Marcussen/Andersen-Orglet i Trinitatis kirke, København

af Svend Prip

I 1947 blev Finn Viderø – Danmarks dengang internationalt mest kendte orgelkunstner- Trinitatis Kirkes organist. Med det succesfulde samarbejde han havde deltaget i omkring de siden så legendariske, opsigtsvækkende orgler i Sorø (1942) og Jægersborg (1944) – Viderøs "eget" orgel – var det mere end nærliggende, at Marcussen & Søn skulle bygge det nye Trinitatis-orgel. Og med

Trinitatis Kirkes orgelfacade med tilføjet rygpositiv.

Odense-domorganisten Georg Fjelrads knusende dom over Starup-orglet var vejen banet for et nyt instrument. I juni 1951 forelå det første tilbud og dispositionsudkast (indeholdende en desværre ikke realiseret bibeholdelse af Subbas 32'), der naturligt på mange måder lagde sig op ad forbillederne i Sorø og Jægersborg. Viderøs – og orgelbyggeriets – vision var givet en videreførelse af koncept og klang, blot i større udgave. Og målet var, at værket sammen med et "næsten søsterinstrument" i Holmens Kirke skulle stå færdigt i 1956, hvor Marcussen& Søn kunne fejre 150-års jubilæum.
En anledning til det nye orgel var tillige, at kirken i 1956 havde 300-års jubilæum. Planen indebar en tilføjelse af et rygpositiv – en i arkitektonisk henseende ingenlunde let opgave, der blev løst besnærende godt. Kong Frederik IX og dronning Ingrid ville deltage i festligholdelsen af kirkens jubilæum – og derfor sås kongens monogram nederst på den nye rygpositiv-facade.
Værkopstillingen i Holmens Kirke og Trinitatis Kirke blev helt identisk, og den endelige disposition i store træk ligeså:

Hovedværk

Principal 16’
Oktav 8’
Spidsfløjte 8’
Gedakt 8’
Oktav 4’
Kobbelfløjte 4’
Rørquint 22/3’
Oktav 2’
Flachfløjte 2’
Mixtur VI-VIII
Scharf IV
Trompet 16’
Trompet 8’

Rygpositiv

Principal 8’
Gedakt 8’
Quintatøn 8’
Oktav 4’
Rørfløjte 4’
Oktav 2’
Gemshorn 2’
Nasat 11/3’
Sesquialtera II
Scharf IV
Dulcian 16’
Krumhorn 8’
Regal 4’
Tremulant

Brystværk

Rørfløjte 8’
Spidsgamba 8’
Principal 4’
Traversfløjte 4’
Gedaktfløjte 4’
Waldfløjte 2’
Blokfløjte 2’
Oktav 1’
Cymbel III
Skalmeje 8’
Vox humana 8’
Tremulant

Pedal

Principal 16’
Subbas 16’
Quint 102/3’
Oktav 8’
Gedakt 8’
Oktav 4’
Quintatøn 4’
Nachthorn 2’
Mixtur VI
Basun 16’
Fagot 16’
Trompet 8’
Zink 4’

Det burde være blevet en rigtig succeshistorie – men det blev det ikke. Lidt ældre organister som undertegnede erindrer den bitre, mere eller mindre offentlige fejde, der i de følgende år udviklede sig mellem de to tidligere så forbundne, internationalt højt ansete samarbejdspartnere Finn Viderø og Marcussen & Søn – personificeret ved Sybrand Zachariassen og Poul-Gerhard Andersen. Yngre generationer kan måske have udbytte af den følgende, nødvendigvis lidt summariske beretning om, hvad det hele egentlig gik ud på – og hvad der siden skete.
Finn Viderø var så langt fra tilfreds. Et inspireret og frugtbart fællesskab blev på sørgelig vis erstattet af nærmest fjendskab – en afstandtagen der med tiden ikke blot begrænsede sig til Trinitatisorglet.
Skal man opsummere de talrige klagepunkter, gøres det måske bedst ved at citere Viderøs klageskrivelse til Kirkebestyrelsen og notat fra et efterfølgende
møde mellem Viderø, Sybrand Zachariassen og P.-G. Andersen:


Afskrift at Viderøs klage til kirkebestyrelsen

1) Samtlige principaler, fløjter og gedakter taber i styrke og ændrer klang fra
omkring eenstreget c nedefter, saaledes at en højere liggende akkord, støttet af en enkelt tone i pedalet fuldstændig er i stand til at overskygge hvad der spilles med venstre haand. At dette forhold er en væsentlig hindring for fremførelse af polyfon musik, behøver ikke at understreges. Samtidig mangler klangen bid og bund, og er så løs, at koret ikke har noget at støtte sig til i salmesangen. Som følge deraf er sangerne begyndt at synge falsk og klager over, at de ikke kan høre orglet, selvom de bogstavelig talt staar klods op ad instrumentet.
2) De enkelte manualers stemmer er intoneret saa ensartet, at det nede i kirken til tider er umuligt at afgøre, hvilket
manual der spilles paa.
3) Subbas 16' og Gedakt 8' i pedalet er for svage, og Principal 16' giver forsinket an med tydelig dobbelt ansats.
4) Hovedværkets Principal 16' fra eenstreget c nedefter er for langsom i
ansætningen. I hurtige passager naar den overhovedet ikke at give an.
5) 16-fods rørstemmerne i manualet er uklare i baslejet, og samtlige rørstemmer med undtagelse af Vox humana i brystværket lader ikke saa lidt tilbage at ønske med hensyn til karakter og charme.
6) En udholdt akkord i højre haand begynder at tremolere, naar der samtidig
spilles passager i venstre haand, Undertiden har akkorden ogsaa haft
en tendens til at synke i tonehøjde, naar der samtidig spilles med pedal.
7) Spillemaaden i alle tre manualer mangler fasthed, og man har følelsen
af, at tangenterne slaar tilbage ved tilbage ved fingerens tryk.


Klagepunkter noteret ned ved mødet i
kirken 7-9-56 mellem V, Z og A.1

1) Med registreringen Principal 8', Oktav 4' og Oktav 2 i Hv. og Principal
16', Oktav 8', Oktav 4', Subbas 16' og Gedakt 8' i Pedalet paastaas det at pedalet ikke kan høres. Der refereres til Niels Møller (Dirigenten).
2) Rørgedakt 8' Rp. i Sorø har den klarhed i bassen, som V efterlyser. Rørfløjte 8' Brv. i Trinitatis har den ikke.
3) Det tidligere Trinitatis orgel var i visse maader bedre til polyfont spil end det nuværende.
4) Det giver ingen væsentlig forskel, om man anvender Fladfløjte 2' eller Oktav 2 i hovedværket i forbindelse med Principal 8' og Oktav 4'.
5) Udvalget af farver er ringere i Trinitatis
end i Jægersborg.
6) Der er en minimal forskel mellem Gedakt 8' i hovedværket og Gedakt 8' i
rygpositivet.
7) Krumhornets klang er bar og intetsigende.
8) Dulcian 16' og Trompet 16' kan ikke anvendes akkordmæssigt i baslejet !!
9) Regal 4' - noget underligt tyndt noget.
10) Skalmeje 8' Viderø har svært ved at se, at den kan anvendes musikalsk.

sign.
Finn Viderø og Sybrand Zachariassen.

1. Dvs. Finn Viderø, Sybrand Zachariassen og Poul-Gerhard Andersen.

Orgelbyggeriet kommenterer straks herefter klagen over for Kirkebestyrelsen.
I det store og hele tilbageviser man klagepunkterne. Den tilsigtede klanglige balance vil først indfinde sig efter 4-5 års "modning", toneansatsen i de større principalregistre er naturlig for piber af 2-5 meters længde, og når det kan være svært at skelne fra hvilket værk lyden kommer skyldes det orglets høje placering i rummet. Man vedgår dog, at hovedværkets Principal 8' burde have haft videre mensur, nu den ikke kunne stå i facaden, der optages af Principal 16'. I det hele taget er man klar over, at de genanvendte, vidtmensurerede Knud Olsen-facadepiber fra 1872 i hovedværk og pedal er et problem – de står meget tæt og hæmmer klangudfoldelsen fra de bagvedstående registre.
Tonen skærpes i den følgende tid, det kommer til en avisdebat, der i 1959
kulminerer med at Viderø offentligt må trække nogle udtalelser – vedrørende en påstået modvilje hos orgelbyggeriet mht. en uvildig undersøgelse – tilbage. Orgelbyggeren havde faktisk i 1956 afsluttet sine kommentarer til Viderøs klage således:

"Som sagen har udviklet sig, vil vi være tilbøjelige til at mene, at der bør foranstaltes et syn af uvildige sagkyndige, som begge parter kan have tillid til. Ved samme lejlighed kunne organistens klage og vort svar blive prøvet.
Det er os meget imod, at denne sag, som burde være bilagt ved forhandling mellem organisten og vort firma, har fået et sådant forløb. Finn Viderøs autoritet som orgelspiller har jo sat tingene noget i relief, og vi kan ikke lade alle de urigtige påstande, der nu er sat i omløb, fortsætte uantastet."
Netop medens bølgerne gik højest, fik jeg som grøn gymnasieelev foretræde
for Finn Viderø i Trinitatis Kirke, hvor han gennemgik alle orglets mangler. Jeg erindrer det, som var det i går. Hans indignation var frygtindgydende – tiden gik, og jeg vovede ikke at fortælle ham, at jeg faktisk havde bestilt en biografbillet til Metropols Juleshow. Som jeg altså gik glip af...
Der blev foranstaltet en uvildig undersøgelse. I september 1959 gennemgik domorganisterne Poul Børch og Georg Fjelrad samt organist Haakon Elmer nøje stridens genstand, på baggrund af en række spørgsmål stillet af Kirkeministeriets konsulent, professor Aksel Andersen.

Spørgsmålet om hvorvidt Finn Viderø havde fået lovning – overhovedet kunne forlange – "et orgel mage til Sorø" finder kommissionen problematisk at besvare. Derudover giver man Viderø delvis ret i nogle af kritikpunkterne – det være sig vedr. tab af klangstyrke i 16'- og 8'-labialstemmer fra c1 og nedefter, en knap så tydelig værkkarakter, for svag Subbas 16'/ Gedakt 8' og en for langsom bas i hovedværkets Principal 16'. Men kommissionen havde også været en tur i Sorø – og konstateret at visse ting faktisk fungerede bedre i Trinitatis.

Rørstemmer, vindtryk og traktur finder man ikke kan kritiseres. Heller ikke, at det kan være vanskeligere for koret at høre et hovedværk, der er placeret i seks meters højde mod tre meter i Sorø.

Og rapporten lægger på side 6 an til landing med at konstatere, at "Det ny Trinitatis-orgels tekniske kvalitet synes hævet over kritik, og trods de rejste indvendinger, som vi har kunnet tilslutte os helt eller delvis for 4 punkters vedkommende, må instrumentet betegnes som både smukt og kunstnerisk værdifuldt.

Vi finder, at kritikken, der citeres i orgelkonsulentens skrivelse af 11. juli 1959, ikke omfatter større, ubodelige mangler ved instrumentet. At de dog sammenlagt kan danne et irritationsmoment for en eksakt arbejdende orgelkunstner er os velforståeligt."

Man finder dog anledning til at påpege den meget tætte gruppering af de gamle Knud Olsen-piber i hovedværksfacaden. Hvilket forhold utvivlsomt bidrager "til det indtryk, at særligt hovedværkets principaler og oktav "savner bid", og at hovedværksklangen som helhed virker indestængt". Man henviser til, at det har orgelbyggeren selv tidligere påpeget.
Og det hele rundes af med: "De ovenfor nævnte forhold bevirker, i forbindelse
med den noget tilbageholdende intonation, der præger hele orglet, at den samlede klangkarakter – trods fine enkeltheder (bl.a. fremragende mixtur- og rørstemmer) – savner en del af den farvepragt, glans og intensitet, der sædvanligvis kendetegner firmaet Marcussen & Søns instrumenter."
Ministeriets orgelkonsulent Aksel Andersen finder (24. februar 1960), at erklæringen ikke "indeholder egentlige forslag til udbedringer", men foreslår
dog at ministeriet forespørger orgelbyggeriet om "hvilke ændringer firmaet på baggrund af ovennævnte erklæring vil sesig foranlediget til at udføre".
Orgelbyggeren svarer hurtigt herefter. Svaret er langt, men hovedlinierne
i konklusionen er (en gentagelse) af, at man bør tage pibeværkets kommende "modningstid" med i betragtning – og at et grundlæggende problem fremdeles er de gamle facadepibers tætte placering og tillige disses mensur, der sætter grænser for toneansatsens præcision. De
pågældende facadepiber har man nu givet større mellemrum, hovedværkets tag er løftet og skråtstillet – og virkningen betegnes som særdeles tilfredsstillende. Man agter at omarbejde hovedværkets Principal 8' og Oktav 4' (dette vil også hjælpe på karakterforskellen mellem værkerne). Ændring af pedalets svage 16'- og 8'-stemmer frarådes atter – nu på baggrund af erfaringer ved koncerter med Anton Heiller, Marie-Claire Alain og Finn Reiff.
Med hensyn til den milde intonation finder man anledning til at betragte det som et smagsspørgsmål – og i øvrigt er den valgt for at imødekomme Finn Viderø (!). Når omarbejdningen af hovedværkets Principal 8' og Oktav 4' er udført (uden beregning) anmodes kommissionen om at foretage ny afprøvning af orglet.

I juli foreligger således en ny rapport fra kommissionen. Problemerne er nu
efterhånden primært kogt ned til en fortsat kritik af hovedværkets Principal 8' og Oktav 4', der "endnu ikke i tilstrækkelig grad hævder sig som manualets førerstemmer".... Især Principal 8', der "i klanglig kvalitet ikke står mål med tilsvarende stemmer i Marcussen-orgler af lignende størrelse og dispositionstype fra de senere år". Forskellen mellem principalkorene
i hovedværk og rygpositiv er ikke så udtalt som ønskeligt. Selve dispositionen gives bemærkelsesværdigt nok nu – noget forsinket – skylden for problemerne med at finde styrkemæssigt passende afbalancerede pedalregistreringer. Men derudover finder man, at foretagne ændringer "har medført en forbedring, der må betegnes som tilfredsstillende under de givne forhold", og at orgelbyggeriet har redegjort fyldestgørende for, hvor og hvorfor der ikke er foretaget ændringer.

Viderøs kritikpunkter vedr. uklare, karakterløse og ucharmerende rørstemmer, uroligt og ustabilt vindtryk, samt manglende fasthed i spillemåden afvises fortsat.

Ministeriets konsulent påpeger i august dels det urimelige i først nu at kritisere en af alle instanser godkendt disposition – og dels at kommissionen klart "vedblivende giver organist, mag. art. Finn Viderø ret i den af ham rejste kritik" for så vidt angår hovedværkets (og rygpositivets) principalstemmer. Menighedsrådet bør anmode orgelbyggeriet om at levere de nævnte stemmer i en kvalitet "der på ingen måde er ringere end i andre af firmaet i de senere år leverede orgler af samme størrelse og dispositionstype".
Når dette er sket og godkendt af kommissionen, vil sagen kunne afsluttes.
Orgelbygger Poul-Gerhard Andersen svarer derefter på firmaets vegne i november. Han fastslår, ankerne nu er begrænset til to af orglets 50 registre:
Principal 8' og Oktav 4' i hovedværket. Imidlertid kan han ikke medgive kommissionen, at piberne i nogen henseende er ringere end tilsvarende registre i andre af firmaets orgler (Sorø eller Holmens Kirke f.eks.). Der er foretaget de ændringer i mensur og intonation, der er hensigtsmæssige
og mulige under de givne forhold. Skal der gøres andet og mere må hele orglets intonation omarbejdes – og under alle omstændigheder de gamle facadepiber udskiftes med nye. P.-G. Andersen mener ikke, at nytten vil stå i et blot nogenlunde forhold til udgifterne – og finder al den stund "ankerne aldrig har omfattet større ubodelige mangler ved instrumentet", at sagen hermed kan betragtes som afsluttet.
Punktum.
Og således syntes den efterhånden legendariske kamp at være ebbet ud.
Hvorfor gik det så skævt? Ud over de ovenfor nævnte "ydre omstændigheder"
i form af eksempelvis de gamle facadepiber, har en ikke uvæsentlig årsag givet været den ændrede intonationspraksis, som Marcussen & Søn siden Sorø- og Jægersborg-orglerne var kommet ind på: Regulering af pibernes klangstyrke i kernespalten frem for i pibefoden. Resultaterne var i de første år ikke så overbevisende – det skulle hen ad vejen kombineres med en anden mensureringsteknik. Men kendt er det også, at Finn Viderøs tidligere så skarpe hørelse langsomt svækkedes (en skæbne der i øvrigt også undergik Poul-Gerhard Andersen) – hvilket blev helt evident 1960'erne.
Og hvem vandt egentlig? Vel egentlig ikke rigtig nogen. Til gengæld gik noget tabt for stridens parter; et enestående inspirationsforhold gik bogstaveligt talt fløjten – en epoke var slut. Finn Viderø omgikkes herefter nødigt nyere Marcussen- orgler, og eksempelvis Sorø- og Jægersborg-orglerne mente han var blevet omintonerede – for at de ikke skulle overstråle firmaets senere resultater. En besynderlig misforståelse, som man ikke desto mindre stadig kan støde på. Det var alt sammen trist at være vidne til.

En måned før P.-G. Andersen skrev sit ovenfor nævnte, afsluttende brev, var
Sybrand Zachariassen ganske uventet død som blot 60-årig. Det er svært helt at frigøre sig for tanken om, at Trinitatissagen kan have været en medvirkende årsag. Forløbet må have plaget ham mindst lige så meget som Viderø.
Der blev efterhånden stille om sagen.
Poul-Gerhard Andersen, der i mange år havde ledet Marcussen & Søns Københavnsafdeling, grundlagde i 1963 sit eget orgelbyggeri, og Finn Viderø blev i 1971 organist ved Frobenius-orglet i Sct. Andreas Kirke.
Inge Bønnerup efterfulgte Finn Viderø på orgelbænken i Trinitatis. Det forekom ikke unaturligt at Poul-Gerhard Andersens orgelbyggeri overtog pasningen af det omdiskuterede orgel, og da det i 1973 pga. ormeangreb blev nødvendigt at istandsætte den gamle Castens-facade, fik tankerne om ombygning af selve orglet på Inge Bønnerups initiativ næring . Interessant nok foreslog P.-G. Andersen først og fremmest en fornyelse af facadepiberne. Det skulle være det altafgørende grundlag for hele projektet, og det ville resultere i en vidtgående omarbejdning af hele pibeværket, hvor fodhulsintonation igen skulle bringes i anvendelse. Nu forventedes nytten åbenbart at stå i forhold til udgifterne... Derudover foresloges erstatning af brystværket med et egentligt (franskinspireret) svelleværk.
Færdiggørelsen af orglet til Sct. Johannes Kirke i København fik P.-G. Andersen til at foreslå en radikal ændring af værkplaceringen i Trinitatis: Etablering af et stort svelleværk øverst på det gamle hovedværks plads og under anvendelse af dettes vindlade – og på brystværkets vindlade og plads underst et hovedværk (!). Hensigten var for hovedværkets vedkommende at ramme et "akustisk centrum" og dermed få det til at klinge bedre ud. Så meget som overhovedet muligt af hovedværkets (stort set totalt fornyede) principaler 16', 8' og 4' skulle ud og gøre gavn i facaden – selv de normalt stumme brystværksfelter skulle gøres klingende. Hovedværkets Principal 8' c-a2 (og rygpositivets Principal 8' h-g1) kunne få dobbeltkor. 

 

Hovedværk
Principal 16’
Principal 8’
Rørfløjte 8’
Oktav 4’
Fløjte 4’
Nasard 22/3’
Doublette 2’
Terts 13/5’
Mixtur V
Scharf III
Trompet 8’
Vox Humana 8’
Tremulant


SV-HV, RP-HV,
HV-P, SV-P, RP-P

Rygpositiv
Principal 8’
Gedakt 8’
Quintatøn 8’
Oktav 4’
Rørfløjte 4’
Oktav 2’
Blokfløjte 2’
Quint 11/3’
Sesquialtera II
Scharf IV
Dulcian 16’
Krumhorn 8’
Skalmeje 4’
Tremulant

Svelleværk
Gedakt 16’
Principal 8’
Spidsfløjte 8’
Viola di gamba 8’
Vox celeste 8’
Oktav 4’
Kobbelfløjte 4’
Salicional 4’
Fladfløjte 2’
Cornet II
Mixtur IV
Trompet 16’
Trompette harmonique 8’
Obo 8’
Clairon 4’

Pedal
Principal 16’
Subbas 16’
Quint 102/3’
Oktav 8’
Gedakt 8’
Oktav 4’
Fløjte 4’
Nathorn 2’
Mixtur IV
Basun 16’
Fagot 16’
Trompet 8’
Skalmeje 4’

Da orglet i februar 1977 stod færdigt var det tydeligt, at anstrengelserne havde båret frugt. Jeg erindrer fra de førstekoncerter, hvorledes navnlig manualklangen havde fået både "bid og bund". Orglet klang i det hele taget langt mere frit og glansfuldt ud – og det var ikke bare i kraft af den ændrede disposition med stort svelleværk blevet en god eksponent for det "universelle" orgel, som P.-G. altid tilsigtede. Hvilket også blev overbevisende demonstreret ved de cdindspilninger med et bredt repertoire fra Buxtehude til Messiaen, som Inge Bønnerup i de følgende år foretog.
Nok kunne der rynkes på næsen af, at værkopbygningen ikke længere svarede rigtigt til facaden – men det fungerede klangligt.
Der var derimod andet, som der var mere grund til at rynke på næsen ad, og som viste sig at fungere mindre godt: En stor del af de klingende facadepiber havde for nemheds skyld fået elektrisk traktur, og da der var tilbygget to stemmer i svelleværket på ekstra vindlade, var hele trakturen til værket gjort elektrisk. Disse detaljer, sammen med den nu delvist opløste sammenhæng mellem værk og facade, har måske været en af anledningerne til en kommentar jeg husker Per Kynne Frandsen for: "Det var som om P.-G. i sine senere år ikke rigtigt kendte sig selv". Rigtigt er det i hvert fald, at det der først og fremmest blev ved at interessere ham, var facadearkitekturen og pibeværket.

Organist og orgelbygger blev efter få år enige om, at facadepiberne måtte forbindes direkte med vindladen med kondukter – ihvorvel disse måtte få en betragtelig længde – ikke bare fordi de elektriske

Detalje af orgelhusenes marmorering; angiveligt forestiller det Finn Viderø!

"fimrehårskontakters" pålidelighed var problematisk. Men også derfor var det fristende at rydde op i den elektriske svelleværkstraktur. En radikal løsning måtte dog vente; i første omgang indbyggedes optokontakter og en mellemstation i form af en sindrig "relaiskonstruktion" – en ventilkasse der skulle give fornemmelsen af mekanisk traktur. Ændringerne udførtes i 1992.
I 1980 var Poul-Gerhard Andersen død, og orgelbyggeriet videreførtes under
ledelse af hans begavede medarbejder Paul Hansen (hvis far havde været en betroet intonatør hos Marcussen & Søn) og værkfører Peter Bech-Nielsen. I 1995 fusionerede firmaet med P. Bruhn & Søn (ved Carl-August Bruhn og Bjarke Bruhn) under navnet P.G. Andersen & Bruhn.

I år 2000 blev der tilføjet sættekombinationer, men først efter at Søren Christian Vestergaard i 2007 havde overtaget organistembedet blev det muligt at tage skridt til for alvor at færdiggøre det, som under Inge Bønnerup var blevet sat i gang.

Det var klart, at punkt ét måtte være ny mekanisk traktur til svelleværket – hvilket igen ville medføre at den godt 50-årige, for så vidt velfungerende Marcussenvindlade (og den elektriske tilbygningslade) måtte ofres for en ny vindlade, der kunne rumme alle 14 stemmer, og svellevirkningen måtte markant forbedres. Og alt skulle gøres for at bibringe ikke blot svelleværkets traktur størst mulig egalitet, fasthed, lethed og repetitionsevne.

Pedalets tonefylde var fremdeles et af orglets svage punkter. Der burde gøres et forsøg med at hæve vindtrykket på de øverste pedalvindlader (rummende de større registre) – først og fremmest med det formål at få mere ud af Principal 16' og Basun 16'.
Endvidere var det nærliggende ud fra gennem årene indhøstede erfaringer at foretage nogle mindre dispositionsændringer.

Det er indlysende, at man inden man overhovedet gik videre med planerne, måtte gøre sig den helt overordnede overvejelse, om man skulle retablere værkplaceringen fra 1956, svarende helt til orglets facadeopbygning. Hvis ikke det blev gjort nu, ville toget sandsynligvis være kørt – for generationer. Men et
ubestrideligt faktum var jo (som forudset af P.-G.), at opstillingen fungerede
klangligt gunstigt – og at de lange kondukter ikke gav anledning til problemer. Så hvorfor dog risikere et musikalsk tilbageskridt.
Ergo gik man – bl.a. på baggrund af velvillig støtte fra Augustinusfonden – trøstigt i gang.
Det var naturligt at opgaven blev overdraget det firma, der nu i 45 år havde passetnorglet, som kendte det ud og ind – og hvem hele orglets klangverden i den grad "lå i blodet".
Svelleværket fik helt ny vindlade med optimal, mekanisk trakturføring, svellekassen tætnedes og forsynedes i videst muligt omfang med dobbelte vægge. Spidsfløjte 8' "vendte hjem" til hovedværket, hvor den erstattede Rørfløjte 8' – der til gengæld overtog spidsfløjtens plads i svelleværket.
Hovedværkets Gedaktfløjte 4' erstattedes af en ny, åben Italiensk Fløjte 4'. Derved kunne der opnås en betydelig øgning af grundklangens fylde, uden at det var nødvendigt at presse de smukt syngende principaler. Et nyt Cromorne 8' (moderat Dom Bedos-mensur) erstattede Vox Humana 8', der flyttedes til rygpositivet, hvor den overtog det tragtformede Krumhorn 8''s plads. I samme værk forrykkedes Skalmeje 4' til 8'.
Hensigten med disse manøvrer var dels

Det nederste skjold med Frederik den Niendes spejlmonogram kom på ved indvielsen af Marcussen-orglet i 1956.

at få et mere karakteristisk Cromorne, der kunne matche klangmaterialet i svelleværket, dels at få en fyldig støtte til hovedværkets Trompet 8', som i de fleste sammenhænge er en fortrinlig stemme – men som mht. kraftig intonation har sin naturlige begrænsning.

Vox Humanaen skønnedes at ville fungere bedre på rygpositivets lavere vindtryk, og den smukke Skalmeje ville man have langt større fornøjelse af som 8' – også i det romantiske repertoire.

Så kom turen til pedalet. Alle stemmer med over 4'-pibehøjde er anbragt i facadehøjde på de øverste C- og Cs-vindlader. De små stemmer (+ Fagot 16') bag et gitterværk i soklen derunder. De to sektioner kunne således have hvert sit vindtryk – heldigvis, for det ville være problematisk at hæve trykket ret meget for de små pibers vedkommende; de risikerede at blive for korte. Det var bedst at lade dem være.

Efter praktiske forsøg besluttedes det at give de øverste pedalsektioner selvstændige bælge og hæve vindtrykket her fra 85 til hele 100 mm.
Resultatet var ikke til at overhøre – navnlig efter at fejl, der åbenbart havde været til stede lige fra 1956 (!) var konstateret: Principal 16' havde pga. ikke fuld sløjfeåbning altid savnet tilstrækkelig luft. Der kom øget strøg, fylde og pondus over store oktav i (32') 16'-8'-lejet.

En optimalt fungerende traktur havde om nævnt været prioriteret meget højt.
Klaviaturer og spillebordets indre inkl. koblingsmekanik blev fornyet, og i den forbindelse kunne en længe forberedt mekanisk kobling RP+SV tilbygges. Resultatet var efter samtidig nøje gennemgang af mekanikken en betydeligt mere (også værkerne indbyrdes) egal spillemåde med et diskret knækpunkt, glimrende repetition og letgående koblinger.

Lige så vel som man skal vogte sig for at fælde dom over ting, som man dybest set ikke ved tilstrækkeligt om, bør man heller ikke "anmelde" ting man selv har været involveret i. Men det falder mig dog unaturligt ikke at give udtryk for, at Andersen & Bruhn har løst denne opgave med stor indlevelse og kompetence.
 

Disposition 2010:

Hovedværk
Principal 16’
Principal 8’
Spidsfløjte 8’
Oktav 4’
Fløjte 4’
Nasard 22/3’
Doublette 2’
Terts 13/5’
Mixtur V
Scharf III
Trompet 8’
Chromorne 8’
Tremulant

 

SV-HV, RP-HV, SV-RP,
HV-P, SV-P, RP-P

Rygpositiv
Principal 8’
Gedakt 8’
Quintatøn 8’
Oktav 4’
Rørfløjte 4’
Oktav 2’
Blokfløjte 2’
Quint 11/3’
Sesquialtera II
Scharf IV
Dulcian 16’
Vox Humana 8’
Skalmeje 8’
Tremulant

Svelleværk
Gedakt 16’
Principal 8’
Rørfløjte 8’
Viola di gamba 8’
Vox celeste 8’
Oktav 4’
Kobbelfløjte 4’
Salicional 4’
Fladfløjte 2’
Cornet II
Mixtur IV
Trompet 16’
Trompette harmonique 8’
Obo 8’
Clairon 4’

Pedal
Principal 16’
Subbas 16’
Quint 102/3’
Oktav 8’
Gedakt 8’
Oktav 4’
Fløjte 4’
Nathorn 2’
Mixtur IV
Basun 16’
Fagot 16’
Trompet 8’
Skalmeje 4’

Al den stund jeg startede med at spille orgel for over 50 (helt nøjagtigt 54) år siden, føler jeg at have nogle forudsætninger for at udtale mig om orgler på den tid. Og da jeg havde mit virke i København fra 1965 til 1971 og dengang færdedes meget i kredsen omkring Finn Viderø, kan jeg bevidne at Trinitatis-orglet fra 1956 så langt fra var noget dårligt orgel – det repræsenterede faktisk et nok så højt niveau i forhold til så meget andet i ind- og udland fra den tid. Diskussionen kunne siges at foregå på temmelig højt plan, og Trinitatis-orglet måtte skuffe ud fra de forventninger, der var blevet næret. Og en central, kontant fysisk årsag til det skuffende resultat var og blev den åbenbart uheldige genanvendelse af de gamle Knud Olsen-facadepiber.

Når man skuer tilbage over de forløbne 55 års sagsforløb, kunne det godt se ud, som om man hen ad vejen i og med ombygningerne i 1977 og 2010 har givet Finn Viderø ret på ikke helt uvæsentlige punkter. Hans hørelse har dog næppe tilladt ham at konstatere det i 1977. Han døde i 1987.
Måske han i dag ville have været tilfreds.

Kilder:
Trinitatis Kirkes og orgelbyggeriernes
arkiver.