Du er her: 

Frygt løs! En prædiken om frygt og frygtløshed.

Prædiken til 7. søndag efter trinitatis, Trinitatis kirke 2018

Frygt ikke! Der er unægtelig langt fra et moderne, velordnet og demokratisk samfund, hvor vi er frie til at mene hvad vi vil, og så til de forhold de første menigheder levede under, og som læsningen vi hørte indirekte fortæller om.

Jeg tror i det mindste ikke der var nogen af os som virkelig gyste, da vi hørte ordene: ”Frygt ikke dem der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel”.

Som om det var noget vi kendte til: at blive forfulgt og slået ihjel på grund af vores overbevisning eller tro. Men der var engang hvor det var dødelig alvor, det som ordene fra Matthæusevangeliet taler om. Hvor man gyste når de blev læst op ved gudstjenester og sammenkomster, fordi man kendte det: rædslen, frygten for forfølgelser, tortur, drab. Man havde helt sikkert hørt om, og måske også selv oplevet mennesker blive henrettet på grund af deres kristne tro.

Man havde set familier blive splittet og set hvordan familiemedlemmer angav hinanden. Det var en virkelighed hvor det at bekende sig som kristen uvægerligt var forbundet med usikkerhed og angst. Alt det taler Matthæus udførligt om i resten af kapitlet, hvor ordene vi hørte, kommer fra.

Men vi lever i Danmark i 2018. Og selv om vi siden 2001 har oplevet adskillige anslag af terror i vores ellers ganske sikre vestlige verden, så er der formodentlig ingen som frygter at gå ud af kirkedøren når gudstjenesten nu er forbi. At stå ved sin kristne tro afstedkommer højst et overbærende skuldertræk fra den som hellere vil noget andet.

Selvfølgelig kender vi til områder i verden hvor der er grund til frygt, for liv og lemmer, og hvor det virkelig har omkostninger ikke at holde sin mund. Der er lande hvor det er svært være kristen, og hvor man går stille med sin tro. Og der er lande hvor kristne mennesker, men jo også jøder og muslimer lever i frygt for forfølgelser og vold. Og det er bestemt bekymrende – ligesom vi selvfølgelig skal være på vagt hvis en trussels- og frygt-kultur vinder frem i miljøer herhjemme.

Men fundamentalt set må man sige at vi, ligesom de fleste lande omkring os, lever i noget nær verdenshistoriens tryggeste og frieste samfund. Og vi lever tilmed sundere og længere end nogensinde.

Derfor er det også mærkeligt at der samtidig er så mange tegn på frygt i vores tid. Frygt for de fremmede, for burkaer, for terror, bandekriminalitet, hjemmerøveri, dødbringende epidemier, vi frygter for alskens sygdomme, for hvad vi spiser, for at dø og måske også for at leve?

Så karakteristisk er denne frygtsomhed at sociologer i de sidste årtier har været nærmest enige om at benævne vores kultur som en ”frygtkultur”. Ikke sådan at vi er lamslåede eller ude af os selv af frygt. Det er ikke en højintensiv frygt - som når der virkelig er fare på færde. Det er en diffus frygt med lav intensitet, men den sidder i os som en påpasselighed, som en holdning til omverdenen, som om vi altid er lidt bange for at miste det vi har.

Den tyske sociolog Ulrich Beck siger således at i det klassiske industrisamfund, hvor vi var tvunget til at arbejde og kæmpe for tilværelsen, der var det mottoet ”Jeg er sulten” som indfangede det mest presserende eksistentielle problem, men her i det senmoderne velnærede risikosamfund, hvor ingen sulter, er det udtrykket ”Jeg er bange”, som dominerer vores liv og bevidsthed.

Ikke fordi der er ret mange faktiske trusler omkring os, men vi ser små bitte farlige hændelser som mulige, ja faretruende trusler for os alle. Et influenzaudbrud på den anden side af kloden, som ikke helt ligner tidligere udbrud, og verden er på den anden ende: - Medierne får noget skrive om; politikerne viser at de har magt over situationen ved at vaccinere; alle puster til ilden, mens frygten vokser for noget, som formodentlig ikke er værre end de epidemier, vi år efter år har været vidne til.

Og så er der frygten for de fremmede! Hvor enkelte gruppers kriminelle og fjendtlige adfærd kommer til at fylde uforholdsmæssigt meget. Og så bliver de fremmede det nemmeste sted vi kan rette vores frygt imod – selv om vores frygtsomhed og bekymring måske handler om alt muligt andet vi ikke lige kan overskue og forstå.

Hvad er der at stille op over for al den diffuse og irrationelle frygt der sidder i os? Skal vi blive ved med at sige: der er ikke noget at frygte, vi har aldrig haft et bedre og sikrere liv end nu? 

Det skal vi måske nok. Vi skal afvæbne frygten, selvfølgelig. Men samtidig tror jeg måske snarere vi skal gå den modsatte vej, og sige: Frygt nu noget mere? Frygt ikke for alt det der muligvis kan ramme dig? Men frygt for dit liv, for din sjæl, frygt Gud!

Frygt er jo virkelig ikke bare noget negativt, noget vi for enhver pris skal undgå? Det er frygten som holder os vågne. Den viser at der er noget på spil i vores liv. Noget vi ikke må miste. Det er frygten som trækker os op af den eksistentielle dvaletilstand vi så ofte befinder os i. Frygten for at miste det afgørende, selve livet, nærværet, frygten for at alle dagene bare passerer forbi mig som om de ingenting er.

Men vi frygter alt muligt andet:

Vi sætter lås på dørene, vi tegner forsikringer som aldrig før, sætter overvågningskameraer op, vi rydder byerne for tiggere, romaerne især, for den politiske vurdering er at tiggeri skaber frygt, og vi går selv til helbredsundersøgelser i eet væk.

Men frygter vi at vores liv kan forspildes?  Frygter vi for samvittighedens dom, for kærligheden, for vores sjæl?

Det som Jesus også taler om: ”Frygt ikke dem der kan slå legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel”, siger han, og fortsætter, ”men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.”

Jeg skal skynde mig at sige at jeg absolut ikke abonnerer på sådan en bastant helvedesangst, som man i middelalderen og i nogle missioniske miljøer har været ved at gå til grunde i. Helvede er ikke en guddommelig sanktion eller straf som venter i det hinsides. Helvede er noget vi kender. Helvede er når livet mister sin betydning. Helvede er når vi kun tænker på at hytte os selv. Når vi er så frygtsomme eller dvaske at vi sætter barrierer op for ikke forstyrres eller antastes af nogen andre. Helvede er altid at have nok i sig selv. Ikke at ville noget med det liv som skænkes os.  

Og vi har al mulig grund til at frygte at vi havner dér.

Vores liv er jo på en gang vidunderligt og grusomt, det har i sig en nærmest dansende lethed og samtidig en tyngde og alvor som næsten ikke er til at bære, eller som vi hørte det hos Prædikeren, vores liv under himlen er fyldt af alle mulige slags tider og dage, tid til at fødes og tid til at dø, tid til at plante og tid til at rydde, tid til at græde og tid til at le, tid til at danse og tid til at sørge. Og at være menneske er at kunne være til stede i hele livet, ikke på samme tid, men sådan som det nu viser sig for os, med de mange forskellige slags tider og dage, uden at vi af den grund kan se til bunds i dem og forstå hvad meningen er.

Ja at være menneske er at stole på, at der hver dag er noget som kalder på min opmærksom, min tilstedeværelse, på min frygt. Hver dag er Guds, hver dag vil Gud mig noget, hver dag er der en sitrende livsfornemmelse, jeg skal mærke i mig, hvad enten det er i glæde eller sorg, eller i arbejde eller kærlighed. Hver dag har i sig noget dyrebart, noget helligt, en skønhed, noget jeg skal sanse og være på højde med og sandelig også værne om.

Og det værste er, når det hele glider forbi mig som om det ingenting er. Når jeg oplever at dagene ikke har fylde i sig, Gudsfylde. Helligkraft. Noget der kalder på mig. Når de altså synes tomme og ligegyldige. Tænk hvis jeg en dag ikke oplever andet end ligegyldighed, ensomhed, tomhed og udefinerlig frygt eller angst i mit liv. Det er jo om noget et helvede.

Den frygt tror jeg også vi har siddende i os. Og den er for mig at se vigtigere end frygten for alle de indbildte eller reelle farer som truer os derude.

Vi skal frygte for vores sjæl. For det skrøbelige, levende, hellige, uudgrundelige liv, vi er skabt til at mærke i os. Vi skal frygte for Gud som netop vil trække os ud af vores selvtilstrækkelighed og ud af de frygtsomme små verdener, vi så ofte barrikaderer os i.

Ja vi skal frygte løs! For at blive frygtløse! Frygte Gud og vide at vi er i hans hånd, og så behøver vi ikke at bekymre os om alt det der muligvis kan gå hen og blive farligt eller bare besværligt for os engang.

Gud som kender os og er med os i alt hvad der sker. Ligesom, siger Jesus, en spurv ikke falder til jorden, uden at Gud er med den.  Og vi er trods alt mere værd end mange spurve. 

Gud slipper os ikke. Opgiver os ikke, lige meget hvordan vi så har forvaltet vores liv. Gud følger os på vejen, gennem de mange forskellige erfaringer og tider og dage. Han lader os netop ikke bare synke hen i os selv, men kalder os ud til nærvær og liv. Gud lokker, inspirerer, inviterer og puffer til os. Tilspiller os muligheder og viser åbninger og veje vi ellers ikke ville have lagt mærke til.

Og at leve sine dage fuldt ud, at give sig selv med hele sit hjerte, det er på een gang at frygte og stole på Gud. Det er at vide at hver dag er der noget afgørende på spil i mit liv. Hver dag kaldes der på mit hjerte, på min sjæl. Hver dag er der en skønhed og et sitrende liv jeg skal mærke og se. Hver dag noget jeg skal gøre og måske kæmpe for. Og når jeg ikke kan mere, når jeg falder igennem eller falder ned, så falder jeg ikke ud af Guds hånd, men ind i Gud.

Det er det afgørende. Sikkerhed, virkelig sikkerhed får vi alligevel ikke. Vi kan ikke barrikadere os mod alle tilværelsens farer. Men vi kan stole på at vi altid er hos Gud. Hos ham som tager vare på både legeme og sjæl.
Amen.

 Salmer: 46   661   306   //   Motet 34 v.1 & 3  667   785 v.2-3   30

 

Læsninger: Præd. 3,1-11, Rom. 8,1-4 og Matt. 10,24-31

 

Erik Høegh-Andersen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Del dette: