Forskellige salmer

Salmesang ved menighed og kirkekor optaget ved gudstjenester i Trinitatis Kirke.
Organist, Søren Christian Vestergaard.

Tilbage til oversigten

Del dette:

47 Jeg løfter mine øjne op

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: O hjertekære Jesus Krist

1

Jeg løfter mine øjne op
mod evighedens bjergetop,
når al min trøst forsvunden er,
til Gud om hjælp er mit begær;
jeg tror på ham så visselig,
han vil og kan forsvare mig.

2

På megen styrke, ros og magt,
på rigdom, venner, kløgt og pragt
vil verdens børn forlade sig;
jeg på min Gud fortrøster mig,
han skabte himmel, hav og jord,
han er min hjælp, det er hans ord.

3

Frygt Gud, og fast din fod skal stå,
alting ved ham du skal formå;
i sorgen ej du synde skal,
ej fare vild i trængslers dal;
Gud holder dig på sandheds sti,
der skal du vandre frisk og fri.

4

Din Gud, som dig forvarer vel,
han, som bevarer Israel,
han blunder ikke nogen tid,
han sover ej; men med stor flid
hans øjne altid åbne står,
ser til, at du ej skade får.

5

Skal du end lide sorg og nød,
og det end varer til din død,
det dog en salig ende får,
i døden Gud selv hos dig står.
Din sjæl han vil bevare der,
at du kan leve trøstigt her.

6

Når du går ind, når du går ud
og følger Herrens ord og bud,
til hver en tid, på hvert et sted
sit lejde Gud dig giver med:
At han er din beskærmer blid
og hjælper dig til evig tid.

Sl 121

Hans Thomissøn 1565.
Fr. Hammerich 1850.

156 Guds rige lignes ved et frø

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Som hønen klukker mindelig

1

Guds rige lignes ved et frø,
det mindste, man kan finde,
nedlagt i muld, ej til at dø,
men død at overvinde,
opvoksende så til et træ,
hvor himlens fugle finder læ
og lyst til sødt at sjunge.

2

O kristenhed, kom det i hu,
tro Herren til det bedste,
og bed, at han sit løfte nu
vil soleklart stadfæste,
så det må høres på vort kor,
at Himlens fugle på Guds jord
for vuggerne har sunget!

3

Guds engleskare først og sidst
er Himlens rette fugle,
de lære om den Herre Krist
i sang os sødt at jule,
så støvets sang med englelyd
fortæller Himlene med fryd:
Guds Søn fik vi til broder!

Mark 4,30-32

N.F.S. Grundtvig 1836 og 1853.
Bearbejdet 1885.
Oprindelig del af nr. 444.

266 Mægtigste Kriste, menighedens Herre

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Friedrich F. Flemming 1811

1

Mægtigste Kriste, menighedens Herre,
den du har tegnet med dit kors til ære,
kom dog at hjælpe os af fjendens snare,
dit folk bevare!

2

Før du selv striden for de børn så svage,
tving du vor fjende, driv hans magt tilbage,
hvad sig mod dig og dine vil ophøje,
selv du nedbøje!

3

Fred udi kirken vi af dig begære,
fred udi landet du os og beskære,
fred udi hjertet du for alting give!
Hos os du blive!

Matthäus Apelles von Löwenstern 1644.
Dansk 1740.

320 Midt iblandt os er Guds rige

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Kirken er som Himmerige

1

Midt iblandt os er Guds rige
med Guds Ånd og i Guds ord,
i Guds menighed tillige:
gæster ved hans nådebord.

2

Synligt ej er her til stede
det med Guds retfærdighed,
med Guds fred og Herrens glæde,
kommet til os ovenned.

3

Men når os med Herrens stemme
Ånden kalder hver især,
kan vort hjerte dog fornemme,
at Guds rige kom os nær.

4

Og når vi med tro modtage
ord og Ånd i Jesu navn,
rigets frugt vi forud smage
i det søde frelsernavn.

5

Guds retfærdighed i nåde
ser til os fra Himlen ned,
og skønt os det er en gåde,
smager hjertet dog Guds fred.

6

Og når Herrens fødsels-glæde
råbes ud med englerøst,
virkelig den er til stede,
gennemstrømmer os med lyst.

7

Blomstre op da skal Guds rige
midt iblandt os dag for dag,
bære Åndens frugt tillige,
Fader vor til velbehag.

8

Thi den gode jord hernede:
tro og håb og kærlighed
rense vil Gud selv og frede
til en himmelsk frugtbarhed.

9

Og når vi med ham forklares,
som os fødte her på ny,
skal Guds rige åbenbares,
synlig som han selv i sky.

N.F.S. Grundtvig 1853.

337 Behold os, Herre, ved dit ord

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Wittenberg 1543

1

Behold os, Herre, ved dit ord
trods dine fjenders løgn og mord,
som styrte vil fra tronen ned
din Søn, vor drot i evighed!

2

Bevis din magt, o Jesus Krist,
som alle herrers herre est,
beskærm din arme kristenhed,
dit navn til pris i evighed!

3

Vor trøster god, Gud Helligånd,
forén Guds folk i fredens bånd!
Stat med os i vor sidste nød,
led os til livet fra vor død!

Martin Luther 1542. Dansk 1556.
N.F.S. Grundtvig 1837. H.S. Prahl 1888.

349 Herren han har besøgt sit folk

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Carl Chr. Nic. Balle? 1850
Thomas Laub 1900

1

Herren han har besøgt sit folk,
natten hun blev til morgen,
Menneskens Søn, Gud Faders tolk,
slukket nu har al sorgen.

2

Frelseren lå i sorten jord
nætter såvel som dage,
men det opstandne livsens Ord
døden ej mer kan smage.

3

Kirken hun sad i enkestand,
sørged for den Enbårne,
glemte, at han i gravens land
stormede dødens tårne.

4

Deraf udsprang den bitre sorg,
ligfærd med gråd og klage,
hulken for sang på Zions borg,
nætter såvel som dage.

5

Herren han er dog sine tro,
også når de mistvi'le,
roser han lod på torne gro,
lærte os så at smile.

6

Blegt som et lig var livets ord,
dødt det os lå på tunge,
Ånd dog fra Herren i det fór,
engle derom vil sjunge.

7

Synger da med i højen sky:
Ordet stod op af døde,
lyder i Åndens kraft på ny,
tænder, så tunger gløde!

8

Lever nu op, I kristne små!
Nu er her godt at være,
alle Guds engle med os stå,
vil jer på hænder bære.

9

Frelseren lå i sorten jord,
sidder på ærens trone,
ånd og liv er til os hans ord,
glæden vor salmetone!

N.F.S. Grundtvig 1836 og 1853.

356 Almagts Gud, velsignet vær

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Wien 1774

1

Almagts Gud, velsignet vær!
Love vil vi lydt din ære,
dig ophøje fjern og nær,
synge med blandt engles hære,
bøje os i støvet ned
for vor konges herlighed.

2

Offerlam med korsets stav,
skyldfri dybt i pinen sænket,
du besejred død og grav
ved den kraft, som Gud dig skænked;
Helveds vælde, dødens magt
knust du har i støvet lagt.

3

Lad dit rige allen sted
vidt udgå med fred i følge
nu og i al evighed!
Lad på land, og lad på bølge
alles knæ til evig gavn
bøje sig i Jesu navn!

4

Helligånd, dig lov og pris
sammen med Gud Fader være
og med Jesus, stærk og vís,
brudgom vor og broder kære!
Over os hans kærlighed
evig, evig vare ved!

Te Deum 4. årh. Ignaz Franz 1771.
Henri Louis Empaytaz 1817.
Bernhard Paludan-Müller 1884.

376 Lyksaligt det folk, som har øre for klang

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Thomas Laub 1917

1

Lyksaligt det folk, som har øre for klang
herovenfra!
Det nynner alt her på den evige sang:
Halleluja!
så alle Guds engle forundres på,
hvor himmelsk de jordiske klokker slå,
når Ånden med støvhjertets tunger
dets dybeste længsel udsjunger.

2

Lyksaligt det støv, som i Skaberens hånd
kom Gud så nær,
oplivet af ham med en kongelig ånd
til heltefærd,
begavet i nåde med hånd og mund
til gavn og til glæde i allen stund,
at ligne sin Gud på det bedste
og tale med ham som sin næste!

3

Lyksaligt det hjerte i menneskebryst
med frygt og håb,
som lifligt bevæges ved Himmelens røst
og Åndens råb!
Det værelse har i sin hytte lav
til længselen dyb som det store hav,
til håb, der sig højere svinger
end ørne og engle på vinger.

4

Lyksalig den tunge i menneskemund
med liv og røst,
som slår sine rødder i hjertelig grund
til evig trøst,
som skinner af lyset i livets ord,
som gløder af ilden på nådens bord
og skænker de hjerter, som græde,
Guds fred og den himmelske glæde!

5

Lyksaligt det folk, som har Jesus til drot,
Marias søn,
som søskende hans har de alle det godt
i lys og løn:
Guds-freden i hjerte, Guds ord i mund,
med herlighedshåbet i allen stund,
thi de, som Gud Faders udkårne,
har børnekår med hans Enbårne.

6

Lyksalig hver sjæl, som i Frelserens navn
af nådens hånd
fik bod for sin vånde og for alt savn
med liv og Ånd:
med Faderens Ånd og med Sønnens liv,
med palmernes dyd1 i et skud af siv, 
med kraften som klarheds-beviset,
med nøglerne til Paradiset!

N.F.S. Grundtvig 1852-53.


1 kraft

379 Der er en vej, som verden ikke kender

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Christian Barnekow 1878
Thomas Laub 1913

1

Der er en vej,
som verden ikke kender:
Den »livets vej«,
som ej er gjort med hænder,
en løngangssti
hver sten forbi
til livets land med glædens kilder.

2

Sig åbne må
de tykke, mørke skove,
os bære må
den skøre, falske vove;
det høje fjeld,
det skumle Hel
kan livets vej for os ej spærre.

3

Just for de små
er løngangsstien lavet
til trygt at gå
i ørken og på havet,
på troens grund
i allen stund,
ved midnatstid som midt om dagen.

4

Den vej på jord
til Himlens høje sale
sig sælsomt snor
igennem skyggedale;
som solsprængt sky
af dagen ny
på Herrens vej er hver en skygge.

5

Vel tornestrø't
er stien somme steder,
men rosenbødt,
som sorgen er med glæder;
af Jesu røst
opvokser trøst,
med rosen læges tornestikket.

6

Den vej på jord
til livets land og lykke
er Jesu ord
med stråleglimt i skygge;
de strækker sig
til Himmerig,
hvor de kom fra, hvor de har hjemme.

7

Med Jesu Ånd,
Guds menigheds af nåde,
vi hånd i hånd
på kærlig børnemåde
går trøstig frem
til glædens hjem,
til Fader-huset i det høje.

8

Alt som vi gå,
vi dog af Gud oplæres
til at forstå,
vi hæves og vi bæres
i ledebånd
af livets Ånd
og af vor Faders engleskare.

N.F.S. Grundtvig 1856-60.

397 Trods længselens smerte

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Hans Matthison-Hansen 1860
Oluf Ring 1936

1

Trods længselens smerte,
sig ej i dit hjerte:
Hvem farer i afgrunden ned,
min frelser, den søde,
mig op fra de døde
at hente til fryd og til fred!

2

Det kønnere klinger:
Hvem vil dog på vinger
opfare til Himmerigs slot
til os at nedhente
den Herre, vi vente!
Det er for Guds-ordet dog spot.

3

Vi ere, vi bleve,
vi røres, vi leve
i Kristus, Guds levende Ord.
Tag ordet i munden,
og elsk det fra grunden!
Da hos dig i navnet han bor!

4

Ja, tro og bekende
til dagenes ende,
det er saliggørelsens vej;
på den lad os sjunge
med hjerte og tunge:
Vi har ham, vi slipper ham ej!

5

Han hjertet tiltaler,
han hjertet husvaler,
han svarer som Gud til sit navn;
når hjertet med varme
om Navnet slår arme,
vor frelser vi tager i favn.

Rom 10,6-10

N.F.S. Grundtvig 1836 og 1864.

403 Denne er dagen, som Herren har gjort

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Melchior Vulpius 1609 / Thomas Laub 1896

1

Denne er dagen, som Herren har gjort,
den skal hans tjenere fryde.
Op han i dag lukked Himmerigs port,
så skal hver søndag det lyde;
thi i dens hellige timer
herlig af graven opstod Guds Ord,
nådig fra Himlen Guds Ånd nedfór.
Ved I nu, hvorfor det kimer?

2

Frels da nu, Herre, giv lykke og held!
Værket i dag er dit eget.
Lad millioner dig takke i kvæld,
for du dem har vederkvæget!
Ja, lad dem prise med glæde
Ånden, som taler og trøster frit,
folket velsigner i navnet dit,
viser, din fred er til stede!

3

Herre, vor Gud, ja, besøg os i glans,
hvor i din kirke vi mødes!
Tungerne binde dig krans over krans,
alt som vort hjerte opglødes!
Højtiden vokse med dagen!
Påske og pinse udsprang af jul,
så lad og glæden af tro i skjul
spørge forgæves om magen!

4

Ja, lad så virke dit bad og dit bord
med de indviede tunger,
at det kan høres, din Ånd og dit Ord
er det, som taler og sjunger!
Lad os det føle og smage:
Ånden er bedre end kød og blod,
Herren er liflig og ejegod,
kristne har kronede dage!

Sl 118,24-29

N.F.S. Grundtvig 1837.

410 Som tørstige hjort monne skrige

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Oluf Ring 1932

1

Som tørstige hjort monne skrige
alt efter det rindende væld,
så monne og efter dig hige,
o Herre, min tørstige sjæl;
thi du er den levende kilde,
og drikke så gerne jeg ville
for aldrig at tørste igen.

2

De dage og nætter henskride,
og sjælen kun læskes med gråd,
med sorrig jeg hænder må vride,
jeg ved ikke frelse, ej råd.
Ak, når vil dog Gud sig forbarme?
Ak, når må jeg usle og arme
indgange for Herren at stå?

3

Jeg er udi hjertet så bange,
de afgrunde ligger så nær,
og på deres rand må jeg gange,
det er kun en jammerlig færd;
jeg svimler, mig rædsel nedknuger,
mig afgrunden visselig sluger,
o Herre, o, hør mine skrig!

4

Du er jo min saligheds klippe,
på dig har jeg bygget mit hus,
ak, vil du mig glemme og glippe,
da synker det fluks udi grus;
alt bryder de bølger og vover,
og medens du tøver og sover,
de lukker sig over min sjæl.

5

Når andre til kirke mon gange,
da sidder jeg her udi vrå,
de kvæder så liflige sange,
men jeg må ej høre derpå;
min sang er at sukke og klage,
så skrider de hellige dage
for mig, som de søgne, i kval.

6

Dog, hvi vil, min sjæl, du forsage?
Hvi bøjes, hvi bruser du så?
Lad skride de nætter og dage,
og bi på din Gud, som du må!
Engang skal den morgen oprinde,
da frelst du så glad udi sinde
skal takke og love din Gud.

7

Hans lys og hans sandhed skal føre
mig op til hans tempel i fred,
dér ordet mit hjerte skal røre,
og glemme jeg skal, hvad jeg led;
ja, selv skal jeg røre min tunge
til salmer for Herren at sjunge,
til lov og til pris for min Gud.

Sl 42 og 43

N.F.S. Grundtvig 1811.

435 Aleneste Gud i Himmerig

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Valentin Schumann 1539

1

Aleneste Gud i Himmerig
ske lov og pris for sin nåde,
som han har os skænket faderlig
at fri os af syndens våde!
På jorden er kommen stor fryd og fred,
vi mennesker må vel glædes ved
Guds yndest og gode vilje.

2

Vi love, vi prise og takke dig,
al æren skal dig tilhøre,
o Herre, Gud Fader i Himmerig,
for kærlighed, du os mon gøre!
Du alle ting har i vold og magt,
det alt må frem, som er din agt,
thi frygte vi ingen fare.

3

O Jesus Krist, Guds Søn, Guds Lam,
som vil os Himmerig give,
du tog vor skyld og bar vor skam,
vor sjæl at holde i live;
for os du døde og opstod,
du købte os med dit dyre blod,
vor salighed est du alene.

4

O Helligånd, vor trøstermand,
som os vil sandheden lære,
hjælp os at blive i nådens stand
og leve vor Fader til ære!
Beskærm os fra Djævelens falske list,
og hjælp os at tro på Jesus Krist
og blive salige, amen!

Græsk 2. årh. Hilarius af Poitiers o. 350.
Nicolaus Decius (str. 1-3) 1522.
Joachim Slüter (str. 4) 1525.
Arvid Pedersen 1529.
C.J. Brandt 1888.

454 Barnelivets favre dage

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Kender du den livsens kilde
Helligånd, de frommes glæde

1

Barnelivets favre dage
kun forgæves folk på jord
kalder sukkende tilbage,
som en drøm de heden fór,
hjerte hvert dog føle må:
vorde ej vi atter små,
aldrig mer på englestige
vinde vi til Himmerige.

2

Men hvad alle verdens vise
kun omsonst vil prøve på,
han, som alle kristne prise,
har bevist, hans ord formå:
hver, som tror af hjertens grund,
hvad han os har lagt i mund,
de i dåben fødes atter
til Guds børn, hans søn og datter.

3

Vore egne barnedage
i det bedste faderhjem,
intet er mod dem, vi smage
med Guds Søn i Betlehem,
når, genfødte i hans navn,
han os tager ømt i favn
og, med mer end englerøster,
kalder broder os og søster.

4

Disse Herrens barnedage,
de er evighedens vår,
vifter bort al sorg og klage
også fra de hvide hår,
taler med hinanden lydt
om det mål for livet nyt,
himmelvidt fra skyggedale:
Guddoms-liv i gyldne sale.

N.F.S. Grundtvig 1844 og 1864.

498 Gud, efter dig jeg længes

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Heinrich Isaac 1539

1

Gud, efter dig jeg længes,
når jeg af synden trænges,
til dig står al min lid:
Jeg på dit ord, o Fader,
på nåden mig forlader,
o Herre, vær mig mild og blid!

2

Mit hjerte gøres bange
for mine synder mange,
dog Jesus er min trøst:
jeg tror ham vel for alle,
han vil mig ej undfalde,1 
han har mig med sit blod forløst.

3

Stor fristelse jeg finder,
og hårdt mig synden binder,
Gud, hjælp derfra mig ud!
I døden som i live
lad mig fortabt ej blive,
og evig priser jeg min Gud!

4

Du livsens Herre kære,
min Jesus vil du være,
livsaligt er dit navn.
Min frelser, Jesus milde,
du ej fra mig dig skille,
du altid er min trygge havn!

5

Gud Fader, som mig skabte,
tæl ej mig blandt fortabte,
mit håb er sat til dig:
Guds Søn, som mig forløste,
din hjælp mig altid trøste,
styrk det, du har begyndt i mig!

6

Du, Helligånd, mig råde,
giv visdom mig og nåde,
giv lykke, gode råd:
I kaldet flittig være,
mit kors tålmodig bære,
giv mig i Himlen del og lod!

Rom 8,19

Hans Christensen Sthen 1589.
B.S. Ingemann 1854.


1 svigte

557 Her vil ties, her vil bies

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: A.P. Berggreen 1854

1

Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente,
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies,
her vil bies, o svage sind!

2

Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges. Og det er svart.
Trange tider langsomt skrider,
langsomt skrider. Det har den art.

3

Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist
dér skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue,
kom at skue bag gærdet hist!

4

Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse. Det snart forgår.
Eja, søde førstegrøde,
førstegrøde af bliden vår!

5

Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner.
Due, kunne du begrunde,
du begrunde, hvad der nu sker!

6

Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se! nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad.
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!

Højs 2,11-14

Hans Adolph Brorson (1765).

598 O Gud, du ved og kender

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Genève 1542

1

O Gud, du ved og kender,
det ej i mine hænder
og mine kræfter står,
at jeg dig ret kan dyrke,
om jeg ej daglig styrke
fra dine hænder får.

2

Knus selv mit hjertes stene,
bøj høje tankers grene,
giv ydmyg kærlighed
til Gud og til min næste,
min gang du selv befæste
i dine fodefjed!

3

Hold mig til dine veje!
Lad mig i døden eje
trøst af din død og sår!
Så skal mit liv begynde
og sig til livet skynde,
når jeg af livet går.

Thomas Kingo 1681.
Bearbejdet 1935.

633 Har hånd du lagt på Herrens plov

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Joseph Glæser 1880

1

Har hånd du lagt på Herrens plov,
da se dig ej tilbage!1 
Se ej til verdens trylleskov
og ej til Sodoms plage!
Men pløj din fure, strø Guds sæd!
Er jorden dig for tør, så græd!
Vil gråden kvæle røsten,
så tænk på gyldenhøsten!

2

Men sker det end, du ser dig om,
for vi er alle svage,
på stand dit kald dog ihukom,
gør ej et skridt tilbage!
Tilbage vender livet ej,
tilbagegang er dødens vej.
Om hastværk fald dig bragte,
så lær kun at gå sagte!

3

Så fremad da i Jesu navn,
trods stene og trods stokke!
Og stands ej, om end luefavn
dig byder stolte blokke!
På gløder går vi allen stund,
hvad skin end har den falske grund;
hvi ej engang i lue,
hvor alt er klart til skue!

4

Det er jo kun en liden stund,
så er vort løb til ende,
og døden er jo kun et blund,
som vi fra søvnen kende,
og hvilen, vi alt smagte her,
vi ved, er mer end møjen værd;
hvad da, når vi skal kvæde:
Nu evig er vor glæde!

N.F.S. Grundtvig 1836.


1 Luk 9,62

612 Den store mester kommer

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: J.P.E. Hartmann 1873
Caspar Chr. Hoffman 1878
Rued Langgaard 1924

1

Den store mester kommer,
fuldkærlig er hans id:
Han sidder ved smeltediglen
og lutrer sølvet med flid.

2

Han kender tegn og mærke
på klarheds gennembrud,
når sølvstoffets ædle indre
af ertsen lutrer sig ud.

3

Det øjeblik han venter
og agter kærlig på,
når klarlig hans eget billed
vil dybt i sølvspejlet stå.

4

Da glædes høje mester,
da værket er fuldbragt,
da priser det ædle sølvstof
sin mesters dåd i sin pragt.

5

Den store mester kommer,
som smelter sjæl og sind.
Han sidder ved hjertegruben,
han ser i sjælene ind.

6

Og har i hjertedybet
sit billed klart han set,
så glædes den høje mester,
så er hans gerning alt sket.

Mal 3,3

B.S. Ingemann 1841.

644 Aldrig er jeg uden våde

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Johann Horn 1544
A.P. Berggreen 1852

1

Aldrig er jeg uden våde,
aldrig dog foruden nåde,
altid har jeg suk og ve,
altid kan jeg Jesus se.

2

Altid trykker mine synder,
altid Jesus hjælp tilskynder,
altid er jeg udi tvang,
altid er jeg fuld af sang.

3

Nu i sorrig, nu i glæde,
nu i fald og nu i sæde,
ofte fuld af stor uro,
altid fuld af Jesu tro.

4

Så er sorg til glæde lænket,
så er drikken mig iskænket
besk og sød i livets skål,
sådant er mit levneds mål.

5

Men, o Jesus, jeg vil græde,
hjælp du til, at troens glæde
over synd og sorrig må
altid overvægten få!

Thomas Kingo 1681.
Bearbejdet 1850.

666 Den grund, hvorpå jeg bygger

© Det Kgl. Vajsenhus' Forlag

Mel.: Jeg ved, på hvem jeg bygger
Befal du dine veje

1

Den grund, hvorpå jeg bygger,
er Kristus og hans død;
i Jesu pines skygger
er sjælens hvile sød.
Der har jeg fundet livet,
selv er jeg intet værd;
hvad Jesus mig har givet,
gør mig for Gud så kær.

2

Lad hele verden briste,
min Jesus er ved magt;
hvem vil hans hånd opvriste
og bryde Himlens pagt?
Ej hunger, sværd og lue,
ej pine, ve og værk
fra Jesus mig skal true,
det bånd er alt for stærk.

3

Ej engle-kraft og evne,
ej fyrstendømmers magt,
ej hvad man véd at nævne
af skændsel og foragt,
ej stort og ej det ringe,
ej skade eller gavn,
ej nogen ting skal tvinge
mig ud af Jesu favn.

Rom 8,31-39

Paul Gerhardt 1651.
Hans Adolph Brorson 1735.
Bearbejdet 1850.
Oprindelig samme salme som nr. 665.