Du er her: 

Inventar

Altertavle


Om kirkens inventar før branden i 1728 ved vi ikke så meget. Vi ved dog, at Generalbygmester Lambert v. Haven, som både var arkitekt og maler, i 1681 tilbød professorerne ved universitetet at male en altertavle mod, at han fik et begravelsessted under kirkens kor. Det skulle være ”et udi alle Maader godt, kunstigt og priseligt Skilderi af Christi Nadver”. I kontrakten stod, at hvis generalbygmesteren døde inden skilderiet blev færdigt, så skulle gravstedet falde tilbage til kirken. Lambert v. Haven døde dog først i 1695, så der var ingen problemer med at overholde kontrakten. Han udarbejdede også en tegning til alt træarbejdet på altertavlen og indgik aftale med kongens billedhugger på Bremerholm om, at arbejdet skulle laves for 750 Rdl., og at det hele skulle være færdigt Mikkelsdag 1686.

Kirkens nuværende barokaltertavle fra 1731 er et værk af billedskæreren Friederich Ehbisch (1672-1748). Indskriften over alterbordet midt for er fra Efeserbrevet 2,8-10 og lyder i nudansk gengivelse:
Af nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolt af. For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i.

Over indskriften ses Kristus på korset. På hans højre side står Jesu moder og disciplen Johannes på hans venstre side. På et skriftbånd øverst på korset står: I.N.R.I., en forkortelse af det latinske Jesus Nazarenus Rex Judaeorum, Jesus fra Nazareth, Jødernes konge. Det er den indskrift, som Pilatus ifølge Johannes-evangeliet 19,19-22 lod sætte på korset på hebraisk, latin og græsk. Ved korsets fod ligger et dødningehoved og et par knogler, og nedenunder et skriftskjold med indskrift fra 1. Korinterbrev 15,54, som lyder: Døden er opslugt og besejret.

Dødningehovedet er et menento mori, husk døden! Samtidig symboliserer dødningehovedet også Adam. Dette symbol stammer fra en gammel legende, hvor dødningehoved-symbolet og livstræ-symbolet er knyttet sammen. Jesus er ”den nye Adam” (Adam betyder menneske på hebraisk), og korset symboliserer ikke kun døden, men tillige Livets Træ.

På nichens bue over korset er anbragt en kongekrone. Kronen har sandsynligvis tidligere siddet højere oppe over et skjold med Frederik IV’s spejlmonogram. Som kronen er placeret i dag, må det tolkes som et symbol på, at den korsfæstede er vor konge.

Uden for de to korintiske søjler, der støtter gesimsen, står to kvindefigurer. Kvinden til venstre symboliserer troen. Hun bærer en lukket bog i den ene hånd og et kors i den anden. Under hendes fod ligger et knippe rør, og over hendes hoved ses Helligåndsduen i stråleglorie. Kvinden til højre symboliserer nåden. Hun holder en åben bog i den ene hånd og en kalk i den anden. Kalken er symbol på nadveren. Over ”nådens” hoved er der en sol, der symboliserer Gud og hentyder til Mattæusevengeliet 4,45 ”thi han lader sin sol stå op både over onde og gode”.

De to små engle, der sidder mellem de korintiske søjler og korsfæstelsesgruppen holder to små skjolde, der tilsammen bærer skriftordet fra Lukasevangeliet 15,10: Der skal være glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.

På gesimsen over de to korintiske søjler knæler to tilbedende serafer – engle med seks vinger – og oven over dem tre engle, der hver svinger et skriftbånd, hvorpå der står HELLIG. I topstykket ses i midten ”Guds øje”, en trekant med tre stiliserede flammer, som symbol på treenigheden. Omkring trekanten er der kraftige forgyldte stråler, der symboliserer det evige lys. Den øverste del af altertavlen kan samlet set læses som et billedligt udtryk for Esajas kaldelse, hvorom der står i Esajas 6,1-4:

I kong Uzzijas dødsår så jeg Herren sidde på en højt ophøjet trone, og hans slæb fyldte templet. Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de. De råbte til hinanden:
”Hellig, hellig, hellig er Herskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!”
Deres råb fik dørtappene til at ryste, og huset fyldtes med røg.

Altersølv

Kirkens altersølv er kun fremme ved gudstjenesterne, og det hører til blandt den smule inventar, der blev reddet fra branden i 1728.

Den barokke kalk har en lille pånittet Kristusfigur på foden. Derunder er graveret i kursiv: Anno 1687 Denne er Trinitatis Kierkes Kalck med tilhørige Disch. Kalken er udført af mester Christian Winnecke.

Den største af kirkens vinkander bruges i dag som dåbskande. Kanden er udført af Christian Winnecke, og på låget er støbt et billede af nadverens indstiftelse. Et englehoved danner lukke for tuden. I den graverede bladramme midt på kanden står der med kursiv: Trinitatis Kierkes Alter Kande 1687.

Den mindre vinkande er udført af mester Jens Pedersen Komløv og bærer indskriften: Trinitatis Kierkes Alter Kande 1726. Tuden lukkes med et englehoved.

Den cylinderformede oblatæske er udført af mester Jens Nielsen Bach 1684. Langs lågets kant er graveret: her er den rette ark/ det himmel manna gemmer/hvorved min Jesus jeg/i verden aldrig glemmer.

Den rektangulære oblatæske er udført af mester Ditlev Brasenhauer 1696.

Til daglig står på alteret to 71 cm. høje barokke messingstager, der er udført af Jacob Knudsen 1732. På helligdagene anvendes kirkens to 81 cm. høje rokokostager af sølv. Sølvstagerne er udført i 1757 af mester Andreas Jacob Rudolph. Stagerne afløste et par ældre stager fra 1711, der indsmeltedes, så sølvet kunne bruges ved fremstillingen af de nye.

Med til beskrivelsen af Trinitatis Kirkes sølvtøj hører også et par gamle nadver-hjemme-berettelsessæt, som stadig er i brug.

Messehagler og tekstiler

Trinitatis Kirkes nyeste messehagler er lavet specielt til kirken af tekstilkunstneren Martin Nannestad Jørgensen i årene 1996-2000. Den grønne messehagel, som kom til at danne udgangspunkt for alle fire messehagler, blev designet først. Rygsymbolet på den grønne messehagel er Rundetaarns grundplan, og fælles for alle fire messehagler er cirklen som kernefigur. I stiliseret minimalistisk form er også korset gennemgående tema i alle fire messehagler.

Foruden de nye messehagler i de fire liturgiske farver, er også en sort messehagel i brug i kirken en gang om året, nemlig langfredag. Denne messehagel, eller i hvert fald dens motiv, broderet i metal i højt relief, mener man at kunne datere til 1757. Holder dette stik, er messehaglen sandsynligvis doneret af brygger Jens Larsen Gries’ legat. Messehaglens motiv med Kristus på korset, indskriften INRI for oven, og dødningehovedet for korsets fod, finder vi også på kirkens altertavle.

Fra 1757 stammer også kirkens sorte alterbordsforhæng, et såkaldt antependium. Antependiet hænges hvert år op askeonsdag og fjernes igen påskemorgen. Fra askeonsdag til påske er der nemlig fyrretyve dage, hvis man trækker søndagene fra, og de fyrretyve dage i fastetiden vækker associationer til Jesu fyrre dage i ørkenen, hvor han blev fristet af djævelen.

I kirkens depot opbevares et ældre alterforhæng med forskellige kristne symboler og englehoveder. Forhænget var i brug i midten af 1970’erne.

Korgitter

Mellem kirkens kor og skib er opsat et korgitter med messingbalustre. To store engle knæler yderst på korgitrets overliste. Oprindeligt havde de forgyldte attributter: et røgelseskar og en blomstergren.

Døbefont og dåbsfad

Kirkens ældste døbefont af smedejern fra omkring 1685 er ikke mere i brug og står i dag på Nationalmuseet. Den nuværende døbefont fra 1731, som står de søndre side af kirken ud for det lille kororgel, er udført i hvidt italiensk marmor af billedhuggeren Didrik Gercken (1692-1748). Døbefonten havde i mange år sin plads i koret under Anton Dorphs maleri af velsignelsen, indtil den i begyndelsen af 1950’erne flyttedes ned i kirkeskibet, hvor den i 1956 afløstes af en døbefont, tegnet af arkitekt Thomas Havning. Da kirken fik det nye kororgel i 1987, blev døbefonten fra 1731 opstillet på sin nuværende plads, mens Havnings døbefont senere blev flyttet til Skive Ny Kirke i Jylland.

Skønt døbefonten er fra 1731, er kirkens dåbsfad i barokstil endnu ældre. En indskrift på fadets bagside fortæller dets historie:

Dette Døbefad, skjenket i aaret 1691 til Vor frue Kirke i Kjøbenhavn, og reddet ved kirkens ødelæggelse i Aaret 1807 er i Aaret 1859 skjenket til Trinitatis kirke sammesteds af Consistorium, begge Kirkers Patron.

Universitetet havde den gang patronatsretten over begge kirker, og det var derfor nærmest bare en formalitet at få fadet flyttet over i Trinitatis Kirke. Der blev derfor ikke lavet nogen optegnelse om det. På Nationalmuseet regnede man i mange år med, at fadet var gået tabt ved Domkirkens brand under bombardementet i 1807, og sagens rette sammenhæng blev først opklaret da Nationalmuseet udgav bindet om Trinitatis Kirke i serien Danmarks Kirker.

Dåbsfadet er af sølv og udført af den københavnske mester Niels Svendsen. I bunden af fadet er Jesu dåb afbildet: Johannes Døber døber Jesus, mens Helligåndsduen kommer ned fra Gud Fader. Fra himlen til jorden går der et skriftbånd med ordene fra Matthæusevangeliet 3,17: ”Denne er min elskelige søn”. På kanten er der en rig barokudsmykning med engle, blomster og bladværk. Ornamenterne åbner sig i fire felter med Universitetets segl, Vor Frues segl, et felt hvor Laurits Tott skriver, hvor han har doneret dåbsfadet, samt et felt, hvor dåbens betydning beskrives. I moderne gengivelse lyder indskriften:

I dette bad er livsens flod/
ved Åndens kraft og Jesu blod,/
som begge vandet rører:/
Den gamle Adam druknes her,/
den nye opkommer ren og skær,/
som Herren selv tilhører./
O Jesus mild, hvor sjæles håb,/
som ville ved din egen dåb,/
vor dåb sin hæder give,/
lad hver en sjæl, der skiden var,/
og renses skal i dette kar,/
et ærens kar forblive.


Kirkens dåbsfad er, ligesom det andet sølvtøj, kun fremme ved gudstjenester.

Stolestader

I 1729 fik billedskæreren Heinriech Fischer til opgave at skære stolestaderne i Trinitatis Kirke med muslingeskaller som dem i Fredensborg Slotskirke. Stolestaderne har oprindeligt været bemalet, men i 1871 blev farverne taget af. Ser man nøje efter på lågerne, kan man stadig ane, at der har været malet No. efterfulgt af et tal på dem. Det minder ligesom de gamle låse om en tid, da man købte eller lejede sig stolestade i kirkerne, og der krævedes nøgle for at få adgang til stolen. Perlemuslingen var i gammel tid et Maria-symbol, men muslingeskallerne er også forbundet med pilgrimsfærd. Apostlen Jakob den ældre, søn af Sebedæus, bliver i gammel kirkelig kunst fremstillet som pilgrim med stav, taske og hat, og med en muslingeskal på hatten eller i hånden. Pilgrimme, der besøgte apostlens grav i Santiago (Sant Jago) de Compostella i Spanien, hvortil hans legeme skal være ført, fik til minde en muslingeskal eller Ibskal; Ib er en afledning af Jakob ligesom den spanske form Jago.

UR

Uret i behersket rokokostil er skænket i 1757 af brygger Lars Gries’ Legat og lavet af urmager Peter Michael Abel. I hjørnerne af gavlene over urskiverne står nogle såkaldte putti, små figurer med eller uden vinger. De små figurer har forskellige attributter, der alle fortæller om forfængelighed og forgængelighed. Øverst på urhuset står Kristus og svinger sejersfanen. Kristusfiguren viser hen til evigheden, modsat de små putti, der fortæller om den svindende tid. Uret har tre skiver, en vendt mod prædikestol, en mod altret og en mod orglet.

Prædikestol

Prædikestolen fra 1731 er udført af billedskæreren Fr. Ehbisch (1672-1748). Den bæres af en bronzeagtig engel. Midt på prædikestolen er der en indskrift fra Jeremias 3,15 hvor der i gengivelse står:
Jeg giver jer hyrder efter mit hjerte; de skal vogte jer med kundskab og indsigt.

Over prædikestolen er anbragt en kraftig lydhimmel. På lydhimlens underside er anbragt en forgyldt helligåndsdue i stråleglorie. På toppen af lydhimlen ses tre kvindeskikkelser med forgyldte attributter. Den siddende kvinde til venstre bærer en kalk og et kors. Det er ”troen”. Den siddende kvinde til højre har et anker og symboliserer dermed ”håbet”. Kvindeskikkelsen i midten har et flammende hjerte i sin hånd og symboliserer kærligheden. Figurerne på toppen af lydhimlen er således en illustration til 1. Korinterbrev 13,13: Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.

Læs mere om kirkens inventar i bogen "Trinitatis Kirke - en kortfattet rundvisningsguide", som kan købes i kirken.