Du er her: 

Klippe eller sand, broen og det mellemværende. En prædiken om kirke- eller trosbilleder

Prædiken til 8. søndag efter trinitatis, Trinitatis kirke 2018

Det er virkelig to meget anskuelige livsbilleder vi her har fået. Den kloge mand som bygger sit hus på klippen. Og trods skybrud og oversvømmelser og voldsomme storme bliver huset stående, fordi det er bygget på en klippe.

Og den tåbelige mand, som bygger sit hus på sandgrund – og da så det regner og floderne stiger og stormene suser, så skrider grunden under det, og det falder med et brag.

Man ser det for sig og forstår at sådan kan vi bygge vores liv på noget der er bestand er i, altså på klippegrund, eller vi kan bygge på noget som ikke holder i længden, og som en dag vil få det til skride under os, som sand.  

Vi kan vist hver især uden videre give eksempler på begge slags liv. Liv bygget på illusioner eller penge eller nydelsen ved berømmelse, og det holder ikke i længden.  Eller liv bygget på trofasthed, kærlighed, tillid og her er der virkelig noget der bærer og holder, selv om vi udsættes for uvejr og storme og større eller mindre katastrofer i vores liv.

Der er bare det at så anskuelige billeder også kan begrænse vores syn på hvad det kloge og gode liv er. De kan låse vores billeder af hvad der er sandhed i, fast, så vi fx slet ikke ser at der også er sandhed, dybde, evighed i at investere alt i øjeblikket, i det nærværende og formålsløse, i liv der forandrer sig og forgår - som sand.

Tag nu bare da vi som børn legede på strandbredden og byggede slotte og hele landskaber af sand. Når dagen gik uden at vi ænsede tiden, mens solen bagte og bølgerne skvulpede. Det var den rene lyst at udtænke kanalsystemer og slotte med indre og ydre gårde og voldgrave omkring. Det var et eventyr som blev bygget op. En fantasiverden midt i det fortættede nærvær af sol og blæst og vand og sand. Og selv om blæsten blev til vindstød og storm, så sandet føg og dækkede kanalerne til, og selv om bølgerne kom tættere og tættere på, og ebbe blev til flod, og slottene hen mod aften sank i grus, så vidste vi at det her var det bedste, det var selve lykken eller livet, også selv om vemodet stak i én når bølgerne skyllede hen over dagens værk, og vi vidste at vi næste morgen måtte begynde forfra, på ny.

Ja hvad var vores liv uden alt det ubestandige, det overflødige, det eventyrlige, det som lige her kalder på vores nærvær og fantasi. Tænk hvis der ikke også igennem livet var et sådan legende spild af liv, som det at bygge sandslotte jo dybest set er. Samtidig med at det er en leg som fører barnet ind i livet, ind til livet i livet, eller ind til den drøm Skaberen selv må have haft da han i guddommeligt overskud formede så ubestandige og skrøbelige væsener som vi alle er.

Billeder er ikke entydige. At bygge sit liv på sand kan være det smukkeste, livshengivne man kan tænke sig. Lige som mennesker der uforbeholdent giver sig selv sammen med andre – uden at overveje om det nu betaler sig, og om det er noget som vil holde på længere sigt.

Og at stå klippefast her i livet, i tro på Gud, på det der holder, det kan virkelig være en styrke, så man ikke ustandseligt skal se sig over skulderen for at være sikker på at de andre synes om én.

Men samtidig kan klippen også være et billede på et liv som er ubevægeligt, forstenet, uden rummelighed og indlevelse og sans for at livet kan være anderledes end den klippefaste position vi lige ser.

Ja ofte er det vel sådan at kun det som ikke er helt stabilt, er stabilt. Det gælder fx broer som skal kunne bevæge sig, bare en lille smule, de skal kunne svinge og være i resonans. Ellers brækker de over. Og det samme gælder jo mennesker, vi skal også kunne bevæges, sættes i svingninger, mærke både glæde og sorg, møde hinanden og erfare at der opstår resonans. Ja det menneske der kan være sårbar og skrøbelig og medfølende er oftere stærkere end den stålsatte, klippen, som måske en dag smuldrer eller brækker over, og ikke kan finde ind til hjertet i sit liv.

Billeder skal bruges, men også gerne suppleres med nye billeder. Vi skal for mig at se gerne have mange livsbilleder, gudsbilleder, kirke- og trosbilleder. Broen som jeg nævnte, kan være et af dem. Grundtvig har jo et fantastisk billede af hvordan troen folder en bro udover tilværelsen dyb.  ”O vidundertro! du slår over dybet en gyngende bro…”, siger han.

Hvad er det for en slags bro? Der er selvsagt hverken tale om et lille bræt over et vandløb eller monumental betonkonstruktion.  Jeg har altid forestillet mig det som en spinkel hængebro af tovværk og brædder, der går hen over en dyb afgrund, lidt ligesom  i en film med Indiana Jones. En bro som det virkelig kræver mod at begive sig ud på.

For man kunne jo også bare blive stående tilbage. På klippen, den sikre grund. Og lade være med at begive sig ud over dybet.

Men hvis man ikke tør begive sig ud på dybet, ud på troens bro, så ved man også at man aldrig kommer derud hvor kærligheden, livet, ja hvor suset i tilværelsen er. Så står man bare dér og ser over på de levendes land – som Grundtvig ser for sig for enden af broen. Ja hvis vi ikke tror og tager skridtet ud over klippen, så overgiver vi os til en frygtsomhed, en sikkerhed, som har med døden at gøre, siger Grundtvig. Så lever vi i et dødningehjem.

Hvordan kan vi vide at den holder, denne bro? Den kan vi heller ikke. Det erfarer vi først når vi træder ud over kanten, når vi tror, så først finder fødderne broen som Gud lagt foran os som en vej til livet, til de levendes land.

Men ligesom troens bro vil kunne bære os ind i det uvisse, sådan vil den også kunne være en vej fra os til de andre, fra mig til dig. Også det kræver tro, mod og vilje, ikke bare at forblive i sig selv, i sit sikre skjul, men vise sin sårbarhed og turde træde ind i et andet menneskes liv. Per Schultz Jørgensen skrev for et par år siden en bog med titlen: Broen til det andet menneske.

Her beskriver han et hurtigt og overfladisk samfund, hvor vi er ved at miste evnen til at opbygge og vedligeholde tætte relationer. Vi fører monologer i stedet for dialoger. Vi er alt for optaget af at eksponere os selv, og vi interesserer os ikke nok for hinanden, til at vi går over til hinanden, og lytter og spørger ind til som er på spil i vores liv. Når vi ses, bliver det til et ”Hej” og ”Godt at se dig” og en masse krammere - ligesom vi selvfølgelig også liker hinanden på facebook, men vi deler sjældent det der virkelig berører os, og vi forbliver som adskilte øer for hinanden. Derfor er der, siger han, i et samfund med stor social kontakt utrolig mange som faktisk føler sig ensomme. Der er ikke nogen de virkelig betyder noget for.

Broen er modbillede. Det vi i tro på hinanden, på Gud, skal folde ud. Vi skal stole på at for enden af den bro, i det andet menneskes verden, er der noget vidunderligt vi skal erfare og se. Ja den slags broer er der for at der med tiden kan opstå en livlig trafik imellem os, af tanker og følelser, af indfald og idéer, af kærlighed og glæde, altså alt det der gør et venskab levende og godt. Og som gør vores verden større, fordi vi ikke bare ser hen på hinanden, men vi lærer også at forstå hinanden, og at se med de øjne den anden har.

En sådan bro - ind i det uvisse, hen imod de andre - er jo om noget luftig og ustabil, bygget af Gud, foldet ud i tro. Og samtidig har den det i sig som bærer og holder os oppe, den baner en vej til livet, også selv om der modløshed og kaos på spil i vores liv.

Der er mere at sige end at vi bygger på klippegrund eller sand. For det er det som er imellem os, som er det afgørende. Det vi ikke kan se og pege ud, men som alligevel er der. Mellemrummede, pauserne, den usynlige bro. Det at vi er forbundet med hinanden. Det har Grundtvig om nogen sans for. Kirken det er for ham ikke den synlige bygning vi ser, men ”vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene”, sang vi i ”Kirken den er et gammelt hus”. Ja selv om tårnene synker i grus, så står kirken der stadig, som det levende, skrøbelige, men evigt stærke fællesskab Vor Herre bygger af os. Det er det som er imellem os som bærer, ikke den enkelte og slet ikke klippefaste strukturer eller bygninger af sten.

Til sidst: På Charlottenborg er der for tiden en meget stor og ambitiøs udstilling af Kirstine Roepstorff med titlen: The Renaissance of Darkness. Mørkets genfødsel. Det er en udstilling hvor man rum for rum bevæger ind i en stadig større uvished og uklarhed. Underlaget kan man ikke rigtig stole på, lyset svinder, tusmørke bliver til mørke, men det mærkelige er, at når man bevæger sig ind i mørket, så ser og sanser man - eller måske aner man bare -  overgange og nuancer, lysninger og mellemrum, man ellers ikke i vores overbelyste tilværelse vil få øje på og se.

Og så hænger der på vejen ind et billede som handler om dette her: På billedet ser man en hånd, måske Guds hånd, som løfter Peterskirken op. Kirken som jo netop er bygget på Peter, der betyder klippe. Billedets titel er: Lifting the Structures of In-Between. Det er det der er inde imellem det hele der er det afgørende. Det som er In-Between. Bygningen i sig selv er bare en struktur. Men kirken, Guds kirke, det er det udefinerlige, det skjulte, magien, livet, dér hvor noget nyt inde i hvælvingernes mørke bliver til. Ikke klippe eller sand, men det liv som opstår midt i mellem. I sprækkerne og imellem os.
Amen.

 Salmer: 323   769 v. 4-5   672  //  Motet: 328 v. 1    561 v. 7-13   397 v. 3 & 5   8 v. 5-6

 

Erik Høegh-Andersen

 

 

Del dette: