til det sidste. Ligesom han gjorde i Getsemane have: ”Hvis du vil, så tag denne kalk fra mig” bad han i haven. Og nu hjemsøger tvivlen ham på korset. Folket råber: ”Frels dig selv, hvis du kan og stig ned”. Men han har ingen kræfter og mærker kun smerten og dør med citatet fra Salmernes Bog: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” som sine sidste ord.

Først da indser Judas, at han egenhændigt har forvoldt denne mands død. En mand han elskede og ærede over alt – det var hans Gud. Nu er der ikke noget at leve for og tro på – og han går derfra og hænger sig.

Alle de andre disciple er da flygtet over hals og hoved. Judas er altså den eneste sande troende ind til langfredag nat. Så indser han at alt er tabt. Mens disciplene, de troløse, først forstår at Judas havde ret: Jesus var Guds søn, deres frelser, da de møder ham som den opstandne påskedag.

Således Amos Oz.

Hvad er det at være en forræder? Det er måske at tro, men alligevel satse på det forkerte. Det er måske et menneske hvis tid er forbi, og hvis rolle er udspillet, og nu er det de andre som fortæller historien? Eller vi kommer i situationer hvor vi må vælge – og den forsmåede elsker, familien, måske børnene vil altid udlægge det som et svigt, ja som et forræderi.

…..

Men der sidder de så omkring bordet for allersidste gang. Alle forræderne. Jesus ved hvem de er. De er troende og troløse på samme tid. De har det alle i sig. Men de er hans venner, og han giver dem alt.

Han giver dem sig selv. Han bryder brødet, sådan som hans legeme skal martres og brydes itu, og han rækker dem i hvert stykke brød al den kærlighed han går i døden med. Og han giver dem bægeret med vin, med pagtens blod, der skal strømme som nyt, befriende evigt liv imellem dem og ham.

Det er et helligt øjeblik - hvor død bliver til liv, hvor den ensomme stadig er en ven, hvor forræderen er den elskede, og den troløse overdrages alt. Det er sådan nadveren er. Den sidste nadver vi ihukommer, og nadveren som vi i aften og om søndagen er deltagere i.

Her udstødes det onde ikke, for at give plads for et fællesskab af rene og fromme troende mennesker. Her er der ingen skillelinje mellem de som er tro og udholdende, og de som er utro og svigagtige. Her er alt det onde indoptaget i Guds godhed.

I fortællingens logik kunne både Peter og Judas og alle de andre disciple være skubbet ud til fordel for de sande tilhængere som Jesus muligvis et andet sted ville kunne finde. Men det sker ikke, og det er det det hele drejer sig om.

Ingen bedømmes eller sættes på prøve for at bevise sit værd. Men enhver som tager imod har fællesskab med Kristus. Ja nadveren er i sidste ende et udtryk for hvordan Gud i ham forsoner hele den gudløse verden med sig og giver sig selv hen til den.

Gud kender os. Og giver os i Kristus sig selv i al sin kærligheds rigdom, for at vi som hans elskede kan leve sammen og vokse i den.

Amen.

Salmer: 455 - 456 // 466 180 217

Erik Høegh-Andersen

Del dette: