Prædiken 31.oktober 2010

22. søndag efter trinitatis 2010. - Kantategudstjeneste på reformationsdagen.

af sognepræst Kirsten Sandholt

Oprør var det sidste Luther tænkte på, da han Allehelgensaften den 31. oktober 1517, altså i dag for nøjagtig 493 år siden, vendte sig mod den måde den katolske kirke solgte afladsbreve på og slog sine 95 teser mod afladshandlen op på døren til slotskirken i Wittenberg.

Salget af afladsbreve, som eftergav straf både på jorden og i skærsilden, gik ellers strygende og pengene strømmede ind både til forpagterne af salget og til pavesædet i Rom. Men i Luthers øjne var der noget, der var galt.

Luther, der opfattede sig som en god katolik og som en kirkens mand, mente nemlig, at der fandt et misbrug af afladshandlen sted, et misbrug som kirken ikke kunne leve med, og hans 95 teser var ment som et forsvar af kirkens sande opfattelse mod falske teologer og prædikanter. Men som vi ved, så opfattede kirken ikke hans teser som et forsvar for hverken kirken eller den sande tro, tværtimod; der blev taget til genmæle, teserne blev derefter oversat fra latin til tysk og så rullede lavinen med hele reformationshistorien, som vi kender den. Situationen blev mere og mere spændt, og efterhånden som Luther fordybede sig i de bibelske tekster, blev det tydeligt for ham, at evangeliets ord stod over kirkens lære. Tilgivelsen kan ikke købes hverken for penge eller ved flittig helgendyrkelse, den skænkes alene i troen af ren nåde, altså gratis som ordet nåde jo betyder. Det blev Luthers erkendelse, og så var der ingen vej tilbage. Hvad der var begyndt som en samvittighedskamp og som et stille opgør mod uredelighed blev i løbet af få år til en reformation, der spredte sig vidt og bredt og vendte op og ned på alting, og som er det fundament vores kirke står på i dag knap 500 år senere.

Også gudstjenesten blev lavet om, der blev prædiket på tysk, ligesom Luther indså nødvendigheden af salmer på modersmålet. Den første salme Luther skrev, Nu fryde sig hver kristen mand og springe højt af glæde, er skrevet i 1523 ud af hans egne erfaringer og oplevelser, og salmen, som vi godt kan betegne som en af reformationens hovedsalmer, skal vi også synge her ved gudstjenesten i dag. Året efter, i 1524, skrev han Nu bede vi den Helligånd, som vi sang i begyndelsen af gudstjenesten. Kantateteksten er skrevet af Konrad Hubert i 1540, og ordene er helt i tråd med ånden i reformationen. Det er ikke i kirken, men hos Kristus hjælpen er at hente; beder man ham om hjælp, så kan man bevare tilliden og den sande tro, som så helt af sig selv vil sætte frugt og vise sig i kærlige gerninger. I troen og i tillid til Kristus behøver ingen mere at frygte Helvede, det var hvad Luther erkendte gennem sin stadig mere intense bibellæsning mens reformationen tog form og fart.

Og her står vi så i dag, knap 500 år senere, og så kan vi jo passende spørge om reformationen har nogen relevans for os i dag? Mit svar må være: ja det har den, reformationens tanker er det grundlag vi lever på både i kirke og i samfund, og det har da konsekvenser for vores allesammens hverdag for tanken om at vi alle er ligeværdige, det er en af reformations frugter som gennemsyrer vort samfund og vores grundlæggende måde at tænke på. Men Helvede da, er der så nogen der har grund til at frygte Helvede i dag? Har tiden i det mindste ikke på det punkt overhalet reformationen?

Både ja og nej for selvfølgelig frygter vi ikke Helvede på samme måde, som man gjorde på Luthers tid. Der er ingen der får hverken hedeture eller angstanfald af at tænke på skærsilden i dag, men derfor kan man jo godt frygte, at nogen vil henvise én til noget der ligner helvede.

Jeg læste i sidste uge i KD om hvordan hate-crimes eller hate-speeches over for handikappede tager til, og det må da opleves som et helvede af de handikappede, det går ud over.

En skleroseramt kvindes specialbyggede handicapbil får slået sideruderne ind. En mand i kørestol bliver passet op af en vildt fremmed i et supermarked og beskyldt for at snylte på samfundet. Og forældrene til en spastisk dreng får af en tilfældigt forbipasserende at vide, at det er sådan nogle som dem, der er skyld i landets dårlige økonomi. Sådan lyder eksemplerne fra danske handikaporganisationer: at handikappede efterhånden ønskes ad helvede til sammen med indvandrerne, som har været udsat for den slags i mange år.

Og så er vi ved reformationen igen; måske vi kunne trænge til at få reformeret vores menneskesyn, som mange steder er på gale veje, i hvert fald hvis det er Kristus, der er vores målestok? Måske skulle vi give os tid til at mærke efter, om ikke der er noget galt, ligesom en vis munk i Wittenberg for snart 500 år siden mærkede, at der var noget, der ikke var som det skulle være, noget som generede samvittigheden, noget som ikke rimede med redelighed og ligeværdig menneskelighed. Og måske skulle vi derefter til at smække teser op på byens porte og døre igen?

Faktisk er der nogen, der gik i gang for nylig, ikke med 95 teser om aflad, men med 10 principper om kirke og migration. De 10 principper blev godt nok hverken slået op på kirkedøre eller i porte, for i dag går vi jo til pressen i stedet for at slå budskaberne op på kirkedøren, men uanset hvad, de 10 punkter blev af Københavns biskop betegnet som et vigtigt udgangspunkt for en debat om hvordan Danmark behandler udsatte fremmede, og fordi der kun er tale om 10 punkter og ikke 95 så vil jeg tillade mig at bringe dem alle videre her:

1. Migranter har ofte bidraget positivt til modtagerlandets kultur, historie, samfunds- og kirkeliv.

2. Gæstfrihed mod fremmede er en bibelsk værdi

3. Migranter har ret til et liv i værdighed uanset opholdsstatus

4. Menneskerettigheder gælder alle mennesker

5. Rettigheder og privilegier, der er knyttet til nationalitet og statsborgerskab, har ikke absolut værdi, men er goder betroet os af Gud.

6. Kirkens ansvar for at hjælpe trosfæller må ikke stå i vejen for ansvaret for at hjælpe alle mennesker med behov for hjælp.

7. Det er i samfundets interesse, at migranter kan leve sammen med deres nærmeste familie, og at splittede familier genforenes.

8. Alle børn har ret til en barndom i tryghed og værdighed, uanset forældrenes opholdsstatus.

9. Ord kan skabe hvad de nævner. Derfor skal vi være bevidste om, hvordan vi omtaler migranter, og undgå nedsættende, misvisende og generaliserende sprogbrug.

10. Et lands ansvar for egne statsborgere må ikke stå i vejen for det globale medansvar for, at migranter til enhver tid behandles værdigt og respektfuldt.

Det var de ti punkter, og nogen ny reformation som den for 500 år siden fører de 10 punkter nok ikke til, men mindre kan også gøre det, for skal vi tage ordene, og alt hvad der har lydt og lyder ved denne gudstjeneste i dag alvorligt, så er det ikke længere muligt for nogen af os, på nogen som helst planer, i det store eller i det små, med ord eller med handlinger, at opføre os ekskluderende, generaliserede og nedladende over for handikappede, over for fremmede, ja over for nogen som helst, der ikke er akkurat mangen til os selv. Så vi må altså tilbage til den tone vi fandt i dagens læsetekster, hvor det indskærpes, at det er af Guds nåde vi lever, og ikke af verdens retfærdighed. Og tak at det er sådan, for verdens retfærdighed er ikke så vidunderlig mere, når det er en selv det går ud over; når det er os selv der ligger ned, når det er os selv der er uønskede og bliver talt grimt om og til, så tror jeg vi kan forstå, at Guds nåde er det eneste et godt liv kan bygges på.

Og så til sidst: vi er måske vant til at tænke på reformationen som et kirkehistorisk anliggende, som noget der mest angår kirken. Men sådan var det ikke, og sådan er det ikke. Reformationen forandrede ikke kun kirken men menneskers liv og hverdagen. Reformationen forandrede samfundet og det der foregik inde i hovedet på folk. Og derfor er der også i dag brug for modet til redelighed og til forandring alle vegne hvor sand menneskelighed er sat ud af spillet.

Prædiken oktober 2009

Prædiken kantategudstjeneste 20. søndag efter trinitatis, oktober 2009.

Indledende bøn

Gud Helligånd, opfyld med lyst

din troende forsamlings bryst!

Med Himlens ild du os antænde

af Kristi kærlighed at brænde!

Vi har bevaret flere af Bachs kantater til 20. søndag efter trinitatis, som det jo er i dag. En af dem tager anledning af søndagens evangelietekst til at tematisere nadveren. En anden af dem udlægger - og især udfolder - dagens evangelium ud fra bryllups klædningens betydning.

Den tredje Bach-kantate til 20. søndag efter trinitatis er den, som vi lige har hørt her i dag ”Ich geh und suche mit Verlangen”. Kantaten er en dialog mellem Jesus (som brudgom) og sjælen (som brud), der, iført sin æresdragt træder frem for sin elskede.

Billedsproget, som vi lige hørte det i kantaten, er et medrivende, erotisk sprog, som er stærkt inspireret af Højsangen fra det Gamle testamente. Der er i kantatens fortolkning af evangeliet tale om en sjælens længsel efter frelsen, en længsel så intens, at den næsten kun kan beskrives som et forhold mellem brud og brudgom.

På sin vis kan man jo godt sige, at kantaten gør prædikenen overflødig, fordi kantaten i sig selv er en udlægning af dagens evangelium, men vi holder alligevel fast i at der også skal prædikes ved kantategudstjenesterne, som man i øvrigt også gjorde det i 1700 tallet ved de gudstjenester, hvor man fremførte kantaterne.

***

Dagens evangelium er en lignelse om himmeriget. Kongen indbyder til sin søns bryllup, men da de indbudte ikke gider komme til festen, siger kongen til sine tjenere, at de må gå ud og indbyde hvem som helst de møder. Det gør de så, og snart er festsalen fyldt, og der er ikke blevet skelet til om folk er onde eller gode. Invitationen gælder alle!

Her kunne lignelsen så være slut, men sådan er det ikke. Mattæus kan nemlig ikke dy sig; han binder en lille krølle på historien og fortæller, at da kongen kom ind i bryllupssalen, så fik han øje på én, som ikke havde festklæder på, og den gik ikke. Nok var alle inviteret, men uden festtøjet kunne man ikke være med.

Det med festtøjet, det var som sagt det, en anden af Bachs kantater til denne søndag, handlede om, nemlig kantate 162, som vi også skal høre en koral fra som korsats her efter prædikenen. I den kantate er festtøjet centralt, og den syngende beder om, at det ikke må være ham, der kommer til brylluppet uden festtøj, for er man ikke festklædt, så fører det jo til forbandelse.

Festtøjet er altså vigtigt, og det spiller faktisk også en rolle i kantaten i dag, hvor både bas og sopran, Jesus og sjælen, istemmer, at de vil iklædes brudedragten. Vi vil derfor se lidt nærmere på det med tøjet og festklæderne.

Tøj og klæder har til alle tider spillet en rolle, og det gør det også i dag, selv om der ikke er så mange uskrevne regler for påklædning, som der har været før i tiden. I min barndom var der fx noget der hed søndagstøjet. Der var ingen vej uden om, også vi børn skulle have søndagstøjet på i halvtredserne, selv de søndage, hvor vi ikke skulle i kirke, for det lå trods alt i luften at søndagen var forskellig fra de andre dage, og det blev bl.a. markeret med påklædningen.

Men ud over søndagstøjet så var der også noget, der hed festtøjet. Og her var der heller ingen tvivl eller slinger i valsen. Der var ikke noget der hed ”kom-som-du-er” fester. De forskellige dress- kodes lå fast og ingen kunne drømme om at bryde dem. Skulle man til fest, så havde man festtøjet på.

Men hvordan er det så i dag, hvor al ting er blevet mere casual og uformelt? Ja for de fleste er der ikke noget der hedder søndagstøj mere, og vi går da også alle gerne i kirke om søndagen i vores hverdagstøj, men det betyder ikke, at enhver form for dresskode er afskaffet i kirken om søndagen, og det skal jeg vende tilbage til lige om lidt.

Først vil jeg nemlig godt lige tilbage til evangelieteksten, til ham der var kommet ind i festsalen uden at have festtøj på. Hvorfor var det mon så ugle set, at han ikke havde festtøj på, at kongen ligefrem smed ham ud? Derud, hvor der var gråd og tænderskæren. Jo på gammeltestamentlig tid var det sådan, at festklæder var noget man fik udleveret, når man ankom til festen, så alle undskyldninger om at man fx ikke havde råd til det store skrud gjaldt altså ikke. Var man med til festen, måtte man være det på fælles præmisser, og så kunne man ikke holde sig uden for og insistere på at beholde det på, som var ens eget. Bryllupsfesten var en forvandlingens fest, hvor man også bliver til noget andet end det man var, da man kom, og det er den forvandling, den opløftethed, eller hvad man nu skal kalde det, tøjet symboliserer. Og så siger det jo sig selv at hverdagstøjet ikke duer.

Og så er vi tilbage til vor egen tid, tilbage i kirken igen, for den slags fester, hvor alt ikke er det samme som før, holder vi en del af i kirken. Og her er dress-coden som sagt ikke afskaffet. Den består f.eks. i dåbskjole, konfirmationstøj, bryllupstøj eller ligskjorte.

Hver gang vi samles til en sådan fest eller sørgehøjtidelighed forvandles vi og sættes ind i en ny sammenhæng og rolle. Nogle af gangene mere grundlæggende end andre! Og ensartetheden i påklædningen understreger altså netop, at vi deltager i en forvandlingsfest, der er fælles og først og fremmest afspejler vores fælles grundvilkår og overgange, og ikke de forskellige vilkår og omstændigheder, vi hver især har ved siden af som individer i hver sin klædning.

Klæder betyder altså noget, klæder er med til at understrege det fælles vilkår, og har man festtøjet på ja så er man også med i den forvandling der sker.

Det er nok ikke sådan, at vi nogen sinde kommer tilbage til begrebet ”søndagstøjet”, og det er da også godt nok, tøjet er trods alt kun et billede og der er også noget sundt i at man ikke behøver at dresse op for at gå i kirke om søndagen. Langt vigtigere end tøjet er nemlig den eksistentielle klædning, man får tildelt hver eneste søndag, når vi holder gudstjeneste.

Her inddrages man, direkte eller indirekte, i den forvandling, som ikke nødvendigvis ses i det ydre, men som sætter sig i det indre. Her klædes vi på ved sakramenterne, ved hjælp af salmerne og musikken, eller ved de ord som vi hører; og at vi klædes på, det har også Paulus sans for, som fx i brevet til Kolossenserne, hvor han siger:

v12 Ifør jer da, som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed, tålmodighed. v13 Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden. Som Herren tilgav jer, skal I også gøre. v14 Men over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.

Vi klædes altså på i gudstjenesten, åndeligt, eksistentielt og trosmæssigt. Man får nye perspektiver, man flyttes over i, iføres eller iklædes et nyt univers. Og det gør en forskel, om man flyttes over i et univers, hvor troen taler om tilgivelse og om at iføre sig kærligheden som fuldkommenhedens bånd, eller om man ikke ønsker at lade sig flytte og lader festtøjet forblive i skabet, fordi der ikke er noget der skal deles og fejres med andre. Har man ikke festtøjet på åndeligt talt, så sker der heller ingen forvandling, ingen opbyggelse, ingen opløftelse.

Vi har i dag været til fest, til kongesønnens bryllup. Lignelsen i sig selv taler stærkt, men med kantatens forunderlige tolkning af teksten er vi blevet ført med helt ind i festens brændpunkt, med ind hvor længslerne ikke kan styres, med ind til det mystiske bryllup mellem Kristus og sjælen. Og der kommer man ikke ind uden det gør en forandring; vi har fået, set og hørt noget, noget mere…Noget mere som jeg næsten kun kan sige det med ordene, som vi nu skal hør fra kantate 162:

Ak, jeg har allerede øjnet

denne store herlighed.

Og nu bliver jeg herligt smykket

med den hvide himmelkjole;

Med den gyldne æreskrone

står jeg dér foran Guds trone,

skuer sådan en glæde, som

ingen ende finde kan.