Du er her: 

”Der findes kun én værdig opgave i livet: Vi skal forsøge at gøre det umulige!”

Prædiken til 6. søndag efter trinitatis, Trinitatis kirke 2018

Når jeg taler med dåbsforældre eller brudepar og måske på et tidspunkt spørger hvad det er der gør at de holder fast ved kirken og den kristne tro, så er svaret ganske ofte at kristendommen har givet os en etisk målestok og værdier, vi både som enkeltindivider og som samfund ikke kan undgå at forholde os til. Nogle nævner næstekærlighedsbuddet, mens andre peger på de ti bud som et normativt grundlag for vores liv.

Kristendom eller religion i det hele taget viser altså at vi ikke kan leve vores liv på en hvilken som helst måde vi finder for godt. Og der er, tænker vi, i de gamle bud og forskrifter en livsvisdom og brugbare sociale adfærdsregler vi gør klogt i at lytte til og følge. Også selv om vi ikke gør det!

Bud nr. 6 fx Du må ikke bryde et ægteskab. Selv om vi ved at de fleste ægteskaber ikke holder, og vi anerkender at stærk kærlighed kan bryde ind og føre til at ægteskaber opløses, så vil de fleste sige: Der er altså noget her – et etisk imperativ, som vi kan blive nødt til at sætte os udover, men som alligevel ansporer os til en varsomhed, en omsorg, en ordentlighed i vores omgang med hinanden, så vi ikke bare lader et partnerskab eller ægteskab kuldsejle for ingenting.

Bud nr. 5. Du må ikke begå drab. Det måske mest fundamentale af alle bud. Det bud er vi helt og aldeles enige om. Men vi tillader ikke desto mindre drab i visse sammenhænge. Fx som abort af fostre. Og de fleste af os mener tilmed at det er en frihed, en mulighed, som det trods alt er et stort gode vi har. Og er til livets bedste.

Men jeg tror ikke nogen kvinde eller noget par får foretaget dette indgreb, som berøver et foster livsmuligheden, uden en bedrøvelse, en sorg, uden bevidsthed om at her har vi sat os ud over en grænse vi ikke bare kan skalte og valte med. Buddet står fast, til trods for at vi ser os nødsaget til at bryde det.

Bud nr.3. Hold hviledagen hellig. Det gør vi jo i det store og hele ikke. Søndagen er fridag for nogen, men hellig? Alt kan vi foretage os. Fridage, hviledage, det er noget vi selv skal tilrettelægge. Og selv om vi har mange af dem, så har vi svært ved at finde ind til den ro eller den kilde til nyt liv, som helligdagen engang gav os adgang til. Tværtimod føler vi os stressede, vi vil jo så meget, vi kan jo så meget, vi hviler ikke i vores liv.

Men så er helligdagsbuddet en påmindelse til os om at der for vores skyld, for Guds skyld, skal være hvilepunkter, helligsteder, åndehuller i vores liv.

Og derfor tror jeg også vi ind i mellem tænker: Kunne vi bare holde os til enkle, klare regler, så ville tilværelsen være lettere. Så var vores liv som det skulle være.

Men vi ved godt at sådan er det ikke.

For det første fordi livet altid er mere kompliceret end det fremstår i de ti bud og andre leveregler.

Og for det andet fordi vi ved at vi aldrig vil kunne holde os til et bestemt regelsæt, og så sige at nu er vores liv helt som det skal være. Der vil altid være mere at sige. Og altid noget som vi ikke har opfyldt eller gjort.

Ja den etiske fordring som ligger bag ved alle budene, og som grundlæggende siger: Tag vare på livet, tag vare på hinanden, elsk din næste som dig selv, vil jo aldrig kunne afgrænses eller opfyldes. For fordringen er uendelig.

I en samtale med dåbsforældre, brudepar, hvem som helst, tror jeg det er det vi i store og hele vil finde frem og være enige om, hvis vi taler om den etiske bevidsthed kristendommen har afsat i vores liv.

Og når vi kan blive enige om det, at der er en etisk fordring som ikke kan afgrænses, men er uendelig, så er det måske fordi vi lever i en bestemt kultur - præget af bl.a. Martin Luther og Søren Kierkegaard. Det mener i hvert fald filosoffen Matias Møl Dalsgaard som i en afhandling har forsøgt at indkredse den bevidsthedsform som kendetegner det moderne menneske her under vores himmelstrøg. ”Det protestantiske selv” hedder bogen.

For det første er det klart, siger han, at vi lever i en sekulariseret verden. Dvs. vi har ingen forestilling om at kristendom eller kirke skal have nogen direkte indflydelse på den måde vi tilrettelægger vores samfundsmæssige liv.

Men det gør ikke at den etiske fordring er mindre for det enkelte kristne menneske. Tværtimod.  Der er i den kristendom ikke mindst Søren Kierkegaard plæderer for, en uopfyldelig fordring om at vi af hjertet og med al vores vilje skal være stede og give sig selv.

Vores ansvar for verden, for medmennesket, for at leve ordentligt, er i den forstand uendeligt. Det er ikke sådan at vi på et tidspunkt kan sige at nu er det godt nok. Eller sådan at vi kan nøjes med at holde os til nogle bestemte overkommelige leveregler, som man måske mener at kunne i andre religioner, og måske i andre områder af den kristne verden. ”Hjertets renhed er at ville eet”, siger Kierkegaard. Det halve eller delte er aldrig nok.

Eller med en formulering den norske forfatter Jan Kjærstad en gang har givet: ”Der findes kun én værdig opgave i livet: Vi skal forsøge at gøre det umulige!”

Den formulering rammer for mig at se præcist hvad der er på spil i den protestantiske kristendom – vi ved ikke præcist hvad vi skal gøre, der findes ikke evigt gyldige leveregler vi kan holde os til, men den etiske fordring, ansvaret, er uendeligt. Uoverkommeligt. Vi skal forsøge at gøre det umulige.

Det er det ene kendetegn. Det andet kendetegn, siger filosoffen, Dalsgaard, er at der i den protestantiske kristendom samtidig er en lethed, en humor, en glæde, en frimodighed, som gør det muligt at leve med det uoverkommelige ansvar.

Hvad er det humoren gør? Jo humoren ser det komiske i misforholdet mellem det store umulige ansvar vi har fået og det meget jordiske og halvhjertede liv vi lever og befinder os i. Humoren har et overskud, et himmelsk overskud i sig, som gør at vi ikke går til i ærgrelse og fortvivlelse over ikke at kunne leve det liv vi gerne vil.

Humoren tager ikke radikaliteten i det umulige ansvar væk, men den hjælper os til at forsone os med at livet nu er blevet som det er.

Humoren er ikke mindst vores værn imod det smålige og selvhøjtidelige liv, hvor vi bare lever rigtigt og pænt og fromt, eller lever ligesom de andre, og tror at det er guddommeligt at leve sådan.

Humoren er på den måde en himmelsk hjælper der holder mennesket svævende imellem det uendelige og det endelige, imellem det guddommelige og den jordiske tilværelsen vi befinder os i.

Og så er der glæden og frimodigheden. Glæden som kalder på os, trods alt hvad vi ellers kunne bekymre os om. Glæden som egt. ikke hos Kierkegaard er en følelse eller en lykke-erfaring – men det at være ubekymret optaget af livet.  Som himlens fugle eller markens liljer. De bekymrer sig heller ikke – men er nærværende, til stede i det de skal. Fuglene synger, flyver, bygger rede og er helt stede i det. På samme måde kaldes der på vores glæde og frimodighed til leve i dag i det vi skal, glæden er i nærværet, i den fryd det er at være til. 

Altså på den ene side det uoverkommelige ansvar, den uopfyldelige fordring. Og på den anden side glæden, frimodigheden som trækker i os i dag. Livet er ikke et umuligt projekt engang, det er nu. Og så humoren som gør at vi kan se og forsone os med misforholdet mellem livet som vi tænker det bør være og sådan som det faktisk er.

Det er protestantisk kristendom, siger Matias Dalsgaard ud fra sine læsninger hos Kierkegaard og Luther.  Og det er, som jeg ser det, en måde at tænke på som viser dybden og styrken og resurserne i vores kristne kultur.

Og som jo går tilbage til og netop også kan hentes ud af den fortælling vi lige har hørt. Om Jesus og den unge stræbsomme mand, som gerne vil ind i livet, det fuldkomne eller evige liv.

Selvfølgelig er han klar over at det slet ikke tilstrækkeligt at holde de ti bud. Hvad skal der mere til?

Men da Jesus siger, at han for at være fuldkommen, må sælge alt hvad han ejer og give det til de fattige, ved han godt at det kan han ikke. Det er umuligt for ham. For dels er han velhavende, og dels forstår han, (ja det står der ikke, men det må man tænke sig) - dels forstår han at vi aldrig alene gennem alle disse ting vi gør, kan finde frelse, finde i det evige, sande liv. Det er et umuligt projekt.

Sådan som Jesus også fremstiller det for ham, når han efterfølgende siger at det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige. Man ser det for sig, den enorme kamel som vel dårligt kan finde nålen og da slet ikke komme ind gennem dens øje, det er et grotekst billede, et absurd billede, som altså bruges til at vise det lige så absurde at vi ved alle vores bestræbelser selv skulle kunne finde ind til livet hos Gud.

Det er med Matias Dalsgaard ord en humor der ikke tager radikaliteten i det umulige ansvar væk, men den viser os det komiske, selvhøjtidelige i vores forehavende, og peger på det liv, som er i Guds hånd: ”For mennesket er det umuligt, men for Gud er alting muligt” slutter Jesus med at sige.

For det vi ikke selv kan fremkalde og opnå, det indfinder sig faktisk. Livet åbner sig for os, på trods af os. Gud gør det umulige muligt. Guds rige kommer ikke som et resultat af vores anstrengelser, men det rækkes uforskyldt lige her. Det viser sig for det ydmyge og åbne sind. Og vi forstår – måske - at alt hvad der møder os, den blå himmel, solsortens fløjten, den kendte stemme, det fremmede blik, det er alt sammen evighedsmirakler, gaver der allerede her lader os mærke og smage det evige liv.  

Altså for nu at opsummere: Den etiske fordring er uendelig. Den sidder i os. Den skal sidde i os. ”Der findes kun én værdig opgave i livet: Vi skal forsøge at gøre det umulige!”

Samtidig med at vi lykkeligt, frimodige, skal hvile og virke her i dette liv, med åbne øjne for alle de små undere som sker. For sådan kalder Gud på os og inviterer os ind i sit rige – det sker for os hver eneste dag. 
Amen.

Salmer: 736   392   302  //  582   493 v.5-7   697

Erik Høegh-Andersen

 

 

Del dette: