Du er her: 
torsdag17sep2020

Rundvisning, Golden Days

torsdag17sep2020 kl. 19:00 - 21:00

På sporet af ungdommen
Bliv klogere på fire af de steder, der har dannet ramme om ungdommen liv, når Regensen, Trinitatis Kirke, Studenterhuset og Rundetaarn inviterer til en eksklusiv rundtur som del af årets Golden Days-festival.

Christian IV var en aldrende konge, da han byggede Rundetaarn, og ikke kun bygherren var ved at være oppe i årene – også hans byggeri var en bevidst hyldest til alderdommen.

Sneglegangens vinduesnicher låner således træk fra romansk kirkebyggeri, som på Christian IV’s tid havde adskillige hundrede år på bagen, og portalen til tårnet kan henføres til en af de mindre kendte søjleordener, den toskanske, som man i renæssancen forbandt med netop alderdom og tillige med egenskaber som gudsfrygt, styrke og soliditet.

Det er alle sammen kvaliteter passende for et tårn, der som basis for Observatoriet på toppen skulle signalere en videreførelse eller måske ligefrem en genfødsel af oldtidens visdom, men nu i en kristen kontekst. Alligevel er Rundetaarn også et ungt tårn.

Forever Young
Selv om det er meningen, at Rundetaarn skal se gammelt ud, har det gamle tårn nemlig gennem hele sin historie også levet i kraft af de unge mennesker, der har haft deres gang der – fra astronomielever og studerende på Universitetsbiblioteket til nutidens studentermedhjælpere.

Det samme gælder for genboen Regensen, der blev bygget som kollegium af Christian IV i 1623, for Trinitatis Kirke, der oprindelig var studenterkirke, og for Studenterhuset på den anden side af kirkepladsen. Kort sagt en vital del af Københavns gamle latinerkvarter, som i århundreder har været præget af, at unge mennesker har levet, studeret og mødtes der.

I år undersøger den historiske festival Golden Days ungdommen som fænomen, følelse og tilstand under titlen ”Forever Young”, og i den anledning er Regensen, Trinitatis Kirke, Studenterhuset og Rundetaarn gået sammen om en eksklusiv rundtur til de fire steder, der både historisk og i vore dage har dannet ramme om ungdommen.

Vi kommer ind bag porten på Regensen, hører spændende historier om Studenterhuset, besøger Trinitatis Kirke og ender i Rundetaarn, som er blevet kaldt universitetets første institutbygning. Rundvisningen slutter med et godt glas vin på toppen af Rundetaarn.

Tid: Torsdag den 17. september kl. 19.00
Pris: 75 kr. inklusive et glas vin
Billetter på rundetaarn.dk