Du er her: 
fredag26feb2021

DR Vokalensemblet: Fantastiske stemmer

fredag26feb2021 kl. 19:30 - 21:30

DR Vokalensemblet
Eamonn Dougan, dirigent
Entré 160 kr. inkl. gebyr Klik her
(Evt. overskydende billetter sælges i døren)

DR VokalEnsemblet og den engelske dirigent Eamonn Dougan går på opdagelse i kormusikkens rige skatkammer og blænder op for et vidtfavnende og virtuost koncertprogram med over 500 års fantastisk kormusik fra hele verden – fra Europa til Asien, Orienten og Afrika.

Et højdepunkt i de seneste koncertsæsoner med DR Vokalensemblet har været det tidlige forårs Fantastiske stemmer-koncert i Trinitatis Kirke. Konceptet er lige så tiltalende, som det er enkelt: det handler om at hylde kormusikken med en bred og farverig vifte af fantastiske værker af komponister, der virkelig forstår – eller forstod – at skrive for sangstemmer.

Også i denne sæson giver DR Vokalensemblet publikum muligheden for at opleve et enestående vue over 500 års kormusik med en samling musikalske perler fra kormusikkens rige repertoire – fra 1500-tals komponisten Thomas Tallis over barokmesteren J.S. Bach til romantik af Bruckner og William Harris og meditative klange af moderne ikoner som Arvo Pärt.

Som noget særligt for denne sæsons udgave af Fantastiske stemmer bevæger koret sig ud over det territorium, som normalt forbindes med klassisk korsang, og udforsker kor- og kirkemusik fra fjerne egne som Asien, Orienten og Afrika. Kontinenter, som har deres egne, stærke bud på fantastisk kormusik – både fra historiens skatkammer og fra vores egen tid.