Du er her: 

Du er inviteret. Men måske har du ikke lagt mærke til det.

Prædiken til 2. søndag efter trinitatis 2018. Kantategudstjeneste. Opførelse af J. S. Bach: Kantate 76, Die Himmel erzählen die Ehre Gottes. Op til kantategudstjenesten blev der afholdt sommerhøjskole i Trinitatis kirke med emnet ”Musik, poesi og kristendom i 1700tallet”.´

Du er inviteret. Indbudt som gæst til festen i Guds rige. Gennem utallige budbringere har Gud kaldt på dig. Ikke kun gennem ordet og musikken. For i alt hvad du møder, i naturen omkring dig, i himlen over dig, vil du kunne høre en stemme fra Gud.

Ja hele universet, fortæller ordløst om Guds herlighed. Det forkynder for dig, her og til verdens ende. Og ligesom Gud sætter hele himlen i bevægelse og ånd og kroppe, sådan bøjer han sig også helt ned til dig og siger: Rejs dig, kom nu, forlad det du står i, for alt er rede til min fest.

Så du er for længst indbudt til at være med. Men måske har du slet ikke lagt mærke til det. Måske har du aldrig hørt den stemme som kalder på dig. Oplevet alt det du ser som et kald. Måske er du bare i dit eget. I dine tanker og gøremål. Optaget af det du skal og har lyst til lige nu.

Sådan ser vores liv ud for musikeren og teologen og digteren i 1700 tallet. For Bach og Brorson og den ukendte forfatter til teksterne i kantaten.

Er det langt fra den måde vi nu i dag ser og tænker vores liv? Jeg synes det ikke. Jeg synes det umiddelbart taler til os når Brorson beskriver det intense gudsnærvær som i det mindste og det største kalder på os. ”Ild, vand, luft, sand, sol og stjerne, hver en kerne, hver en dråbe Herrens herlighed udråbe”.

Ligesom det også er klart at man kan henleve sit liv i en søvn eller blindhed, hvor vi fortaber os i uvæsentligheder uden at have sans for det egentlige, det guddommelige nærvær, som vi er skabt til at mærke og se og være i. ”Men er det ej en skændig ting, den største part så blind omkring i denne verden vanker”, siger Brorson. Det er nok ikke blevet bedre for os i dag.

Men det er denne dobbelthed at vi på én gang står lige ved porten til Guds rige, og samtidig er vi helt væk, fortabte, for vi befinder os i vores egen indsnævrede verden, det er den dobbelthed man i 1700tallet havde sådan en sans for og var i stand til med stor psykologisk indlevelse og præcision at skildre og vise frem.

Måske er det det sidste – den strenge moralske iagttagelse af alle dem som har fortabt sig i et tomt og gudløst liv, måske der det det vi bedst husker 1700tallets pietister for. En verdensforsagende og livsfornægtende kristendom vil nogen sige. 

Og man kan da virkelig også ifølge Brorson og kantatedigterne fortabes på uendelig mange måder.  

Det at vi har mistet sansen for den himmelske glans. Vi ser kun det ydre, det som er lige for, vi ser ikke ind i den herlighed eller skønhed fra Gud, som det vågne øje kan se. Vi rager rundt i blinde. Og når vores åndelige sanser svækkes, mister vi forbindelsen til Gud. ”Den er hårdt med blindhed slagen, som om dagen lyset ikke finde kan”, konstaterer Brorson.

Eller vores fortabelse består i at vi så at sige gror fast i selvtilfredshed. Vi er lunkne, valne, vores hjerte brænder ikke for noget som er større end os selv. Hjertets brand er slukket af alt det jordiske som fylder vores sind. Vi er mætte. Vi drømmer ikke. Længes ikke. Vi er sat i stå af tilværelsens uendelige trivialitet. Og når der så er en opfordring til os om at være med i noget større og vigtigere, så betakker vi os – som de først inviterede i lignelsen - for vi har jo nok at se til og nok i alt det vi har. Brorson og tidens pietister harcelerer vel at mærke ikke bare over de gudløses, men også de vanekristnes lunkenhed.

Eller vi fortabes fordi vi aldrig samler os, fordyber os. Brorson taler meget præcist i en salme om det forstrøede sind. Dvs. det sind som spreder sig ud over alt muligt og overfladisk skynder sig fra det ene til det andet. Et sind der aldrig når ned i dybden og suger næring dér hvor det er.

Han skulle bare have set hvordan vi i vores tid flagrer og zapper fra det ene til andet – mellem små og store skærme og mellem mennesker og øjebliksoplevelser, events, af alle slags.

Men han har et råd til os. Vi skal tage ved lære af bien, siger han. Honningbien som sætter sig på en blomst og bliver ved med at suge, indtil den når ned til den sødme der er i blomstens indre. I det vi læser, i Bibelen, i poesien, er der altid for den tålmodige noget at hente. Så, siger han,

”Kom, sæt dig som en flittig bi
i ordets blomster-enge,
søg selv, hvad kraft, der er udi,
bliv ved at suge - længe,
så får du honning, vist og sandt,
det blod, af Jesu vunder randt,
du kan i ordet finde.”

Længst nede, hvis du bliver ved med at suge til dig, finder du den evige næring, som kærligheden, hengivelsen, blodet, fra Kristus er. 

Fortabelsen er alt for hurtigt at give op, eller at man altid lader sig adsprede af noget andet.

Og så er fortabelsen selvfølgelig at vi lukker os om os selv, vi forhærdes. I stolthed står vi fast på vort eget. Vi nægter at rokke os ud af stedet. Ingen tåre, ingen mildhed, kan blødgøre det stivnede sind. Vi er som de ”forhærdede tidselgemytter” i salmen om ”Den yndigste rose” ”så stive som torne og støtter”.

Brorson kan blive ved og ved. Digterne i Bachs kantater følger godt med. Fortabelsens muligheder og vildfarelser er fortvivlende mange. Og de lægger sig som et mørke, som et uigennemtrængeligt dække hen over den skabte jord.

”Hvor ser det ud i verdens ørk,
hvor er den fæl og gold og mørk;
had, vrede og misundelse
har dækket verden som en sne.” siger Brorson.

Så nær er Guds rige og alligevel på fortabelsens vej så skjult. Er det slemt at høre på? Er det en bornert og verdensforsagende kristendom? Man studser selvfølgelig, når tenoren i kantaten i troen på Kristus vil afstå fra enhver jordisk glæde, og når vi hos Brorson synger: ”Bort, både verdens lyst og smerte! I skal ej trykke mer mit sind”.

Men når det drejer sig om at sige nej og forsage, så tror jeg egentlig vi i vores tid for længst har overhalet pietisterne indenom. Både de spirituelle veganere og en ellers jordnær og livsglad mand som Svend Brinkmann mener jo at livskvalitet finder vi kun, hvis vi også lærer at sige nej og gå glip. Vi kan ikke sprede os over alting. Brinkmann og Brorson har åbenlyst et fælles anliggende i at anspore det forstrøede sind til at samle sig. Tag en stor roman, siger Brinkmann, og koncentrer dig og bliv ved med at læs.

Det siger han - også selvom jeg ikke er sikker på at det er sødmen i Jesu kærlighed han mener vi når ind til og udvinder, når vi som bien bliver ved med suge til os af ordet, af den gode bog.

1700tallets pietister ved helt sikkert en masse om hvordan vi mister forbindelsen til det egentlige, til livet i Gud. De kan støtte os i at sige nej.

Men det de, for mig at se, fremfor for alt kan lære os noget om, det er at finde ind til en ny sensibilitet, en åndelig sansning, hvor vi berøres og vækkes af alt det Gud møder os med.

For det er ikke nok at kunne gå glip og stå fast og tage ansvar og se ud over sin egen næsetip som Brinkmann opfordrer os til. Ikke hvis der er en åndelig virkelighed som kalder på os, et gudsnærvær som lyser ind i os, men som vi skal forfine vores sanser for at opfatte og mærke og se.

Ifølge 1700tallets poeter og teologer er det så tæt på os at vi ikke ænser det. Som lyset i luften, står der i kantaten. Lyset gør luften levende og frisk; på samme måde oplyser og levendegør Gud os, hørte vi. Ja hans ånd svæver i vores ånd. Så hvert åndedrag vi tager, er som at indånde en himmelsk atmosfære.

Gud forfrisker os, bespiser os, han giver os sig selv at spise og drikke, hørte vi. Det får os til at tænke på nadveren, men der er her tale om en dybdeerfaring som rækker ud over alle ritualer og læresætninger, en åndelig næring for den tørstende sjæl.

At tro er derfor ikke først og fremmest at fæste lid til bestemte udsagn eller ritualer – det er det også, selvfølgelig. Det kan være troen på at Jesus i døden har givet sit liv hen for os. Men det afgørende er at vi mærker det, sanser det, så det gennemstrømmer os og erfares som en indre livgivende forvandling i sind og sjæl.

Og det er ikke voldsomme, men subtile erfaringer der er tale om. Det er som en himmelsk luftning, som ”den sagte bevægelses liflige vind som hjertet opliver og stedse mig driver” – ”den kommer af Jesu hans mildeste sind”, skal vi synge i en Brorson-salme om lidt. En salme som ikke står i salmebogen. Men som har de fineste sanseligt-poetiske billeder.

Hvad sker når Jesu milde sind pustes ind i os? Der står at det forfrisker min sjæl, og hans skæmtende lyst indtager mit bryst.

Det er altså ikke alvorsfuld bodfærdighed der kendetegner det bryst som Jesus har indtaget. Det er snarere en himmelsk lethed, en skæmtende lyst som ikke tager alle vores jordiske behov og ønsker alt for alvorligt, en underfundig glæde som når højere op og dybere ned end det vi ellers forbinder med glæde her.

Den fordriver, synger vi, ”de lede forvirringers hede” – dvs. når alle vores følelser for det ene og det andet koger over og går over gevind. Og ”dens himmelske art forandrer mig snart, så min mørkeste sky bliver til solskin og ly”.

Den samme skæmtende glæde og livsforvandlende kraft vil man ofte fornemme i musikken fra denne tid. I Bachs f.eks.

Vi vil ganske vist i denne verden også møde mange hadefulde, afstumpede følelser og mange formørkede sind. Og vi skal ind i mellem kæmpe og holde ud for at bevare denne lysende, himmelske lethed i os. Det handler noget af det følgende i kantaten om.

Men det som de bibelske tekster, og såvel musikken som poesien hos Bach og Brorson, først og fremmest giver os med i dag, det er for mig at se

-         en sansende åbenhed for den åndelige virkelighed som sagte bevægende fylder os med liv,
-         en sans for det gudsnærvær som lyser vores indre mørke op,
-         og en lydhørhed for den ordløse invitation som kalder på os igennem al den skønhed som er til.

Og det der møder os, i Jesu mildhed, til festen i Guds rige, er på en gang frydefuldt og foruroligende, skæmtende og alvorligt, forfriskende og opløftende, og det fylder os med forundring og håb.

Amen.

 

Vi skal nu høre 2. del af Johann Sebastian Bachs kantate Die Himmel erzählen die Ehre Gottes.

Salmer: 16 v. 1-4  385   Kantate  //  Kantate   Den sagte bevægelses liflige vind     646     6

Erik Høegh-Andersen

Koral, Freylinghausen. Tekst, H.A.Brorson.

Den sagte bevægelses liflige vind,
som hjertet opliver
og stedse mig driver,
den kommer af Jesu hans mildeste sind,
han kan mig så vel
forfriske min sjæl,
:I: hans skæmtende lyst indtager mit bryst. :I:

Han gør mig mit hjerte så roligt og glad,
fordriver de lede
forvirringers hede,
hans villie bliver min sødeste mad.
Dens himmelske art
forandrer mig snart
:I: min mørkeste sky til solskin og ly :I:

Op hjerte, langt over hvad sindet kan se,
og søg kun din vilje
i Jesu at stille
og glædes i åndelig fattigdoms ve,
hvi drømmer dog du,
og tøver endnu?
:I: din Jesus at se i troen skal ske. :I:

Jeg trænger i brudgommens telte hen ind,
og vil mig beflitte
at knuse og splitte
alt, hvad der vil hindre mit tørstige sind,
og synes han vred,
jeg ved jo besked,
:I: han bliver dog huld, af kærlighed fuld. :I:

 

 

Del dette: