Du er her: 

Kristendom: ”Jeg er noget særligt” eller ”Jeg er som de andre”?

Prædiken til 4. søndag efter trinitatis, Trinitatis kirke 2018

Vi lever i en tid hvor vi søger efter identitet. Vi vil gerne være noget helt for os selv. Være et menneske som har sin helt særlige historie og baggrund, og derfor markerer vi også gerne hvor vi hører til, politisk, nationalt, religiøst, seksuelt, eller bedre endnu: vi viser gerne hvilken helt særlig sammensætning af tanker og værdier netop vores liv har. Der findes en fortælling som kun kan fortælles om mig, tænker vi. I de sociale medier vrimler det således med markeringer, fortællinger, billeder som viser hvem jeg er.

Denne sans for den enkeltes egenværdi, for det unikke, kan man vel også sige at kristendommen på mange måder gør gældende. Gud har skabt dig som noget særligt, og kender og elsker dig som den du er. Du er ikke bare som de andre.  Det er der holdt mange udmærkede prædikener om.

Men man kunne måske også, med lige så stor ret, sige at det forholder helt anderledes. At jeg er som de andre. Og at alt det biografiske og individuelle er uinteressant, for det er det som jeg har fælles med de andre, det grundmenneskelige, som kristendommen handler om.

Det spor vil jeg gerne forfølge i dag. Og holde mig til nogle overvejelser hos den norske forfatter Karl Ove Knausgård. Han skriver bl.a. om dette i en introduktion til en udstilling med selvportrætter som blev vist på Louisiana for nogle år siden.

Der spørger han: Hvad er det som får malere igennem de sidste mange århundreder til at male sig selv? Er det ikke fordi de på den måde finder ind til det særlige, finder en identitet?

Han tager udgangspunkt i et selvportræt af den tyske maler Felix Nussbaum som i 1943 malede sig selv stående op ad en mur med en gul jødestjerne på frakken og et identitetskort med et lille pasfoto i hånden. Himlen over muren er mørk og i baggrunden skimtes et pigtrådshegn samt et træ hvor alle grene er skåret af. Han holder med den ene hånd identitetskortet frem mod beskueren og peger med den anden på sit ansigt. Kortet viser hvem han er: Der står med store bogstaver: JØDE og nedenunder med mindre skrift Nussbaum, Felix og så hans fangenummer.

På den måde har han allerede fortalt en historie om sig selv, og vi kan konstatere - ved at lade øjnene glide fra fotoet op på det malede ansigt - at det er den samme person. Vi ved hvad han nu har bag sig og foran sig, bag sig angst og udstødelse og foran sig ligesom tusinder, hundredetusinder, millioner af andre jøder, en forfærdelig transport i kreaturvogne, ankomst til koncentrationslejrene og til sidst udslettelse i gaskamrene. 

Men er det det billedet vil fortælle, en frygtelig historie om et menneske af jødisk herkomst som var så uheldig at vokse op under nazismens ondskab, og som jeg nu kan se på og vide, anfægtet men også beroliget, at mit liv heldigvis ikke er som hans?

Nej, siger Knausgård. For selv om jeg kan identificere ansigtet som Felix Nussbaum, jøde, med et bestemt nummer, og selv om jeg ved at han og hele hans familie faktisk omkom i kz-lejrene i 1944, så siger øjnene eller blikket som er rettet mod beskueren, noget andet. Det siger: Her er jeg, men jeg er ikke den du tror jeg er, eller den du ser på kortet. Jeg er en anden. Jeg er som dig.

Det vi ser i blikket, i selvportrættet, er altså - når alle de ydre sociale og tidsmæssige omstændigheder er skrællet væk - et menneske, nøgent, forsvarsløst, sjælen er blotlagt. Vi ser et blik med frygt og håb som siger: jeg er som dig. Og det er det der er det særlige ved selvportrættet, også når det er Rembrandt eller Van Gogh eller en af de andre store kunstnere vi ser.

Vi ser et menneske som måske lever i helt andre sammenhænge end vi gør lige nu, og vi kan prøve at forstå dette menneske og sætte os ind i dets situation, men det er ikke det afgørende. Det afgørende er at her i den anden ser jeg mig selv. Her ser jeg ind i det man før kaldte sjælen. Og det er det selvportrættet kan gøre, siger Knausgård, det viser os ind til det vi deler med hinanden, og som gør at jeg er i dig og du i mig.

Og siger han – i et andet essay – denne erfaring af at vi alle er lige, at vi er i hinanden, - altså når det særegne og det som skiller os, er skrællet væk - den erfaring handler kristendommen om og ikke alt muligt andet.

Og nu citerer jeg Knausgård som så præcist og enkelt beskriver det Jesus gjorde sådan her:

”De spedalske var urene, alle vendte sig væk fra dem, de måtte leve i deres egne små samfund hvor de, og deres ansigter, gik i opløsning… Identiteten, den de var, blev sekundær i forhold til det der skete med deres kroppe, det var det eneste man så. For Jesus var der ingen forskel mellem dem og de andre.

Tolderne, der var forhadte fordi de var korrupte og stjal fra de fattige, og horerne, de mest uværdige af de uværdige, for Jesus var der ingen forskel på dem og de andre, de var mennesker ligesom alle andre mennesker.

Ja han sagde: dersom nogen slår dig på din højre kind, så vend også den anden til. For han er et menneske som du. Han er dig.”

Og Knausgård fortsætter: ”Det her er virkelig en guddommelig tanke. Breivik er lige så meget værd som de unge mennesker han myrdede.”

Men, siger han, det er også det der gør at kristendommen ikke bare kan realiseres. For vi kan slet ikke finde ud af at leve uden de sociale fordomme og forskelle, hvormed vi inddeler og bedømmer hinanden, og hvor vi giver og får identitet.

Men det er det og intet andet kristendommen handler om. Om den nåde det er at for Gud er vi alle lige. Gud som lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Det er det vi ifølge Knausgård på trods af alle forskelle mellem os skal huske og gøre gældende.

Dvs. lige meget hvilken kultur og hvilke fjendtlige holdninger et menneske repræsenterer, og lige meget hvor usympatisk jeg synes vedkommende er, så kan jeg også dér møde et menneske der er som jeg. Og hvis vi ikke ved det, så er det, siger Knausgård, fordi vi glemt Kristus, glemt det uhørte i hans ord om at vende den anden kind til, det uhørte i tilgivelsen, den enorme, men også selvudslettende kraft, tilgivelsen har, og hvordan alle mennesker og alt menneskeligt bliver forbundet i det.

Jeg vil mene at det også er det vi skal have at vide når vi er i kirke. Vi skal ikke bare styrkes og bekræftes i at være dem vi er. For i kirken er vi på en måde ikke nogen. Eftersom det sociale med alt det vi tillægger hinanden af ondt og godt, er skrællet væk. Kirken er ikke et meningsfællesskab, og bør ikke kun være hjemsted for et særligt socialt segment. Det er dens styrke. At her er nyt liv i Gud, her er tilgivelsen for os alle.

Vi er her som de udsatte og skrøbelige mennesker vi nu er. Vi sidder her med vores længsel og frygt og bekymring og håb. Alt det vi deler med hinanden. Det er, kan man sige, en slags nulpunktserfaring, at jeg ikke er nogen, men jeg er som du, samtidig med at det er dér vores liv kan begynde på ny, og det bliver muligt at leve som jeg ikke troede jeg kunne.

Og det er altså hvad nåde handler om, siger Knausgård.

Og fortæller hvordan han først rigtig forstod det ved sin fars begravelse. Karl Ove Knausgård var jo som menneske i den grad spundet ind i den historie der på godt og ondt kunne fortælles om hans far og ham. Det har han skrevet i hundredvis af sider om, om længslen efter faderens anerkendelse og forståelse. Men først i kirken blev han sat fri. Først da, ved begravelsen, forstod han hvad nåde er. Det var da hans far ikke længere blev set som dette særlige menneske med særlige egenskaber og tilbøjeligheder, og med bestemte handlinger han udvirkede og gjorde, men blev set som et menneske blandt utallige mennesker, og hans skæbne som en skæbne blandt utallige andre. Det var nåde.

Nåden som er det sociales modsætning. Nåden som ophæver alle de forskelle, som skiller os, bekræfter os, løfter os, gør os til dem vi er. I Guds nåde er vi alle lige. I den er vi, med evangeliet, alle Guds børn, lysets børn, Gud lader sin sol stå op over både gode og onde. Og først i denne bevidsthed om at jeg er som du, og du er som jeg, trods alle forskellige er vi vævet af samme guddommelige stof, først med den bevidsthed i os, får vi del i den fuldkommenhed eller helhjertethed som er Guds. 

Jeg vil til sidst genfortælle hvad Jakob Knudsen i sin roman ”Angst og mod” skriver om den gamle Martin Luther der snart skal dø. Det handler også om en søns, om Martins forhold til sin far. Og det beskriver meget smukt den samme erfaring af hvad nåde er, som Knausgård giver udtryk for.

Martin Luther vender som gammel mand tilbage til de kobberminer hans far havde arbejdet i da han var barn. Med sig fra barndommen har han haft en lille blå kobberslaggesten, og nu er han vendt tilbage for at mindes faderen og lægge stenen tilbage igen blandt de andre sten som den er taget fra. Martin lader den lille sten falde ned i stendyngen og siger så: "Ja her har den gamle gået, som jeg skylder så meget. Og nu står så jeg her, gammel som han, der er slet ingen forskel, det kunne lige så godt være ham."

Han bøjer sig da ned over slaggedyngen og roder i den for at få øje på den blå sten han har kastet derned, men den ligner alle de andre, han ved ikke hvilken af dem det er. Og han siger så: "Ja, her hører stenen hjemme, det kan man se,...... når jeg nu er død, gid så al min synd og sorg og særlighed kunne blive henne på samme måde. Så at ingen kunne kende mig, og ingen kunne finde mig uden den Herre Kristus alene - som giver mig det alt sammen tilbage i en forklaret skikkelse."

Som vi kom til verden, går vi bort herfra, står der hos Prædikeren i Det gamle Testamente. Som vi kommer af intet, af jorden, skal vi blive til intet, blive til jord igen.

Så er vi som sten i slaggedyngen, hvor al vores særlighed, alle vores meritter og bedrifter ikke er til at få øje på og se. Samtidig med at det er vores tro og håb at Gud i Kristus vil kende os og tage os til sig som dem vi er.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var og er og bliver én sand Treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, så nu og i al evighed.

Amen

Salmer: 747   366   674 v. 1,2 & 7   //   motet: 695 v. 3 & 7   688  179   722 v.4-6

Erik Høegh-Andersen

Del dette: