Morgensalmer

Salmesang ved menighed og kirkekor optaget ved gudstjenester i Trinitatis Kirke.
Organist, Søren Christian Vestergaard.

Tilbage til oversigten

Del dette:

736 Den mørke nat forgangen er

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: August Winding 1874

1

Den mørke nat forgangen er,
og dagen oprinder så vide,
nu skinner sol over mark og kær,
de fugle de sjunge så blide.1
Gud give os lykke og gode råd,
sin nådes lys os tilsende!

2

Gud være lovet i evighed,
han denne nat tog os vare!
Han lyse på os sin hellige fred
og fri os af alskens fare!
Gud give os lykke og gode råd,
sin nådes lys os tilsende!

3

Om påskemorgen, den signede dag,
vor Herre stod op af døde,
det var os alle et godt behag,
han frelste os dermed af møde!2
Gud give os lykke og gode råd,
sin nådes lys os tilsende!

4

Ræk os, o Jesus, din frelserhånd
i dag og i alle stunde,
udløs os alle af mørkets bånd,
at ret vi dig tjene kunne!
Gud give os lykke og gode råd,
sin nådes lys os tilsende!

5

Da, hver gang dagen forgangen er,
og natten til os fremskrider,
vi dig vil prise, o Herre kær,
af hjertet til alle tider!
Gud give os lykke og gode råd,
sin nådes lys os tilsende!

Hans Christensen Sthen 1589.
Bearbejdet 1857.


1 muntert
2 elendighed

744 Morgenrøden sig udstrækker

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Tiden skrider, dagen rinder

1

Morgenrøden sig udstrækker,
solens stråle hoved rækker
over skove, mark og eng,
som i aftes gik til hvile.
Op, min sjæl, til Gud at ile,
op fra nat og søvn og seng!

2

Gode Gud, min lyst og glæde,
nåde-solens rette sæde,
tak og ære være dig,
at du dog i nattens tåge
med dit øje ville våge,
lyse freden over mig!

3

Styrk mig, lær mig, lad mig blive
tålig, trøstig her i live,
bedre mig hver dag og stund!
Jesus mig alt godt tilføje,
gid jeg har et vagtsomt øje
på det mig betro'de pund!

4

Hør dem alle, som dig beder,
trøst dem, som i angest sveder,
glæd de bange, gør dem fro,
som er fast i sorgens snare;
Gud os alle vel bevare
fra samvittigheds uro!

5

Tænk på mig og alle mine,
gid vi frem i tiden trine
med en hjertens syndebod!
Kom så, Jesus, kom at ende
tidens møje og elende
med en time, som er god!

Det 7. morgensuk.
Thomas Kingo 1684.

753 Gud, du, som lyset og dagen oplod

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: August Winding 1877

1

Gud, du, som lyset og dagen oplod,
selv er du lysenes kilde;
nat sig ej nærmer din kongestols fod,
sol er der årle og silde.

2

Nu drager skyggerne skumle på flugt,
dagen oprinder, den klare,
stjernerne blege det blus nu har slukt,
tyst gennem mørket de bare.

3

Karske fra lejet vi glade opstod
tak dig med sange at sige;
natten den blinde bortdrive du lod,
solen med daglys opstige.

4

Lad nu ej smitte os kødets sans,
verdens lyster og lader,
tænd i vort hjerte din helligheds glans,
hellige, kærlige Fader!

5

Styrk du og støt os, da faste vi stå,
stride og sejre i striden!
Frelser og Fører, du æren skal få
nu og evindelig siden!

C.J. Brandt 1874.

754 Se, nu stiger solen af havets skød

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Oluf Ring omkring 1915

1

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst!

2

Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.

3

Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjælevé,
blot jeg trygt vil sige: din vilje ske!

4

O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
Moder, søster, elskte: min kærlighed!

5

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud -
o du milde Fader, min skaber, Gud!

6

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

7

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!

Jakob Knudsen 1891.