Du er her: 

Afkroge er ikke hvad de har været - eller - Sæt øjeblikket ikke er tidens atom, men evighedens atom

Prædiken til midfaste søndag, Trinitatis kirke 2019.

 

 

Jeg vil begynde med at læse et lille digt af Benny Andersen. Det hedder: Afkroge er ikke hvad de har været.

Man leder efter et ord
og finder et sprog
Man kysser en mund
og bliver gift med et folk
Man graver i haven
og støder på en planet
Man ser forundret op
og man er forår

Det er et vidunderligt digt - synes jeg. Om at man kan gøre den mindste lille ting, og så er man allerede på vej ind i noget som er meget stort.

Man leder efter ord, man prøver sig frem med den ene formulering efter den anden, det ene orde tager det andet, man fortaber sig i ordene og er allerede langt inde i et sprog.

Man kysser en mund – det kan jo føre det mest utrolige med sig som man aldrig havde drømt om. Som Benny Andersen selv der blev gift ikke bare med Rosalina som kom fra Barbados, men blev forført ind i hele den vidunderlige verden hun kom fra. Et kys og man har involveret sig i noget som aldrig hører op.

Man graver i haven
og støder på en planet
Man ser forundret op
og man er forår

Så lidt skal der til, den lyse himmel, den friske luft, forårssolen som varmer min vinterfrosne krop, et fugletræk, jeg ser forundret op, og hele foråret sidder i mig. Det synger i mig. Som nyt endeløst liv.

Sådan er det med alt det største i livet, det har bare en lille bitte indgang - hvor du tager imod og giver noget af dig selv.

Og det kan i virkeligheden være hvor som helst. Om du så bare graver i din have eller ser op på den lyse himmel eller sidder sammen med et menneske du måske, måske ikke, kender endnu.

Så er der også i den afkrog hvor du er, en lille port ind til det allerstørste, til selve livet, det uudtømmelige liv som altid er større end vi aner og forstår.

De befandt sådan set også i noget af en afkrog af landet alle de mennesker som havde samlet sig omkring Jesus, ude bjergegnene ved Tiberiassøen.

De mange mennesker havde fulgt efter ham i flere dage, og nu var de så havnet uden for al beboelse og civilisation. Og havde intet at spise. Jo der var en dreng som havde to fisk og fem brød, men hvad forslog det? Men så var det Jesus fik hele skaren til at sætte sig ned, og han tog brødene, takkede og begyndte at dele ud til alle dem der var. De fik så meget de ville have. Og det mærkelige var at der var mere end nok til dem alle. Og da de til sidst samlede resterne sammen, blev det til hele 12 kurve som var fulde brød. Så lidt havde de. Og så meget blev det til. Det har været en uforglemmelig dag.

Alle fire evangelister har fortalt om den dag. Som et under der virkelig har fundet sted. Men selv om vi måske vil sige, at det her er denne rene fiktion eller et udslag af fantasteri, så er det alligevel ikke et under så enkeltstående og overnaturligt at det ikke lader sig forbinde med vores liv i øvrigt.

Tværtimod underet i ørkenen viser hvor forunderligt vores liv er når Gud er i det. Selve livet. Hele livet. Bespisningen i ørkenen viser at dér hvor vi mindst venter det, giver Gud os noget i hænde, vi slet ikke er i stand til at spise op og blive færdige med. Ja dér hvor vi bare åbner os en smule, der sker det at livet åbner sig for os og giver os adgang til noget uforklarligt og stort.

Man ser forundret op, og man er forår.

Man graver i jorden og støder på en planet.

Man tager imod lidt brød og giver noget videre, og man er med i et måltid hvor der er endnu mere liv, endnu mere at leve af, end de to fisk og de fem brød den lille dreng stod med til at begynde med. Der er fællesskab og munterhed, glæde og omsorg, håb og tro, et ukueligt og uudtømmeligt liv.

For det handler naturligvis ikke kun om brød. Det handler om selve livet. Om livets brød. Om alt det som vokser når vi giver af os selv og deler og bruger løs.

Alt det vi vel at mærke aldrig bare kan stå med for os selv. Det lever kun, det vokser kun, når vi i øjeblikket lader os gribe og giver slip og giver os hen.

William Blake beskriver det så fint i et digt om glæden:

”Den der binder en glæde til sig selv,
ødelægger dens vingede liv,
men den der kysser glæden, mens den flyver,
lever i evighedens solopgang.”

Så du skal lade dig gribe, flyve med, så er du med i noget som er uden ende, så lever du i evighedens solopgang. Men gør du det til dit eget projekt, vil du afskærme glæden og sikre den for dig selv, passe på den, så skrumper den og mister sit vingede liv.

Det vidste evangelisterne som skrev om bespisningsunderet i ørkenen. For bag ved deres fortælling ligger nemlig beretningen om mannaunderet under ørkenvandringen - som den læsning vi hørte til at begynde med, fra 5. Mosebog, også refererer til.

I husker måske fortællingen. Konfirmanderne har fået den fortalt. Israelitterne vandrede med Moses som anfører gennem ørkenen på vej mod det forjættede land. De syntes vejen var endeløs, og at de var endt i en blindgyde. Dag efter dag, det samme og det samme - til sidst havde de heller ingen mad. Hvorfor var de ikke bare blevet i Ægypten. Der fik de trods alt rigeligt at spise hver eneste dag? Vreden mod Moses ulmede.

Men så en morgen så de at det om natten havde dugget voldsomt, og da duggen dampede bort, var ørkenen dækket af en glimtende, finkornet masse der lignede rim. Hvad er det? spurgte folk.

Hvad er det? Det hedder på hebræisk manna. Så det kom rimen til at hedde. De opdagede at det var spiseligt, og Gud gav israelitterne besked på at samle så meget de kunne spise på en dag, og så spise det som brød. Himmelbrød, manna!

Men kunne de nu være sikre på at Gud også ville sørge for dem i morgen - og den næste dag? Der var jo meget mere end de kunne spise. Nogle af israelitterne gik derfor ud med krukker og gryder og samlede al den manna ind de havde plads til. Så ville de i lang tid have mad nok til sig selv. Troede de. For mannaen viste sig at være meget lidt holdbar, den blev harsk og fordærvedes fra den ene dag til den anden.

Og sådan lærte israelitterne at Guds gaver, alt det vi virkelig lever af, det må vi bruge løs af fra dag til dag. Men det kan ikke gemmes hen eller gemmes til os selv. Hver dag er der mere end nok. Men det er i dag det er der.

Vi hører derfor heller ikke i evangelistens fortælling om bespisningsunderet i ørkenen at de tog de tolv kurve brød med sig og gemte dem. For det er et overskud, en himmelsk gavmildhed som hører denne dag til. Det er i dag du lever i evighedens solopgang, du kan ikke tage det med dig og holde det for dig selv.

Sådan er det enkelte øjeblik, dagen i dag, vores port ind til det evige, ind til det liv vi ikke kan spise op og blive færdige med. Vi kan aldrig besidde det liv, gøre det til vores eget. Men vi kan kysse glæden i det flygtige øjeblik, vi kan dele brød, dele liv, give os selv, lad os gribe af øjeblikket, og så sker det at porten åbnes indtil det uendelige, indtil selve livet, i det liv, som sekund for sekund bliver til og forgår.

Søren Kierkegaard siger et sted: Sæt øjeblikket ikke er tidens atom, men evighedens atom.

Et øjeblik forsvinder før vi ved af det. Og vi kan så at sige stå uden for os selv og se vores liv ude fra og tælle sekunderne, timerne, dagene. Og vi planlægger og tænker på hvad vi skal nå at opleve i dag og engang.

Men hvert øjeblik vi bider på og lader os gribe af det liv vi står i, når vi undres over det vi ser, og glemmer os selv for hinanden, så er vi med i et liv der er evighed i. Hvert øjeblik kalder det evige, det uudtømmelige i livet på os, på vores undren, medleven, engagement, kærlighed, glæde, appetit.

Og her er det i princippet ikke afgørende om vi sidder ved et måltid som det der fandt sted i ørkenen engang, eller vi sidder med hinanden her. Tager du imod, giver du dig selv, spiser du løs ikke bare af brød, men af alt det der opstår imellem os, så er der mere liv når vi rejser os, end da vi til at begynde med satte os ned.

Ja det er heller ikke det afgørende om vi ser op, mod den lyse himmel, eller vi ser ned, for finde anemonerne som lige nu er ved at pible frem, det afgørende er at vi lader os forstyrre og bevæge, så vi glemmer os selv for det liv, som altid er større end vi rigtig forstår.

Benny Andersen kaldte sit lille digt for ”Afkroge er ikke hvad de har været”. Det er netop hvad det kristne evangelium påstår. Afkroge er ikke hvad de har været. For Gud er i dit liv, Kristus er med sin opstandelses kraft i vores liv, som kærlighed, tilgivelse, nærvær, som brød der nærer vores sjæl.

Det betones i fortællingen at påsken er nær. Den peger frem imod påsken, hvor Jesus forlader sit jordiske sted for at leve i alt. Og møde os dér hvor vi aldrig havde regnet at få del i al hans fylde, livets brød.

Ingen afkrog er fra da mere et gudsforladt sted. Hvor du end er, så står du ved evighedens port. Dér hvor Kristus er, og livet åbner sig for dig, uendeligt, generøst, med fylde og kraft fra Gud. Amen.

Salmer: 15 450 662 // Du mætter folk i tusindtal (Johs. Johansen) 388 31

Erik Høegh-Andersen

Del dette: