Du er her: 

Ånd og kærlighed kender ingen grænser - Nogle tanker om fællesskab og isolation

Ved sognepræst, Erik Høegh-Andersen

Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele; om en lerklump skylles bort fra havet, eller et forbjerg, eller din vens hus, eller dit eget, Europa bliver mindre derved; ethvert menneskes død river noget fra mig, thi jeg er ét med den ganske menneskehed, så derfor  skal du ikke spørge: Hvem ringer klokkerne for? De ringer for dig. John Donne 1624

Apostlen Paulus skriver: Jeg har tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag. Det er kun rimeligt, at jeg tænker sådan om jer alle. For I er i mit hjerte, både når jeg er i lænker, og når jeg forsvarer og underbygger evangeliet. I er jo alle fælles med mig om nåden. Gud er mit vidne på, hvor meget jeg længes efter jer alle med Jesu Kristi inderlige kærlighed. Filipperbrevet 1,6-8

Kære menighed

Vi er for tiden afskåret fra at mødes. Gudstjenester og koncerter er aflyst ind til videre. Det er ikke en gang muligt at gå ind i kirkerummet og tænde et lys eller bede en bøn. Det ER stadig muligt at mødes med god ven og sammen gå en tur. Og det ER også muligt at kontakte sin præst for en samtale om det der nu trænger sig på. Men de store festlige sammenkomster, fællesspisninger, sangeftermiddage og foredrag er der nu lukket ned for i en tid. Mange af os er hvad enten vi bærer smitte i os eller ej, i det store og hele henvist til et liv i isolation.

Det er jo ikke første gang i verdenshistorien noget sådant sker. Gennem alle tider har mennesker kendt til at være i isolation på grund sygdom eller forfølgelser og krig eller andre truende farer. Det har afstedkommet angst og mismod, men jo også givet anledning til at nye tanker er blevet tænkt, bøger er blevet læst eller skrevet, og den tomme tid er blevet fyldt med en ny form for opmærksomhed og nærvær – hvad enten man har været helt alene eller haft andre at dele isolationen sammen med. Under alle omstændigheder har det været en sorg ikke at kunne være sammen med sine kære i et kropsligt, levende fællesskab som for de fleste er indbegrebet af det gode liv.

Men selv om vi ikke kan nå hinanden rent fysisk, kan vi stadig være inderligt forbundne. Og selv om vi er dømt til isolation, kan vi stadig være en levende del af et fællesskab i kærlighed og ånd. Det giver historien mange eksempler på.

Det var på sit sygeleje, bundet til sengen og overladt til sig selv og sin formodede død, den engelske digter John Donne i 1623 besluttede sig for at skrive sit berømte digt om at ”intet menneske er en ø”. Vi hører alle med til fastlandet, siger han. Og når du hører kirkeklokkerne ringe, ringer de for dig!

Og det var i fængslet apostlen Paulus, også overladt til sig selv og med døden som udsigt, skrev ud til menighederne om sin inderlige kærlighed til dem.

Han viser at selv om vi befinder os i et fængsel, kan vi i ånd og kærlighed være tæt forbundne med alle dem derude. Hvordan? Paulus skrev breve. Lange, opbyggelige, trøstende og håbefulde breve.

Når vi nu har fået god tid derhjemme, kan vi jo fx også sætte os og skrive vores tanker ned og sende dem til en god ven vi i lang tid ikke har talt med eller set. Breve giver mulighed for at tænke langsommere og dybere over det liv vi deler og har. Og hvis vi synes det tager for lang tid med posten, kan vi altid sende brevet som mail.

Endelig er telefonen jo en oplagt mulighed. En bekendt som har været i karantæne med coronasmitte, har fortalt hvordan han i sin isolation fik genoptaget kontakten med gamle venner og brugte flere timer hver dag på at tale i telefon.

I dag har vi mange muligheder for at nå hinanden, trods den fysiske afstand mellem os. Men vi har også den mulighed, som Paulus tyer til og i sine breve opfordrer os til, nemlig at bede for dem vi tænker på og bekymrer os om. Bøn er nok en indadvendt aktivitet, men den viser os en vej ud vores isolation. Ud til de andre, ud til den verden som Guds nåde også lyser over. I bønnen bekymrer vi os for hinanden og opbygger et åndeligt fællesskab som ingen vil kunne sætte grænser for.

Ud af afstanden kan der således opstå et nærvær og ud af isolationen et fællesskab som vi måske ikke tidligere har været bevidste om.

Alligevel håber vi – selvfølgelig - snart at kunne mødes med hinanden igen – ansigt til ansigt, med familie og venner, i kirken, omkring bordet, til samtale, sang og foredrag.

Vi håber vi snart kan indbyde til gudstjenester og koncerter og meget andet i Trinitatis kirke igen.

Her er et link  til nogle liveoptagelser fra koncerter og kantategudstjenester i Trinitatis kirke som du i mellemtiden kan lytte til.

Alt godt og Guds velsignelse

Erik Høegh-Andersen