Påske

Salmesang ved menighed og kirkekor optaget ved gudstjenester i Trinitatis Kirke.
Organist, Søren Christian Vestergaard.

Tilbage til oversigten

Del dette:

172 Se, vi går op til Jerusalem

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Svensk / Koralpsalmboken 1697

1

Se, vi går op til Jerusalem
ved hellige fastetide
at skue, hvor Jesus Krist, Guds Søn,
i synderes sted må lide.

2

Se, vi går op til Jerusalem.
Hvem våger, til dagen bryder,
og smager med Herren den smertens kalk,
vor Fader i Himlen byder?

3

Se, vi går op til Jerusalem,
til Frelserens kors og pine,
til Lammet, som ofres for verdens skyld,
for dine synder og mine.

4

Se, vi går op til Jerusalem,
forklarelsens stad, den skære.
Vor frelser har sagt os, at hvor han er,
dér vil han, at vi skal være.

Paul Nilsson 1906.
Helge Severinsen 1997.

192 Hil dig, Frelser og Forsoner

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: C.Chr. Hoffman 1878

1

Hil dig, Frelser og Forsoner!
Verden dig med torne kroner,
du det ser, jeg har i sinde
rosenkrans om kors at vinde,
giv dertil mig mod og held!

2

Hvad har dig hos Gud bedrøvet,
og hvad elsked du hos støvet,
at du ville alt opgive
for at holde os i live,
os dig at meddele hel?

3

Kærligheden, hjertegløden
stærkere var her end døden;
heller giver du end tager,
ene derfor dig behager
korsets død i vores sted.

4

Ak! nu føler jeg til fulde
hjertets hårdhed, hjertets kulde.
Hvad udsprang af disse fjelde,
navnet værd, til at gengælde,
Frelsermand, din kærlighed?

5

Dog jeg tror, af dine vunder
væld udsprang til stort vidunder,
mægtigt til hver sten at vælte,
til isbjerge selv at smelte,
til at tvætte hjertet rent.

6

Derfor beder jeg med tårer:
Led den ind i mine årer,
floden, som kan klipper vælte,
floden, som kan isbjerg smelte,
som kan blodskyld tvætte af!

7

Du, som har dig selv mig givet,
lad i dig mig elske livet,
så for dig kun hjertet banker,
så kun du i mine tanker
er den dybe sammenhæng!

8

Skønt jeg må som blomsten visne,
skønt min hånd og barm må isne,
du, jeg tror, kan det så mage,
at jeg døden ej skal smage,
du betalte syndens sold.1 

9

Ja, jeg tror på korsets gåde,
gør det, Frelser, af din nåde.
Stå mig bi, når fjenden frister!
Ræk mig hånd, når øjet brister!
Sig: vi går til Paradis!

Arnulf af Louvain før 1250.
N.F.S. Grundtvig 1837.


1 løn, Rom 6,23

217 Min Jesus, lad mit hjerte få

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Carl Nielsen 1914

1

Min Jesus, lad mit hjerte få
en sådan smag på dig,
at nat og dag du være må
min sjæl umistelig!

2

Da bliver nådens tid og stund
mig sød og lystelig,
til du mig kysser med din mund1
og tager hjem til dig.

3

Mit hjerte i den grav, du lå
til påskemorgen rød,
lad, når det aftner, hvile få
og smile ad sin død!

4

Før så mig arme synder hjem
med din retfærdighed
til dit det ny Jerusalem,
til al din herlighed!

Biørn Christian Lund 1764.
Bearbejdet 1778.
N.F.S. Grundtvig 1846.


1 Moses døde efter jødisk overlevering under Guds kys (5 Mos 34,5)

218 Krist stod op af døde

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Førreformatorisk leise / Joseph Klug 1533

1

Krist stod op af døde
i påske-morgenrøde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!

2

Krist stod op af døde,
afsonet er vor brøde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!

3

Krist stod op af døde,
i Himlen vi ham møde!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!
_____________
Halleluja!
Halleluja! Halleluja!
Thi synger lydt og sjæleglad
hans menighed i allen stad:
Ære være Gud i det høje!

Tysk 12. årh. Bearbejdet omkring 1500.
Dansk 1528. Bearbejdet 1642.
N.F.S. Grundtvig 1815 og 1845.
Thomas Laub 1889.

224 Stat op, min sjæl, i morgengry

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Thomas Laub 1909

1

Stat op, min sjæl, i morgengry!
Lad søvn og sorg og frygt nu fly,
lad al din klage blive borte,
thi her er nyt fra dødens porte!
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!

2

Afvæbnet nu og ødelagt
for evig er al Helveds magt;
thi han, som var af døden fangen,
er med triumf af graven gangen.
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!

3

Stands, dybe hjertesuk i løn!
En morgenrøde himmelskøn
sig hvælver over dem, som sove
i sorten muld og under vove.
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!

4

Syng, menighed, syng frydesang
med ånderøst og hjerteklang,
gak syngende din ven i møde,
som kommer til dig fra de døde!
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!

5

Kom, hjerte, med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar,
gak med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde!
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!

6

Guds Himmerige er jo dit;
vent, hjerte, vent endnu kun lidt,
da døden opslugt er til sejer,
og evigt liv i alt du ejer.
O salig påskemorgenstund
med guld i mund!

W.A. Wexels 1858.

228 Du er, opstandne sejershelt

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Severus Gastorius 1681

1

Du er, opstandne sejershelt,
opstandelsen og livet,
som fører fred fra gravens telt
og har dig selv os givet;
før var du død
i gravens skød,
nu har du, sejers-kæmpe,
dog døden vidst at dæmpe.

2

Nu bryder solen dejlig ud
igennem alle vinde,
der, som det syntes, før gik ud
og lod sin stråle svinde;
nu står du glad
ved dødens rad1 
og har ham overvunden,
ja, trådt ham ned i grunden.

3

Så gennembryd da sjæl og sind,
o Jesus, livets Herre,
at troen dér kan trænge ind
og syndens grav tilspærre,
at vi i dig
til Himmerig
en åben dør kan finde
og ikke gå i blinde!

4

O, lad os dog med dig opstå
af gravens mørke bolig,
at lyset og til os kan nå.
Og hvad du os så trolig
har ved din magt
til veje bragt,
o, lad os det dog nyde
og gennem alting bryde!

5

Her ligger vagt i tusindtal,
at vi ej op kan træde
af gravens sorte dyb og dal
at finde dig med glæde,
thi dødens magt
står selv på vagt,
og verdens lyst bestrider
vor gang på alle sider.

6

Du, Jesus! ene er den mand,
som kan de døde vække,
du, du alene, vil og kan
de stærke gravsegl brække;
vælt stenen bort,
og hjælp os fort
til Himlene at haste
og verden fra os kaste!

7

Lad, hvad det er ret at opstå,
os i os selv erfare,
ved Ånden ud af graven gå
og denne skat bevare,
det dyre pant,
som du så grant
på sejren os har givet!
Så går vi ind til livet.

Just Henning Böhmer 1705.
Hans Adolph Brorson 1734.


1 benrad, skelet

234 Som forårssolen morgenrød

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Emil Hartmann 1860

1

Som forårssolen morgenrød
stod Jesus op af jordens skød
med liv og lys tillige;
derfor, så længe verden står,
nu efter vinter kommer vår
livsalig i Guds rige.

2

Som fuglekor i mark og lund
lovsynger vår i allen stund
med deres toner søde,
så alle tunger, trindt om land,
lovsynge dødens overmand
i påske-morgenrøde!

3

Som blomster alle står i flor,
som skoven grønnes, kornet gror
ved vårens kræfter milde,
så blomstrer alt i Jesu navn
og bærer frugt til folkegavn,
som årle, så og silde.

N.F.S. Grundtvig 1846.

236 Påskeblomst! hvad vil du her

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Carl Nielsen 1910

1

Påskeblomst! hvad vil du her?
Bondeblomst fra landsbyhave
uden duft og pragt og skær!
hvem er du velkommen gave?
Hvem mon, tænker du, har lyst
dig at trykke ømt til bryst?
Mener du, en fugl tør vove
sang om dig i Danmarks skove?

2

Ej i liflig sommerluft
spired du på blomsterstade,
ej så fik du rosens duft,
ikke liljens sølverblade;
under vinterstorm og regn
sprang du frem i golde egn,
ved dit syn kun den sig fryder,
som har kær, hvad du betyder.

3

Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?

4

Kan de døde ej opstå,
intet har vi at betyde,
visne må vi brat i vrå,
ingen have skal vi pryde;
glemmes skal vi under muld,
vil ej vokset underfuld
smelte, støbes i det dunkle
og som lys på graven funkle.

5

Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.

6

Ja, jeg ved, du siger sandt:
Frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påske-morgenrøde:
Hvad er segl og sværd og skjold
mod den Herre kæk og bold?
Avner kun, når han vil ånde,
han, som svor os bod for vånde.

1 Kor 15,12-20

N.F.S. Grundtvig 1817. Bearbejdet 1935.

241 Tag det sorte kors fra graven

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Henrik Rung 1847

1

Tag det sorte kors fra graven!
Plant en lilje, hvor det stod!
Ved hvert skridt i dødninghaven
blomster spire for vor fod!
Englevinger på vor grav
for den brudte vandringsstav!
Palmefugl1 for askekrukke!
Frydesang for hule sukke!

2

Solen sortned, da han blegned,
som for os udgød sit blod,
graven lyste, mørket segned,
da forklaret han opstod.
Ton, vor lovsang, højt i sky,
sødt i påske-morgengry:
Jesus Kristus er opstanden!
Evig lever Guddoms-manden!

3

Se Marie Magdalene!
Hænder nys hun vred i gru,
sukked, til at røre stene:
Hvor, ak, hvor er Herren nu?
Se, af øjets tåreflod
morgensolen mildt opstod.
I den grav, hvor han har hvilet,
hun har fundet englesmilet.

4

Brister, alle helgengrave!
Herrens røst i dæmring sval
lyder i de dødes have,
skaber lys i skyggedal.
Herren kalder, men ej nu:
»Synder! Adam! hvor er du?«
Sødt det toner, engle tie:
»Her er Frelseren, Marie!«

5

Ja, han er her, Guddoms-manden!
Sprængte er nu dødens bånd!
Han er visselig opstanden,
og hans ord er liv og ånd!
Nu en forårsmorgen skøn
rinder op for os i løn,
og, som påskesalmen klinger,
vokser sjælens fuglevinger.

Joh 20,11-18

N.F.S. Grundtvig 1832 og 1846.


1 fuglen Føniks, der efter sagnet genopstår af sin egen aske

245 Opstandne Herre, du vil gå

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag
Mel.: Du er, opstandne sejershelt

1

Opstandne Herre, du vil gå
med os til verdens ende.
Hvor du går hen, skal dine små
dit fodspor se og kende.
Du går forud
for os til Gud,
dér vil du, dine kære
skal altid hos dig være.

2

Men, Herre, du ved selv, hvor trangt
det er med hjertefreden,
når vi kan mærke, der er langt
herfra til evigheden,
når dine spor,
dit eget ord,
blir visket ud i sandet,
og vejen blir forbandet.

3

Til Emmaus går vejen tit
i følgeskab med sorgen.
I mørket går vi skridt for skridt,
der er så langt til morgen!
Klar op vort mod,
lys for vor fod,
stå op, gå os i møde,
stå op for os af døde!

4

Luk skriften op og hjertet med,
lad påskesolen skinne,
så uforstand og tungnemhed
som tåger må forsvinde!
Da skal al trods
forgå i os,
som sten fra graven vælte,
som dug for solen smelte.

5

Opstandne Herre, hos os bliv,
når dagen går til ende,
lad ordet om et evigt liv
i vore hjerter brænde!
Den blinde ser,
den bange ler,
når brødet med dig brydes,
vi kender dig - og frydes.

Luk 24,13-35

Johannes Johansen 1976 og 1990.