Du er her: 

Det vigtige er ikke hvem du er, men om du har tro!

Prædiken til 3. søndag efter helligtrekonger Trinitatis Kirke 2019

Der er mange der peger på at vi i vores tid længes efter et sted at høre til. Vi længes efter identitet. En længsel som naturligt har indfundet sig efter at globaliseringen i årtier har opløst mange af de fællesskaber, folkelige, nationale, sociale og religiøse, vi eller har følt os forbundet med. Fri bevægelse over alle grænser – det var mottoet.

Men nu har piben fået en anden lyd. Nu hjemsøger identitetspolitikken os til gengæld på alle mulige niveauer. Nu synes vi ofte mere optaget af hvad det vil sige at være dansk, end hvad det er vi har til fælles uanset nationalitet. Og nu er det ikke nok at jeg er den jeg er, jeg skal også gerne anerkendes i min særlighed. Køn, seksualitet, hudfarve, min historiske baggrund, er ikke bare interessant, men en vigtig offentlig markør. Og det skal de andre også tage hensyn til. En kultur der bygger på identitet, bliver også meget nemt til en krænkelseskultur, hvor vi forsvarer hver vores territorium, og hvor vi er nøjeregnende med hvad vi må sige og til hvem.

Selvfølgelig er det forståeligt, at mange, ja at vi alle, tror jeg, gerne vil have et ståsted, en identitet i at høre til. Blot må det så siges at det er problematisk, når identitet og det vi hver især kommer af og er, bliver noget som skiller os og opfattes et udtryk for at der er forskel på os og de andre.

Hvordan er det så med dåben og det at være et kristent menneske? Giver dåben os et tilhørssted, en identitet? Så absolut. I dåben får vi Gud som far. Og ved korstegnelsen siges det ligefrem at vi skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus.

Dåben som identitetsgiver og identitetsmarkør er for mig at se overordentlig vigtig – ikke bare i ritualets formuleringer, men også når man hører forældre fortælle hvorfor de gerne vil lade deres barn døbe. De vil gerne give det et sted ”at høre til” siger de. Og den formulering kan de bruge, hvad enten forældrene tænker på kristendommen som et værdimæssigt grundlag, de vil give videre til deres barn, eller de tænker på kirken som et hjemsted for vigtige begivenheder i livet, eller de ser gudsforholdet, det at vi er i Guds hånd, som et trygt og meningsfyldt hjemsted for os.

Under alle omstændigheder: Dåben siger noget om hvor vi hører til, hvem vi er, og hvad der er vigtigt i livet.

Men – og det skal være min overordnede pointe i dag – det er ikke et eksklusivt fællesskab vi bliver en del af. Det er ikke sådan at vi kan sige at den afgørende skillelinje er imellem os, de kristne, og så de andre, hvad enten de så er muslimer, buddhister, ateister eller noget helt andet. Tværtimod den Gud vi forholder os til, er ikke bare Gud for os, men for alle mennesker. Det er en Gud, som ikke bare er der for sine egne, men som kalder på ethvert menneske, kalder det til tro og fællesskab og liv.

De to beretninger fra Matthæusevangeliet vi lige har hørt, er i sig selv det fineste udtryk for det.

En spedalsk kaster sig ned for Jesus og beder ham om at blive renset for sin sygdom. Jesus lægger sin hånd på ham og helbreder ham. Hvilket måske ikke er så underligt, når nu Jesus var i stand til at udrette den slags helbredelser. Men det er alligevel bemærkelsesværdigt. Der er en enorm betydning det der sker.

For den spedalske regnes ikke mere for et menneske. Spedalskheden var, sådan opfattede man det, en guddommelig straf hvor mennesket trækkes tilbage i et formløst kaos, før døden endelig bemægtiger sig den urene krop. Derfor skal den spedalske isoleres fra alle andre og have sit ansigt hyllet helt ind. Det er ikke kun på grund af smittefaren, det er også for at vi ikke skal se dette menneske, se ansigtet, se lidelsen, det skal fortrænges, udstødes, vi skal ikke se det som én af os. Den spedalske skal betragtes som én der er død.

Og så er det Jesus i stedet kalder den spedalske tilbage til livet og lader ham stå frem som menneske igen. Med utilhyllet ansigt. Og vi forstår at den spedalske også i sin urenhed er som os, og vi og han hører hinanden til.

Den næste Jesus møder, er en romersk officer. Hans tjener ligger lammet derhjemme. Men officeren føler sig alt for ringe til at få Jesus på besøg. For ikke nok med at han tilhører besættelsesmagten, han er også en hedning, altså ikke en troende jøde, men han siger alligevel til Jesus: ”Sig blot et ord, og min tjener vil blive helbredt.” Og han forklarer så hvordan han er vant til at have kommandoen over sine soldater, så han ved hvad et ord eller en ordre betyder. Og Jesus undrer sig og siger at han aldrig har set så stor en tro hos nogen i Israel.

Igen er det det menneske som er udenfor, ja som notorisk er stemplet som en fjende, som Jesus kommer i møde og hjælper. Og ydermere anerkender han den fremmedes tro.

Man går ellers ud fra at tro er noget som knytter sig til jødernes eller Jesu egen tro og religion. Men sådan er det ikke – Jesus finder gang på gang den stærkeste tro dér hvor man slet ikke skulle regne med at den var. Hos den romerske hedning eller hos en kanaanæisk kvinde eller hos en samaritaner som også blev helbredt for sin spedalskhed. Ligesom han finder tro hos de forstødte og oversete, hos en tolder, en prostitueret og hos et lille barn.

Sådan henter han mennesker ind over de grænser vi ellers har sat for hinanden.

Ja hvor Jesus er, findes grænserne ikke.

Jesus bekræfter derfor heller ikke jøderne i deres særegenhed og forskellighed i forhold til andre folkeslag. Han bekræfter dem ikke i deres nationale og religiøse identitet.

Men han sætter egentlig heller ikke en anden trosretning eller religion i stedet.

Han opfordrer mennesker til at følge efter sig, ind i Guds rige, og det åbner sig for alle, hinsides nationale og religiøse og kulturelle skel.

Sådan at han til den romerske officer slutter med at sige: ”Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn, de troende, de indforståede, vil blive udenfor.”

Det er altså bemærkelsesværdigt! Sådan en universalisme i det kristne fællesskab. Hvis du ikke mener du kan være med, fordi de andre er forkerte, så er det dit problem. For Gud inviterer alle!

Men er det så en anden Gud, en Gud som har forandret sig og som rækker længere ud, end den Gud vi møder i Det gamle Testamente?

Nej! Det universalistiske, at Gud er gud for alle, findes også dér. Meget tydeligt endda i læsningen fra 5. Mosebog som vi hørte. Læg bare mærke til den indledende formulering: ”Herren jeres Gud er gudernes Gud og herrernes Herre”.

Man kunne foranlediges til at mene, at det her er poesi, en poetisk højhedsbetegnelse. Gud er ikke bare Gud, men gudernes Gud. Det lyder flot.

Men jeg tror man skal opfatte det helt konkret. Forfatteren til ordene, hvad enten det nu er Moses selv eller snarere en skribent fra en langt senere tid, har jo vidst at hvert folkeslag havde sin gud, ligesom vi har mange herrer. Men den Gud Moses taler om, er gudernes Gud og herrernes Herre – en himmelgud som er højt hævet over de lokale skel og interesser og guder vi ellers kender.

Og derfor er denne vældige og frygtindgydende Gud heller ikke partisk og bestikkelig. Gud befatter sig i det hele taget ikke med særinteresser, men med sandhed og ret. Han ophøjer den faderløse og enken og drager omsorg for den fremmede ligesom os. Hvorfor vi også, hvis vi tager Gud alvorligt, selv må tage os af den fremmede – for i morgen er vi måske den som nogen må tage imod – ligesom israelitterne selv var fremmede i Ægypten engang.

Og det er altså denne linje Jesus for mig at se genopliver og drager den yderste konsekvens af i evangelierne. Vi møder Gud i vores næste. Og det interessante er ikke hvem vi er eller vores næste er. Det vigtige er om vi har tro. Om vi tror på det umulige. Tror vi at grænser kan brydes? Griber vi ud efter hjælp, også selv om vi måske ikke synes vi er noget værd? Og tager vi selv imod den hånd vi ikke behøver tage imod?

Tro er det der forandrer verden. Tro er det der fører fra isolation til fællesskab og liv. Tro er ikke at vide at jeg har ret, eller at jeg sidder inde med en særlig vished, som skal respekteres, så hvis nogen skulle sige noget negativt om mig eller overse mig, så har jeg en særlig status som den krænkede part.

Tro er i kristendommen en tro på den Gud som kender os helt ind i vores inderste mørke, men som alligevel ikke skelner mellem dig og mig og dem og os. En Gud som på én gang er hævet over det alt for menneskelige og samtidig helt nede i det, virksom, inkarneret i alle livets processer som sandhed og ånd, for at vi kan blive til mennesker, til levende, ja samlevende mennesker igen.

Tro er derfor også at sætte sig selv i spil for at være en del af den guddommelige generøsitet som både gudernes Gud og Gud i Kristus omfatter os med.

Amen.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var og er og bliver, een sand Treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, så nu og i al evighed.

Vor Herre Jesus, lad mig høre til hos dig!
Og lad min sjæl finde hvile i dit navn.
Du som er mit indre menneskes rygrad og skjold
og mit åndedrags frihed.
Overlad mig ikke til mørke og destruktion,
til hovmod og mismod,
til skam og fortrydelse
til misundelse og smålighed,
men kald mig ud af alt dette
tilbage til mig selv
og ud i lyset til de andre,
til kærlighedens liv.
Lær os at være dér hvor der er brug for os.
Giv os mod og styrke til at gå ad de veje som fører til liv.
Og giv os fantasi og indlevelsesevne,
så vi kan sætte os i andres sted,
frem for at lade os styre af fjendebilleder eller af magelighed.
Hjælp os at være hos den ensomme, den lidende, den sørgende og den forfulgte. Og vær selv hos os i vores hjælpeløshed – når tilværelsen i stykker for os, og over for døden, når den rammer et menneske vi elsker, og når vi selv skal dø.
Vi beder dig for folk og fædreland, for dronning Margrethe den 2. og hendes hus, for regering og folketing,
Giv dem og os alle mod og dømmekraft til at træffe beslutninger med visdom og retsindighed.
Vi beder sig for alle som står vort hjerte nær – hvad enten de er iblandt os eller langt herfra.
Vi beder dig for den uge som kommer,
og for de mennesker der i glæde og sorg får deres gang i kirken.
Trøst de sørgende, le med de glade,
lad os mærke din nærhed
og gør sammen os til et levende fællesskab med håb.
Amen.

Salmer: 2 685 579 v.4-7 // 582 458 v.3-5 753

Erik Høegh-Andersen

Del dette: