Kammerkoret Trinitatis Kantori er et selvstændigt koncertkor med fast tilknytning til Trinitatis Kirke.
Kantoriet blev dannet af dirigenten Per Enevold i 1993 på opfordring af organist Inge Bønnerup og har siden givet en lang række koncerter, hvoraf mange har været transmitteret af Danmarks Radio.

 

 

 

 

 

 


De fleste koncerter har været afholdt i Trinitatis-komplekset, men Kantoriet afholder også koncerter andre steder i både ind- og udland. F.eks. har koret været inviteret til festivaler i Tjekkiet, Italien, Frankrig, Letland og Japan. I 1999 vandt Trinitatis Kantori 1. pris i Den Europæiske Radiounions internationale korkonkurrence "Let the Peoples Sing" (EBU).

Udover et righoldigt a cappella-repertoire opføres ofte værker for soli, kor og orkester i samarbejde med professionelle solister og musikere. Den faste stab af musikere med Elisabeth Zeuthen Schneider som koncertmester udgør Trinitatis Kammerorkester. Trinitatis Kantori & Kammerorkester har således bl.a. opført Johann Sebastian Bachs store værker: Magnificat, Johannes­passionen, Matthæuspassionen, Messe i h-mol og Juleoratoriet, adskillige Bach-kantater samt Mozarts Requiem. Cl. Monteverdis Vesperae beatae Mariae Virginis har flere gange været opført i samarbejde med specialister på originalinstrumenter.