Du er her: 

Himmelbonden og hvedekornet

Prædiken til seksagesima søndag Trinitatis kirke 2019

Evangelielæsning: Markus 4,1-20

Det er en herlig bonde Jesus fortæller om i lignelsen vi hørte, og som vi inden da sang om i Johannes Johansens salme. Hen over marken går han og strør til alle sider. Ødselt lader han sæden falde over alt. Også selv om marken langt fra hører til de bedste.

Der er steder hvor muldlaget er så tyndt at tørken uvægerligt vil tilintetgøre hvad den hastige spiring har begyndt.

Der er områder som er så tilgroede med tidsler at ingen afgrøde vil kunne bane sig vej op gennem det tætte og kvælende krat.

Og midt hen over marken går der såmænd en tiltrampet sti hvor sæden blot bliver liggende uden at slå rod, til føde for himlens fugle.

Og så er der naturligvis rundt omkring også god og muldet jord.

Men alt det bekymrer ham ikke. Ufortrødent strør han omkring sig. Han ved at der er sæd der går til spilde. Alligevel spreder han sine frø – uden at skele til hvordan jordbunden er.

Hvilken bonde! Her findes ingen betænkelighed, om det nu betaler sig eller ej, ingen kalkuleren eller afmålthed, men en gavmildhed og ødselhed uden lige.

I virkelighedens verden ville sådan bonde jo for længst have måttet dreje nøglen om.

Men som vi i lignelsen ser ham for os, er han et forrygende, et festligt og livsbekræftende syn.

Jesus slutter sin lignelse med at sige: ”Den som har ører at høre med, skal høre”. Og den som hørte efter, ja han kunne altså høre, at som bonden går hen over sin mark og strør omkring sig til alle sider, sådan er Gud. Lige så ødsel, lige så rundhåndet og rig.

Han ved ganske vist at der er meget der går til spilde. Han er på det rene med beskaffenheden af menneskers sind. Han kender til hårdhjertethed og tidselsind og al slags stupiditet. Alligevel spreder han omkring sig af det bedste han har. En rigdom og en gavmildhed uden ende, en bekymringsløshed som ikke er til at forstå, sådan er Gud. Der var sandelig noget at høre efter, når Jesus fortalte.

Men nu er det jo sådan med ører at de for det meste kun hører hvad de vil. Så når vi hører en historie, er det ofte helt forskellige ting vi lægger mærke til. Og nogen har gehør for det uudsagte, for humoren, for det levende, mens andre tager historiens billeder og vendinger alt for bogstaveligt op.

Sådan var det også da Jesus fortalte sin lignelse. Og sådan var det da andre begyndte at fortælle den i stedet for ham, og senere da den blev skrevet ned og læst op igen og igen.

Hvordan blev lignelsen da hørt? Jo den blev hørt sådan at den først og fremmest handlede om menneskers sind. Om jordbunden med tidsler og klippegrund og sten.

Man så for sig - både i og uden for den kristne menighed – alle de mennesker hvori der ikke var grobund for Guds gaver og ord. Man talte sammen om det. Man pegede hinanden og allermest de andre ud. Der var nok at bekymre sig om.

Og en af de bekymrede fandt at det nok var bedre at udlægge lignelsen, så man mere præcist kunne se hvad den handlede om. Udlægningen blev skrevet ned. Markus tog den med i sit evangelium, ja lagde den endda i munden på Jesus selv, - selv om Jesus i øvrigt ikke gav sig af med at udlægge sine lignelser. Og siden har vi måttet høre på den også, hver gang vi i kirken har hørt lignelsen om den ubekymrede sædemand blive læst op.

Lignelsen handler altså om Gud, der ødselt og ufortrødent deler sine gaver ud.

Mens udlægningen handler om os, om beskaffenheden af vores sind.

Lignelsens Gud er uudgrundelig, ikke til at gribe fat om og forstå. Mens det nok er til at begribe hvordan det er fat med os.

Der er dem, sagde man, der er så forhærdede at intet vil bide på dem.

Så er der dem der lader ordet gå ind af det ene øre og ud af det andet igen. Så er der de entusiastiske, dem som nemt lader sig begejstre, men hvor entusiasmen ikke varer ved – dér er muldlaget tyndt. Ordet kan ikke slå rod.

Og så er der dem hvor alle denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk gror frem som et tornet og kvælende krat.

Sådan har udlægningen af Jesu lignelse givet næring til hurtige fordomme og urimelige skel.

Selv om – der er nok ikke mange der i dag bruger denne udlægning af Jesu lignelse til at bedømme og kategorisere sig selv og andre mennesker med. Eftersom de bibelske tekster ikke mere har den autoritet de har haft engang.

Men fordommene kender vi selvfølgelig, og så det at vi først og fremmest har fokus på os selv. Hvilket som bekendt ikke altid er opløftende!

For så kommer vi netop til at se vores liv som en tiltrampet sti, hvor der ikke mere er noget som vil kunne vokse og gro. Eller vi ser alle tidslerne, alt det der forstyrrer og irriterer os, og fylder vores sind, så den gode tanke, den gode vækst slet ikke kan komme til.

Og så tænker vi: Vi må gøre noget. Rense ud i vores liv og anlægge en helt anden kurs. Og vi gør alt for at komme i form, både fysisk og psykisk.

Så vi lægger øllerne og cigaretterne væk, tænker på kalorierne og tager løbeskoene frem, vi udvikler os og læser om sagen og går måske i terapi og finder den bedste udgave af os selv. Altså det her gør vi jo alle - mere eller mindre. Det behøver slet ikke at være dårligt – tværtimod.

Men faren er at vores iscenesatte og kontrollerede liv til sidst tager sig ud som et stort selvhøjtideligt og humorforladt projekt.

Om med humorforladt mener jeg selvfølgelig ikke at det er et spørgsmål om hvor underholdende eller kedeligt det er, eller om antallet af vittigheder, men jeg mener at der er en sans vi har mistet.

En sans for det overraskende, en sans for at tilværelsen har noget at give som slet ikke står i vores magt. En sans for det liv som spirer frem hvor vi aldrig havde troet det muligt.

Eller humoren som en sans for det store i det små, og for at det vi troede var så stort, det vi kæmpede med og stirrede os blinde på som en uflyttelig klippegrund, måske viser at være næsten ingenting.

For mig at se er det netop humoren som springer øjnene, når man efter at have læst udlægningen, vender sig mod Jesu lignelse igen.

Når vi altså løfter blikket fra os selv og ser Gud for os som himmelbonden der bliver ved med at så, og det bekymrer ham egentlig ikke hvordan undergrunden er, og hvor meget der går til spilde af hans sæd.

For der ser vi vores liv som et mulighedsfelt hvor underfulde og uforudsigelige ting til stadighed bliver til. Der ved vi nok at der er klippeblokke vi ikke sådan lige kan få ud af vores liv, men se! om ikke der i sprækker og revner vokser noget frem vi aldrig havde regnet med at se. Ja der står til sidst at de kerner som falder i den gode jord, skal vokse op og blive til 30 og 60 og 100 fold. Hvilket jo er en overdrivelse som overgår enhver menneskelig erfaring og fornuft.

Men det sådan der er i Guds rige, siger lignelsen. Det er ikke et rige der indordner sig efter vores trang til orden og fornuft. Det vender tværtimod op og ned på tingene i vores liv. Og vi trækkes ind i noget som er overraskende og vidunderligt befriende på samme tid. Et rige hvor de første skal blive de sidste, hvor de gamle føler sig som unge, hvor syndere foretrækkes for retfærdige, og gammel fortræd svinder væk, mens fjender bliver set som Guds egne børn. Det er et rige hvor der aldrig bliver spurgt efter om det nytter, men hyrden bliver ved med at lede efter det ene forsvundne får, ligesom sædemanden bliver ved med strø selv om der er klippegrund dér hvor han går.

Der er humoren til forskel mellem sådan et rige og vores selv-iscenesatte liv.

I et jødisk ordsprog hedder det at ”mennesket tænker – men Gud ler!” . Det rammer meget godt hvad der er på spil i evangeliet og lignelserne.

Mennesket tænker – men Gud ler. Man ser mennesket fordybet i sit eget, bekymret over hvad der skal blive ud af vores liv, indfanget i et tankespind det ikke kan gøre sig fri af igen. Alt imens Gud ler. I den guddommelige humor relativeres det vi ikke kan se os ud over og er så optaget af.

Gud ler i Jesu lignelser - ikke ad os, men ler os i møde på sådan en måde at tilværelsen åbner sig, og vi får en tro på det utrolige, på muligheder og liv vi endnu ikke ser.

Det er altså det gudsbillede som præsenteres for os i dag seksagesima søndag – på kanten til fastetiden som begynder næste søndag. Vi ser for os en magtfuld himmelgud som øser og øser af sit uudtømmelige overskud. Van Gogh har malet vidunderlige billeder af denne Gud – en bonde som går med solen i ryggen hen over markerne og strør generøst liv og forår omkring sig på trods af mørke skygger og udgåede træer. Og der er stor musik hvor man ikke bare fornemmer, men nærmest bliver lagt ned af denne Gud. F.eks. i det majestætiske og næsten uendelige præludium i Es-dur af Johann Sebastian Bach som vi skal høre til sidst i dag.

Men man kan jo spørge: Denne gud som ikke vakler, som har al kraften og livet i sig, og som bliver ved med at dele ud af sig selv, er det så også en Gud som faktisk ser os og kender os og er hos når vi slet ikke kan finde ud af vores liv.

Jeg har i min tid som præst hørt adskillige mennesker fortælle om deres generøse og overskudsagtige far som faktisk ikke så og kendte sine børn.

Men det billede ændrer sig fra på søndag. For der hører vi hvordan Jesus begiver sig mod Jerusalem for at tage al den hån og spot og lidelse på sig som vi både kan forårsage og udsættes for i vores liv. Ja Jesus går på Guds vegne i døden for os. Han er noget andet og mere end den generøse sædemand. Han gør sig til et med de korn han strør omkring sig. Han synker med os helt ned i tilværelsens dybeste jordlag. Som hvedekornet giver han sig selv og dør med os, for at vi med ham kan opstå til et liv som er nyt.

Det handler fastetiden og påsken om. Og i dag befinder vi os lige på grænsen. Mellem den vidunderlige himmelbonde og hvedekornet som går til grunde. Mellem Faderens skabende generøsitet og Sønnens hengivelse på korset. Mellem almagt og afmagt. Mellem Gud som giver os livet, og Gud som for at frelse os, giver os sig selv.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var og er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, så nu og i al evighed. Amen.

Salmer: 2 448 154 // 601 476 312

Erik Høegh-Andersen

Del dette: