Du er her: 

Tro er at tage vare på livet

Prædiken til Maria bebudelse, Trinitatis kirke 2019

Tro er at tage vare på livet

Beretningen om Marias bebudelse er en vidunderlig, gribende fortælling om en ganske ung pige som opdager at hun skal have et barn. Selvfølgelig bliver hun ude af sig. Selvfølgelig kan hun slet ikke overskue hvad det fører med sig. Josef – hendes forlovede - hvad vil han ikke tænke? Hun ved at hun vil blive udsat for social mistænkeliggørelse og skam. Og at hendes barn vil blive regnet som uægte – ja i Mattæusevangeliets fortælling overvejer Josef faktisk at lade sig skille fra hende, eftersom de ikke har været sammen. Men da englen har talt færdig og fortalt at hendes søn skal være konge i et rige uden ende, svarer hun alligevel: ”Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!”

Hun siger altså ja. Det mest opbyggelige og livsbekræftende ja man kan tænke sig. Som det altid er når man som forældre opdager at man skal have et barn, og man ved at sådan skal det være. Det kan være det ikke lige kommer på det tidspunkt man havde planlagt. Det kan være der er meget man så må sætte til side. Det kan føre en masse besvær og omkostninger med sig. Ja det kan forandre livet fundamentalt. Men der er alligevel intet så opbyggeligt som at sige ja til nyt liv, ja til tage den opgave på sig at få et barn.

Derfor er fortællingen om Gabriel og Maria så enkel, vidunderlig, livsbekræftende. Maria siger ja. Hun tager imod det nye liv. Hun giver sig hen til det. Hun ved at her der noget hun skal tage vare på - selv om det er uoverskueligt, og det bliver svært.

Marias ja er derfor også, siger Martin Luther, det fornemste udtryk for tro.

Tro er ikke blindt at overgive sig til et eller andet svært eller overnaturligt vi ikke kan forstå.

Tro er at tage imod livet som en betroet gave, en hellig gave, og så leve det, give sig hen til det i tillid til at Gud vil os det bedste, selv om det er usikkert, og vi slet ikke ved hvordan det går.

Så menneskeligt, så enkelt og så konkret, men også så opløftende er det at tro. Maria har aner nok at det her bliver mere end hun kan magte, men hun bryder alligevel ud i en sang hvor hun sitrende af fryd siger tak til Gud (Nemlig i den såkaldte Marias lovsang som vi dog ikke har hørt i dag).

I troen er der altså både en tyngde og en lethed, et ansvar og en gave, alvor og fryd. Ligesom når man opdager at man skal være forældre – så får livet virkelig en tyngde det ikke før har haft. Men en tyngde, et besvær, vi er mere end lykkelige over at kunne tage på os.

Og at sige ja fuldt ud, stille sig til rådighed for det liv som kommer, det er at tro.

Sådan kan man høre fortællingen om Marias bebudelse. Men det kan også være at der er nogen som nu sidder og tænker: ja det er meget godt, men hvorfor skal vi også høre om at hun jomfru. Hvorfor skal man provokeres af sådan noget fornuftsstridigt vås. En jomfru kan naturligvis ikke være gravid og føde et barn. Og så bekender vi endda i trosbekendelsen, ”undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria”.

Her kunne jeg naturligvis og har også flere gange holdt en prædiken om hvad evangelisten Lukas ville have frem når han fortalte at Josef ikke var far til barnet, og satte ham ud på sidelinjen. Det var kort sagt for at gøre plads til Gud. For at vise at i Jesus der fødes fuldt og helt som menneske, er det Gud selv vi ser. Det kan der siges meget om – jomfrufødslen er f.eks. slet ikke med i Markusevangeliet og i Johannesevangeliet. De forklarer det afgørende i kristendommen, at i Jesus er det Guds selv, er det hele tilværelsens hemmelighed, vi ser – på helt andre måder.

Men det er kendetegnende for mange af de bibelske beretninger at man enten kan høre dem ligetil, så opløftende og gribende de er, som et udtryk for tro, for det ufattelige liv, eller også kan man stirre sig blind på at der noget som overgår vores fatteevne og forstand. Noget som provokerer os, og som ofte forhindrer i at høre hvad budskabet er.

Sådan var det også i søndags. Hvor vi hørte den vidunderlige beretning om bespisningen i ørkenen. En fortælling om hvordan det liv som deles, kan vokse fra det mindste til det største. Sådan at frem brød og to fisk viser sig at kunne mætte 5000 mænd foruden kvinder og børn. Man kan høre det som en begejstret fortælling om en uforglemmelig dag, om at så overrumplende, underfuldt kan vores liv være. Selv i ørkenen kan der vise sig at være overskud af liv.

Men man kan også hage sig fast i det urealistiske forhold mellem antallet af brød og antallet af mennesker og tænke: lad mig blive fri, det her overgår enhver sund og besindig forstand.

Og når vi når frem til påske, bliver det bare værre. For hvordan skal vi over hovedet kunne acceptere at en død mand bliver levende igen? Her er vi da virkelig ude på et overdrev. Og er det det kristendommen handler om? At vi skal tro på trods af al fornuft? Eller tro en masse svært forståelige dogmer om den ubesmittede fødsel eller at Kristus har taget vores skyld på sig og overvundet døden?

Man kommer for mig at se ikke uden om at der er overleveret en uudtømmelig og uopgivelig visdom i dogmerne. En visdom man kan grave dybere og dybere i, og som vil kunne udvide horisonten og sætte vores altid tidsbundne bevidsthed i perspektiv.

Men samtidig vil jeg alligevel sige at kristendom, tro og påske i første omgang handler om noget langt mere livsnært og elementært.

I Martin A. Hansens fortælling Påskeklokken er der en scene som på en meget fin måde viser hvordan.

Det er påske og den gravide Gitte sidder inde i kirken. Hun har aldrig forstået hvad opstandelse og påske betyder, og hun er i det hele taget i tvivl om mangt og meget. Hun er i tvivl om, hvem hun selv er, om hun elsker sin mand, om hun tror på Gud. Det hænger ikke sammen med hendes sunde skepsis, og hun forstår ikke at folk kan tro på det mærkelige budskab. Opstandelse! De får jo aldrig noget bevis. Kun mærkelige og forunderlige historier.

Præstens ord har altid forekommet hende fjerne. Som tomme nøddeskaller. Eller måske har hun bare været bange for dem! Men det er påske og der læses om påskemorgen, om hvordan nogle kvinder tidligt om morgenen går ud til graven for at salve den døde og ære ham, fordi de ikke kan lade være med at elske.

Jesus - død og opstået for vores skyld! Hvordan tro på sådan noget? Men denne påske hører hun noget nyt, noget som berører hende. Der står:

Det var ikke tænkerne og grublerne, der var de første, som gik ud til graven påskemorgen, siger han deroppe, altså præsten, nej det var tre kvinder, som ikke kunne få fred, som ikke kunne sove om natten, fordi der lå en og trængte til dem. En død, som trængte til dem – sådan som en død trænger til at nænsomme hænder smykker det af ham, som i grunden ikke er noget værd mere. En død, som de ville gøre en sidste lille tjeneste, et hverv, som alle hans venner fandt så lille, at de ikke ulejligede sig med derud. Da fik kvinderne alt at se. De kom med lyset.

Det forstår hun, inderligere end bare med forstanden. At det er i det små hun skal finde noget, være noget. Hun skal ikke gruble sig til miraklet, men være noget i det små, i det nærmeste. For da kan det ske. Da kommer det! Og opstandelse gælder jo mere end de døde. Det gælder også levende, tænker hun. Det sker! Lad det ske for mig!

Og i det samme mærker hun barnet, og hun tænker: Du er da også en opstandelse! Du var ikke til, men pludselig begyndte du at puffe mig!

Hun ånder glad og lettet op. For den smule hun nu forstår, er at det er virkeligt. Opstandelse, påske, det er ikke bare eventyr og ord, men virkeligt som barnet i hende.

Og det går op for hende at tro det er ikke noget meget svært. Det er noget meget enkelt.

Det er at tage vare på livet. Det er at stå med sine hænder og være betroet kostbart, helligt liv.

Det er at vide sig kaldet, vide at nogen grundlæggende har brug for én.

Det er at elske livet og blive ved med at elske, selv dér hvor det er svært, og hvor det er slidsomt.

Som en mor der sidder med sit grædende barn.

Eller som nogle kvinder, der ikke kunne lade være med at gå ud til en grav påskemorgen, fordi de blev ved med at elske ham. De kunne ikke forklare hvorfor de gik. De kunne bare ikke lade være, benene bevægede sig og deres hjerter var fyldte.

Martin A Hansen har et udtryk han kalder for refleksionssyge. I dag ville vi måske snarere tale om at vi skal redegøre for alt vi gør, og alt vi tror på. Vi skal udstikke handlingsplaner for vores fremtid og kunne definere værdier og mål og fremfor alt fremlægge dokumentation.

Men der jo noget vi hverken kan eller skal redegøre for. Noget vi bare får en distance til hvis vi pinder det ud i begreber og ord. Ja det meste der er virkelig vigtigt, kan ikke forklares, men må leves og rummes. Nogen gange forstår vi det, men vi har aldrig den fulde forklaring. Så ophører ting med at være levende og bevægelige.

Sådan som det er med følelsen af dyb sammenhæng, med erfaringen af noget bevægende og stort, af poesi, af musik, kærlighed, af tilværelsens smukkeste sider.

Vi ikke skal stå til regnskab for livet, men vi skal hengive os til det, og når der kaldes på os, sige: Ja, lad det ske! Lad det ske mig efter dit ord!

Sådan som Maria gav sig hen til det nye overvældende, men betroede liv, englen kaldte hende til.

Og sådan som Gitte påskemorgen med de samme ord gav sig hen til det allernæreste, til barnet i hendes indre, den lille ny opstandelse som puffede til hende.

Og sådan som kvinderne den første påske af kærlighed gik ud til den døde, og deres verden voksede sig større end de nogen sinde havde troet og tænkt.

Kristentro er ikke at søge et særligt rum uden for tiden. Og det er heller ikke, ikke i første omgang, at gruble sig til svære, dybsindige sager. Det er det modsatte. Det er helt enkelt. Det er at tage det liv alvorligt der kalder på os, hvor vi må bruge vores nænsomme og stærke hænder. Det er så slidsomt og lykkeligt som det er at tage sig af sit barn. Amen

Salmer: 747 448 71 // 69 59 v.2 201

Erik Høegh-Andersen

Del dette: