Du er her: 

Arvesyndslæren – et frihedsbrev

Prædiken til 2. søndag i fasten, Trinitatis Kirke 2019

Vi har som ofte ved højmessen været vidne til at et lille barn blev døbt. Emil som nu har et helt liv foran sig. Et liv som vi jo ikke hvad kommer til at rumme, men vi har den forhåbning at han kommer til at erfare alt det vidunderlige som hører et menneskeliv til: glæden, kærligheden, friheden, også glæden ved at kæmpe med livet, arbejde for noget, også kærligheden som fremkalder tårer og gør ondt, også den frihed det er at være forbundet med andre, den frihed det er at høre til.

Det er meget at sige om et liv som begynder. Men det der faktisk bliver sagt i dåbsritualet, er måske ikke, når vi lige hører det, så opløftende endda. I hvert fald er det faldet flere kirkelige debattører for brystet at det første der bliver sagt til barnet, er at det er en synder. Eller rettere i dåben får barnet syndernes forladelse.

Sikken et middelalderligt menneskesyn, har nogen sagt. Som om vi ikke er kommet videre. Vi der i dag hans sans for potentialerne, mulighederne, alt det et menneske kan. Hvordan kan vi som udgangspunkt betragte et lille forudsætningsløst barn, som må bæres op til døbefonten, som en synder?

Det kan vi fordi synd ikke først og fremmest handler om det vi gør, men om det vi er. Vi er syndere. Synd er i første omgang ikke det vi ind mellem åbenlyst ødelægger og forårsager af ondt. Synd er ikke det vi ellers uskyldige til tider gør forkert. Synd er ikke en fejl i en menneskelige konstruktion. Men hører til det at være menneske. Derfor har man fra gammel tid også talt om arvesynd. Altså en synd som er der før end os, og som er til stede i ethvert menneskes liv.

Jamen, er det ikke med til at holde mennesker nede, er det ikke bare det værste ved kristendommen, vil nogen sikkert tænke og sige? Pådutter vi ikke mennesker en glædesløs og skamfuld livsfornemmelse uden stolthed og livsmod og tro?

Nej, tværtimod. At blive kaldt en synder, det er for mig at se en aflastning, en befrielse. Det er at få lov til at være menneske, sådan som vi mennesker nu er.

Vi er jo ikke perfekte og skal heller ikke være det. Vi er skabt til godhed, skabt i Guds billede, men samtidig har vi på en gådefuld måde andel i det onde. Arvesyndslæren egentlige pointe er at det onde er uforklarligt, og hvis vi forsøger at forklare det, ”det skyldes biologiske eller sociale omstændigheder”, så er det dybest et forsøg på at bortforklare det.

Det onde findes på alle niveauer. Strukturelt i den måde vi organiserer vores samfund på og i den enkeltes liv.

Og det er ikke kun et spørgsmål om en moral vi kan tillære os eller ikke lære. Det onde er større end os og bemægtiger sig os, samtidig med at vi selv er ansvarlige for det. Så mennesket er, siger Søren Kierkegaard, ”i splid med sig selv”. Vi har ikke en direkte adgang til det rene, kærlige og uforfalskede liv.

Men alligevel: Hvorfor er det vigtigt at holde fast i at mennesket fundamentalt set er en synder? Fordi alt andet ville være at bilde mennesker noget ind. Det ville være udtryk for et urealistisk menneskesyn. Hvis ikke vi har dobbeltheden med os, at vi er skabt til godhed, men på gådefuld vis er vi også onde, så ender vi med et menneskesyn, der fordrer at vi skal være gode og kun gode. Enhver fejl, enhver lille grøn misundelse, enhver spids nedgørelse af et andet menneske, ethvert hovent ord, enhver ondsindet sladder, ville så desavouere os som mennesker. Det ville stille et krav til os om at være perfekte, 12-talsmennesker, engle, et krav, som vi selvfølgelig ikke kan og ikke skal leve op til. Det ville tynge os til jorden med perfektionens tunge åg. Det ville betyde, at vi hver dag skulle vågne på til en bevidsthed om at være i underskud. Aldrig være gode nok.

Og derfor er arvesyndslæren – sådan har en af mine kolleger (Kirsten Jørgensen) formuleret det – ”et frihedsbrev, som giver os lov til bare at være mennesker”, ja, siger hun, ”arvesyndslæren er barmhjertighed i metermål”.

Men hvad betyder det så, at vi i dåben har fået skænket syndernes forladelse? Det betyder at Gud tager os til sit hjerte med alt hvad vi er - det lille barn, den gamle der ser tilbage på sit liv, alle os der bakser med at være mennesker. Gud drager omsorg for hver af os, uanset hvilke moralske anstrengelser vi har gjort os.

Gud forventer selvfølgelig noget af os, vi skal gøre os umage – for livets skyld, for vores egen og først og fremmest for vores næstes skyld. Men ordene i dåben betyder, at hans accept ikke måles på hvor god du er.

Syndernes forladelse – det er at du er befriet fra at være en del af den store regnemaskine, der gør menneskets værdi op efter fortjeneste og måler det på godhedsbarometret. Dåben er er at du bliver befriet fra at skulle være en engel og får lov til at være et menneske. (Kirsten Jørgensen)

Men: Syndernes forladelse, det Gud gør i dåben, er sandelig også mere end det. Gud er ikke bare en velmenende og rummelig bedstefar i det fjerne, som siger: det er OK med jer.

For dåben er også et tilsagn om at Gud vil følge dig og være hos dig, uanset hvor du befinder dig og hvad du har gang i og hvor uanseligt du måtte synes dit lille liv er.

Klarest udtryk med Jesu ord: ”Se jeg er med jer alle dage ind til verdens ende”.

Og for hvert skridt Gud følger os, sker der en forandring, en bevægelse i Gud. Hans holdning er ikke bare: Jeg elsker dem, menneskene, men lad dem nu være. Men: jeg elsker dem, jeg sætter mit liv ind på lære dem at kende og være hos hver eneste af dem. Sådan som Jesus gik i døden for os for at være hos os til evig tid.

Denne store, altafgørende fortælling om Gud, som har bevæget sig fra sit himmelske skjul ned til os, i Jesus, og ind i alle menneskelivets mørke krinkelkroge, ind i angst og fortræd, ind i menneskers ensomhed og fortvivlelse, ja til sidst ind i døden, -

denne fortælling har vi hørt en lille del af i dag, hvor der sandelig også sker noget i Jesus og i Gud.

Jesus befinder sig sammen med disciplene i et grænseland, i områderne ved Tyrus og Sidon, hvor hedningerne, kana’anæerne, holder til. Han har altså bevæget sig uden for det kendte område hvor jøderne bor, da han møder en hedensk kvinde som trænger sig ind på ham og beder om hjælp til sin syge datter.

Men Jesus og disciplene afviser hende. Hun hører jo ikke ind under deres gebet. En hedningekvinde der bruger ord som ”Herre” og ”Davids Søn” – det har været nedværdigende, pinligt, anmassende at gøre som hun.

Men det får hende alligevel ikke til at give op. Som om hun ingen stolthed har i livet, kaster hun sig ned for Jesus og beder om hjælp.

Og da Jesus begynder at tale om, at det ikke er smukt at tage brødet fra børnene, altså Israels børn, og give det til de små hunde, de hedenske kanaanæere, så fanger hun ham i hans egne ord.

For de små hunde, som jøderne dengang så smagfuldt benævnte de fremmede - de små beskidte hunde, jeg ved nok jeg hører til dem, siger hun, men så kan jeg vel også æde af de smuler, der falder ned fra deres Herres bord.

Hun griber hans svar, hun klamrer sig til det håb der trods alt ligger i det nedsættende udtryk om de små hunde, hundene som vi trods alt ikke kan finde på at nægte de krummer som ellers skal fejes bort. Hendes vilje har haget sig fast i hans, og han kan ikke vriste sig fri igen.

Og man må formode, at i det øjeblik har deres blikke mødtes. Man må gå ud fra, at det øjeblik ved de, at det her kan ingen af dem negligere og slippe ud af igen. Grænsen mellem dem er brudt. Og Jesus lader det ske, som hun vil - og kalder hendes insisteren, hendes vilje for tro.

Det er bestemt ikke bare spilfægteri det der sker. Det er ikke bare en samtale på skrømt. Sådan har man ganske vist udlagt dialogen mellem Jesus og den kana’anæiske kvinde. Man har sagt at Jesus svarede henholdende og afvisende for at udfordre kvinden – for at sætte hendes tro og udholdenhed på prøve. Men det er ikke overlagt guddommelig pædagogik som ligger bag deres samtale.

Det er alvor for dem begge. Det er en kamp imellem viljer. Og Jesus bliver så berørt af kvinden at han lader sig forandre. Fra nu af er der ingen grænser, fra nu af er opgaven uendelig, han er ikke mere bare sendebud for de fortabte i Israel. Nu er han Guds Søn for hvert eneste menneske som brug for Gud.

Fastetiden – fra Jesu dåb, fastelavns søndag, indtil opstandelsen, påskedag, er således en lang beretning om at Gud igennem Jesus viser at være hvor han ikke har været før.

3. søndag i fasten, på søndag, drager Jesus Gud med ind i dæmonernes land. Heller ikke dér kan vi nu siges at være uden Gud.

Og endelig til sidst og altafgørende overgiver Jesus sig natten til langfredag til sine bødler og går ind i døden i tillid til at Gud også vil være dér. Han tager på sig at være den han blev udset til i dåben, til ind til det sidste at være Guds udvalgte. Gud for os, den som følger os alle dage ind til verdens ende. I hans kærlighed vil vi aldrig være prisgivet det onde, som huserer omkring os og i os selv.

Man siger at Gud for evigt er den samme, mens menneskene med tiden forandrer sig og udvikler sig – underforstået til det bedre. Jeg mener det – med udgangspunkt i dåben og de bibelske beretninger - forholder sig omvendt.

Dåbens Gud, Gud i Kristus, er i allerhøjeste grad en gud som bevæger sig. Ikke en statisk, i sig selv hvilende mægtig himmelgud, der betragter sine skabninger på afstand. Gud er kærlighed, det står fast, men en kærlighed som helt ind i døden giver sig selv, og aldrig accepterer en grænse eller forhindring der skiller os, skiller den elskede, fra Gud.

Alt imens vi mennesker bakser med livet som vi altid har gjort. Alt imens vi ligger i det onde, afmægtige, utilstrækkelige, forfængelige, selvoptagede som vi også er. Vi er skabt i Guds billede, skabt til godhed, men har samtidig en gådefuld andel i tilværelsens ondskab og destruktion. Sådan er det at være menneske. Selv om vi er nok så oplyste og reflekterede, slipper vi ikke ud af det.

Vores håb og redning er at vi er elskede som dem vi er. Ja Gud er hos os og er virksom i os, os selv til trods. Hans kærlighed viser os veje til livet vi ikke selv kan se.

Og vi behøver ikke at stille os an og vise den pæne side frem. Vi kan som den kana’anæiske anråbe Gud og bede ud af vores nød. I tillid til at Gud kender os – endda dybere og bedre end vi kender os selv.

Prædikenen er inspireret af og har hentet citater fra en prædiken til Fastelavns søndag af provst Kirsten Jørgensen

Erik Høegh-Andersen

Salmer: 750 410 448 // 158 52 201

 

 

Del dette: