Fornemmelsen af flow

Fornemmelsen af flow

af Niels Henrik Gregersen 

Prædiken til Kantategudstjeneste i Trinitatis Kirke, København, d. 4. december 2011.

”Guds lovsange synger vi ikke, men sangene synger i os”. Sådan siges det i en salme af Holger Lissner (DDS 414, v. 3). Og det gælder i det hele taget. Det er ikke os, der synger, men sangene, der synger i os.

Når vi hører musik, er vi nemlig tilstede i den og følger dens bevægelser. Her er det lige pludselig ikke længere så vigtigt, hvad lille jeg lige mener om det ene eller det andet, finanskrisen eller hvad det nu måtte være. Vi er med i et flow, der foregår både inde i os og uden for os. Vi er små stemmer i en stor sang.

Det drejer sig derfor heller ikke om at komme hurtigst muligt fremad. Det drejer sig om at være med – at være i det. Derfor er sådan noget som gentagelser ikke noget overflødigt – som om vi skulle videre med melodien hurtigst muligt for at få den overstået. Tværtimod står refrænet for det særligt vigtige. Sådan hørte vi det også i den 3. arie hos Bach: ”Wenn kommst du, mein Heil/ Ich komme, dein Teil” Direkte oversat: ”Hvornår kommer du, min frelser?”/”Jeg kommer til dig, du som er en Del” – en del af helheden. (Det tyske Heil betyder både frelse og helhed). For netop en del af helheden, det er hvad vi er i musikken – og i Gud.

Sådan er det også med andre sager. Man kan forestille livet på flere forskellige måder. Ofte bruger vi billedet af vejen, en livsvej. Og det kan give god mening - medmindre vi da forstår livet som en motorvej, hvor vi hurtigst muligt skal pløje os gennem landskabet for at komme frem til næste station. For livet drejer sig ikke om at få det til at køre – at komme videre. Livets vej skal derimod gås. For vi er en del af vejen vi vandrer på. Derfor leves livet bedst sammen med de andre på vejen – og i et landskab, der langsomt breder sig ud foran øjnene på os.

Det er ligesom at være til et selskab. Meningen er ikke at komme hurtigst muligt hjem igen, og meningen med forretten er ikke, at vi hurtigt skal frem til hovedretten og desserten. Man skal være i det – og så åbner tingene sig for os hen ad vejen.

Og sådan er det også med advent og jul. Jeg kom til at overhøre en samtale i et omklædningsrum – hvor der jo bliver sagt mange sandheder – og denne gang drejede det sig om julen. ”Julepynten tager vi altså først op, når juleferien begynder og så skal den ned igen allerede første juledag”.  Nu må jo enhver gøre som man vil, og have det, som man nu kan have med julepynt. Det skal ingen af os gøre os til dommere om. Alligevel kom jeg til at tænke på, at det her lød som om julen var noget, der skulle overstås hurtigst muligt, for at komme videre. En station, et kort pitstop på en racerbane – og det er det!

Men alle store ting tager tid. Her i kirken startede adventstiden tidligt. Og til den første søndag i advent synger man ”Vær velkommen, Herrens år”! – og får at vide, at det nu er tiden til at gøre døren høj og porten vid.

Så ankommer vi nu her til anden søndag i advent, og her har man i den kristne kirke igennem mindst 1500 år fået at vide, at det hele bare ikke er så nemt alligevel. Nu er det tid til tålmodighed og at holde ud, som vi hørte fra Jakobsbrevet, og nu er det tid til at være vågen og parat, som vi hørte i Jesu lignelse om brudejomfruerne – ellers går vi glip af glæden og oplever ikke festen.

Altså: På den ene side hører vi, at vi skal være tålmodige, for brudgommen kommer, når han kommer og ikke før – og på den anden side skal vi ustandselig holde os klar. Der er sådan set ikke noget at sige til, at brudejomfruerne – alle ti – faldt i søvn.

En dansk forfatter (Leif Panduro) spurgte engang en yngre kolleger. Hvad er den største smerte at bære? Det kunne den yngre kollega ikke lige svare på, og så gjorde  Panduro det selv: ”Det er ambivalens – at være i en tilstand af tvetydighed”. Forestil jer en kone, som siger til sin mand: ”Jeg kan ikke lige nu føle noget for dig – vi bliver nok nødt til at have en pause.”  Men hvis ellers konen overhovedet betyder noget for manden, så er han sat i den yderste pine. Vil konen ham eller ikke?  Ikke lige nu, åbenbart. Men så måske lidt senere? Eller måske aldrig? Måske / måske ikke – dét er tvetydighedens pinefule tilstand. 

Jeg nævner Panduro for at sige, at Jesus med sin lignelse faktisk ikke sætter os i samme tilstand af tvetydighed. For han siger, at brudgommen med sikkerhed ankommer – kærligheden er der! Men vi bliver nødt til at give tid for at kunne være på omgangshøjde med det, som vil komme til os – og som vi skal være en del af.

Jesu forkyndelse er ikke forbeholden og tvetydig. Han er ikke kold eller lunken og afventende, men er til gengælde så brændende varm, at man kan gå hen og brænde sig på hans budskab. For hvor hører JEG hjemme? Hører jeg blandt de fem vågne eller de fem dovne?

Men bare ved at stille dette spørgsmål har vi placeret os selv i tvetydigheden. Tror jeg nu nok – eller på den rigtige måde osv.?  Men det er alt sammen slangespørgsmål, der kaster os tilbage på os selv, som gør verden lille – og som gør Gud til en lille smålig tyran.

Men lignelsen er hård nok i sig selv, fordi den peger på én ting, som ikke er til at komme uden om: Der findes ting og sager her i tilværelsen, som vi skal være en del af for at få del i. Sådan er det med musikken. Der er noget, man skal være med i for overhovedet at få det. Det afgørende er ikke, hvor god jeg er til at synge, men om jeg befinder mig der, hvor sangene kan flyde ind igennem mig. Sådan er det også med livet: Det afgørende er ikke, hvor fint og flot det går os med vores karriere og CV, men om vi er i kontakt med det liv, der flyder ind gennem os.

Men – og her kommer så det hårde vilkår ind igen: Vi kan ikke bede andre om leve livet i stedet for os. Man kan ikke sige til en anden: Jeg har desværre ikke tid til at komme, men kunne du ikke gå hen høre koncerten for mig? De fem kloge brudejomfruer kunne derfor heller ikke hjælpe de mindre kloge. Vi kan bede andre om at håbe og bede for os – men vi skal også selv håbe, ellers forbliver vi i håbløsheden. Jeg kan også bede en anden om hendes kærlighed, men jeg kan ikke bede hende om at erstatte den kærlighed, som kun jeg kan give til en anden. På den måde er vi uerstattelige, hver især.

Derfor er spørgsmålet til os, om vi vil forstå vores liv som en vid port med en høj dør – eller om vi vil forstå livet som et hul – eller som en serie af små huller. Det sidste sker jo også. Vi kan falde ned i sorte huller – og vi har alle brug for små muse- og åndehuller, når tilværelsen står os imod og vi lige skal slikke vores sår. Men hvis vi forstår vores liv som en serie af små stationer og huller, som vi kan krybe ind i undervejs, for så at komme videre til næste hul – ja så lander vores tilværelse helt af sig selv i gravens store hul. Og det er så det.

Men hvad nu, hvis livet ikke bare er en lang serie af huller - skiftevis sorte huller og åndehuller, hvor vi kan pleje vores wellness og bare have ro og fred med os selv - men hvis livet i stedet er en port til en større virkelighed, som det gælder om at komme i kontakt med?

Og hvad nu hvis selve det budskab, som vi hører både i Jesu forkyndelse og i Bachs musik, er, at du slet ikke skal tænke så meget på dit eget livs tvetydigheder, om hvor meget eller hvor lidt du tror dybt inde i dit livs huller, men i stedet skal du lade dig gribe af den musik du hører – af det liv, du lever, – og af den Gud, som kender alle dit livs smuthuller på forhånd?

Evangeliet er nemlig, at du ikke længere bare skal vente afventende – som om du er én ud af ti brudejomfruer. Du er – som vi hører hos Bach – selv den brud, som Gud vil. Og dog er du ikke en brud som et ensomt individ, men du er brud – altså den elskede – fordi du hører med som en del af den større helhed. Vi er dele af den store kirke af levende og døde, af forfædre, formødre og alle nulevende. I nadveren lige om lidt siger vi derfor, at vi vil synge til Guds herlighed ”med hele din menighed, på jorden og i himlen, i kor med alle engle”. Og tilsvarende kan vi også lige om lidt nynne med i den 6. arie hos Bach, der siger, at kærligheden ikke skiller noget fra hinanden. Jeg vil med dig, som bruden siger; du skal med mig, som brudgommen siger. Vi bliver del af en bevægelse, hvor stemmerne synger ind over hinanden. For nu er det ikke længere mig, der lever, men Kristus der lever i mig, som Paulus siger (Galaterbrevet 2,20). 

I julemåneden tager vi derfor forskud på at fejre inkarnationen: at Guds Søn – og dermed Gud selv - er kommet ind i verden. I den forstand er der virkelig gået hul på alle vort livs huller: smuthullerne og åndehuller, men også de sorte huller og det hul i jorden, som du engang skal lægges i. Der er gået hul på hullerne, fordi vi ikke længere er alene i hullerne. Kristus lever midt iblandt os – dybt nede i vores fællesskab med hinanden og inde vore egne livs små og store huller.

Vi skal ikke længere vente på en uvis fremtid eller bekymre os om os selv og vores oliebeholdning. Enden er kommet, omsider.

Og enden er ikke døden, men livet. Ikke afslutningen, men ankomsten.

AMEN.      

Kærlighedens Kanaler

Om forskellen mellem sympati og empati

af Niels Henrik Gregersen

Engang gik radiojournalisten Kaare Gade rundt i Roskilde og spurgte tilfældige mennesker på gaden, hvad de mente var det centrale i kristendommen. Med meget få undtagelser svarede alle: ”Næstekærlighed!”

Det er en god begyndelse. Samtidig kan man gøre sig tanker om, hvorfor svarene mon falder så ens ud? Én mulighed er at se det som et udslag af en sekularisering, en mangel på religiøs sensibilitet. Mange danskere er forlegne eller usikre med hensyn til at tale om Gud eller bare Jesus. Derimod er næstekærlighed noget, som vi véd, hvad er. Eller måske er kærligheden kun noget, som vi tror vi véd, hvad er?

En anden mulighed er, at Roskilde-borgerne faktisk godt véd, at kærligheden er ét af de steder i den ellers rutinemæssige hverdag, hvor tilværelsen viser sig som nåde. Der er fx en særlig fornøjelse ved at modtage en gave, som jeg ikke vidste, at jeg havde brug for. Og der kan være en endnu større overraskelse over at blive taget imod som den, man er, uanset ens fortræffeligheder eller mangel på samme.

Hvad har kærligheden med Gud at gøre?

Men hvad har kærligheden med Gud at gøre? Ikke særlig meget, så længe den andens kærlighed til os fremkaldes af vores egen elsk-værdighed. For så udspringer kærligheden jo af vor egen attraktivitet, som vi kan have mere eller mindre af. Det er alt sammen meget godt, men også meget forudsigeligt. Elskværdige mennesker tiltrækker hinanden omtrent ligesom ilden og det tørre træ, nemlig lige indtil enten interessen eller træet er brændt op.

Meget mere har kærligheden med skabelsens Gud og improvisator at gøre, hvis kærligheden opstår ”uden grund” eller med en pludselighed, i ryk. Eller hvis kærligheden rummer en overopfyldelse i forhold til alle ens rimelige eller urimelige forventninger. I så fald får vi ikke bare ”noget” i kærligheden. Vi modtager ”os selv” ved at blive set og taget imod af den anden. Her kan kærligheden mellem mennesker opleves som tilværelsens gunst, et eksempel på Guds kærlighed nedenunder alle ting og midt imellem alle mennesker. I kærligheden kan forhold bygges op og bevares uden at behøve at gå under eller brænde af.

”Man kan ikke både spise af kagen og samtidig beholde kagen”, lyder et ordsprog. Men man kan godt både elske og beholde kærligheden. Ja, faktisk kan kærligheden slet ikke holdes ved lige uden at blive brugt. Det er ligesom med venskaber. Man kan ikke have et venskab uden at gøre brug af det. Træet er en ressource, der bliver brugt op og forsvinder, ligesom kagen er en nydelse, der kun kan nydes én gang. Derimod er der den mærkværdighed ved både kærligheden og venskabet, at de kun kan vokse, samtidig med at de bliver brugt. Kun ved at tappe af dem, bliver der mere af dem. Heri ligger kærlighedens guddommelighed.

Det falske dilemma: ”Den eneste ene” over for ”alle og enhver”

I vort gængse kærlighedsbegreb ligger der to modsatrettede tendenser. Den ene er at opfatte kærligheden som noget forholdsvist enkelt og genkendeligt. Tænk for eksempel på den erotiske tiltrækning mellem to, der ”falder for hinanden”. Den anden tendens er at opfatte næstekærligheden som noget meget ophøjet og idealt, nærmest i lighed med Moder Teresa. Den sidste type kærlighed er sjælden, men så meget desto større, fordi den rummer en omsorg over for dem, der ellers ikke ser særligt elskværdige ud.

Denne polarisering af kærlighedsbegrebet er imidlertid problematisk. Ikke fordi der ikke er både i forelskelsen og i den særlige etiske indsats. For dét er der, i hvert fald som regel. Men problemet er, at vi ofte deler kærligheden op i kærligheden til ”den eneste ene” og til hele den store menneskehed, ”alle og enhver”. Dermed overses de mange og helt naturlige kanaler for næstekærligheden i vores daglige liv med hinanden.

Kærligheden er at hjælpe hinanden ved at give, hvad der er brug for på tid og sted. Barnet, der græder, kalder på omsorg, tryghed, ren ble og varm mælk. Det lidt større barn har brug for kærlighed i form af opmærksomhed og interesse. Teenageren har brug for anerkendelse og accept fra andre end forældrene. Den studerende har brug for, at man tager hende eller ham alvorligt som en, der faktisk søger viden og tilværelsesorientering. Naboen, som vi møder på gangen eller på vejen, har behov for et lille nik og et smil. Kærligheden er her at give den anden den anerkendelse, som han eller hun har brug for. Fra os selv véd vi nemlig, at kun sådan bliver vi hele mennesker, der kan se både verden, andre mennesker og os selv i øjnene. Kærlighedens naturlige levested er blandt helt almindelige mennesker, ”på jorden”.

Næstekærlighed udsat for mistænksomhed

Jamen har alt det med den sande, kristelige næstekærlighed at gøre? Er det ikke rigtigt, som filosoffen Immanuel Kant (d. 1804) sagde, at kun den handling, som udspringer af pligtfølelsen og ikke bare af tilbøjelighed og lyst, er den sande etiske handling? Og havde ikke Søren Kierkegaard (d. 1855) ret i, at hvis man kun elsker den, vi føler sympati for, så er der egentlig slet ikke tale om kærlighed. Så er der kun tale om, hvad han kaldte for forkærlighed, dvs. en partisk og selvisk kærlighed til ham eller hende, som vi på forhånd kan lide eller finder attraktiv.

Noget er der om det, som Kant og Kierkegaard – kærlighedens mistænksomme vogtere – på hver sin måde siger. Men kun noget! Kant havde ret i, at vi aldrig kan vide, om vi handler med helt rene motiver, hvis vi bare elsker, fordi vi har lyst til det og nærmest ikke kan andet. Men har Kant ret i, at vi overhovedet har brug for en sådan viden? I hvert fald har min næste ikke brug for en sådan viden om mine motiver, så længe han eller hun bliver godt hjulpet. Dertil kommer, at Kant også overså, at selve lysten til at gøre det godt for den anden er den allerstærkeste drivkraft til, at vi faktisk handler imod den anden, sådan som vi ville ønske, at de andre handlede imod os selv. Lysten må faktisk meget gerne drive værket, også i kærligheden.

Empatien – medfølelsen - er nu engang den bedste tilskyndelse til, at vi vil og overhovedet kan finde ud af at hjælpe den anden. Fordi empatien er en følelse, kan den flytte noget i os, hvad tanker og løftede pegefingre kun sjældent kan. Og fra empatien véd vi, hvad der skal til, for at livet kan lykkes for den anden. ”Du skal elske din næste som dig selv”, hedder det i kærlighedsbudet. Der står ikke, at du skal elske næsten i modsætning til dig selv. Velviljen over for den anden er kærlighedens naturlige motor, og kun hvor velviljen og empatien bliver væk, må vi ty til moralen. ”Moral er erstatningsmotiver til erstatningshandlinger”, som K.E. Løgstrup (d. 1981) formulerede det.

På samme måde havde Søren Kierkegaard ret i, at hvis kærligheden alene var begrænset til dem, som vi umiddelbart oplever som elsk-værdige, fx vore egene børn, så er der ikke rigtig nogen transcendens eller overskud i kærligheden. Så kan kærligheden kun rumme det medmenneske, der enten ligner én selv (ens børn eller søskende) eller som kompletterer én selv (ens kæreste eller dem, som man beundrer og gerne vil ligne). Kierkegaard havde ret i, at den næstekærlighed, der manifesterer ”Kjerligheden i Grunden” (altså Guds kærlighed), må være åben, så den også omfatter den, som vi ikke umiddelbart føler sympati for. Der findes jo også den næste, som vi oplever som besværlig, uelskværdig og faktisk temmelig irriterende. Også hun og han omfattes af Guds kærlighed, og derfor også af næstekærligheden som det menneskelige ekko af Guds kærlighed.

Fra sympati til empati

Med andre ord opstår næstekærligheden, fordi vi er forbundet med hinanden og derfor kan føle noget for det andet menneske, som vi ellers ikke umiddelbart føler sympati for. Mens sympatien har sit centrum i os selv – i vore ønsker og behov – har empatien sit centrum uden for os selv, i med-følelsen med den, som man ikke selv er, og måske endda slet ikke ønsker at være. Mens sympatien har ét centrum, har empatien to centre: os selv og den anden. Fordi vi hører sammen.

Opgaven er på én gang at holde næstekærlighedens transcendens åben (så kærligheden ikke indskrænkes til dem, vi forhånd kan lide), og samtidig undgå, at næstekærligheden bliver et abstrakt ideal, som aldrig vil kunne bevæge os, fordi idealet på forhånd forekommer os fjernt og frem for alt uoverkommeligt.

Noget sådant er alene muligt, hvis næstekærligheden på en eller måde er indskrevet i vores naturlige udrustning. Det var netop benægtelsen heraf, der gjorde filosoffen Kant til en (undskyld udtrykket!) forbenet pligt-etiker og teologen Kierkegaard til en fortaler for den umulige kærlighed. Men der findes faktisk en næstekærlighed, der befinder sig midt imellem sympatiens forkærlighed og idealismens fremmede fordringer. Der findes nemlig en naturlig empati, som udspringer af, at vi som skabninger naturligt er tunet ind på hinandens tegn og behov og derfor har muligheden for at forstå den andens tegn og signaler (i hvert fald til en vis grad).

Empatien er naturlig, fordi vi fra os selv véd, hvordan den anden har det, uanset om vi føler sympati med vedkommende. Fra vores livs centrum forstår vi det andet menneskes centrum. Sværere er det heller ikke.

Det vanskelige er derimod at leve ud af denne erkendelse midt i hverdagens mange gøremål. Vi véd det hele, fordi vi – trods alle individuelle forskelle - er skabt med den samme slags krop og den samme slags sind som alle andre mennesker. Hverken kropsligt eller sjæleligt lever vi afskåret fra hinanden. Vi er netop skabt af Gud til at høre sammen.

Vi véd derfor (fra os selv), hvad det vil sige at være tørstig, også selvom vi ikke kan lide den, der er tørstig. Vi véd, hvad det vil sige at blive set og forstået af andre, fordi vi fra os selv véd, hvad det vil sige ikke at blive set. Ud af vores eget følelsesliv opstår medfølelsen med den anden. Ud fra vort eget livs centrum forstår vi den andens livscentrum (selvom vi aldrig forstår hinanden helt og fuldstændigt).

Det skyldes alt sammen kærlighedens kanaler, som er vi er skabt med og skabt til: kroppens signaler af lyst eller træthed, øjets mathed eller glans, ansigtet der åbner sig eller lukker sig. Vi kan nærmest aflæse på hinanden, hvad vi gør ved hinanden.

Hvorfor holde gudstjeneste?

Noget om tro, håb og vækst

af Niels Henrik Gregersen

”Hvorfor drikke og spise? Hvorfor bevæge sig?” Det er dumme spørgsmål, fordi vi simpelthen ikke kan lade være. 

Det er ikke helt så dumt at spørge om, hvorfor vi gør alt det, som strengt taget ikke behøver at gøre, men som ville gøre tilværelse lille og trist, hvis vi ikke gjorde det: ”Hvorfor omfavne vores børn? Hvorfor kysse den elskede? Hvorfor møde den anden med imødekommenhed?” Nej, det er strengt taget ikke nødvendigt – i hvert fald ikke for overlevelsens skyld. Men det er nødvendigt for at være et fuldblods menneske.

Sådan er det også med spørgsmålet: ”Hvorfor holde gudstjeneste?”. Det er ikke et dumt spørgsmål, for vi kunne blive hjemme og hygge os med avisen. At holde gudstjeneste er et overskudsfænomen, som vi ikke gør for overlevelsens skyld. Vi gør det enten for trangens eller overskuddets skyld!

Anderledes var det måske for 500 eller 1000 år siden, hvor angsten for helvedes evige straffe sikkert har ført mange til kirkedøren mere eller mindre modvilligt. Men hvis det er frygt, at man går i kirke, så er det hverken af trang eller overskud – og så er der ingen mening med det.

Lad mig illustrere det med nogle stemmer fra reformationstiden. Hvis man i 1530’erne havde spurgt reformatorerne Luther eller Calvin, hvorfor vi holder gudstjeneste, så ville de begge svare, at det vi ”for at give Gud æren”.

Der ligger der en dyb visdom heri, men spørgsmålet er, hvad man mener det. Calvin giver den ekstra forklaring, at vi skal gå i kirke, fordi vi skylder Gud at give Gud æren. Men der noget bagvendt ved denne forklaring. For hermed gør man Gud – universets og min skaber - til en lille bogholder, der småligt holder øje med, om vi nu holder vores del af aftalen, når nu Gud har holdt sin del af aftalen.

Men hvis vi er skabt ud af kærlighed og velvilje er vi skabt ud fra en generøsitet og et storsind, som ikke rigtig rimer med en bogholdertankegang. ”Nu har jeg gjort dette… og så har du værsgo at gøre sådan”. Nej, opgaven er at elske Gud og livet med hele vores sjæl, sind og krop. Uden de små forbehold og helt uden beregninger.

Den eneste måde, hvorpå vi kan ”give Gud æren”, er ved lege videre på Guds generøsitet og tage imod de store ord, som de kommer. Gudstjeneste er en leg, hvor vi spiller videre på Guds generøsitet, og selv bliver deltagere i et større spil end vore egne små liv. ”Syng og spil af hjertet for Herren og sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn” (Ef 5,19-20). Og det skal gøres af hjertet og ikke af frygt: ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden”, siges det i Johannes-traditionen (1 Joh 4, 18).

Guds kærlighed, som det hele i sidste ende drejer sig om, er aldeles frygtløs. Og gudstjenesten er ét af de mest frygtløse steder i vores kultur, fordi troen og håbet får chancen for at vokse sig stærke.

Derfor skal man gå i kirke for sin egen skyld og for hinandens skyld. Gud skal nok klare det selv. Man skal, som Luther sagde, gå i kirke ”for at høre Guds Ord” og lade sig fylde op af det.

Sagen er jo den, at overladt til os lever vi i en lille osteklokke, hvor bekymringerne – og derfor også tilværelsesfrygten – kan tage overhånd. At gå i kirke er at gå ud over sin egen lille osteklokke og blive del af en leg, som er større end vore egne små julelege.

Måske går jeg rundt og tror, at jeg kan arrangere mit liv, så jeg klarer mig fint og gør en pæn karriere. I så fald er gudstjenesten arnestedet for den større tro på, at jeg har evig værdi uanset mine bedrifter eller mangel på samme. Måske tror jeg, at min kærlighed til min kone og børn er alt, hvad jeg behøver. Så fortæller gudstjenesten mig, at kærligheden er meget større end som så. For Guds kærligheden er frygtløs og omfatter medmennesket (også ham jeg ikke kan lide).  Måske håber jeg, at talrige besøg i fitnesscentre kan give mig et langt og lykkeligt liv. Men så fortæller gudstjenesten mig, at livet er en gave fra øjeblik til øjeblik - men at der altid er et næste øjeblik i Guds evighed, uanset om vi lige kan se det eller ej.

Man skal kort sagt gå i kirke for at nynne med på en sang, som er større end os selv og vores egen lille osteklokke.

Dét er at give Gud æren. Og hinanden opmærksomhed!