Du er her: 

Herlighed

Prædiken til 2.søndag efter helligtrekonger, Trinitatis kirke 2019

Lyt til prædikenen her

Der er et ord som går igen i læsningerne og salmerne til denne søndag. Det er ordet herlighed. ”Op, al den ting, som Gud har gjort, hans herlighed at prise” sang vi til at begynde med. Formodentlig et ord vi ikke lægger så meget mærke til, fordi det indgår i den almindelige kirkelige og religiøse sprogbrug og jargon – det hører ligesom med når vi taler om Gud. Ligesom det hører med når ejendomsmægleren skal vise sine fint beliggende huse frem. De har herlighedsværdi, siger han.

Det er interessant at finde ud af hvad ordet egentlig dækker over og betyder. I læsningen fra Det gamle Testamente hører vi at Moses beder Gud om at se hans herlighed. Men Guds herlighed har sådan en stråleglans, sådan en skønhed og kraft, at intet menneske kan udholde at se direkte ind i den. Guds ansigt hvor hans herlighed lyser direkte og stærkest, får Moses derfor ikke lov til at se. Men Gud lader Moses stå i en klippespalte. Når han drager forbi i al sin skønhed, dækker Gud selv for klippespalten med sin hånd. Derefter tager han hånden væk, og Moses kan se ham bagfra, se spor og glimt af hans herlighed. Men ikke sådan at han kan pege og sige: Se, her er Gud.

Og i evangelielæsningen fra Johannesevangeliet hører vi om brylluppet i Kana hvor Jesus forvandler vandet i de seks renselseskar til den lifligste og berusende liv. Sikken en fest det har været! Også det er ifølge evangelisten en åbenbaring af Guds herlighed. Men det er kun en begyndelse, kun et glimt, som peger frem imod en endnu større herlighed Kristus skal åbenbare.

I den græske tekst er ordet for herlighed: ”doksa”. Ordet peger i to retninger: Det kan oversættes med læresætning eller mening. Sådan er ordet ofte blevet anvendt i den vestlige kirke, både i den katolske og protestantiske kirke. Orto-doksi betyder på vores sprog den rette lære. Kristendom bliver på den måde noget vi med vores forstand skal begribe og forstå og i troen holde os til.

Men ordet doksa peger også i en helt anden retning. Det er et udtryk for det guddommeliges kraft, stråleglans, skønhed. Den side har især været betonet i den østlige ortodokse kirke. Det er skønheden, Kristi guddommelige skønhed, som møder os i kirken, sådan har man altid tænkt i den ortodokse kirke. Og her er ordodoksi ikke den rette lære eller de rigtige meninger, men den rette måde at lade sig gribe og bevæge på, det er at lovsynge og prise Gud.

Sådan har der – lidt skematisk naturligvis – i øst og i vest været to forskellige måder at nærme sig det religiøse og kristendommen på.

En vej som gik gennem ordet og som talte til vores forstand - at tro var at blive overbevist om kristendommens sandhed.

Og en vej som gik gennem erfaringen, skønheden, her blev der talt til vores æstetiske fornemmelse og sans – at tro var at blive berørt eller grebet af noget smukt og virkeligt som man ikke kunne slippe og give afkald på igen.

Hvilken vej der er den rigtige, kan man selvfølgelig ikke lige svare på. Men jeg tror at for mange går vejen til tro på Gud ikke gennem fornuftens overvejelser og refleksion, men den fødes af det vi sanser, erfarer, oplever som smukt, underfuldt, helligt og dermed sandt.

Det kan ske på mange måder. Når vi er alene eller sammen med andre. I kirken eller i naturen.

Jeg har gennem årene mødt mange mennesker som har siddet i kirken - til gudstjeneste eller for sig selv - , selv om de betragtede sig selv som tvivlere eller måske ligefrem som ikke-troende. Fordi der i kirken var en skønhed og en dybde som ingen andre steder, og fordi der i salmerne, i Bibelens ord og i musikken var en poesi og en kraft som de ellers ikke fandt. De havde svært ved at sige at de troede, men de var alligevel grebet af noget helligt, en skønhed, som de ikke ville være foruden.

Og jeg har gennem årene mødt unge forældre, som fortalte at de egentlig ikke havde noget forhold til det at tro, før de oplevede det mirakel det var få et barn. Barnet som jo kom fra dem, og så var det alligevel helt sig selv, et nyt liv, så skrøbeligt og så overvældende, et under som gjorde at de ikke kunne andet end at sige tak til Gud. Det er heller ikke her en rationel overvejelse, men følelsen af at stå over for noget helligt, et under, som leder til tro på Gud.

Og jeg har mødt mennesker som har fortalt hvordan de, når de var alene, ofte ude i naturen, har oplevet et guddommeligt nærvær, som om en større og stærkere virkelighed åbnede sig for dem end de ellers kunne erfare sammen med andre mennesker.

En af dem som stærkest har beskrevet den slags erfaringer er den norske forfatter Karl Ove Knausgaard.

Knausgaard længes efter virkelighed. Derfor skildrer han også det han oplever og ser så minutiøst og præcist som muligt. Han længes efter at slippe sig selv –, slippe alle de følelser vi har i forhold til os selv og hinanden og som beklumrer vores liv og fylder os helt; slippe alle de fastlagte meninger; sproget vi er vokset fast i. Han længes efter at komme derud hvor tingene møder os som de er i sig selv. At sanse et fyrretræ som det er i sig selv. Uden at tænke at det er et fyrretræ. Blot se det bevæge sig som en levende skikkelse i blæsten og mærke suset.

Kan man det? Ja, siger han, man skal bare træde et skridt til siden, og verden forvandler sig. Bag ved sproget, bag ved meningerne og følelserne er der en verden som åbner sig for os, meningsløs og kaotisk, men smuk, ja guddommelig smuk.

Og så skildrer han bl.a. en almindelig tændstikæske som ligger dér på hylden, guddommelig i sit nærvær, mens et tordenvejr ulmer udenfor. ”Vinden der rejser sig, og regnen der begynder at falde, det er guddommeligt. Hånden der griber æsken, skubber den lille seng ud med fingeren og samler en af stikkerne op, er en guddommelig hånd. Og blusset af lys der slår op når den trækker det røde svovlhoved over den riflede flade, og som i næste sekund brænder med en jævn flamme, er det guddommeliges flamme.”

Det er så tæt på os, det guddommelige, man skal bare træde et skridt til siden, så er det der. Vi erfarer det i øjeblikke af usigelig skønhed. Men vi kan ikke blive stående i den erfaring, i det totale nærvær, siger Knausgaard. For det er umenneskeligt, det er alt for stærkt. Det bliver vi gale af. Sådan som nogle af de store digtere og kunstnere ind i mellem er blevet det (Van Gogh, Hölderlin, Dostojevski).

Og derfor var det jo at Moses ikke fik mulighed for at se Gud direkte, ansigt til ansigt. Så ville han være gået til grunde.

Sådan står vi altså på én gang i det sociale, i et fællesskab med andre mennesker, samtidig med at vi længes efter at komme derud i det åbne hvor underet og det virkelige nærvær er.

Og det er det, siger Knausgaard, religionen og poesien altid har villet lære os. At befinde os på grænsen til det hellige, men ikke i det hellige – for så går vi til grunde. Ja religion vil lære os at bevare sansen for livsunderet, for det der uforskyldt kommer til os, sekund for sekund. Så vi ikke bare spindes ind i trivialitet og alle meningernes trummerum.

Indgangen til det religiøse er altså også her at skønheden kalder på os, en skønhed som er hinsides alle fastlagte normer og meninger vi ellers befinder os i. En herlighed som vi lige her befinder os på grænsen til, men ikke kan blive i.

Evangelisten Johannes vil helt sikkert også sige at det er sådan vejen ind i tro, ind i kristentro er. Det er ikke rationel overvejelse som ligger til grund, men en erfaring af skønhed, herlighed, glæde, nærvær - af en livsforvandlende kærlighed og generøsitet. Sådan som han beskriver brylluppet i Kana.

Der er selvfølgelig mange der i tidernes løb har spekuleret på hvad der egentlig er gået for sig ved det famøse bryllup. Hvordan kunne alt det vand, 600 liter, blive til den dejligste vin? Var der mon skjulte vinreserver i kælderen som ubemærket blev hentet frem? Men når man spørger og tænker sådan, så er man netop fanget af fornuftens begrænsende rationalitet. Så får man slet ikke fat i det væsentlige. Som ikke er at vand bliver til vin, og Jesus står som den store tryllekunstner. Det væsentlige er det mirakuløse som sker med dem som er til stede. At dér hvor skuffelsen, mismodet, kedsomheden står på spring, og glæden ser ud til at svinde ind, udtrykt ved at der ikke er mere vin, der løfter festen sig på ny, og gæsterne mærker i sig en glæde som ikke er til at forklare, en overraskende og berusende glæde som gør tilværelsen forunderlig og stor.

Altså det vi også ind imellem, i glimt kan opleve i vores liv. Underet, skønheden, tilværelsens herlighed kan i høj grad også opleves ved en fest, og ikke bare når vi er alene.

Det kan være den fest man bare kom til med begrænsede forventninger og uden at være i særligt strålende humør.

Og så sker det mærkeligt, uforklarligt at noget bevæger os og løfter os op af alt det vi ellers var nedsunket i. Og festen går os i blodet. Vi mærker en glæde som vi længe ikke har følt. Forduftet er misundelsen og småligheden og alle de bekymringer som har spærret os inde. Og vi befinder os i en stor verden som generøst har åbnet sig for os.

Men hvorfor sker det? Det kan jo være det bare er vinen som gør sin virkning, eller det kan være en inspirerende borddame eller -herre man taler med, eller det kan være sangene man synger, eller hjertelige taler eller en humor som forplanter sig i rummet og vælter al vores selvhøjtidelighed og bedreviden omkuld. Det kan være så meget.

Det afgørende er at vi, uden præcist kunne sige hvorfor, trækkes med ind i en verden som føles sandere og virkeligere end den verden vi ellers har været i. Vi ved nemlig godt at festens glæde og generøsitet er sandere end den smålige og fantasiløse 1 til 1 verden vi måske har befundet os i. Vi ved godt at vores selvhøjtidelighed er en begrænsning, og det er kun godt når den med kærlig humor fejes til side, og vi på en ny og bedre måde kan være os selv.

Det er slet ikke ved alle fester det sker. Men det er dejligt når det sker. Dejligt når stemningen, glæden, intensiteten, åbenheden bliver siddende længe efter i sind og krop.

Og når vi tænker tilbage på en oplevelse af denne art, så er det jo ikke sådan at vi siger: Her blev jeg sandelig hevet ud af virkeligheden, her mistede jeg realitetsfornemmelsen, men det er omvendt: Vi har i os en stærk fornemmelse af at det her var virkelighed, en herlig virkelighed, mens vi ellers ofte går rundt blinde og døve i vores eget lidt uvirkelige, lukkede rum.

Det kan ske på så mange måder: ved den gode fest, i forelskelsen, når vi bliver forældre og sidder med det nyfødte barn, eller når vi er helt alene – så sker det at vi sanser på en anden og dybere måde end før, vi forlader ikke virkeligheden, vi ankommer til den, vi overraskes og overvældes af den. Der er noget underfuldt levende, en herlighed, som vi ikke skaber, men som kalder på os, som vi får lov til at mærke og se.

Det er sådan tro begynder, viser Johannes. Brylluppet i Kana er det første tegn, som kalder på tro. Det næste tegn er at Jesus alene ved sit ord helbreder en dreng som er dødeligt syg.

Så hører vi om den lamme i Betesda som rejser sig op, om bespisningen i ørkenen, om tro trods angst og undergang, og om den blindfødte hvis øjne åbnes, og han ser Guds herlighed, og til sidst om Lazarus som fra sit lille mørke, gravkammer kaldes ud under Guds åbne himmel, som et tegn på at sådan skal vi rejse os, forlade hver vores lukkede rum og tage imod opstandelsens evige liv.

Sådan er det ikke kun ved festens glade stemning, Guds lysende herlighed erfares. For ved hver af de syv tegn vi hører om, når vi længere og længere ind i lidelsen og mørket. Også derinde er det i sidste ende Guds herlighed vi skal se. Tro er at stole på det.

Ja det som det hele peger frem imod, er jo at han som åbenbarer den guddommelige herlighed, til sidst giver sit liv og dør korset, men det er ikke Guds nederlag, det er Guds herlighed som i fornedrelsen viser sig i sin dybde og uovervindelige magt.

Men det begynder ved en ualmindelig god fest, ved et bryllup i Kana. Det begynder i en vidunderlig erfaring af glæde, skønhed, af guddommelig herlighed og generøsitet. Siden kommer de dybere erfaringer til. Siden skal vi se lyset, se Guds herlighed inde fra mørket.

Og senere igen kommer alle ordene. For den usigelige skønhed må naturligvis også belægges med ord. Ligesom troen naturligvis er noget vi også må gennemtænke og tale om.

Amen.

Salmer: 15 22 674 v. 1,2 & 7 // Motet: 16 v. 1 & 3 143 319 752 v. 3-5

Erik Høegh-Andersen

Del dette: