Du er her: 

Prædiken til nytårsdagsdag, Trinitatis kirke 2019

Nytår er julens oktav. Om at være tro mod barnet i Betlehem.

Glædelig nytår! Ja jeg kunne jo også til dem jeg ikke har sagt det til, sige: Glædelig jul! For nytåret er, siger man, julens oktav. Nytårsdag er 8.dagen efter juledag. I musikken er det sådan at på den 8. tone rammer man igen grundtonen, men nu i et højere leje, i en ny dimension. Sådan skal vi nytårsdag høre og mindes om julens budskab, dens tone og musik, men sådan at den lyder ind i tiden, ind i den tid som går. Kalendertiden. Som vi jo alle lever i og mere eller mindre er slaver af.
Vi skal altså i dag holde fast ved julens budskab, være tro mod barnet i krybben, meditere over dets navn, Jesus, som betyder Gud frelser eller frihed i Herren, for kun sådan har vi noget at stå imod med, over for tidens altomfattende og tyngende magt.
Hvordan er da den tid vi lever i - her ved indgangen til 2019?
Det der først falder mig ind, er at den er knugende. Fordi vi ved at hvis vi bare forsætter med at leve som vi gør, går det galt. Så vil vores børn og børnebørn komme til at opleve konflikter og katastrofer, nød og elendighed, helt tæt på eller bare en smule herfra, og de vil kunne se tilbage og med rette sige at vi gjorde ikke det vi skulle, mens det var tid.
Med hensyn til de menneskeskabte klimaforandringer, er det jo virkelig sådan, at vi er den første generation som har den fulde indsigt i hvor galt det står til, samtidig med at vi er den sidste generation som vil kunne gøre det der skal til, for at katastroferne ikke bliver så omfattende som vi kan beregne os til at de gør.
Altså tiden bevæger sig måske imod en afgrund. I sig selv en skræmmende tanke. Men det knugende kommer af at vi ved at det er op til os som generation, som menneskehed, at vende udviklingen. Og det er altså ikke gjort med at vi spiser mindre kød, flyver lidt mindre, bruger bilen lidt mindre. Det er en verdensomfattende omvendelse som skal til. Med konsekvente politiske beslutninger, og befolkninger som lever og forbruger på en anden måde end nu. Det er nemmest bare at lukke øjnene og leve som har vi har gjort og tænke at nogen måske finder på et eller andet.
Men hvis klimaet giver os en knugende fornemmelse, så vi ind i mellem får ondt i maven, så gør hele det scenarie som migrationen kan afstedkomme, flugten fra sult og krig og fattigdom, det også. Presset på Europa og Danmark vil være enormt.
Og de fleste vil sige at der grænser for hvor mange nye fremmede vi kan tage imod. Mange vil tilmed med gode begrundelser mene at grænsen er ved at være nået.
Samtidig med at der er mange – og jeg kan godt sige: vi er mange -  der virkelig får ondt i maven af den retorik der bruges i forhold til de få eller flere der nu kommer hertil.
Det er ikke en velkomstydelse eller begyndelsestakst man nu får, men en hjemsendelsesydelse som næsten ikke er til at leve for. Man får ondt maven, fordi der ikke synes at være nogen vilje til værdighed tilbage, og fordi det er de samme mennesker som med tiden skal finde sig rette i Danmark og vide at de bor i et land som dybest set ikke ville tage imod dem og lade dem være en del af og bidrage til fællesskabet, men kun mødte dem med dette: I skal tage hjem!
Og så er der jo det tredje område: den sociale og økonomiske ulighed, hvor ganske få ejer det meste i verden, mens en hel del klarer sig overmåde godt, og masser lever i fattigdom. Skellet mellem de rigeste og de fattigste er tilmed vokset i de seneste mange år. Og vi er vidne til et marked med enorme skatteunddragelser og præget af spekulation. Jeg kan i hvert fald ikke sige mig fri fra denne knugende bevidsthed om at det her er og ender rivende galt – hvad vi i den sidste tid har set i Frankrig er måske kun små gule eksplosioner i forhold til de brag vi vil komme til at se.
Altså en knugende tid. Ja, men også en overmåde tilfreds tid. Danskerne opfatter sig som verdens lykkeligste, siger man. Vi kan jo også så meget, uddanne os, arbejde, forelske os i dem vi vil, vi kan rejse, spise godt, drikke gode vine, sygdomme kan ramme os, men lægerne står parat.
Der er bare det med al denne tilfredshed, for lykke er måske nok alligevel for stort et ord, at den dulmer og lindrer og får os til at forlige os med verden som den er. Men tilfredsheden forandrer ikke noget. Den gør ikke oprør og ser ikke andre veje. Og det liv som slår sig tåls med eller ligefrem dyrker tilfredsheden (”Vi har det jo godt!”), det liv er, siger den franske filosof Alain Badiou som jeg skal vende tilbage til, i forhold til tingenes tilstand, i forhold til verden som den er, en ren kapitulation.
Men hvad så med julen? Forbrugsfesten som tilfredsstiller alle vores materielle og tryghedshungrende behov. 
Julen, forstået som det der kom til verden i Betlehem, giver os noget helt andet. Julen gør os ikke tilfredse. Julen er tværtimod, vil jeg sige, et vildt håb om at denne verden kan være anderledes. At der for hver af os er noget nyt som viser sig. En mulighed for liv hvor vi ikke bare går i eet med den tid og den verden vi lever i.
Det som vi så udfolde sig i det liv Jesus levede. Jesus som kaldte livsmuligheder frem hvor ingen havde set dem. Der var omkring ham en atmosfære af frihed og glæde og håb. Intet behøvede mere at være som det var. Den fordømte blev frikendt. Som da en kvinde som farisæerne ville stene for hor, fik lov at gå hjem, mens farisæerne stod tilbage, rasende og skamfulde over at Jesus havde afsløret den skyld vi alle har.  Den fortabte blev mødt med åbne arme. Den krumbøjede kunne rette sig ud og finde sig selv i en skikkelse han aldrig havde fået lov til at have.
Navnet Jesus betyder som sagt: Herren frelser. Det var det folk fik at se. Med Gud i ryggen gjorde Jesus mennesker fri af alt det det de var fanget i. Skamfuldhed, skyld, modløshed, afmagt, bedreviden, apati.
Jesus gjorde opstand i mod en verden der ikke ville forandres. Og han fik nyt liv til opstå, så folk ikke troede deres egne øjne. Sådan er opstandelsen fra de døde jo ikke noget som først fandt sted påskedag, da Jesus overvandt døden og stod op af graven. For opstandelsen er allerede på færde i den daglige opstand mod dødsmagterne, som evangelierne om Jesus fortæller om.
Evangeliet, julen og påsken, er altså det gode budskab om at noget nyt kan blive til. At det umulige kan ske. At denne verdens gang ikke bare følger sin egen lovmæssighed, og der derfor intet er at stille op. For i troen på Kristus åbner sig på trods af det vi står i, en verden af frihed og liv.
Paulus stiller det meget skematisk op i de læsninger fra Galaterbrevet vi hørte i søndags og i dag. Der var loven, siger han, som mennesker slavede under. Ligesom vi alle er slaver af den tid og den verden vi lever i. Loven spærrede os inde så vi ikke kunne gøre os fri, siger han. Lige meget hvad vi gjorde, var det galt. Nogle ville være perfekte og leve som var de rene.  Men stadig var det på lovens betingelser. Det forandrede ingenting.
Loven – man kan næsten ikke forstille sig hvor altomfattende et begreb det har været for Paulus og hans tid. Loven var det man ikke kunne sige noget imod. Det var sådan verden hang sammen. Loven havde mindst samme status som videnskaben og økonomernes beregninger har det for os i dag. Loven gav ikke plads til undtagelser, til nybrud, til håb. Under lovens himmel måtte enhver finde sin plads.
Men så kom Kristus, og loven blev erstattet af tro. Tro på at vi er Guds. Guds børn. Vi hører sammen, vi er ét i Kristus, i hans kærlighed. I Kristustroen er der ikke forskel på høj eller lav, kejser eller slave, mand eller kvinde, ren og uren, udkant eller centrum. Her er tværtimod en kilde til nyt liv - for alle. Og det liv skal vi være tro imod og arbejde i.
For Paulus er tro ikke en tro på alt muligt. Det er tro på at vi er Guds, vi er hans arvinger, Gud vil noget med os. Vi skal blive til velsignelse, sådan som Gud ville at Abraham skulle blive til velsignelse. Troen er et løfte som bliver til en opgave.
Derfor er tro også først og fremmest at være tro eller at findes tro. Paulus formulerer det i 1. korintherbrev sådan her: ”Man skal betragte os som Kristi tjenere og forvaltere af Guds hemmeligheder”. (Jeg elsker det udtryk at vi er forvaltere af Guds hemmeligheder) - altså de hemmeligheder vi har set ind i i Jesus.  ”Og her”, siger han, ”kræves det så af forvaltere at de findes tro”.
At findes tro, at være tro – det er det det drejer sig om. Vi skal som kristne være tro mod det barn der kom til verden julenat, tro mod Kristus. Det er en livsopgave vi har for os. Det er et eksistentielt valg vi sættes i.
Men hvad det indebærer og fører til, vil selvfølgelig være forskelligt for os hver især. Blot må jeg sige, at det på den ene eller anden måde vil føre til et brud med verden og den tid vi lever i. Et brud med tilfredshedsdyrkelsen og et brud med den knugende bevidsthed om at vi er prisgivet magter vi intet kan stille op over for.
At være tro mod Kristus, det er turde stole på at det umulige er muligt, at vi som Guds arvinger har en fremtid for os, at Guds velsigner os for at vi skal blive til velsignelse i vores liv og færden.
At være tro mod Kristus - det er derfor også ufortrødent at tage de opgaver på sig som venter på at blive gjort. Det er at råbe op og sige fra og kæmpe for det dyrebare liv og på den måde fortsætte og blive en del af den opstand eller opstandelse vi har set komme til verden i Jesus.
Men at vide at det er her jeg hører til, og det er denne tro og kamp der giver livet mening, det kan til gengæld give en dyb lykkefølelse som er hinsides, ja en fuldstændig modsætning til den følelse af tilfredshed vi dyrker og ofte kalder lykke.
Jeg har i den sidste tid været optaget af den franske, i øvrigt fuldstændig ateistiske filosof Alain Badiou, som jeg nævnte tidligere.
Han modstiller lykke og tilfredshed. Lykke er, siger han, at være tro. Det er at tage en begivenhed alvorligt. Gøre sig eet med den. Blive dens subjekt. Og vide at her er en styrke og en glæde og et håb som trodser endeligheden, trodser tiden som vil tvinge os i knæ. Dette er ikke en lykke som gør livet lyst og let, naturligvis. Men en lykke som på en gang er en erfaring af at livet er frit og åbent, samtidig med at det pålægger os beslutsomhed og disciplin.
Alt dette gælder for mig at se netop i forhold til den begivenhed, som julen fejrer og er. Julens budskab, barnets fødsel, den atmosfære af frihed og mod og håb som Jesus bragte til verden, giver os en frihed og et håb at leve i, men pålægger os også at tage den verdensforandrende begivenhed som Jesus er, med ind i vores liv. Ind i de dage som bare går og går. Ind i det nye år med dets måske mørke udsigter og knugende tid. Det skal blive til en kilde af lykke og liv. Lykke, ikke tilfredshed og accept. Men lykke som det at vide at der er noget vi skal. Og der er noget vi har foran os, et liv med muligheder vi endnu ikke ved, en fremtid som skal blive til velsignelse engang.
Amen.

Salmer: 712   36   59  //  98   114   719

Erik Høegh-Andersen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Del dette: