Du er her: 

Skibet

Prædiken til 4. søndag efter helligtrekonger Trinitatis kirke 2019 Kantategudstjeneste Opførelse af ”Jesus schläft, was soll ich hoffen”

Mens disciplene ramt af angst og fortvivlelse befinder sig i en lille båd ude på den stormfulde sø, sidder vi faktisk også i et skib. Her sidder vi godt og sikkert. Kirkeskibet går ikke sådan lige under. Uden for er vi prisgivet stormene og bølgerne på eksistensens mægtige, frådende hav. Men herinde i troen, i kirken, er vi i sikkerhed, her truer undergangen os ikke.

Skibet som billede på kirken eller den troende menighed har jeg altid haft det lidt vanskeligt med. Se hvor sejrsikkert dette enorme skib knejser afsted! Se hvor solidt disse bygninger står! Som om kirken er garant for sådan en sikkerhed? Som om troen er en platform, hvor tilværelsens bølgegang ikke mærkes og ind i mellem kommer os truende nær?

Så har jeg det langt bedre med den altertavle I ser på arket, malet af Sven Havsteen-Mikkelsen. Altertavlen kan ses på Schæffergården i Gentofte sammen med mange andre af Havsteen-Mikkelsens malerier. Når den ikke befinder sig i en kirke, skyldes det at menighedsrådet som i sin tid bestilte den, alligevel ikke syntes resultatet var tilfredsstillende. Noget med at maleriet ikke så ud til være malet helt færdig, og så nogle sjuskede røde pletter i midten, som skulle forestille at være Jesus.

Jeg synes det på en formidabel måde fremstiller ”Stormen på søen”. Man ser de vældige bølger og de skummende toppe, et uvejr hvor himmel og jord står i ét. Og man ser hvordan sollyset enkelte steder bryder igennem skyernes mørke og slår ud i flammende farver. Det er et overvældende, prægtigt og foruroligende syn. Alting er i bevægelse, og man ved knap nok hvad der er op, og hvad der er ned. Og så midt i billedet skimter man mellem bølgerne båden med Jesus og disciplene ombord.

Det er bestemt ikke et sikkert tilholdssted man ser. Båden kastes hid og did. Man befinder sig virkelig ude på dybet hvor undergangen truer.

Det gør vi også i Bachs kantate. Bach som i sine værker på én gang fører os ind i en forunderlig himmelsk klarhed og ro, men sandelig også lader os mærke at angsten og fortvivlelsen ikke er til at komme uden om. Det kan godt være vi har den forestilling at et kristenmenneske bør kunne stå fast på klippen når tilværelsens storme rusker i os. Men vi kan ikke altid værge os imod de skummende bølger og den stormende flod. Sådan som vi så tydeligt kunne høre det i musikken og sangen i arien ”Die schaümenden Wellen”.

Hvad sker der så derude på dybet? Vi hører i evangeliet og hos Bach Jesu dybe, rolige stemme som betvinger stormene og den indre uro. Men det er jo ikke altid det der sker. Troen kan i undergangen vise som en planke der skyder sig gennem bølgerne og bringer os i havn. Men det kan også være vi synker i frygten og alt i os råber som disciplene: ”Herre, frels os, vi går under!”

Det er virkelig ikke til at sige hvad der sker. Vi ved blot at en dag befinder vi os måske i båden ude på dybet. Og angsten skyller ind over os. Foranlediget af – ja det kan komme af så meget. Frygten for at miste dem vi holder af. Vi rammes af sygdom, og det slår benene væk under os. Vi oplever afstand og ensomhed i forhold til vores nærmeste. Eller vi tror ikke vi kan magte det vi synes vi skal. Vi er bange for miste kontrollen. Bange for at synke i angst. Vi kan ikke orientere os og ved ikke vores levende råd.

Der er mennesker der har været derude som har fortalt om det da de kom i land igen. Fortalt om angsten, tomheden og den vaklende tro. Om at miste alt håb.

Og så alligevel, i sammenbruddet, erfarede de Gud som en uafviselig realitet. Gud som den der griber fat i os når vi synker, og bærer os når vi ikke kan opretholde livet af os selv.

Forfatteren Tage Skou Hansen fortalte engang i et interview om at være ude på dybet. Han havde mistet sin søn, Jens, der var fyrre år.

"Hvordan", spørger han, "kommer man op igen, når man er så frygtelig langt nede? Det kan jo ikke nytte, oplevelsen af intethed, af fortvivlelse, det er jo den, som betinger det hele. Og så alligevel: Gud viser sig netop at være dér, hvor alle sammenhænge braser sammen. Der hvor alting holder op og falder omkuld, der begynder måske noget nyt, og du kommer alligevel videre. Jeg ved ikke hvorfor eller hvordan. Men en dag vågner du op, og så har du om ikke overskud, så alligevel nok, sådan at du kan bestride din dagligdag og være her, trods alt. Det overskud har jeg ikke af mig selv, det at man kan komme op igen og komme til at se igen -.... Jeg troede, jeg var nihilist", siger han til sidst, "nu ved jeg, at det var jeg altså ikke."

Sådan kan der berettes. Om Gud som en virkelighed der bærer, når alt andet er faldet sammen. Sådan som også disciplene kunne fortælle da de igen var kommet ind på land. Om den oprørte sø, deres angst, Jesus som bare lå dér og sov, og om hvordan stormen og søen lagde sig, da han rejste sig og truede af dem.

Selv om hvad der egentlig skete, er det sikkert svært at gøre rede for? Var det virkelig sådan, at der med ét, på Jesu befaling, blev blikstille? Eller var det snarere sådan, at de midt i bølgegangen mærkede et uforklarligt nærvær, en ro som nåede dem inderst i det opskræmte sind?

En ting er sikker: Hvad der skete, det var at noget blev dem givet. Det kom til dem. Det var ikke en flok unge mænd som trods alt mandede sig op, frygtløse og stærke i troen. Men midt i undergangen blev det dem givet: At se Gud, trods alt, som den eneste virkelige magt. Igennem Jesus så de Gud selv som den der virkelig bærer når alt andet er ved at synke til bunds.

Og sådan er beretningen om stormen på søen altså en fortælling om at dér hvor vores tro ikke rækker, der sker det at troen på trods af alt skænkes os, og vi forstår at vi er i Guds hånd, og at Gud, bedre end vi selv, ved hvad vi behøver for at leve vores liv.

Så tro holder os ikke fri af tilværelsens bølgegang. Troen er ikke en sikker borg eller et knejsende kirkeskib som uanfægtet skyder sig gennem det oprørte vand. For derude hvor det brænder på - der er det altid et under, en gave, når troen sætter sig igennem og bliver til den planke der holder os oppe på trods af undergang og angst.

Billedet af skibet som sejler ud over livets og dødens hav – jeg har faktisk fået vendt min skepsis i forhold til det billede til noget positivt og løfterigt efter at have læst en ny bog af den norske sygeplejeforsker Kari Martinsen. Bogen handler om rum. F.eks. en sygegang eller det værelse hvor vi måske skal tilbringe vores sidste tid. Med læger og plejepersonale som passerer forbi, med måleinstrumenter og teknik som fylder op, med pårørende som ofte ikke ved hvad de skal stille op med sig selv, fordi de frygter - ligesom den døende - at her ender det, snart er det forbi. De er prisgivet rummet de opholder sig. Hvis de altså ikke er i stand til at se noget andet for sig. Et ”andet rum” som de lige såvel befinder sig i.

Det er nemlig muligt i bevidstheden at befinde sig i flere rum samtidig. Det er en tankegang som er udviklet af det franske filosof Foucault, og det er også hos ham Kari Martinsen henter kroneksemplet på et ”andet rum”, nemlig skibet. Skibet som er på vej ud over det uendelige hav, på vej mod nye eventyr, ukendte strande, gåder vi ikke ved om endnu.

Foucault siger at i civilisationer som ikke har skibet som sindbillede i sig, dør drømme og eventyr ud. For så lukker rummet sig om os. Fantasien og troen har ingen sprækker at se igennem. Men sejladsen over havet giver vores liv en frihed, en åbenhed, og samtidig en retning og et håb. Vi er på vej mod nye horisonter, og vi bevæger os ud over havet, som vi aldrig har i vores magt.

Hvis man står omkring en sygeseng, kan skibet være et fantastisk ”andet rum” at befinde sig i. Så man kan trygt overlade sejladsen til styrmanden eller kaptajnen. De ved alligevel bedst hvordan man bliver ført hen over det vidtstrakte hav. Tab af kontrol er ellers ofte noget af det værste for patienten. Men her bliver det vendt til noget positivt – der er nogen der sørger for os: Et personale eller religiøst forstået, Vor Herre.

Og derfor kan vi også sænke skuldrene og give os tid til at sidde sammen på dækket og tale om det der var, togter vi var på engang, og om der venter os derude i horisonten hvor jord og himmel mødes. Vi ved ikke hvad vi er på vej imod. Men hvor døden i sygeværelset er den ultimative grænse, så glider skibet henover havet mod mere lys, mere liv, imod nye himle og ind i Guds evighed engang.

Det kan godt være vi kommer ud for uvejr og bølgegang og kriser på vejen. Havet er altid et farligt og uforudsigeligt element at bevæge sig på. Ja vi kan sagtens komme ud i situationer hvor vi ikke ved om det brister eller bærer, og vi frygter at styrmanden, Vor Herre, ligesom i evangeliet er faldet i søvn. Men så - når stormen har lagt sig - er man alligevel fuld at taknemmelighed over også at få dette med: Nye dage, lyset som fanger blikket på det uendelige hav.

Skibet, også kirkeskibet, er på den måde et vidunderligt, løfterigt billede på vores vej gennem livet, ind i døden og dermed ind i Guds evighed engang. Det er et trosbillede som man med al mulig fortrøstning kan hvile i.

Som strømmen føre kan,

det tunge skib til land,

så fører tiden mig

til Himmerig.

Sådan skriver Brorson til sidst i en salme (som desværre ikke er med i salmebogen, men vi må synge den engang).

Og så må man alligevel sige: Vi kommer også ud for ikke at have denne lykkelige bevidsthed i os: At Gud fører os ind i sit rige, derhen hvor det er bedst.

Da Grundtvig efter et liv med mange storme, afklaret og fortrøstningsfuld, nærmede sig døden, gruede han alligevel for den sidste rejse ud på det bundløse dyb. Han skriver knap 90 år gammel i sit allersidste digt:

”Gammel nok er jeg nu blevet

mellem Vugge min og Grav,

nu jeg staar på Falderebet

ved det store vilde Hav…

Stormene er frygtelige,

stille staar her Mandevid,

nærmest er de dødes Rige,

nemt det er at stevne did;

men, o vee for Uglesangen!

Bundløs dér er Undergangen!”

Grundtvig er ved at gå til i angst. Som disciplene var det. Det kan man ikke altid værge sig imod. Men man kan håbe og bede til at når vi kommer derud på dybet, så slipper Gud os ikke, men han skænker os det vi ikke altid har: tro og håb, vished om at han vil sejle os ind i sin himmelske havn.

Nu skal vi høre hvordan dette trosdrama på dybet videre udspiller sig i Bachs kantate.

Salmer: 36 149 // 547 18 557

Erik Høegh-Andersen

Del dette: