Du er her: 

Sandheden – findes den?

Ja, men ikke som en eviggyldig forklaring. Sandheden indfinder sig og er noget vi med hjertet skal sande.   Prædiken til Helligtrekongers Søndag, Trinitatis Kirke 2019

Da de vise mænd, stjerneforskerne fra Østen, begav sig på vej mod Jerusalem, var det den nyfødte konge over Juda, de ville opsøge og tilbede. Ja mere end det. Det var Kristus, Guds salvede, Messias, hvis fødsel ifølge de gamle skrifter ville blive annonceret af en ny stjerne på himlen.

Stjerneforskerne har formodentlig ventet i årevis for at få denne stjerne at se. Og måske har deres fædre og bedste- og oldefædre på samme måde studeret nattehimlen for at granske de himmelske tegn. De har søgt efter sandheden, efter guddommelig indsigt i vores liv.

Men Sandheden. Med stort S. Findes den? Næsten alle i vores tid vil jo nok sige at sandhed det er noget vi selv konstruerer eller finder os til rette i – alt efter hvilken sproglig og kulturel sammenhæng vi nu befinder os inden for. Vi kan finde mening, lykke og et liv som for os er sandt og værdifuldt, men den store guddommelige sandhed eller et liv som er sandt, det må vi nok lægge bag os i relativitetens navn.

Så er det altså - når det nu er den måde vi i det store og hele tænker på - befriende at læse den franske filosof Alain Badiou, som jeg har haft lejlighed til at gøre det i den sidste tid. Han er marxist og ikke-troende, siger han, men det tager ikke væk at han insisterer på sandheden. Så meget så han her over 80 år gammel har udgivet en bog henvendt til ungdommen om det sande liv. Det skal I unge mennesker have for øje, siger han. Det kalder på jer. Det er ikke sådan lige at finde, for det er oftest fraværende, siger han. Men det er kun hvis vi opmærksomt og eftertænksomt spejder efter og er på vej mod det liv som Sandheden viser sig i, at vi er på højde med det vi er bestemt til som mennesker.

Der er dog nogle faldgruber for nutidens ungdom, som allerede Sokrates der også talte om det sande liv til ungdommen, var opmærksom på. Sokrates kalder dem for ”ungdommens indre fjender”. Det samme gør Badiou.

Den første indre fjende er lidenskaben for det umiddelbare liv. Det at overgive sig til øjeblikket og ikke have andet udsyn end det. Det er fornøjelsernes liv, et liv med endeløs musik, ofte meget kortvarige kæresteforhold, druk eller joints, computerspil uden mening, og så det at livet skal være fyldt af oplevelser, rejser, det ene eksotiske øjeblik skal gerne erstatte det andet.

Både Badiou og Sokrates medgiver at sådan skal et ungt menneskes liv selvfølgelig også være – der skal bare også gerne være mere på spil end det. Noget som det er umagen værd at leve for.  For et liv som kun består af øjebliksnydelser, ender til sidst i nihilisme, i meningsløsning og åndelig død.

Mere bekymrende end at se på ungdommen, er det derfor også, siger Badiou, at iagttage alle os midaldrende og lallende halvgamle der gerne vil være evigt unge, og som stadig priser lidenskaben for øjeblikkets og den rene nydelses liv. Som om der ikke er noget vigtigere der kalder på vores nærvær og tankekraft.

Ungdommens anden indre fjende er tilsyneladende det modsatte. Det er lidenskaben for succes, idéen om at blive rig, magtfuld, veletableret. Her drejer det sig ikke om at blive opslugt at det umiddelbare liv, men om at finde sig en gunstig plads i den eksisterende sociale orden. Det er livet som et velstruktureret effektivt præstationsprojekt - som begynder i børnehaven, fortsætter i skolerne og uddannelserne og kulminerer i den karrierekultur som præger og ofte forpester vores liv.

Sådan er vores liv udspændt imellem kontrol og præstationshysteri på den ene side og så på den anden side drømmen om det fuldstændige kontroltab, om bare at være i nuet, være opslugt af momentane oplevelser som får os til at glemme den tomhed som måske lurer bag det hele.

Ja de to poler, øjebliksnydelsen og det beregnende karriereliv, trives for så vidt udmærket sammen hos mange mennesker.

MEN måske har vi så glemt at der er noget andet, noget afgørende vi skal stræbe efter og erfare og se? Vi har glemt sandhedslængslen, siger og viser Badiou. Og Sokrates. Og vil jeg mene, endnu længere tilbage de gamle stjerneforskere fra Østerland som vi har hørt om i dag. Den tids lærde som blev ved med at granske universet for himmelske meddelelser og sandheds-tegn.

Men findes denne sandhed? Vi kan måske leve et helt liv og ikke finde den. Som de stjernetydere der ikke fik den nye stjerne at se. Sandheden er fraværende, ifølge Badiou. Men samtidig, siger han, vil vi kunne finde sandhedstegn over alt i det liv vi lever. For ham er sandheden nemlig ikke at finde den store guddommelige sammenhæng i alt eller bag ved alt hvad der er til. Den vil bare bekræfte det forudsigelige, borgerlige liv vi står i, mener han. Sandheden er derimod noget der sker og viser i sig i det uforudsete, i åbningen, i undtagelsen. Som den nye stjerne på himlen. Sandheden kan vi tage til os og være tro imod - som da de vise mænd begav sig ud på den lange vandring efter stjernen. Sandheden er noget vi med hjertet sander.

Det fortæller de to juleevangelier vi hører henholdsvis juleaften og i dag, på vidt forskellige måder om. Mættæus’ fortælling om de vise mænd og barnet i Betlehem er jo den ældste fortælling om Jesu fødsel i Bibelen. Ligesom det er den fortælling der blev læst op, når man i kirkens første århundreder fejrede Jesu fødsel den 6. januar. Senere blev fødselsdagen flyttet til den 25. december, og nu fik man Lukas’ juleevangelium at høre – om kejser Augustus og hyrderne på marken og barnet i krybben.

Begge fortællinger handler om at komme til at se frelseren og kende sandheden i ham. Men måden hvorpå det sker, vejen dertil, er ikke den samme.

Hos Lukas er der tale om en åbenbaring. Det hyrderne oplevede ude på marken, da himlen lyste op og en engel viste sig for dem, var jo mildest talt uventet og overrumplende. Hyrderne var fattige og upåagtede mennesker, og det var en nat som alle andre. Måske har de i mange mørke nattetimer, hver for sig og sammen, funderet over de store spørgsmål: Hvor findes indsigten, hvad er mon i sidste ende Guds mening med vores liv?

Men at Gud ville vise dem – marginaleksistenser som hyrderne jo var -  noget altafgørende og livsforandrende, har de ikke et øjeblik tænkt på. Så de bliver rædselsslagne, da et guddommeligt lys stråler ned over dem, og Herrens engel står foran dem. Men englen fortæller dem om den store glæde, om barnet, frelseren, som er født. Og samme nat går hyrderne ind til Betlehem og ser barnet i krybben, og de vender tilbage undrende og taknemmelige over at være opfyldt af det gudsnærvær, sandheden, barnet har vist dem.

Lukas’ beretning er blandt andet en fortælling om at det uventede kan ske, og at Gud finder os dér hvor vi er, i mørket eller i det liv der bliver ved med at være det samme. Sandheden indfinder sig, kalder på os, opfylder os og forandrer vores liv, hvis vi er tro mod det vi erfarer og ser.

Ganske anderledes er fortællingen om de vise mænd. De har altid haft længslen, sandhedstørsten i sig. De har brugt deres liv på at studere i gamle skrifter, og de har stået nat efter nat og ventet på stjernen. Og da den endelig viser sig, ved de at nu venter der dem en måske lang og besværlig vej.

At følge en ledestjerne, hjertets uro, sandheden som kalder, kan føre mange steder hen. Og vi må ofte sige farvel til både et liv med øjeblikkets tilfredshed og til det sikre og meget planlagte liv.

Ja det kan være vi, hvis vi nu bliver i fortællingens univers, at vi kommer til at vandre gennem ørkener vi aldrig synes hører op.

Det kan være vi må vandre i mørke dale hvor vi kun lige kan skimte stjernens lys bag ved bjergenes top.

Eller måske fortabes vi i al den hurlumhej som er omkring os - som da de vise mænd kommer til Jerusalem og træder ind i folketællingsmylderet, og de er nødt til at se efter hvor de går.  De glemmer at se op og taber stjernen af syne – og de ender hos den forkerte konge, kong Herodes.

Og når vi ender det forkerte sted, så er der næsten altid stemmer i os eller omkring os som vil forråde os og lede os væk fra den sandhed vi har set. Stemmer som siger at vores håb og længsel vel ikke er så meget værd. Vi kan lige så godt kan give op. Eller stemmer hvis tankegang i virkeligheden er mørk og livsødelæggende - som når kong Herodes taler til de vise mænd.

Men en dag når vi måske alligevel frem – trods krogede stier og stemmer som vil holde os tilbage. Stjernen står stille, og vi står ved et afgørende punkt, ved en ny begyndelse i vores liv.

Hvad så? Jo måske må vi da som de vise mænd ydmygt knæle ned og ofre noget af det vi har båret med, og som vi troede var allermest værd.

For de vise mænd var det deres rigdom: guld, røgelse og myrra som de drog frem af deres gemmer og overlod til barnet i krybben.

Vi hører ikke noget om hvad Josef og Maria brugte kostbarhederne til. Måske fordi de ikke var gaver i den forstand at de skulle bruges.

Men deres gaver må forstås som en symbolsk afståelse af det der hørte deres gamle verden til. Deres rigdom var jo som intet i det rige de her stod over for begyndelsen af. Og derfor måtte den ofres – for at de helt kunne tilegne sig det nye de stod over for og så.

Og på samme måde kan det være vi må afstå noget af alt det vi bærer med os. Aflægge vores gamle jeg, for at vi kan se og mærke sandheden som kalder, det som er nyt. Afstå måske en sikkerhed, en ydre prestige, eller vaner vi livet igennem har klamret os til.

Eller det kan være fastgroede forestillinger om hvordan et andet menneske er, vi må ofre, fordi vi først da kan se og tage imod det nye som venter på os. Hvem af os kan ikke fortælle om det?

Sandheden findes. Men sådan at den viser sig for os. Så det er noget vi skal sande. Vi hører om det i julens fortællinger.  Her i barnet er det Gud selv og det sande liv vi ser. Men samtidig er det noget vi hver især skal erfare og tage til os og tro. Og derefter være tro.

Men vores veje til sandheden er aldrig helt de samme.

Det kan være at bestemte omstændigheder kaster os ud i afgørende forløb i vores liv.

Det kan være vi må ofre et liv med tilfredshed og nydelse for det som er større og vigtigere end os selv.

Det kan være vi som hyrderne overrumples, og det mest forunderlige sker.

Det kan være vi må vandre langt, før det virkelig er sandhedens lys vi ser.

Det hele er muligvis - mere eller mindre tydeligt - med i vores liv.

Så er det godt vi har nået høre begge juleevangelier, Mattæus og Lukas, med hver deres indsigter og nuancer så forskellige de er.

Amen

Salmer: 136   362   123 v.6-9  //  106   138   712

Del dette: