Refleksion
"Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time."
Disse centrale ord lyder hver søndag fra højmessens kirkebøn efter prædikenen. Her på siden vil man kunne finde stof til eftertanke.
Bliver man anfægtet, begejstret eller på anden måde berørt, er man mere end velkommen til at starte en debat på vores Facebookside - Klik her. Se under fanen debat eller skriv på vores væg. Har man noget, man mener egner sig til denne side er man også velkommen til at sende det til sognemedhjælper Kresten Dahl, der så vil vurdere det i samarbejde med kirkens præster.
Prædiken 31.10.2010
22. s e trin 2010 kantategudstjeneste Reformationsdagen.
af sognepræst Kirsten Sandholt
Oprør var det sidste Luther tænkte på, da han Allehelgensaften den 31. oktober 1517, altså i dag for nøjagtig 493 år siden, vendte sig mod den måde den katolske kirke solgte afladsbreve på og slog sine 95 teser mod afladshandlen op på døren til slotskirken i Wittenberg.
Salget af afladsbreve, som eftergav straf både på jorden og i skærsilden, gik ellers strygende og pengene strømmede ind både til forpagterne af salget og til pavesædet i Rom. Men i Luthers øjne var der noget, der var galt.
Luther, der opfattede sig som en god katolik og som en kirkens mand, mente nemlig, at der fandt et misbrug af afladshandlen sted, et misbrug som kirken ikke kunne leve med, og hans 95 teser var ment som et forsvar af kirkens sande opfattelse mod falske teologer og prædikanter. Men som vi ved, så opfattede kirken ikke hans teser som et forsvar for hverken kirken eller den sande tro, tværtimod; der blev taget til genmæle, teserne blev derefter oversat fra latin til tysk og så rullede lavinen med hele reformationshistorien, som vi kender den. Situationen blev mere og mere spændt, og efterhånden som Luther fordybede sig i de bibelske tekster, blev det tydeligt for ham, at evangeliets ord stod over kirkens lære. Tilgivelsen kan ikke købes hverken for penge eller ved flittig helgendyrkelse, den skænkes alene i troen af ren nåde, altså gratis som ordet nåde jo betyder. Det blev Luthers erkendelse, og så var der ingen vej tilbage. Hvad der var begyndt som en samvittighedskamp og som et stille opgør mod uredelighed blev i løbet af få år til en reformation, der spredte sig vidt og bredt og vendte op og ned på alting, og som er det fundament vores kirke står på i dag knap 500 år senere.
Også gudstjenesten blev lavet om, der blev prædiket på tysk, ligesom Luther indså nødvendigheden af salmer på modersmålet. Den første salme Luther skrev, Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde, er skrevet i 1523 ud af hans egne erfaringer og oplevelser, og salmen, som vi godt kan betegne som en af reformationens hovedsalmer, skal vi også synge her ved gudstjenesten i dag. Året efter, i 1524, skrev han Nu bede vi den Helligånd, som vi sang i begyndelsen af gudstjenesten. Kantateteksten er skrevet af Konrad Hubert i 1540, og ordene er helt i tråd med ånden i reformationen. Det er ikke i kirken, men hos Kristus hjælpen er at hente; beder man ham om hjælp, så kan man bevare tilliden og den sande tro, som så helt af sig selv vil sætte frugt og vise sig i kærlige gerninger. I troen og i tillid til Kristus behøver ingen mere at frygte Helvede, det var hvad Luther erkendte gennem sin stadig mere intense bibellæsning mens reformationen tog form og fart.
Og her står vi så i dag, knap 500 år senere, og så kan vi jo passende spørge om reformationen har nogen relevans for os i dag? Mit svar må være: ja det har den, reformationens tanker er det grundlag vi lever på både i kirke og i samfund, og det har da konsekvenser for vores allesammens hverdag for tanken om at vi alle er ligeværdige, det er en af reformations frugter som gennemsyrer vort samfund og vores grundlæggende måde at tænke på. Men Helvede da, er der så nogen der har grund til at frygte Helvede i dag? Har tiden i det mindste ikke på det punkt overhalet reformationen?
Både ja og nej for selvfølgelig frygter vi ikke Helvede på samme måde, som man gjorde på Luthers tid. Der er ingen der får hverken hedeture eller angstanfald af at tænke på skærsilden i dag, men derfor kan man jo godt frygte, at nogen vil henvise én til noget der ligner helvede.
Jeg læste i sidste uge i KD om hvordan hate-crimes eller hate-speeches over for handikappede tager til, og det må da opleves som et helvede af de handikappede, det går ud over.
En skleroseramt kvindes specialbyggede handicapbil får slået sideruderne ind. En mand i kørestol bliver passet op af en vildt fremmed i et supermarked og beskyldt for at snylte på samfundet. Og forældrene til en spastisk dreng får af en tilfældigt forbipasserende at vide, at det er sådan nogle som dem, der er skyld i landets dårlige økonomi. Sådan lyder eksemplerne fra danske handikaporganisationer: at handikappede efterhånden ønskes ad helvede til sammen med indvandrerne, som har været udsat for den slags i mange år.
Og så er vi ved reformationen igen; måske vi kunne trænge til at få reformeret vores menneskesyn, som mange steder er på gale veje, i hvert fald hvis det er Kristus, der er vores målestok? Måske skulle vi give os tid til at mærke efter, om ikke der er noget galt, ligesom en vis munk i Wittenberg for snart 500 år siden mærkede, at der var noget, der ikke var som det skulle være, noget som generede samvittigheden, noget som ikke rimede med redelighed og ligeværdig menneskelighed. Og måske skulle vi derefter til at smække teser op på byens porte og døre igen?
Faktisk er der nogen, der gik i gang for nylig, ikke med 95 teser om aflad, men med 10 principper om kirke og migration. De 10 principper blev godt nok hverken slået op på kirkedøre eller i porte, for i dag går vi jo til pressen i stedet for at slå budskaberne op på kirkedøren, men uanset hvad, de 10 punkter blev af Københavns biskop betegnet som et vigtigt udgangspunkt for en debat om hvordan Danmark behandler udsatte fremmede, og fordi der kun er tale om 10 punkter og ikke 95 så vil jeg tillade mig at bringe dem alle videre her:
1. Migranter har ofte bidraget positivt til modtagerlandets kultur, historie, samfunds- og kirkeliv.
2. Gæstfrihed mod fremmede er en bibelsk værdi
3. Migranter har ret til et liv i værdighed uanset opholdsstatus
4. Menneskerettigheder gælder alle mennesker
5. Rettigheder og privilegier, der er knyttet til nationalitet og statsborgerskab, har ikke absolut værdi, men er goder betroet os af Gud.
6. Kirkens ansvar for at hjælpe trosfæller må ikke stå i vejen for ansvaret for at hjælpe alle mennesker med behov for hjælp.
7. Det er i samfundets interesse, at migranter kan leve sammen med deres nærmeste familie, og at splittede familier genforenes.
8. Alle børn har ret til en barndom i tryghed og værdighed, uanset forældrenes opholdsstatus.
9. Ord kan skabe hvad de nævner. Derfor skal vi være bevidste om, hvordan vi omtaler migranter, og undgå nedsættende, misvisende og generaliserende sprogbrug.
10. Et lands ansvar for egne statsborgere må ikke stå i vejen for det globale medansvar for, at migranter til enhver tid behandles værdigt og respektfuldt.
Det var de ti punkter, og nogen ny reformation som den for 500 år siden fører de 10 punkter nok ikke til, men mindre kan også gøre det, for skal vi tage ordene, og alt hvad der har lydt og lyder ved denne gudstjeneste i dag alvorligt, så er det ikke længere muligt for nogen af os, på nogen som helst planer, i det store eller i det små, med ord eller med handlinger, at opføre os ekskluderende, generaliserede og nedladende over for handikappede, over for fremmede, ja over for nogen som helst, der ikke er akkurat mangen til os selv. Så vi må altså tilbage til den tone vi fandt i dagens læsetekster, hvor det indskærpes, at det er af Guds nåde vi lever, og ikke af verdens retfærdighed. Og tak at det er sådan, for verdens retfærdighed er ikke så vidunderlig mere, når det er en selv det går ud over; når det er os selv der ligger ned, når det er os selv der er uønskede og bliver talt grimt om og til, så tror jeg vi kan forstå, at Guds nåde er det eneste et godt liv kan bygges på.
Og så til sidst: vi er måske vant til at tænke på reformationen som et kirkehistorisk anliggende, som noget der mest angår kirken. Men sådan var det ikke, og sådan er det ikke. Reformationen forandrede ikke kun kirken men menneskers liv og hverdagen. Reformationen forandrede samfundet og det der foregik inde i hovedet på folk. Og derfor er der også i dag brug for modet til redelighed og til forandring alle vegne hvor sand menneskelighed er sat ud af spillet.