Lovsange

Salmesang ved menighed og kirkekor optaget ved gudstjenester i Trinitatis Kirke.
Organist, Søren Christian Vestergaard.

Tilbage til oversigten

Del dette:

1 Guds menighed, syng for vor skaber i løn

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Svensk folkemelodi 1814

1

Guds menighed, syng for vor skaber i løn!
- engle synge med -
Han gav os til frelser sin enbårne Søn.
Så liflig lege vi for vor Herre!

2

Slå harpen, du fromme salmist på jord,
- strengen er af guld -
for Jesus, vor konge, Guds levende Ord!
Så liflig lege vi for vor Herre!

3

Da høres de glødende tungers røst,
- Ånden er os nær -
som bringer os altid den evige trøst.
Så liflig lege vi for vor Herre!

N.F.S. Grundtvig 1847.

2 Lover den Herre, den mægtige konge med ære

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Stralsund 1665

1

Lover den Herre, den mægtige konge med ære!
Lov ham, min sjæl, og lad det din forlystelse være!
Mød ham med sang,psalter og harpe, giv klang!
Åndelig leg vil jeg lære.

2

Lov dog den Herre, som alting så herlig regerer,
ham, der som ørnen på vinger dig løfter og bærer,
lader dig fåmer, end du selv kan forstå,
bedre, end hjertet begærer.

3

Lov dog den Herre, som alting så vel for dig mager,
ham, som dig sundhed forlener og venlig ledsager!
Tænk, af hvad nød denne din Herre så sød
dig ved sin almagt uddrager!

4

Lov dog den Herre, som dig i din stand giver lykke,
ham, som med tusind velsignelser véd dig at smykke!
Tænk dog derpå,at han sin ære kan få,
ak, i din sjæl det indtrykke!

5

Lov da den Herre, min sjæl, og hvad i mig mon være,
hvad som har ånde, ophøje hans navn og hans ære!
Han er dig god,
ak, gør ham aldrig imod!
Amen, han selv dig det lære!


Sl 103
Joachim Neander 1679.
Dansk 1740.

3 Lovsynger Herren, min mund og mit indre

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Thorvald Aagaard 1909

1

Lovsynger Herren, min mund og mit indre!
Sjungende, hjerte, tag Ånden i favn!
Tonerne spille, som stjernerne tindre,
trindt om Jehovas højhellige navn!

2

Sjæl, kom i hu, at Guds pris du forkynder
tidlig og sent, for han evig er god,
han, som forlader i skok dine synder,
råder på al din elendighed bod.

3

Løskøbt har han dig blandt Helvedes fanger,
kranser dig yndig, som kongen sin ven,
skænker dig alt, hvad dit hjerte forlanger,
sol-fuglen lig bliver ung du igen.

4

Højt, som til himlen der findes fra jorden,
vokse vor Herre lod nåden i hast.
Langt, som fra syden der måles til norden,
skilte fra os han vor skam og vor last.

5

Faderen tager vel barnet til nåde,
så tager trælbårne syndere du,
Gud! for du kender vor skabelses gåde,
støvtråde-værket du kommer i hu.

6

Menneskeliv er som græssets i enge,
blomsten vi ligne fra isse til fod,
stormene hvine, og bladene hænge
visnet, man ved ikke mer, hvor den stod!

7

Evigheds-blomst derimod er din nåde,
fryder dem alle, som frygte din magt,
bliver end sent deres afkom til både,
som holde hart ved dit bud og din pagt.

8

Herren, vor Herre, han troner i Himlen,
enevoldskonge er han over alt.
Stjernerne lig er om højsædet vrimlen,
høvdingeskaren, blandt tjenere talt.

9

Lover ham, engle! som herlig udretter
ærinde hans, alt som ordene lød.
Priser ham, kræfter! som fluks iværksætter,
hvad med et vink kun den vældige bød!

10

Lovsynger Herren, hans værker i klynge,
verdener alle! thi riget er hans.
Glæd dig, min sjæl! til for evig at synge
Skaberens pris, hvor han troner i glans!

Sl 103
N.F.S. Grundtvig 1836.

4 Giv mig, Gud, en salmetunge

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Førreformatorisk julevise / Thomas Laub 1896

1

Giv mig, Gud, en salmetunge,
så for dig jeg ret kan sjunge
højt og lydelig,
så jeg føle kan med glæde:
sødt det er om dig at kvæde
uden skrømt og svig!

2

Himlene din glans forkynde,
lad hver morgen mig begynde
dagen med din pris!
Og når aftenklokken ringer,
lad min sang på lærkevinger
stige ligervis!

3

Aldrig noksom dig kan love
mand på mark og fugl i skove
for din miskundhed;
lige god i ny og næde
gør du, os til gavn og glæde,
mer end engle ved.

4

Hvert dit værk er stort vidunder,
i din visdom ingen bunder,
som af den har øst.
Kun en dåre tør det nægte,
at hos dig er alting ægte,
alting mageløst.

5

Græsset lig er hver en synder,
ender, før han ret begynder,
visner i sin vår;
himle selv forgå af ælde,
men i grundfast guddomsvælde
evig du består.

6

Dine fjender gå til grunde,
ja, som avner skal de onde
hvirvles, vejres hen,
mens i alderdommens dage
herlig kræfterne tiltage
hos din gode ven.

7

Se! fra dine drivehuse
i det fri, hvor storme suse,
poder plantes ud!
Og når de som sne er hvide,
finest frugt om vintertide
bære de for Gud.

8

Om end gennem dage hårde,
blomstre skal i dine gårde
hvert et hjerteskud,
bære frugt på gamle dage,
medens bjerg og skov gentage:
Ejegod er Gud!

Sl 92

N.F.S. Grundtvig 1836 og 1868.

6 Dig være, mildeste Gud Fader

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: O, havde jeg dog tusind tunger

1

Dig være, mildeste Gud Fader,
lov, pris og tak i evighed
for alt, hvad godt du til mig lader
så uophørlig flyde ned,
for hvert fornøjet øjeblik,
jeg både venter, har og fik.

2

Dig være pris foruden ende,
o du livsaligste Guds Lam,
som lod dig hid til verden sende
at lide dødens ve og skam
for mig at fri fra Satans tand1
tak, tusind tak, min frelsermand!

3

Dig også ske al lov og ære,
o søde Helligånd, for al
din hjælp og bistand, ord og lære,
for nådens trøst og søde kald;
thi findes noget godt i mig,
det alt jo virket er af dig.

Johann Mentzer 1704. Hans Adolph Brorson 1742.
Bearbejdet 1885. Oprindelig del af nr. 5.


1 1 Mos 3,15

7 Herre Gud! Dit dyre navn og ære

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Norsk folkemelodi 1877

1

Herre Gud! Dit dyre navn og ære
over verden højt i agt skal være,
og alle sjæle, de trætte trælle,
alt, som har mæle, de skal fortælle
din ære.

2

Gud er Gud, om alle land lå øde,
Gud er Gud, om alle mand var døde.
Om slægter svimle, blandt stjernestimle
utallig vrimle i høje himle
Guds grøde.

3

Høje hald1 og dybe dal skal vige, 
jord og himmel falde skal tillige,
hvert fjeld, hver tinde skal brat forsvinde,
men op skal rinde, som solen skinne,
Guds rige.

Petter Dass 1698. Gustav Jensen 1909.


1 klippe

10 Alt, hvad som fuglevinger fik

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Thomas Laub 1915

1

Alt, hvad som fuglevinger fik,
alt, hvad som efter fugleskik
med sanglyd drager ånde,
lovsynge Gud, for han er god,
han i sin nåde råder bod
på støvets ve og vånde.

2

Min sjæl, du har af alt på jord
i tanken og din tunges ord
de allerbedste vinger,
og friest er dit åndefang,
når dybt du drager det i sang,
så højt i sky det klinger.

3

Hvad er vel og på jorderig,
der sammenlignes kan med dig
i trangen til Guds nåde?
Og det var dig, den ledte om,
da med vor Herre hid den kom
på underligste måde.

4

Så vågn da op, min sjæl, bryd ud
med lovsangs røst, og pris din Gud,
din skaber og genløser,
som så til dig i nåde ned
og over os sin kærlighed
med Trøsteren udøser!

5

Og sig det til hver fugl på jord,
og sig til alle englekor,
hvis sang livsaligst klinger,
at du med dem i væddestrid
vil prise Gud til evig tid
for ånde, røst og vinger!

N.F.S. Grundtvig 1851.

11 Nu takker alle Gud

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Johann Crüger 1647

1

Nu takker alle Gud
med hjerte, mund og hænder,
som overflødigt godt
os uforskyldt tilsender,
som os fra moders liv
og første barndomsstund
i alt vort levneds tid
velsigned mangelund!

2

Den evig rige Gud,
han os fremdeles give
fred og frimodighed,
mens vi er her i live,
så vi i nåde stå
hos ham og på vor bøn
få hjælp i nød og død,
til sidst hans nådeløn!

3

Gud Fader med Guds Søn
og Helligånd tillige
ske tak og lov og pris
i høje Himmerige!
Treenig Gud, som var
og er og bliver, dig
vort takke-offer frem
vi bær' ydmygelig.

Sir 50,22-24

Martin Rinckart omkring 1630.
Dansk 1740. 1885. 1889. 1890.

16 O Gud! hvor er du mer end skøn

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Af højheden oprunden er

1

O Gud! hvor er du mer end skøn,
o du Gud Fader og Guds Søn
og Helligånd tillige!
Hvor dejlig er din trones pragt,
hvor vældig er dit scepters magt,
hvor evigt er dit rige!
Hvor godt dit slot,
hvor retfærdig, hellig, værdig,
fuld af nåde
findes din regeringsmåde!

2

At du er herlig, høj og stor,
den vide himmel, brede jord
og dybe hav betegne;
det alt er kun en dråbe vand,
ja, næppe som et solegran
udi din hånd at regne,
og du dog nu
her i tiden mig, en liden
askebolig,
søger, elsker, favner trolig.

3

Men er det ej en skændig ting,
den største part så blind omkring
i denne verden vanker!
Din skabning ser man daglig på,
dog ser man, som man ikke så,
og går i andre tanker.
Ild, vand, luft, sand,
sol og stjerne, hver en kerne,
hver en dråbe
Herrens herlighed udråbe.

4

I ordet kan jeg se dig ind
udi dit hjertemilde sind
og store nådes rige;
jeg ser en bundløs kærlighed,
jo mer jeg ser, jo mindre ved
jeg, hvad jeg mer skal sige.
Ak, min Gud, din
overmåde store nåde
er så megen,
at du derved er min egen.

5

Op! op, min sjæl! fra denne jord
til Gud, som hist i lyset bor,
hvor alle engle vrimle,
hvor alle helgens syngefryd
slår an som stærke tordens lyd
i alle Himles Himle,
hvor hver især
kaster kronen hen for tronen
og til hobe
»hellig« mod hverandre råbe.1 

6

O, hvem der dog var engleklæd
og kunne gøre selskab med
de blide serafiner,
som frydens gyldne harper slå
og op i alle toner gå
med Himmel-synge-miner.
Nu brat god nat
hermed siges verdens riges
myretue,
jeg vil op, min Gud at skue.

Hans Adolph Brorson 1734.


1 Es 6,3

18 Som fisk i hav og fugl i luft

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Som hønen klukker mindelig, 
August Winding 1864

1

Som fisk i hav og fugl i luft
ej lader spor tilbage,
så kan og ej med vor fornuft
vi Herrens vej opdage,
thi det med rette er hans ry,
han farer på den lette sky
og nytter vejrets vinger.

2

Usporlig er vor Herres vej,
men det er vel at mærke,
vi ved, ham bjerge standser ej
så lidt som bølger stærke;
hans vej går over bjerg og strand,
hans vej går gennem ild og vand
og gennem mørkets rige.

3

Har vi da kun vor Gud med os,
som over alt mon råde,
al fare frit vi byder trods
og smiler ad hver gåde;
er mørkt end for, dog lyst er bag,
vil altid som den unge dag
sin vej med glans sig bryde.

4

Ja, stod vi for Det Røde Hav
en aftenstund med sorgen,
vi med det lys, os Herren gav,
dog vist fandt vej i morgen,
så vi gik over uden bro
på havets bund med tørre sko
og klare lovsangstoner.

5

I Jesu navn vi går da trygt,
hvor Jesu Ånd os driver;
han dæmper al vor tvivl og frygt
og i vort hjerte skriver:
Så siger Jesus Kristus: Jeg
er sandhed og den rette vej
i lys og løn til livet.

6

Til livets land, til Himmerig
gik Herren gennem døden,
og altid han sig selv er lig
hos hedningen og jøden:
Han aldrig gør sig selv den skam,
at han med os og vi med ham
fór vild i mørkets rige.

7

Så vær da, hvad du dig har kaldt,
vor frelser, her til stede:
Vor vej, vort lys, vort liv, vort alt,
med Himmeriges glæde!
Da let det går på sælsom vis,
da snart vi er i Paradis,
dér danse vi på roser.

N.F.S. Grundtvig 1843-45.

28 De dybeste lag i mit hjerte

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Jens W. Pedersen 1988

1

De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.

2

De dybeste lag i mit hjerte
har set et forklarelsens land,
hvor alt var et fuldkomment billed,
og lykken var evig og sand,
men kun som et glimt, som en lysning,
der strøg over marker og vand.
I strejf lå mit landskab forklaret
som livets og kærligheds land.

3

Er billedet til som en kalden,
der rammer mig langvejsfra?
Et paradis, fjernt og forsvundet
fra slægten, jeg stammer af?
Er kaldet kun ekko af drømme,
den ø, som er intetsteds til,
så har den dog morgenens klarhed
og kræfter, som aldrig går til.

4

Min Gud, som jeg kalder den mester,
der maler mig morgenens drøm,
det spekter, jeg ikke behersker,
af længsel urolig og øm,
som spænder de strenge i hjertet,
der aldrig vil klinge ud,
som synger og smerter og kalder
og længes mod Herren, min Gud!

5

Du, skabelsens Gud, som vil bøje
dig ned til din verden i dag.
Du, Skaber, som åbner mit øje
og kender mit hjertes slag.
Din Ånd over lande og have,
din kalden på skabningen selv
er lyden i alt det, du skabte
i blodets og flodernes væld.

6

Så mød mig en skabelsens morgen
her midt i mit goldeste land,
og knus mig i selviskheds ørken,
skab du så, som Skaberen kan.
At uro kan vendes til glæde,
min længsel til det, jeg formår:
at rejse mig nyskabt og leve
på jorden, mens dagene går.

Jens Rosendal 1990.

31 Til himlene rækker din miskundhed, Gud

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: J.P.E. Hartmann 1852

1

Til himlene rækker din miskundhed, Gud,
din trofasthed når dine skyer;
din retfærdshånd over bjergene ud
er strakt over dale og byer.

2

Som himlenes favn er din kærlighed, Gud,
som havenes dyb dine domme.
Til frelsen fører du sjælene ud,
vil skabningens suk ihukomme.

3

Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud,
hvor menneskebørnene bygge!
I mulm er kærlighedsvingen bredt ud,
vi skjuler os under dens skygge.

4

Du kvæger i ørken den tørstende sjæl,
du bjærger den bævende due.
Hos dig er livets det evige væld,
og lys i dit lys skal vi skue.

Sl 36, 6-10

B.S. Ingemann 1845.

66 Lyslevende fra Himmerig

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Et lidet barn så lysteligt
Her ser jeg da et lam at gå

1

Lyslevende fra Himmerig
Guds Søn kom ned til jorden,
ej som en dommer frygtelig
med lynild og med torden,
men som et barn i moders skød,
mild-øjet, dejlig hvid og rød,
med stemme spæd og klinger,
med julegaver til de små:
til hver en kåbe himmelblå
og gyldne englevinger.

2

Lyslevende han vandred om
på bjerge og i dale,
og højtid blev der, hvor han kom,
en højsang var hans tale,
så til ham lytted, for ham tav,
som fugl på kvist, så storm og hav
og alle barnesjæle;
men når han tav, den klare sky,
døvstumme folk og kvinder bly
til pris fik mund og mæle.

3

Lyslevende, trods dødens kval,
fór Jesus ned i Ånden
til dødninger i tågedal,1 
i hvilen og i vånden;
da blev Guds miskundhed kundgjort
på afgrunds rand i Hel-hjems port,
hvor alt var tomt og øde;
med glædens pil blev sorgen skudt,
og Helveds mørke gennembrudt
af Himlens morgenrøde.

4

Lyslevende, trods sten og segl,
opstod han fra de døde,
som livets sol af Himlens spejl,
med fryd, med glans og grøde.
Med kød og ben i Åndens magt,
med alt forklaret, alt fuldbragt,
opfór han i det høje;
Guds engle og apostle så
ham fare op på skyer blå
langt bort fra verdens øje.

5

Lyslevende han sidder hist
på tronen i det høje,
lyslevende han kommer vist
engang for hver mands øje.
Lyslevende, trods hvert et nej,
hans røst på jord sig baner vej
med toner himmelklare.
Hans bad er livets Jordansflod,
hans bord er livets træ på rod
alt for hans folkeskare.

6

Lyslevende med Guddoms-magt
du var, du er og kommer,
besegler åbenlyst din pagt
som frelser og som dommer:
Nu lever op vor sjæl på ny,
og når du atter ses i sky,
når domsbasunen gjalder,
da sprænges muldets bautasten,
da fryder sig de tørre ben,
thi livets fyrste kalder.

N.F.S. Grundtvig 1843. 1847.
Bearbejdet 1913.


1 1 Pet 3,19