Ensomhed

 

 

Af Kirsten Sandholt

 

Det er ikke så mærkeligt, at mange mennesker føler sig ensomme i dag. Det hænger i luften alle vegne, at vi skal være gode nok, ellers kan vi ikke være med, ellers må vi tage til takke med at være udenfor eller måske i periferien.

 

Det begynder allerede tidligt. I skolen skal vi være gode nok, ellers risikerer vi at blive tabere. På arbejdsmarkedet skal vi være gode nok, ellers risikerer vi at ryge ud og blive erstattet af andre. I fritiden og i privatlivet skal vi være gode nok. Hele tiden forlanger den usynlige tidsånd, at der er noget, vi skal leve op til. Og kan man ikke det, så lurer ensomheden lige om hjørnet, fordi man ikke længere er med eller ”på”, som det også hedder nu om stunder. Måske giver man op på et eller andet tidspunkt. Mister troen på sig selv, troen på meningen. Man lukker af for alt det, man ikke kan klare eller magte. Man isolerer sig, man er ikke god nok. Man ville gerne være, som man tror, de andre er. Her begynder ensomheden, i hvert fald i nogle tilfælde.

 

Men hvornår bliver man i grunden god nok? Ja, vi ved det godt inderst inde, det bliver man aldrig! Hvor fortvivlende, projektet er på forhånd tabt, man bliver aldrig god nok! Kan man leve i denne fortvivlende tilstand? Nej det kan vi ikke, og det skal vi heller ikke. Evangeliet fortæller os nemlig, at kampen for at blive god nok er håbløs. Ja, ikke blot håbløs, den er også forfejlet. Vi behøver ikke at være perfekte; Gud ser os og anerkender os som dem vi er; det er godt nok for ham.

 

Men har dette simple budskab overhovedet noget at sige til den, der er fanget i ensomhed? Skulle det kunne medføre nogen forandring? Jeg tror det. Jeg tror det er afgørende at give slip på forestillingen om det perfekte, for det tjener ikke livet at have sit hoved fyldt med tanker af den art. Hvis man hele tiden mener, man skal være god nok, så bliver man i første omgang bange, i næste omgang ledes man ind på ensomhedens vej. Sådan er det, når kravene og forestillingerne om livet bliver for store, så kommer alle blokeringerne. Og sådan er det i grunden også med troen. At tro er ikke, at holde sig til nogle ophøjede læresætninger om, hvordan Gud og Jesus er. Det leder ikke tilbage på livets vej, for troen sidder ikke så meget i hovedet, som i fødderne der går til kirke, i hænderne der giver ømhed, eller i ørerne der lytter. Mange lukker sig ude fra den levende tro og det menneskelige fællesskab ved at hævde: Jeg tror ikke på det eller det, jeg har nogle bestemte forventninger, derfor er jeg ikke med. Med andre ord, vejen er lukket på forhånd.

 

Det kan være svært at finde ud af ensomhedens vej; ingen ønsker ensomhed, alligevel kan man godt sidde fast. Et sted må man imidlertid begynde, og her er jeg sikker på at Guds ord til os, om at vi er elskede og anerkendte, præcis som vi er, kan løfter os ud i frihed og fællesskab. Det kan vores selvskabte krav om, at vi hele tiden skal være gode nok, til gengæld ikke. Det fører kun til dybere ensomhed. Så begyndelsen kunne være, at hente styrke og inspiration i den vej Jesus gik for at overvinde ensomheden, angsten og sorgen for os.

 

 

 

Kalender

Aftensang
Onsdag d. 22. februar kl. 16.30
ved Kirsten Sandholt.
- En kort gudstjeneste sidst på dagen med musik, korsang, fællessalmer og læsninger.
Der er indledende orgelmusik fra kl. 16.15
Sangeftermiddag i sognehuset
Torsdag d. 23. februar kl. 14.30

Sognehuset, Pilestræde 67

Den 4. torsdag i hver måned kl. 14.30 i Pilestræde 67.
Samarbejde mellem Trinitatis og Vor Frue kirker.
Kordegn Karen Marie Laybourn har valgt dagens sange.
Gratis adgang, kaffe/te og kage 10,- kr.
Menighedsrådsmøde
Torsdag d. 23. februar kl. 18.30

Sognehuset, Pilestræde 67

Dagsorden offentliggøres her på siden i dagene op til mødet. Referat fra mødet vil også kunne læses her i dagene efter mødet.
Studentergudstjeneste
Fredag d. 24. februar kl. 12.15
Studentergudstjeneste.
Prædikant, Stud. theol. Simon Buchwald Jensen
Fredagskoncert - Christina Christensen, sopran, Peter Bjerregaard Mortensen, orgel.
Fredag d. 24. februar kl. 16.30
Christina Christensen, sopran, Peter Bjerregaard Mortensen, orgel.
Musik af Hugo Wolf, Giacomo Puccini og Gunnar Thyrestam.
Fri entré