Du er her: 

Se, vi går op til Jerusalem. Hvilken betydning har Jesu lidelse og død?

Prædiken til fastelavns søndag, Trinitatis Kirke 2019

Kantategudstjeneste: Opførelse af Herr Jesu Christ, wahr Mensch und Gott (BWV 127,1), Jesus nahm zu sich die Zwölfe (BWV 22) og Du wahrer Gott und Davids Sohn (BWV 23, 3-4)

Prædiketekst: Luk. 18,31-34

Salmer: 172 192 // 603 671 217 - (lyt til 192, Hil dig, Frelser og Forsoner, her)

 

”Min Jesus, kald på mig, jeg er beredt, jeg vil gå her fra og til Jerusalem til dine lidelser. Det går mig vel, om jeg til min trøst fuldstændig kan forstå, hvor vigtig denne lidelsens og dødens tid er!” Denne bøn, som vi lige har hørt sunget, passer jo eminent til dagen i dag, hvor vi sendes ud på en vandring som følger Jesus på hans sidste lidelsesfyldte vej. Fasten som varer fra i dag og ind til påskedag, det er tiden hvor vi besinder os på Jesu lidelse og død.

Men hvorfor gør vi det? Hvorfor opholder vi os ved lidelsen? Hvorfor ser vi den ikke bare som en tragisk og ulykkelig slutning på et guddommeligt levet liv? Hvorfor ophøjer vi den – som om det er i selve lidelsen vi finder den hemmelighed Gud vil vise os? Meningen med Jesu liv? Hvorfor er Jesu lidelse noget som er godt for os?

Når jeg spørger, og det ikke bare giver sig af sig selv, så er det jo fordi vi lever i en lidelsesforskrækket kultur. Vi sætter pris på det frie og sunde menneskeliv, på at have det rart, og når vi så rammes af sygdom – fysisk eller psykisk – ja så er det noget vi skal kæmpe imod. Vi er i det store og hele enige om at lidelse ikke er noget vi skal opsøge eller dyrke, eller noget som har en mening i sig selv.

Samtidig med at der i denne lidelsesfornægtende kultur ikke desto mindre er mange unge som netop opsøger smerte ved skære i sig selv. 21% af unge i 9. klasse har på et tidspunkt udøvet selvskadende adfærd. Hvorfor? De psykologer som har med det her at gøre, siger at mange unge oplever et kaos af følelser inden i sig, ja en konstant uoverkommelig psykisk smerte, og den smerte kan de koncentrere i noget håndterbart og overskueligt ved at skære i sig selv. Det er skamfuldt at påføre sig sår og ar, men det er en strategi som for en tid, kan få det følelsesmæssige kaos til at forsvinde lidt. Og så er der det at når man oplever smerte og skærer sig i sin arm eller hvor det nu er, så ved man at det her er mig. Det kan man som ungt menneske sagtens komme i tvivl om i en perfektionskultur, hvor man i alle sammenhænge skal være og tage sig ud på ganske bestemte måder. Hvornår er jeg mig? I den fysiske smerte mærker jeg at jeg lever, det er mig som mærker dette her.

Men Jesu lidelse – hvorfor er det den påkalder sig sådan en opmærksomhed, hvorfor ligefrem dvæle i den?

Der har i kirkens historie været i hvert fald to måder at gå til det spørgsmål på. Den ene måde er at forstå Jesu passion med tanken, rationelt, det man har kaldt den skolastiske vej. Den anden måde er at nærme sig lidelsen meditativt, med sine følelser, det man har kaldt den monastiske vej, munkenes vej.

Det rationelle svar på Jesu lidelse og død ville ifølge den kirkelige tradition være: Jesus døde for vores skyld. I hans kærlighedsoffer på korset opvejer han al den synd og fortræd der er i vores liv. Han tager den nødvendige straf på sig. Han går i vores sted og bærer som offerlammet alverdens synd. Det er en tankegang man møder i mange af vores salmer og jo i høj grad i Bachs kantater. Måske en problematisk tankegang - mange vil i dag vil sige at det er udtryk for en fortænkt teologi der ikke rigtig har med os at gøre. Det vender jeg tilbage til.

For i første omgang at pege på den meditative og følelsesmæssige indgang til Jesu lidelse. Som for mig at se er den vigtigste og mest iøjnefaldende her i fastetiden. Vi skal ikke bare iagttage lidelsen, men mærke den i os. Mærke den medfølelse og uforbeholdne kærlighed som strømmer ud af Jesus under den tortur og vold han udsættes for. Hans svar til bødlerne er som bekendt: ”Tilgiv dem, for de ved ikke hvad de gør!” De slår Jesus ihjel, men hans kærlighed og medfølelse forbliver den samme. Vi er altså vidne til en kærlighed som med Paulus’ ord tåler alt, tror alt, håber alt og udholder alt. En kærlighed som aldrig hører op, men som bliver ved at udgå fra korset, fra Gud.

En af de personer som i særlig grad reflekterede over Jesu lidelse som udtryk for en uudslukkelig medfølelse, var filosoffen og teologen Pierre Abélard fra det 12. århundrede. Abelard som var en af sin tids mest lærde mænd, er mest kendt for sin stormende forelskelse i og kærlighed til den unge Heloise. Deres ægteskab endte dybt tragisk, Pierre kom i unåde i pavekirken, og fortvivlet forsøgte han at opbygge en tilværelse som eneboer på landet.

Den tidligere engelske ærkebiskop Rowan Williams fortæller i en lille bog som for nylig er blevet oversat til dansk, om en episode som nu udspiller sig.

Pierre har en dag været ude at fiske sammen med en af sine tidligere studerende. Da hører de forfærdelige skrig der lyder som gråden fra et barn, fra en af de bagvedliggende skove. De styrter i retning af lyden og finder, ikke et barn, men en kanin der er fanget i en fælde og nu er ved at skrige sig til døde i frygtelige smerter. De vrider fælden op, og kaninen ligger roligt med sit hoved i Pierres arm, inden den dør. Pierre føler sig i det øjeblik overvældet af den rædsel og lidelse der går igennem verden: sin egen lidelse, den lidelse han har påført sin hustru Heloise, et uskyldigt dyrs lidelse.

Så er det studenten som hedder Thibault, siger: ”Jeg tror at Gud også er i lidelsen.”

Abélard ser skarpt på ham: ”I lidelsen? Mener du, at den får Ham til at lide på samme måde som vi gør?”

Thibault nikker igen.

- ”Jamen, hvorfor stopper han den så ikke?”

Thibault peger på en stub der står tilbage efter et stort træ som er fældet og siger: ”Den mørke ring dér, årringen, den går op og ned i hele træets længde. Men vi ser den kun, dér hvor den er skåret over. Det er sådan Kristi liv var; det er den lille del af Gud vi så … Vi tænker i vores begrænsning at Gud var dér på korset, men da Kristus døde og opstod, fik smerten en ende.”

Men sådan er det ikke. Gud er i alverdens smerte. Korset er det ene øjeblik hvor vi ser Gud og lidelsen bragt sammen, men i virkeligheden går sammenhængen hele vejen igennem.

Det er jo Thibault, studenten, som på den måde bliver en læremester for Pierre Abélard. Men hvis dette billede er sandt, så betyder det at Gud er tilstede, medlidende, i al den smerte og fortræd som finder sted. Gud er i det liv vi ikke kan finde ud af. I det liv hvor mennesker omkring os – unge og gamle - skammer sig og skjuler sig for ikke at vise deres indre kaos frem. Ligesom Gud er i den grufulde lidelse vi ved om, men faktisk ikke kan holde ud at tænke på.

Jeg så for nogle dage siden filmen Kapernaum, som handler om en dreng der lever på gaden i Beirut i Libanon. Han anklager sine forældre for at have sat ham i verden. Han har i sin opvækst, i familien og på gaden, ikke oplevet andet end vold og fortræd. Han er vidne til hvordan forældrene for at overleve sælger hans 11årige søster, et barn, til en ældre mand hun hader. Forældrene er egentlig ikke onde. De er afstumpede og forsøger bare at overleve selv. Instruktøren har sin i research til filmen opsøgt nogle af de utallige gadebørn i Beirut og spurgt dem om de er glade for at være i live. De fleste sagde nej. Og statistikken siger at 75% af disse børn ikke overlever, og at de i øvrigt ender i fængsler som kriminelle, eller de bliver selv til dem som udøver overgrebene.

Det er næsten ubærligt at tænke på at sådan et helvede findes - i Beirut og jo mange andre steder rundt omkring. Men at fortrænge det vi ved, vil jo på den anden side være en amputering af vores medfølelse, vores menneskelighed.

For mig at se er korset, Jesu lidelse, vores mulighed for ikke bare at overgive os til den magelige kynisme hvor vi har nok i os selv. Her er der et rum for den smerte det er at vide at sådan en lidelse finder sted. Samtidig med at vi kan håbe og tro at Gud er i smerten, Gud er på gaderne i Beirut. Den barmhjertighed vi ser på korset, kan ingen hindre i at nå ud i de yderste egne af det helvede som finder sted på vores jord, og ind i det mørkeste dyb af os selv.

At opholde sig ved Jesu lidelse, mærke den i sig, det er altså også at lade noget gå til grunde. Det er at lade sit gamle magelige, selvtilstrækkelige, ofte lidt lunkne jeg gå under i en medlidende livsfølelse som i Kristus forbinder os med alt hvad der er til.

Det er ikke helt ulig de unge som skærer i sig selv for at nå ind til et sandere jeg, til noget som er virkeligt.

Men i Kristus forbinder vi os med al den lidelse der er – i bevidsthed om at her er den eneste vej til forløsning, til den barmhjertighed som kan gøre tilværelsen ny.

Hvordan det kan ske for storbyens gadebørn, er selvfølgelig hinsides vores fatteevne. Det må vi overlade til Vor Herre.

Men at det kan forandre os og tilføre en ny dybde til vores liv, det må vi have tiltro til.

Ja i smerten vil vi kunne finde en lykke, en fryd, som ikke umiddelbart kommer fra vores liv i denne verden, men inde i lidelsen vokser noget frem, som giver håb om et nyt og andet liv, befriet fra den forstillelse og ligegyldighed og kynisme vi alt for godt kender til.

Symbolsk bliver det jo vist i kunsten ved at der vokser blomster frem af Jesu sår.

Og i musikken finder vi hos Bach utallige eksempler på at glæden vokser frem af smerten – i kantaten vi lige hørte, blev det formuleret sådan: ”Ak korsfæst i mit fordærvede bryst først af alt denne verden og dens lyst, så vil jeg fuldstændig kunne forstå dine ord om lidelsen og drage til Jerusalem med tusinde glæder”.

Og smukkest er det i Johannespassionen hvor der ud af blodet fra tornekronens stik blomstrer – på tysk: himmelschüsselblumen – blomster som åbner låsen ind til himmeriget. På dansk hedder de mere prosaisk kodriver.

Men – inde i smerten, i Jesu hengivelse på korset, er vi forløst fra synd. Vi er ikke mere tynget af vores gamle jeg. Vi lever, ikke uden smerte, men et liv som er himmelsk, nyt, et liv med sandhed og kærlighed i. Hvor jeg var, lever Jesus nu.

Som I måske kan høre, så er vi nu gennem denne meditative, følelsesmæssige indgang til lidelsen endt i en erfaring som de gamle, rationelle teologiske formuleringer lige nøjagtig handler om. Jesus bærer som offerlammet al vores synd. Han har taget den fra os, og åbnet adgangen til et liv som er nyt.

Men hvor de teologiske refleksioner ude fra godt kan opfattes sådan at lidelsen indgår i en guddommelig ligning hvor vi lige akkurat bliver frikendt på stregen, så får vi en helt anden fornemmelse af deres indhold og sandhed, hvis vi åbent og sansende går ind i lidelsen for at mærke i os hvad der er på spil.

Det er det vi blandt andet får mulighed for i musikken, i de tre kantater vi i dag har hørt dele af. Alle de prægnante og måske også lidt voldsomme teologiske formuleringer er med: ”Kristus, du Guds Lam, du som bærer verdens synd, forbarm dig over os!” Ordene og melodien kommer fra en meget gammel hymne – der som en indgangsportal åbnede den smukke korsats vi hørte allerførst i gudstjenesten. Men sammen med hymnen - som var det udstrålinger fra Guds Lam - kunne man høre en pulserende, energisk strømmende musik bevæge sig ud i rummet, ind i vores kroppe, og i princippet ud i hele verden med dens lidelse og synd. Sådan at vi ikke bare ser tilbage på korset, på den lidende Kristus, men vi inddrages, vi mærker den medlidende barmhjertighed i os som ordene om offerlammet der bærer verdens synd, handler om. Og det er en fryd at lytte til.

Og så om lidt skal vi i en koral fra kantate 23 høre den samme melodi og tekst. Men nu har melodien en helt anden sørgmodig og lidelsesfyldt tyngde og klang - som om vi ser tilbage på den procession der langsomt, men ufortrødent bevæger sig mod Jerusalem, mod Jesu lidelse og død. Men så sker noget. Det er som om melodien brister og bliver til strømmende liv, ligesom Jesus brister i sin død på korset og bliver til liv for os. Musikken giver os muligheden for ikke bare at være vidne til noget som skete engang, men noget finder sted og kan erfares i os og i denne verden lige nu.

Lad os høre 4. sats, den afsluttende koral i Bachs kantate 23.

Erik Høegh-Andersen

Del dette: