Du er her: 

Betesda dam – et helvede bliver til en kirke

Prædiken i Trinitatis Kirke 14. søndag efter trinitatis 2018. / Musikgudstjeneste – med musik af Dvorák, Mendelsohn og Liszt

Når man ankommer til Betesda Dam, ser det smukt og stilfuldt ud. Fem søjlegange omgiver den lille sø. Og med navnet Betesda, som betyder ”Barmhjertighedens hus”, kan man forledes til at tænke at det er godt at den slags steder findes. Et sted hvor mennesker i dejlige omgivelser kan finde omsorg og hvile og få ny kræfter, og syge kan blive helbredt og få deres liv og førlighed igen.

Men inde i Betesda, inde mellem søjlerne, blandt de syge og blinde og de mange krøblinge, ser det anderledes ud. Der ligner søjlerne tremmerne i et fængsel. Der ved man at man måske for altid er spærret inde. Og stilheden er er ikke den nærende og rekreative stilhed som trætte mennesker kan drømme om. Det er en forbandet stilhed hvor alle vagtsomt lurer på hinanden. Alle ligger de, eller de sidder, og venter på deres chance. På det øjeblik hvor vandet i dammen bruser op og kommer i bevægelse. Den første der når ned i bølgerne, vil blive rask.

Så de ser kun ét sted hen – og det er ned i dammen. I det stillestående vand ser de et tomt dyb, eller de ser et spejlbillede af sig selv. Og så ud af øjenkrogene de nærmeste som de ved de skal kæmpe med. Måske bruser vandet op? Måske venter lykken? Selv om de fleste af dem ved at de aldrig når frem. Der er altid nogen der er stærkere eller hurtigere eller klogere, og som vinder i den grusomme kamp om komme først.

Det er ikke et barmhjertigt sted. Det er et helvede - som evangelisten Johannes beskriver det.

Helvede som det at det eneste man tænker på, er at redde sig selv. At komme først.

Helvede som det at man hver især lurer på hinanden. Der er ingen som vil hinanden, som rækker ud og taler sammen om det liv som gør ondt og er forbasket svært.

Helvede som det at årene bare går med at vente - på et liv, en lykke, som måske, måske ikke, indfinder sig engang.

Helvede som denne forbandede stilhed og ubevægelighed – livet er et sted derude, men her sidder man bag tremmer, låst fast, hensunket i hver sin individuelle skakt.

Det er et helvede vi kender på mange niveauer og planer.

Når vi selv bruger al vores energi på at tænke: mig først, America first, eller det er os der har retten til at være her, ikke de andre.

Eller når et liv bliver brugt på at regne den ud, score gevinsten, vente på lykken som kommer engang, alt imens sansen for det liv som er der, det smukke, bevægende men sårbare liv skrumper ind.

Eller det helvede det er når vi føler at livet: det er bare noget der sker uden at vi er med i det. Der er mange der føler sig hægtet af den store forkromede globale udvikling – hensat til et liv hvor det ingen rolle spiller hvad vi siger og gør. Der er unge mennesker ikke mindst som føler en nærmest depressiv eller desperat afmagt over ikke at kunne gøre noget, når nu verden er ved at kuldsejle. De fortæller om en stærk følelse af at være at være sat ud af spillet, for løbet er jo kørt, fremtiden er forbi.

Der er mange – unge og gamle – der vil kunne beskrive deres livssituation som et dynd det ikke er til at komme fri af. Og det er ofte meget ensomt og skamfuldt – det er ikke noget man viser frem og deler med andre.

Det er ofte nemmest at resignere og tænke at sådan er det for mig – livet, det store liv, det er for de andre.

Men spørgsmålet er der jo:

Hvordan bliver jeg fri – af al den utilstrækkelighed jeg hænger fast i? Hvordan kommer jeg op af skakten? Ud af fængslet?

Hvordan?

Ja det sker måske ved at nogen ude fra kalder på mig og på den måde åbner en dør ud af den indespærrede og fastlåste tilstand jeg befinder mig i. Som da Jesus ser den lamme ved Betesda dam og spørger om han vil være rask. Det vender jeg tilbage til.

For det kan også i første omgang ske ved at jeg står ved min fortvivlelse, min sorg, og deler den med andre, med Vor Herre, og således finder eller lytter mig frem til ord som udtrykker min situation. Ordene forløser noget i os. Sætter os fri af forbandelsen. Det er derfor Davidsalmerne fra Det gamle Testamente, som vi ofte hører til gudstjenester, gennem årtusinder har vist sig at være uopslidelige. Fordi de ikke bare giver os ord til at sige tak, men jo først og fremmest også kan høres som en stemme fra dybet, fra et menneske som kender til modløshed og tomhed og angst.

Som vi hørte det i Davids salme nr. 39, hvor digteren betænker den korte livstid han har tilbage, og al den lidelse han er udsat for. Og som vi om lidt skal høre det i Mendelsohns udsættelse af Davids salme nr. 55, Hör mein Bitten.

Det er jo en virkelig fortvivlet salme, uden overskud og glæde. Men vi lytter gerne, ikke bare fordi det er smukt, men fordi klagen, ordene, musikken rører ved noget i os, og indfanger en ensomhed, udsathed, angst, som er meget personlig, så meget at vi ikke altid har ord for det, men som vi alligevel fundamentalt er fælles med hinanden om.  

Og på samme kunne vi til at begynde med – formodentlig uden reservation – synge med på Grundtvigs ”Som tørstige hjort monne skrige” – også skrevet over en Davidssalme.  Også det er jo en salme som hjerteligt klagende taler ud fra en forladthed eller ensomhed som få vil være ved, men som vi alligevel er fælles om og godt forstår.

Forfatteren og oversætteren Niels Brunse skrev for nogle år siden om salmen. Det har været hans yndlingssalme helt tilbage fra han var kordreng og sang den i Helsingør Domkirke. Derhjemme i det nærmest ateistiske hjem sang de ellers ikke salmer. Men i kirken gjorde salmerne et stort indtryk på ham, ikke mindst denne som ramte ham med sine meget stærke ord: : ”Jeg svimler, mig rædsel nedknuger, mig afgrunden visselig sluger, o Herre, o hør mine skrig.”

Eller beskrivelsen af hvordan ”bølger og vover .... lukker sig over min sjæl”, alt imens Gud ”tøver og sover”.

Den lille Niels hvis mor led af svære depressioner, kendte udmærket til hvordan en afgrund kan opsluge et menneske.

Og når han holdt så meget af salmen med de skræmmende udtryk, så skyldtes det, skriver han, at de vidnede om at nogen havde været i de afgrunde før og fundet ord for dem. Hvad han oplevede og følte derhjemme det måtte han nemlig helst ikke tale om. 

Men i kirken kunne han synge sig ud af den påtvungne tavshed. Og det gammelagtige i salmens ord tydede endda på at det var erfaringer mennesker altid havde gjort.

Det var der trøst i. Det var også en trøst til sidst i salmen at synge at der var mere end mørket som ventede på ham.  ”En gang skal den morgen oprinde, da frelst du så glad ud i sinde skal takke og love din Gud”.  Men det var en anden og dybere trøst for ham at vide at der var nogen som havde været i mørket, og som delte det med ham lige nu og her.

Den første vej ud af fortvivlelsen er at vide at jeg ikke er alene. At lytte til og mærke og måske tale eller synge om min afmagt, min længsel, mit håb.  

Og at gå i kirke er blandt andet at udsætte sig for det. For alle disse erfaringer som vi tænker er private, men som vi deler med hinanden.

Og så er det selvfølgelig også at udsætte sig for Guds ord, for en stemme som taler til os og som spørger og insisterer: Kom nu! Rejs dig! Vil med ud af det her? Sådan som Jesus henvender sig til manden der har været syg i 38 år. Han har selvfølgelig resigneret, det her er nu engang blevet hans fængsel, hans liv. Så da Jesus spørger om han vil være rask, forklarer hvordan det er: At der ingen er til at hjælpe. For her tænker enhver på sig selv, og der altid andre som først når ned i helbredende vand. Men Jesus insisterer: Rejs dig! Tag din båre og gå! Han lader ikke manden forblive i sin skakt, men kalder ham op, og forplanter med sine ord et oprør, en bevægelse i ham. Ikke i vandet. Men i ham.

Og manden rejser sig og går. Og ikke nok med det. Han går omkring, skriver Johannes. Med sin båre under armen går han rundt iblandt de andre og fortæller løs om det som er sket. Han bryder, ligesom Jesus gjorde det, ind i den forbandede stilhed. Og Betesda hvor enhver er sig selv nærmest og huset et livløst helvede, bliver et sted hvor man går omkring og går i hinanden møde. Et mødested hvor mennesker deler erfaringer og ord og liv, hvor hænder rækkes ud, for her skal man ikke for altid blive siddende – som offer for tilværelsens luner - hensunket i sig selv.

Og manden bliver jo på den måde et vidne, en forkynder, ja en tjener for Gud.

Gud som vi ikke altid kan pege ud. Det kunne den helbredte mand heller ikke, men som er der hvor et menneske på den ene eller anden måde kaldes eller trækkes ud af sit helvede.

Johannes, evangelisten, viser at Gud er den som ser os og ikke bare lader os være i fred. Gud er bevægelsen som sætter det fastlåste liv i skred. Gud inviterer og insisterer: Kom nu! Vil du ikke være rask?  Gud er den som kalder de døde tilbage til liv igen – det handler resten af kapitlet om.

Så når vi rejser os og rækker ud til andre og deler liv og glæde og sorg, så er vi, uanset hvem eller hvad der fik os op af vores leje eller stol, med i en bevægelse, en strøm af liv som kommer fra Gud.

Betesda var mest af alt et fængsel, et helvede hvor enhver var optaget af sig selv. Men det blev til en kirke. Sådan kan man i hvert fald se det for sig. Til et sted hvor man i sin afmagt rækker ud, efter hinanden, efter Gud. Og et hus hvor Gud barmhjertigt men insisterende taler, kalder og bevæger alle os hensunkne, døde, ud til liv og fællesskab på ny. 
Amen.

Erik Høegh-Andersen

 

Salmer – 410   157   388   398 v. 3   31

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Del dette: