Du er her: 

Mirakler. Om sandhed og tro.

Prædiken til sidste søndag efter helligtrekonger Trinitatis Kirke, 2019

Når man ser tilbage på helligtrekongertidens evangelietekster, så vil man kunne lægge mærke til at de på hver deres måde fortæller om mirakuløse hændelser som finder sted. I hvert fald de sidste fire søndage, hvor vi først har hørt om vinunderet i Kana, hvor Jesus ved en bryllupsfest forvandler vandet i renselseskarrene til en vidunderlig vin; dernæst om hvordan Jesus helbreder en mand som er ramt spedalskhed, og da en officer fortæller om sin tjener, som med forfærdelige lidelser ligger lammet derhjemme, fjernhelbreder Jesus ham bare ved sine ord. Sidste søndag hørte vi så hvordan Jesus får stormen på søen til at lægge sig, så båden med disciplene ikke forliser.

Og nu i dag præsenteres vi for en åbenbaring.

Oppe på et højt bjerg forvandler Jesus sig for øjnene af de tre disciple: Peter, Jakob og Johannes. Han lyser som solen. Og de hører en stemme fra oven sige: Det er min elskede søn, i ham har jeg velbehag. Ja og så viser der sig for dem to skikkelser som ellers for længst er døde: Moses og Elias.

Jeg kan ikke fortænke nogen i at sige: Det er altså langt ude det her. Er det virkelig det kristendom handler om? At tro at den slags overnaturlige begivenheder finder sted. Vand bliver til vin, en mand bliver helbredt uforklarligt, mirakuløst, Jesus transformeres til en lysende skikkelse med guddommelig strålekraft.

Er det ikke snarere sådan at vi må sige at den slags begivenheder hører til et verdensbillede man havde engang. Nu ved vi trods alt mere om hvordan alting rationelt og logisk hænger sammen, og det er klogt og mest troværdigt at holde sig til hvad fx lægerne og meteorologerne har at sige om helbredelser og skiftende vejrlig. Og hvis nogen kommer og fortæller at de har set fortidens døde svæve i rummet, ja set Jesus lysende som solen, så vil vi nok tænke: Hvad sker der lige her? Er det noget vi bare sådan uden videre kan fæste lid til? Er det ikke snarere noget en læge eller psykiater burde tage sig af?

I hvert fald har jeg selv haft det sådan at det må være budskabet i de bibelske beretninger som er det afgørende, ikke selve miraklet, det at noget overnaturligt har fundet sted.

Altså ikke at Jesus er en guddommelig tryllekunstner som kan gøre vand til vin, men det forunderlige er at det sker at det som intet er, det tomme og kedsommelige liv, kan blive fyldt af ånd, kraft, glæde. Vand bliver til vin, og det er et under når det sker.

Eller her i beretningen om forklarelsen på bjerget - hvad der end er gået for sig deroppe, så er budskabet at i dette menneske ser vi Guds udvalgte, Guds kraft. Ja vi ser mere end vi kan læse os til hos loven og profeterne, hos Moses og Elias – det er derfor de to skikkelser er med i åbenbaringen deroppe. Og når Jesus går ned fra bjerget, så er det stadig Gud selv vi ser i ham, også når han ikke lyser, men i denne grumsede og mørke verden er til for de mennesker han møder på sin vej. Ja selv på korset, i fornedrelsen, skal vi se ham som vores frelser og Gud.

Budskabet er det afgørende, ikke begivenheden i sig selv.

Men man kan alligevel ikke helt lægge det fra sig. For hvad så med de overnaturlige erfaringer, miraklerne, åbenbaringerne, er det begivenheder vi helt må henlægge til en forsvunden verden – forstået sådan at det ikke er noget vi med alvor kan forholde os til i dag? Eller hører de med til troens univers? Er der virkelig hændelser, dybt betydningsfulde hændelser, som vi ikke kan forklare videnskabeligt, og som unddrager sig vor tids trang til evidens og rationalitet?

Det spørgsmål stilles i den franske film l’Apparition, Åbenbaringen, som jeg for nylig har set.

En meget kritisk og i høj grad sandhedssøgende journalist bliver kontaktet af Vatikanet. De vil gerne have ham til at forestå en uvildig undersøgelse af et mirakel som skulle have fundet sted i en lille by i det sydlige Frankrig tæt ved Pyrenæerne. En ganske ung pige, Anna, hævder at have set Jomfru Maria. Pilgrimmene og turisterne ankommer i store busser til byen der er stolt over at den guddommelige åbenbaring har fundet sted netop hos dem, og så er indtægterne fra de mange tilrejsende selvfølgelig en gave til den ellers fattige by. Pavekirken er omvendt ikke interesseret i at for mange mirakler bliver anerkendt. Det devaluerer værdien af dem. Derfor: Det skal det kunne bevises at åbenbaringen virkelig har fundet sted.

Men kan man det? Selvfølgelig lader det sig ikke gøre. Der er ganske vist humbug med i hele sceneriet omkring pigen, og det afsløres til sidst. Og der er lokale præster der som bodyguards omringer og forsvarer Anna. Det forstår man godt, for hun har givet dem en helt ny rolle og deres liv en betydning det ikke før har haft. Men selve åbenbaringen, den kan ingen ikke trænge ind i og bevise sandheden af. Beviser får mysteriet til at lukke sig om sig selv, mens det giver det åbne og søgende menneske friheden til at tro. Der er ingen tvang, troen på mysteriet er et frit men bevidst valg, siger Anna. Og journalisten rystes i sin kritiske rationalitet og erkender at sandheden ikke kan efterspores og godtgøres en til en, men sandheden ligger her et andet sted. I en anden verden. Den kan kun erfares i tro.

Og så er det sådan – også her i filmen – at det er ikke selve begivenheden der er det afgørende. Den uforklarlige begivenhed standser os og kalder på vores opmærksomhed. Den vækker vores sløve sanser. Men ikke for at vi skal kaste os ned på knæ og forblive i den henrykkede tilstand. Miraklet har et budskab i sig, noget vi skal gøre, erfare, se. Det peger væk fra sig selv – ind i vores liv.

I filmen ser vi til sidst en pige stå og hjælpe sultende mennesker i en flygtningelejr, det var for hende at tage det hun så og hørte alvorligt.

Og lige sådan kan en kvinde som Charlotte Rørth der for nogle år tilbage fuldstændig uventet og altomvæltende mødte Jesus i en åbenbaring – hun har skrevet flere bøger om det – fortælle at det ikke var lyset som ramte hende der var det vigtigste, men det lys der blev antændt i hende, den stærke fornemmelse at være elsket og udvalgt til at leve dette liv.

Det er samme budskab beretningen om forklarelsen på bjerget giver os. Disciplen Peter foreslår at bygge hytter deroppe, som om det er muligt at slå sig ned i den himmelsk ophøjede tilstand. Men Jesus går hen til disciplene, rører ved dem og siger: ”Rejs jer og frygt ikke!” Og så tager han dem derefter med sig ned fra bjerget, ned til det almindelige liv på sletten hvor himmelske åbenbaringer ikke sådan lige finder sted. Mens han formaner dem til ikke at plapre op om det som er sket.

De skal altså ikke blive i lyset, og heller ikke tale om det, men antændt af den kraft de har erfaret, med det guddommelige lys i sig, skal de følge Jesus og gøre godt i det almindelige, uperfekte og besværlige liv.

Og de skal vide at i det liv er Gud hos dem. Gud som på mirakuløs vis kan forvandle livet, gøre det nyt. Og lade det vi ikke tænkte var muligt, ske.

Da de når ned til folkeskaren som venter dem, kaster en mand sig ned for fødderne af Jesus og beder ham om at helbrede sin epileptiske søn som er ved at gå til i de voldsomme anfald han har. De tilbageblevne disciple har ikke kunnet helbrede ham. Men Jesus jager dæmonen som forårsager epilepsien, ud af drengen. Og siger så: ”Hvorfor kunne I ikke jage den ud? Hvis I bare havde tro som et sennepsfrø, så ville I kunne sige til dette bjerg: ”Flyt dig derfra og derhen, og det vil flytte sig. Intet vil være umuligt for jer””. Det er måske nok sagt med et glimt i øjet, men pointen er er jo at troen, håbet og modet er afgørende i vores liv. Gud er hos dem, og så er der altid håb, altid muligheder som de endnu ikke ser.

Det er kristendom. Ikke at drømme sig op på bjerget, i en særlig eller salig overjordisk tilstand. Men at stole på at her i livet kan bjergene flyttes. Her kan det uforudsete og umulige ske.

Og jo mere vi tør elske os ind i livet, ned i det dybe, jo mere vi tør give os selv med fare for at synke, jo højere kommer vi, og jo nærmere kommer vi den erkendelse at alt er muligt for Gud. Også at flytte det bjerg, den sten, som døden i sidste ende er.

Det er den hemmelighed som Kristus har åbenbaret for os.

Kan det bevises? Nej. Sandheden ligger et andet sted. Sandheden kan vi kun fatte i tro. Vi kan ikke iagttage og vurdere den udefra. Men vi kan lade os gribe af det den vil os. Vi kan se os selv og hinanden med nye øjne. Vi kan lade det vi har erfaret arbejde i os og forvandle os. Og med tiden indse at virkeligheden ikke bare er det vi ser, fastlåst, en til en. For der er altid mulighed. Miraklernes tid er ikke forbi.
Amen.

Salmer: 749 162 448 // 164 59 v.2 384

Erik Høegh-Andersen

Del dette: