Du er her: 

Martha og Maria

Prædiken til høstgudstjeneste og konfirmandvelkomst / Trinitatis Kirke 15. søndag efter trinitatis 2018

Prædikentekst: Lukasevangeliet 10,38-42

Kære konfirmander, forældre, dåbsgæster, kære menighed


Der er mange dagsordener i dag.

For det første så vi alle Boris blive døbt, et barn løftet ind i Guds rige.

For det andet er det ved denne gudstjeneste vi byder velkommen til årets konfirmander og forældre.  

For det tredje er det høstgudstjeneste i dag.

Ja og så er det jo den søndag hvor vi hører den fine lille fortælling om de to søstre Martha og Maria.  Maria der sidder og lytter ved fødderne af Jesus, mens Martha er i køkkenet og skramler med gryder og pander for at gøre frokosten klar.

Jeg begynder med fortællingen om Martha og Maria. Som for mig at se fremviser to mennesketyper vi ikke må skille ad. Maria som det lydhøre, åbne, koncentrerede menneske, der suger til sig af det Jesus fortæller. Og så Martha der ikke bare kan sidde dér som Maria og ingenting gøre. For frokosten skal jo på bordet, deres gæst skal beværtes, der er nok at bekymre sig om. Martha har ingen ro på sig – hun er altid i gang.

Men selv om Jesus til sidst irettesætter Martha og siger at Maria har valgt den gode del, så hører de to søstre sammen.

Det giver ikke mening at sige: nu skal vi altid være som Maria – eller omvendt som Martha.

For var vi altid kun som Maria ville det ende i det rene luftige sværmeri. Ingenting ville blive gjort. Verden vil falde sammen uden Marthas foretagsomme energi.

Om omvendt var vi kun som Martha ville vi blive opslugt af tilværelsens mange gøremål og aktiviteter. Det ville ende som ren foretagsomhed uden ånd. Der ville ingen hvile være, ingen lyttende opmærksomhed, ingen fordybelse.

Så det er ikke et enten-eller. De to søstre komplementerer hinanden.

De står som udtryk for en fundamental vekselvirkning i vores liv. En vekselvirkning mellem stilhed og bevægelse, tavshed og tale, mellem at høre og at gøre, mellem at tage imod og at give, være og virke.

En vekselvirkning som findes helt nede i noget så elementært og konkret som det at vi trækker vejret. Vi ånder ind, og vi ånder ud, og vi ånder ind på ny. Maria og Martha og Maria igen. Det sker uden at vi tænker over det, det er selve vores måde at være til på.

Vi trækker vejret og indoptager livgivende ilt, og vi udånder kultveilte som optages af planterne og forarbejdes af dem.

Sådan lever vi af at give og at modtage. Sådan lever vi af det som kommer til os, som fylder os, for så omsat i os at blive givet videre til liv for andre.

Og det gælder selvsagt ikke kun åndedrættet, det gælder vort liv som sådan. Bare det at gå ud en september morgen, med klar og blå himmel, og så mærke den kølige friske luft, og se hvordan solen glimter igennem duggen på græsset og i træernes løv, det er jo en sansning som renser, som sætter sig i os, og som ganske sikkert på en eller anden måde kan ses som en blå himmel i vores blik eller mærkes i det vi giver videre til andre mennesker den dag.

Eller det menneske som har mødt en stor kærlighed, det er jo i allerhøjeste grad opfyldt af noget, som strømmer over og som kan mærkes. Vi andre mærker det som mildhed, varme, generøsitet, og vi ser det i øjnenes lys.

Eller det kan være kloge ord, tanker fra et levet liv, som et andet menneske giver os del i, tanker og ord, vi måske ikke sådan lige forstår. Men de er et sted inden i os. Og så en dag får de betydning og liv. De gør noget ved os. Vi forstår hvad vi ikke før har evnet at forstå, og vi møder andre med en erfaring, en visdom vi ikke før har haft.

Vores liv altså som en stadig vekslen mellem ind-ånding og ud-ånding, mellem at få noget givet og give videre til andre igen.

Men når man ser på vores tid, vores liv, så er det nu nok Marthaerne der er flest af. Mennesker som altid har travlt og har en masse de skal nå og tage sig af. Mennesker som så at sige aldrig har ro nok i sig til at stoppe op og tage sig tid til at lytte og se. Og som altså lever et rastløst og stakåndet liv uden dybe indåndinger, uden tid og nærvær til at suge til sig af alt det der møder os i andre mennesker, i bøger, i naturen, i kunst og musik.

Hvis det er rigtigt at vi er en stor bevægelse af urolige Marthaer, så er det selvfølgelig godt nok, at det er Maria Jesus peger på og siger at hun har valgt noget vi ikke kan være foruden. Et lyttende nærvær. En koncentration om det vigtige.

Og derfor er det jo i øvrigt også vi holder ikke bare gudstjeneste, men også høstgudstjeneste stadigvæk. 

Ved en gudstjeneste går det langsomt, det har I konfirmander sikkert allerede fornemmet. Der er god tid til at lytte og tænke over tingene.

Ved en høstgudstjeneste stopper vi op og siger tak for at alt det vi dag efter dag får givet. Alt det vi tager som en selvfølge og ofte slet ikke tænker på. Alt det vi lever af og ånder ind i os.

Vi siger tak for alt det som har vokset i haver og på marker og som vi nu nyder godt af: korn og kerner, frugt og grøntsager. Men vi siger også tak for andre mennesker, for gode venner og vores familie, for fællesskab og glæde og liv, for livsmod og godt humør. Ja vi er samlet for ikke at glemme det helt enkle, at vi er i live og sekund for sekund får lov til at trække vores vejr.

Høstgudstjenesten, ja hver gudstjeneste, er, kan man godt sige, en eksistentiel indånding, hvor vi siger tak for livet og suger al den skønhed og kraft der er i de store ord, i salmerne og musikken ind i os på ny. For så at ånde ud, det gør vi også når vi synger, og når vi går ud af kirken og har en hel masse ting vi skal ud og have gjort.

Hvad så med jer konfirmander? Skal I være ligesom Martha eller ligesom Maria? Skal der ske noget eller skal I sidde og lytte? I skal selvfølgelig være som dem begge. Der er meget vi skal gøre sammen. Men først af alt så skal I nok – som Maria - være opmærksomme og slå antennerne ud.

Vi glæder os i hvert fald til at fortælle jer en masse og til høre hvad I tænker. Vi glæder os til at tale med jer om alle de store spørgsmål om hvad livet og troen på Gud går ud på, spørgsmål som man ikke bare kan give et hurtigt svar, men tålmodigt må man lytte til hinanden og selv tænke med.

Og I kan glæde jer til at sidde her i kirken, til gudstjenester og ellers når I har lyst. Og så mærke stilheden, opleve skønheden og vide at her kan jeg sidde og lægge mine tanker frem for Gud. Ligesom I kan glæde jer til når vi går herover om aftenen, og I får lov til at lægge jer på kirkebænkene i mørket, for så at lytte stor og flot musik når Søren Christian spiller på orglet.

Men både musik og ord, store spørgsmål og eftertænksomhed, kræver altså åbenhed og nysgerrighed og tid.

Kan I huske den første læsning i gudstjenesten om den etiopiske hofmand som sidder i sin vogn på vej hjem fra Jerusalem og læser i profeten Esajas’ bog? Det er smukt og mærkeligt, det han læser, men han forstår det ikke. Hvem handler det om? Om ham selv eller en anden? Men han bliver alligevel ved med at læse - om Herrens lidende tjener, der som det stumme får føres til slagtning?

Og så er det en fremmed, apostlen Filip, har sat sig ved siden af ham og taler med ham om betydningen af de mærkelige ord, og han fortæller ham om Jesus som det ofrede lam. Og en helt ny dimension i ordene åbner sig for hofmanden -  som erfarer deres sandhed, deres kraft, de griber ham, og han lader sig gribe, i tro, og ender med at lade sig døbe som en tjener for Kristus. Han kunne også have lagt Esajas’ bog fra sig, fordi han ikke forstod den, men det gjorde han ikke.

Jeg håber ikke I konfirmander bare giver op når der er noget I ikke forstår. Men at I spørger: Hvad betyder det her? Hvad betyder det for mig? Og jeg håber det ind i mellem vil gribe jer – det I læser eller hører eller ser.

Og så er der altså også en hel del ting vi skal gøre sammen. I skal nok få lov til også at være Martha og bruge jeres energi og krop. Man kan ikke holde ud at være som Maria hele tiden. Så vi skal ud i byen, I skal ud og samle ind for Folkekirkens Nødhjælp. I skal selv lave en gudstjeneste, og I får mange små opgaver hvor I skal vise noget frem. Vi skal i det hele taget gerne have det sjovt.

Ja det gælder for os alle at Martha og Maria kan ikke skilles ad. Det ene fornødne: at lytte til Guds ord, at tage imod det forunderlige tilværelsen er fyldt af, skal vi ikke glemme.

Men de to søstre hører sammen – som tro og liv, som det at gribe en bolde og spille den videre, som Guds kærlighed til os og vores kærlighed til hinanden, som det at vi trækker vejret, ånder ind og ånder ud, i den forunderlige gavmilde verden som er Guds.
Amen

Salmer:  729   448   Kor. 674 v. 2 & 7  //  331  321 v. 6   730

Erik Høegh-Andersen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Del dette: